21. januar 2022

Fransk oliegigant trækker sig ud af Myanmar efter fortsatte krænkelser

Siden militærjuntaen kuppede sig til magten i Myanmar for snart et år siden, er menneskerettighedskrænkelserne blevet værre og værre, lyder det fra franske TotalEnergies. De kapper derfor nu alle forbindelser og trækker sig ud af landet.

Siden militærkuppet d. 1. februar 2021 har flere protester fundet sted over hele landet. Over 1400 er indtil videre blevet dræbt af militærjuntaen. Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Siden 1990’erne har den franske oliegigant TotalEnergies opereret i Myanmar, men det skal være slut nu. 

I en erklæring udsendt fredag meddeler virksomheden, at de trækker sig ud af landet på grund af den forværrede humanitære situation, som lige nu er virkeligheden for mange af Myanmars 54 millioner indbyggere. 

“Situationen (i Myanmar, red.), hvad angår menneskerettigheder og mere generelt retsstatsprincippet, har fået os til at revurdere situationen og tillader ikke længere TotalEnergies at yde et tilstrækkeligt positivt bidrag i landet”, lyder det blandt andet i erklæringen. 

Udmeldingen sker i kølvandet på militærkuppet i 2021, der efterfølgende førte – og stadig fører til –  landsdækkende undertrykkelse af militærjuntaens kritikere. Det bliver gjort med så hårde midler og overgreb, at flere menneskerettighedsorganisationer betragter undertrykkelsen som en forbrydelse mod menneskeheden.

Indtægter direkte til militæret 

TotalEnergies har siden 1992 været medejer og operatør af Yadana-gasfeltet i Myanmar, som også ejes af det statsejede selskab Myanmar Oil and Gas Enterprise (MOGE). Og det er her problemet opstår. 

Efter militærkuppet har militærjuntaen overtaget kontrollen over MOGE, hvilket de facto betyder, at TotalEnergies og de andre medejere af gasprojektet betaler indtægter til militærjuntaen. 

Det har fået flere internationale og myanmesiske civilsamfundsorganisationer til at kritisere TotalEnergies for indirekte at støtte militæret og det brutale styre. 

I erklæringen erkender TotalEnergies, at det er præmissen for at levere gas og elektricitet til befolkningen, men at de samtidig så vidt muligt har forsøgt at begrænse de finansielle strømme til MOGE. Dog med begrænset succes:

“På trods af de foranstaltninger, der er truffet, har TotalEnergies ikke været i stand til at leve op til forventningerne fra mange interessenter (aktionærer, internationale og burmesiske civilsamfundsorganisationer), som opfordrer til at stoppe indtægterne til den burmesiske stat gennem det statsejede selskab MOGE”, skriver de i erklæringen. 

Ifølge en rapport fra Myanmar Extractive Industries Transparency Initiative (MEITI) generer naturgasprojekter årligt over en milliard dollars i indtægt til militærjuntaen. Pengene overføres typisk i amerikanske dollars til MOGE eller andre militærkontrollerede bankkonti i udlandet i form af gebyrer, skatter, royalties og udbytte fra eksport af naturgas. 

Flere har taget konsekvensen

TotalEnergies er ikke den eneste internationale virksomhed, som har fået kritik for at operere i et Myanmar, der er styret af en brutal militærjunta.

Som Danwatch har kunnet dokumentere i samarbejde med det uafhængige medie Frontier Myanmar, har også Telenor måtte se sig selv være involveret i militærstyrets undertrykkelse af kritikere af magtovertagelsen.   

Blandt andet er Telenor blevet tvunget til at slukke for internettet og til at dele brugerdata med et regime, som indtil videre har knust al opposition, hvilket har kostet mere end 1400 menneskeliv. 

Ligesom TotalEnergi nu har taget konsekvensen og trukket sig fra Myanmar, valgte Telenor også at trække stikket og sælge deres Myanmar-virksomhed fra. Det har dog vakt stor kritik, da Telenor har solgt virksomheden til libanesiske M1 Group, som er gået sammen med det myanmarske selskab Shwe Byain Phyu Group.

Begge har bånd til militærjuntaen.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down