Grøn brint er det nye sort i Afrika.
Fra nord til syd på kontinentet bejler europæiske energiselskaber til storskala-produktion af den CO2-fri energiform. Mange taler ligefrem om en decideret afrikansk brintfeber.
Den Europæiske Investeringsbank mener, at grøn brint kan hæve de producerende afrikanske landes bruttonationalprodukt med fem procent og nedbringe deres CO2-udledninger med op til 40 procent, mens en analyse fra konsulentbureauet Copenhagen Economics anslår, at afrikansk grøn brint kan sænke omkostningerne ved EU’s Green Deal med knap to milliarder euro.
Antagelsen er, at tunge europæiske nøgleindustrier som stål og transport, der har et stigende behov for ren energi til overkommelige priser, står klar på den anden side af Middelhavet til at aftage brinten.
Men ikke alle er lige optimistiske. I disse måneder og år er Afrikas spirende brintindustri genstand for stor debat. Mens regeringer, virksomheder og investorer betoner eksportmuligheder og lokal værdiskabelse, advarer andre om betydelige finansielle, socio-økonomiske og økologiske risici.
En af dem er Florian Egli, professor på Technische Universität München og medforfatter på et spritnyt studie om omkostningerne ved at producere grøn brint i Afrika.
“Man vil lægge beslag på vind- og solressourcer samt kæmpemæssige arealer for at producere et produkt, der stort set udelukkende er tiltænkt eksport. Industrien har tilmed kun ganske få jobs at tilbyde til lokalbefolkningerne. I sådan en situation må vi spørge os selv om, hvem alt dette egentlig gavner. Som det ser ud nu, vil det kun være ganske få i Afrika”, siger han.
Hvad er grøn brint?
- De seneste års store prisfald på vedvarende energi har gjort det muligt, at bruge strøm fra vindmøller og solceller til at fremstille brint. Det sker via en proces kaldet elektrolyse, hvor strømmen bruges til at spalte vandmolekyler (H2O) til brint (H2) og ilt (O). Denne proces udleder ikke CO2.
- Derimod giver processen et betydeligt energitab, men kan betragtes som en lagringsmulighed, der gør det muligt at elektrificere fx industriprocesser og tung transport, der ikke kan elektrificeres direkte.
- Lastbiler kan fx bruge den grønne brint, som den er, mens der skal tilsættes CO2 eller Nitrogen for at fremstille andre grønne brændsler som metanol, ammoniak og eKerosene/jetfuel, som kan bruges af skibe og fly.
Kilde: Green Power Denmark
Vedbæk til Mauretanien
Debatten om grøn brint i Afrika har dansk islæt.
I Mauretanien i det nordvestlige Afrika har Vedbæk-virksomheden GreenGo Energy vundet rettighederne til et stykke land på størrelse med Lolland-Falster. Her – lidt syd for hovedstaden Nouakchott – arbejder de på at opføre et gigantisk og milliarddyrt brintanlæg, der skal kunne producere vedvarende energi omtrent svarende til Danmarks samlede elforbrug.
Foruden endeløse rækker af solceller og vindmøller indbefatter projektet – der passende er døbt Megaton Moon – en nyopført by med tilhørende industriområde og landbrugsarealer.
“Mig bekendt er en dansk virksomhed aldrig – noget sted i verden – blevet tildelt så meget land”, siger Anders Heine Jensen, direktør for PtX og Megaton-projekter hos GreenGo Energy, til Danwatch.
Afrika har verdens bedste vind- og solressourcer. Derfor er kontinentet helt oplagt til produktion af grøn brint, der modsat andre former for brint baserer sig på vedvarende energikilder.
Det har man forlængst opsnappet i Mauretanien, der som det første – og hidtil eneste – afrikanske land har vedtaget lovgivning målrettet udviklingen af grøn brint.
“Storskala-produktion af grøn brint kræver de rette meteorologiske, geografiske, geologiske og infrastrukturelle forhold. Samtidig skal der være politisk vilje og stabilitet. Alt det har vi fundet i Mauretanien”, siger Anders Heine Jensen.
Dyrere end hidtil antaget
Professor Florian Egli og kollegernes nye studie – Mapping the true costs of African green hydrogen exports to Europe – bekræfter, at Mauretanien er et af de mest attraktive steder i Afrika at producere grøn energi.
Men derfor er der stadig et stykke vej til, at GreenGo Energy eller andre vil kunne producere grøn brint i Afrika til konkurrencedygtige priser.
Studiet, der kortlægger omkostningerne ved europæisk import af grøn brint fra Afrika, fastslår, at de nuværende estimater for omkostningerne ved produktion og eksport af grøn brint i Afrika er alt for konservative. Hvis den europæiske industri i 2030 skal forsyne sig af afrikansk grøn brint, skal de finansielle risici væsentligt nedbringes, vurderer forskerne.
