9. marts 2021

Fransk supermarked sagsøges for overtrædelse af menneskerettighederne

Den franske supermarkedskæde, Casino, sagsøges af oprindelige folk fra Brasilien og Colombia samt ngo’er for overtrædelser af menneskerettighederne i deres varekæde. Dommen kan få betydning for, om fremtidige ofre for krænkelser af menneskerettighederne kan opnå juridisk retfærdighed.

Rydning til kvægdrift truer regnskoven i Amazonas Flickr.com

Amazonregnskoven stod i sommeren 2019 i flammer. En katastrofe for hele verden, da regnskoven er kendt som verdens lunger. 

Danwatch kunne i den forbindelse påvise en sammenhæng mellem skovbrandene og Brasiliens enorme kødproduktion. Noget af oksekødet er endda endt i danske supermarkeder. 

Og nu er der igen problemer. 

Den franske gruppe af supermarkeder, Casino Group, med hundredvis af supermarkeder i Frankrig og Brasilien, skal for retten i Frankrig for brud på både menneskerettigheder og miljørettigheder skriver blandt andre BBC

Systematiske krænkelser 

Ifølge anklageskriftet har det franske firma systematisk krænket menneske- og miljørettigheder igennem en årrække. 

Casino Group har angiveligt købt kød fra den brasilianske slagterigigant JBS. 

JBS’s underleverandør er ifølge Center for Climate Crime Analysis ansvarlig for landgrabbing og skovrydning af 50.000 hektar regnskov i Colombia og Brasilien mellem år 2008 og år 2020. 

Der menes også at være blevet begået krænkelser af oprindelige folks rettigheder. 

Land i den brasilianske stat Rondônia, ejet af Uru Eu Wau Wau folket, blev taget fra dem og brugt til ulovlig græsning af slagtekvæg. 

Ifølge den franske lov fra 2017 er Casino ansvarlig for at sikre, at krænkelser ikke finder sted, og hvis der gør, er de forpligtet til at rette op på dem.

Den franske virksomhedsansvars lov

  • Loven trådte i kraft i år 2017 
  • Loven holder virksomhederne ansvarlige for aktiviteter i deres datterselskaber og globale leverandørkæde
  • Loven gælder franske virksomheder med over 5.000 medarbejdere 
  • Loven gælder ikke-franske virksomheder med over 5.000 franske medarbejdere
  • Loven forpligter virksomheder til at udføre due diligence
Kilde: Global Business And Human Rights

Det har Casino ifølge anklageskriftet ikke gjort, og kan efter fransk lov holdes ansvarlig og dømmes til at betale erstatning til de involverede parter. 

Kvægbrug er en af hovedårsagerne til, at Amazonas er ved at forvandle sig fra regnskov til åbent græsareal

Retssagen er den første mod et supermarked i Frankrig, og kan altså blive rettesnor for, hvordan franske supermarkeder fremover bliver holdt ansvarlige for, hvad der ryger over disken i deres butikker. 

Eksemplets magt er stærk

Ifølge Jacob Dahl Rendtorff, forsker i virksomhedsetik ved RUC, kan retssagen i Frankrig have afgørende betydning. 

“Afgørelsen i denne sag kan danne præcedens for, hvordan der dømmes i lignende sager fremover”, siger han. 

André Mildam, rådgiver i virksomhedsudvikling og kommercialisering hos ngo’en Verdens Skove, ser positivt på retssagen.

Han tror, og håber, at Frankrig vil blive det eksempel, Danmark kan inspireres af.

“Det ligger lidt i kortene, at det er den vej det går – også på EU niveau”, siger han, og henviser til, at der både i flere medlemslande og på EU-plan diskuteres virksomhedsansvar.

Han mener ikke, at de konventioner om virksomhedsetik, Danmark har underskrevet, er tilstrækkelige.

“En lov har konsekvenser – det har konventioner og etik ikke”, forklarer André Mildam.

I januar 2020 påviste Danwatch, hvordan kød knyttet til ulovlig skovrydning blev solgt i danske supermarkeder. 

Altså en sag lignende den i Frankrig, men i Danmark har vi ingen lov, der holder virksomheder ansvarlige for deres leverandørers gøren og laden. 

I følge André Milman var dette ikke sket, hvis vi havde en lov der holder danske virksomheder ansvarlige for deres varekæde.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down