Uafhængig journalistik er vigtigere end nogensinde før. Men uden din hjælp kan det ikke lade sig gøre.

Danwatch Journalistik

Vi har valgt, at vores journalistik skal være tilgængelig for alle. Men den er ikke gratis at producere. Derfor håber vi, at dem, der kan, vil støtte os.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.

nyhedsoverblik

Fra vores verden: Corona sender millioner af børn i arbejde

I dette første nyhedsoverblik ser vi nærmere på alle de børn, der ender i arbejde, fordi corona har lukket deres skole, og de alvorlige konsekvenser det kan have. Vi kommer også forbi Vestsahara, en af verdens mest forurenede floder og demokratiets tilstand.
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Kære læsere

Velkommen til denne første udgave af vores nyhedsoverblik.

Som et medie, der primært beskæftiger sig med undersøgende journalistik og kan bruge flere måneder på en historie, føler vi ofte, at der er nogle vigtige ting, vi ikke når at få fortalt videre til jer. Derfor afprøver vi nu dette nye format, hvor vi hver anden uge fortæller jer det vigtigste, der er sket, inden for de ting vi beskæftiger os med.

Og her er det måske på sin plads, at vi forklarer, hvad det overhovedet er. Danwatch prøver helt grundlæggende at skabe en forbindelse til resten af verden ved at undersøge, hvilke forhold vores fødevarer, tøj og teknologi bliver til under. Vi holder særligt øje med, hvad danske virksomheder laver ude i verden. Og vi gør, hvad vi kan for at give stemme til de mennesker i andre lande, der arbejder og lever under tvivlsomme forhold.

I dette første nyhedsoverblik ser vi nærmere på ulovligt børnearbejde, som er et problem, vi ofte støder på, når vi undersøger, hvordan vores produkter bliver til. Og som er blevet et markant større problem under den nuværende pandemi.

Corona sender millioner af børn i arbejde

11-årige Rahul gennemroder skrald ved den indiske by Tumakuras i jagten på plastic. 15-årige Munesu står i mudder til  livet og leder efter guld ved en flod i Zimbabwe. En 14-årig pige prostituerer sig selv i Kenyas hovedstad Nairobi. 11-årige Andrés Gomes maser sig igennem en lille håndgravet tunnel under jorden et sted i den mexicanske stat Chiapas i jagten på et stykke rav.  Og 10-årige Marc rydder træer med en machete i en kakaoplantage i Elfenbenskysten. 

“Far har ikke nogen penge, og så hjælper vi ham”, fortalte Marc, da Danwatch mødte ham i maj.

Over hele kloden er børn blevet sendt hjem fra skole på grund af faren for coronasmitte. For nogle er der mulighed for at få undervisning hjemmefra, men over 400 millioner børn har ikke nogen form for skolegang lige nu. Unicef vurderer, at det vil få mindst 24 millioner børn til at droppe helt ud af skole, og en meget stor del af dem vil i stedet ende i marken, i minen eller på gaden, hvor de i en desperat jagt på penge vil tage arbejde, der er farligt for dem. Dertil kommer problemer med sult, tvangsægteskaber og trafficiking af børn.

  • Den store historie: New York Times optegnede tidligere på efteråret de store linjer og fortalte, hvordan corona kan rulle flere års positiv udvikling tilbage. Det kan måske virke som et midlertidigt problem her under corona, men når børn først kommer i arbejde, kommer de sjældent tilbage i skole igen, siger eksperter. Læs mere her.
  • Fra vores egen verden: Selvom det nogle steder har været fremgang, gælder det langt fra alle steder. I maj kunne vi på Danwatch fortælle, at der var flere børnearbejdere i kakaoplantagerne i Elfenbenskysten end nogensinde før. Det er til trods for, at de store chokoladegiganter for 20 år siden lovede, de ville sætte en stopper for det.
  • Definitionen: Det er FN’s arbejdsmarkedsorganisation ILO, der definerer børnearbejde. Her kan du se, hvad der tæller som ‘farligt’ børnearbejde.
  • Den ubehagelige virkelighed: Det store billede kan virke alvorligt nok, men det er når man zoomer ind på de konkrete sager, at man virkelig forstår problemerne med børnearbejde. The Guardian fortæller om børn helt ned til 10 år, der graver efter guld i Zimbabwe under farlige forhold. Nyhedsbureauet AP fortæller om unge kenyanere, der prostituerer sig selv. Og Syracuse fortæller om mexicanske børn, der graver efter rav.

