21. februar 2011

“Folk dør før deres drømme bliver til virkelighed“

Tusinder af migranter er kommet til Dubai med en drøm om at forsørge familien derhjemme. De finder arbejde på golfstatens store byggeprojekter, men ender ofte i håbløse situationer, som de ikke selv kan styre. 23-årige Ranjeev fra Indien er én af dem.


Ranjeev er kranfører og er én af mange migrantarbejdere i byggebranchen i Dubai, der har efterladt sin familie i hjemlandet og kæmper for at sende tilstrækkelig med penge hjem til dem. Ranjeev selv har tre søstre og en mor som er afhængige af ham – den ældste søn. Faren forlod familien mange år tidligere. Ud over at forsørge sin familie, drømmer Ranjeev om at få råd til at blive gift og få børn, men det har lange udsigter.

“Folk dør før deres drømme bliver til virkelighed”, siger Ranjeev, mens han kigger ned og løfter hænderne opgivende i vejret.

I Dubai er tingene ikke gået helt, som Ranjeev havde forventet. Nu står han i en situation, hvor han ikke har fået løn i seks måneder. Alligevel går han stadig på arbejde 12 timer om dagen seks dage om ugen, ud over de timer det tager at blive transporteret mellem arbejdslejren og byggepladsen. Ranjeev ved ikke, hvad han ellers skal gøre.
“Nu er vi i Dubai, og hvis der er noget vi ikke er glade for, kan vi ikke gøre noget ved det”, fortæller Ranjeev.

Selvom der i Dubai findes en klageinstans, arbejdsretten, sætter Ranjeev ikke sin lid til den. “Der sker ikke så meget, man får bare en ny dato hver gang”, siger Ranjeev. I stedet venter han bare og beder han til Gud om, at han snart får sin løn udbetalt.

Hvis ikke problemet med lønnen bliver løst, står Ranjeev tilbage med en gæld på ca. 14.000 kr –  penge han lånte i Indien for at kunne betale for visum og flybillet til Dubai. Selv hvis Ranjeev fik udbetalt sin løn, ville det tage ham 3-4 år at betale lånet tilbage. Hans månedsløn er ca. 1100 danske kroner eller en rund femmer i timen.

“Jeg har ikke mit pas, jeg har ingenting”, siger Ranjeev. Passet har arbejdsgiveren taget, selvom det både er ulovligt i Dubai og strider mod basale menneskerettigheder ifølge FN’s migrantarbejder-konvention og FN’s arbejdsorganisation ILO’s Konvention om afskaffelsen af tvangsarbejde. Uden passet har han ikke mulighed for at tage hjem, men selv hvis han kunne, kan det få fatale konsekvenser for ham selv og familien, hvis han ikke har betalt lånet tilbage, fortæller Ranjeev. Ifølge en lokal hjælpeorganisation, der ønsker at være anonym, er der eksempler på lånehajer som har myrdet arbejderne, hvis de ikke betaler, hvad de skylder ved hjemkomsten.

Ranjeev synes bedre om at være i Indien end i Dubai, for i Indien har han nogle at dele sine problemer med.
” Hvis jeg taler med nogen om mine problemer her i Dubai, så har de selv endnu flere problemer”, siger Ranjeev.

Lige nu hviler Ranjeev’s drømme om fremtiden i virksomhedens hænder. Han må på grund af lovgivning i Dubai ikke skifte arbejde, han kan ikke rejse hjem, får ingen løn og er alene med sine problemer. Da vi ved solnedgang tager afsked, smiler Ranjeev sørgmodigt og kigger ud over den støvede arbejdslejr fyldt med mennesker, der ligesom han er kommet dertil med drømme og håb om en lysere fremtid.


Note: Ranjeev er et pseudonym brugt af DanWatch for at undgå konsekvenser for kilden.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down