Andre nyheder:

Rydningen af Amazonas stiger

I oktober blev der ryddet 836 kvadratkilometer af Amazonas-regnskoven i Brasilien. Det er et usædvanligt højt tal for oktober måned og er 50 procent mere end sidste år, skriver Al Jazeera. Skovrydningen er steget voldsomt siden Jais Bolsonaro blev præsident i Brasilien, men vi er ikke uden ansvar i Danmark. Tidligere på efteråret kunne Danwatch afsløre, at danske banker og pensionskasser investerer i de slagterier og sojaproducenter, som er skyld i mest skovrydning.

Et flertal i FN vil bekæmpe plastic med ny aftale

En af de store konsekvenser ved vores voksende forbrug er, at naturen og særligt havene fyldes med plastic, som det tager årtusinder at nedbryde. Andelen af plastic, der ender i verdenshavene, forventes af blive tredoblet frem mod 2040, hvis der ikke gøres noget. Derfor har FN nedsat en arbejdsgruppe, der skal lave et udkast til en ny aftale, der kunne minde om klimaaftalen fra Paris. Ifølge The Guardian er mere end to tredjedele af FN’s medlemsstater åbne over for den nye aftale.

33 danske vindmøller er blevet væk i Kina

I et år har danske myndigheder og Politiken forsøgt at finde en vindmøllepark i Kina, som Danmark har betalt for og som skal kompensere for dansk CO2-udslip. Indtil videre er det ikke lykkedes.

Der er udbrudt krig i Vestsahara 

En 29-år gammel fredsaftale mellem det besatte Vestsahara og dets besætter Marokko er blevet revet i stykker. Først gennemførte Marokko en militær aktion i Vestsahara, og som svar på det meddelte Vestsaharas uafhængighedsbevægelse, at de havde opløst aftalen, skriver CNN. Aftalen gav egentlig Vestsahara og dets oprindelige folk saharawierne ret til at stemme om selvbestemmelse, men det har Marokko forhindret i tæt på 30 år. Sidste år skrev vi på Danwatch om de investeringer, som danske banker og pensionskasser havde i selskaber, der opererer i Vestsahara og forhindrer en fredelig løsning på konflikten. Vi har også skrevet om det danske rederi Ultrabulk, der har transporteret Fosfat fra Vestsahara.

Corona gør verden mindre demokratisk

I slutningen af oktober leverede den amerikanske tænketank deres årlige vurdering af demokratiets tilstand på globalt plan, og det var en nedslående en af slagsen. I 80 ud af 192 lande er det gået tilbage for demokratiet. Kun i Malawi er det gået frem. Zetland har set nærmere på rapporten og fundet frem til, at meget af det handler om corona, der bliver brugt som undskyldning til at forfølge aktivister og indføre skrappe hastelove. I foråret forsøgte vi på Danwatch at vise den foruroligende udvikling med vores serie Øjenvidner til en verden i lockdown.

Kom med til en af verdens mest forurenede floder

I dette fotoessay fra The Guardian kommer man helt ned i den Indonesiske flod Citarum, der er bogstaveligt talt er fyldt med lort og affald. Der lever ni millioner mennesker tæt ved floden og mange af dem har ikke andre steder at gøre af deres affald og afføring. Men vi er også med til at forurene Citarum, for langs med floden ligger 2.000 fabrikker, der blandt andet er med til at sikre, at vi kan få tøj på kroppen i vores del af verden. Og billederne, ja de er lige så smukke som de er grumme.

Det var alt for dette første nyhedsoverblik, der stadig er under udvikling. Vi har endnu ikke lagt os fast på overblikkets endelige form, så det er nu, du skal byde ind, hvis du har særlige ønsker.

Vil du gerne have det på mail? Er det for langt? Er det for kort? Er der nogle andre slags historier, du gerne vil have med? Vil du have det som podcast? Skal det komme oftere? Sjældnere?

Min email jt@danwatch.dk er åben for alskens kommentarer.

Tak, fordi I læste med.

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

For lidt over et år siden eksploderede et lager med ammoniumnitrat i Beirut og efterlod sig massive ødelæggelser og flere hundrede dræbte. Det undersøgende medie OCCRP har nu fundet frem til, hvem der ejede den store mængde kemikalier, der blev opbevaret på havnen i Beirut. De peger på en ukrainsk forretningsmand ved navn Volodymyr Verbonol, der står bag virksomheden Savaro, der ejede beholdningen af ammoniumnitrat. Det skriver OCCRP. Dertil har de fundet tegn på, at Savaro er en del af et årtier gammelt netværk for salg af kemikalier, hvor også Cypern og Storbritannien er involveret.

Brancher: |
Mere

Ny rapport viser, at siden Parisaftalen blev indgået i 2015 er mere end tre ud af fire planer om nye kulminer skrottet. Det skriver The Guardian.

Det er E3G, Global Energy Monitor og Ember – tre tænketanke med fokus på klimaforandringer – der står bag rapporten. Deres research viser, at i alt 44 lande på verdensplan har droppet fremtidige planer om kulminer og vil i stedet satse på vedvarende energi. Det giver ifølge rapporten anledning til at være optimistisk på klimaets vegne. De tre tænketanke mener, at en fremtid uden forurenende energikilder er indenfor rækkevidde.

Brancher:
Mere

Michelle Bachelet, der er Menneskerettighedskommissær ved FN, har i dag udpeget klima- og miljø som den største trussel for menneskerettighederne. Det skriver Reuters.

“Omfattende problemer med forurening, klimaforandringer og biodiversitet er en voksende trussel – og øger samtidig spændinger, konflikter, strukturel ulighed og gør mennesker stadig mere udsatte”, sagde Michelle Bachelet under sin åbningstale til et 48-timers møde ved FN’s Menneskerettighedsråd i Geneve.

Mere

Miljøstyrelsen har netop offentliggjort et samlet overblik med mulige PFOS-forureninger. Det sker som følge af en omfattende forurening med PFOS i Korsør, hvor stoffet er fundet i store mængder i grundvandet og i mennesker, der har spist kød fra lokalt græssende kvæg. Stoffet kan være sundhedsskadeligt, hvis det findes i kroppen i høje mængder. Det kan blandt andet påvirke leveren, give forhøjet blodtryk, påvirke immunsystemet hos børn og øge risikoen for flere kræftformer.

Miljøminister Lea Wermelin siger til DR, at det er regionerne og kommunernes ansvar at reagere. “Dels har jeg en forventning om, at der er fuld handling allerede, hvor man kigger på de her steder, og så er der den konkrete sag i Korsør, hvor vi også skal have vendt hver en sten”, siger Lea Wermelin.

Danske Regioner har udpeget 145 nuværende og tidligere brandøvelsespladser. Tilsvarende peger Forsvaret på 43 steder. Miljøstyrelsen oplyser, at der kan være overlap.

Temaer: |
Brancher:
Mere

FNs generalsekretær, António Guterres, advarede i et interview torsdag om et ‘økonomisk kollaps’ i Afghanistan og risikoen for millioner af døde. Han opfordrer derfor verdens lande til fortsat at forhandle med Taleban, efter at den militante islamistiske bevægelse har overtaget magten i Afghanistan.

Det skriver Ritzau.

Guterres siger videre, at Taleban kræver anerkendelse, økonomisk støtte og en ophævelse af sanktioner. Det giver ifølge FN-chefen det internationale samfund et vist spillerum til at forhandle.

Han foreslår, at det ligesom i Yemen er en mulighed at tildele Afghanistan finansielle midler uden sanktioner.

Mere

Luftforurening dræber flere mennesker på verdensplan end malaria, tuberkulose og HIV/aids til sammen. Alligevel er det kun én procent af verdens samlede udviklingsbistand, der går til bekæmpelse af netop luftforurening.

Det viser en analyse fra organisationen Clean Air Fund, skriver The Guardian.

Til gengæld gav regeringer rundt om i verden mere end 20 procent af udviklingsbistanden til fossile brændstofsprojekter i 2019 og 2020.

Mere end fire millioner mennesker dør hvert år af at indånde forurenet luft.

Temaer:
Mere

COVID-19 er gået hårdt ud over verdens HIV-, tuberkulose- og malariasmittede.

Ifølge New York Times er langt færre diagnosticerede og behandlede for sygdommene i 2020 sammenlignet med året før. Henholdsvis 19 og 22 procent færre personer er testet for tuberkulose og HIV på verdensplan.

Årsagen til de foruroligende tal er pandemiens pres på verdens sundhedsvæsen, skriver avisen. Derudover har en del af verdens smittede afholdt sig fra lægehjælp af frygt for at blive smittet med COVID-19.

Temaer:
Mere

En Berlin-baseret menneskerettighedsgruppe beskylder tyske giganter som Lidl og Hugo Boss for indirekte eller direkte at tjene penge på at anvende tvangsarbejde i Xinjiangs bomuldsindustri. Det fremgår af den 96 sider lange klage, som menneskerettighedsgruppen har sendt til en række anklagere ved forbundsdomstolen i Karlsruhe.

FN anslår, at op til en million uighurer er blevet tilbageholdt i interneringslejre og tvunget til at arbejde i blandt andet bomuldsindustrien i Xinijang, der ligger i det nordvestlige Kina.

Store brands som H&M, Burberry og Nike er ligeledes blevet beskyldt for at bruge bomuld fra Xinijang.

Mere

Ingen af Europas 25 største banker har endnu præsenteret konkrete planer for, hvordan de vil leve op til deres grønne løfter. Det fremgår af en undersøgelse foretaget af ShareAction.

Ifølge The Guardian viser undersøgelsen blandt andet, at størstedelen af bankerne ikke handler på grønne nøgleområder såsom at lave politikker mod at investere i olie og gas og fremme grønne sektorer via investeringer.

Langt de fleste af bankerne har forpligtet sig til at nå et mål om nul nettoudledning af drivhusgasser inden 2050.

Mere

15,3 millioner mennesker. Så mange er døde af COVID-19 på verdensplan, hvilket er over tre gange så mange, som de officielle tal angiver, nemlig 4,6 millioner.

Det skriver The Economist, der har lavet dets egen udregning af coronarelaterede dødsfald.

Ved også at tage højde for det høje mørketal – det vil sige mennesker, som højst sandsynlig er døde af COVID-19, men som aldrig er blevet testet for det og dermed ikke indgår i de officielle tal – lander det reelle tal mellem 9,4 millioner og 18,3 millioner.

Tallene fra The Economist viser, at især Latinamerika har været hårdt ramt af COVID-19 dødsfald, mens Indiens døde skal gøres op i millioner frem for hundredtusinder.

Temaer:
Mere

I en spritny ny rapport anslås det, at USA, Storbritannien, EU, Canada og Japan vil have mere end en milliard COVID-19 vacciner i overskud ved udgangen af året. Vacciner, der vel at mærke ikke er øremærket til at blive doneret til fattigere lande. Det skriver Al Jeezera.

Den store vaccineulighed er ellers flere gange blevet fordømt af flere fremtrædende eksperter og embedsfolk. Senest udtalte direktøren for Verdenssundhedsorganisationen, Tedros Adhanom Ghebreyesus, til et møde med sundhedsministrene fra G20-landene, at uligheden var ‘uacceptabel’.

Danwatch har også flere gange beskrevet kampen om vaccinerne, som du kan læse mere om her.

Temaer:
Mere
Ikke flere "Kort Nyt"
No more articles to load

Få vores nyhedsbrev

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664

Bankoverførsel

Enkeltbidrag

Merkur Bank

Registreringsnr.: 8401

Kontonr.: 0001 119 355

Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.

Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.

Want to make an international donation?

IBAN:
DK4284010001119355

SWIFT/BIC:
MEKUDK21

Click here

Bliv støttemedlem

Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.

Regnr., kontonr. og CPR-nr. bruges kun til at oprette en betalingsservice-aftale, således at fremtidige betalinger kan trækkes automatisk.