“Skal de afrikanske lande have råd til at igangsætte produktionen, kræver det, at de potentielle importører i Europa allerede på nuværende tidspunkt stiller købsgarantier”, siger Florian Egli, professor på Technische Universität München og medforfatter til studiet.
Og selv i det tilfælde vil kun ganske få projekter være realistiske at gennemføre: Ud af 10.300 potentielle projekter på tværs af Afrika vil kun 214 i seks forskellige lande have økonomisk potentiale, konkluderer studiet.
Anders Heine Jensen anerkender, at det er en udfordring at sikre den afgørende finansielle opbakning til brintprojekter i Afrika. Men han er mere optimistisk end forskerne. “Vores fremskrivninger er positive, og vi har en god dialog med flere potentielle investorer til vores projekt i Mauretanien”, siger han.
Efter planen skal første fase af Megaton Moon – svarende til cirka en tiendedel af det samlede projekt – stå klar i 2030.
Lokal værdiskabelse
Florian Egli understreger, at han og kollegerne bag det nye studie ikke foreslår, at europæiske virksomheder helt holder sig væk fra brintmarkedet i Afrika.
“Pointen er i stedet, at de udenlandske energivirksomheder sammen med de afrikanske regeringer har en forpligtelse til at tilrettelægge projekterne på en måde, så de ikke kun gavner den europæiske forsyningssikkerhed, men også de afrikanske økonomier og befolkninger”, siger han.
Det er en bekymring, som dukker op igen og igen i debatten om grøn brint i Afrika: Hvordan undgår man, at industrien tapper de afrikanske lande for værdifulde naturressourcer efter forgodtbefindende og dermed genskaber en række af de problemer, der gennem årene har kendetegnet andre typer af naturressourceudvinding på kontinentet?
Mange af de lande, der lige nu arbejder på at kunne producere grøn brint til verdensmarkedet, kan i forvejen ikke forsyne egne befolkninger og industrier med stabil strøm, så hvordan skal det ikke gå, hvis de begynder at prioritere energieksport frem for energiproduktion til lokalt brug?
Ifølge Maria Pastukhova, programchef i klimatænketanken EG3, er der risiko for, at brintindustrien i Afrika “kannibaliserer” infrastruktur og energikilder lokalt.
“For mange lande, især i Afrika, er der brug for ressourcerne lokalt, hvor elnettene skal dekarboniseres, eller hvor lokalbefolkningen ikke har adgang til elektricitet,“ har hun tidligere sagt.
Igen er Anders Heine Jensen ikke spor bekymret. Han forklarer, at Megaton Moon indeholder en række initiativer, der netop skal sikre lokal værdiskabelse. “Vi kommer ikke og tager noget fra nogen”, lover han.
For det første har GreenGo Energy indgået et samarbejde med Zealand Business College, der driver erhvervsuddannelser rundtomkring i Danmark. I fællesskab skal de klæde lokal arbejdskraft på til at deltage i den grønne omstilling.
“Derudover har vi blandt andet valgt at overdimensionere vores afsaltningsanlæg (brintproduktion kræver store mængder vand, der hentes ind fra havet og bliver afsaltet, red.) , så vi kan udnytte vores overproduktion af elektricitet til at køre det og på den måde sikre vandforsyning til lokalt landbrug og industri. Det har stor værdi i et ørkenland som Mauretanien”, siger Anders Heine Jensen.
Virksomheden har også planer om at støtte Mauretaniens stålindustri. Tæt på grænsen til Marokko råder landet over enorme mængder jernmalm. I dag nøjes de med at eksportere råmaterialerne til den internationale stålindustri, men med GreenGo Energys hjælp vil Mauretanien efter planen kunne raffinere malmen til råstål.
Rød brint
GreenGo Energy er ikke kun tilstede i Mauretanien. Virksomheden ser muligheder for projekter i Egypten, Tanzania og Senegal, og i efteråret 2024 indgik de en strategisk partnerskabsaftale med InnoSun Energy Holdings i Namibia.
I samme omgang lancerede GreenGo Energy et guldsponsorat af konferencen Global African Hydrogen Summit.
Grøn brint får – som tidligere omtalt i vores Afrika-nyhedsbrev – stor politisk opmærksomhed i Namibia, der i 2022 indgik et partnerskab med EU for at udvikle industrien. Men ikke alle er lige begejstrede for satsningen.
Sidste år udgav Namibian Chamber of Environment en rapport, der argumenterede for, at Namibias brint snarere er rød end grøn. Måske brinten bliver produceret på vedvarende energikilder og i den forstand er klimavenlig, men konsekvenserne for biodiversiteten er så store, at hele arter er i fare for at uddø på grund af brintindustriens udbredelse.
Således er der lagt op til, at Namibias brintproduktion skal ligge i områder, der rækker ind over Tsau Khaeb National Park, der ifølge eksperter huser landets mest sensitive biodiversitet.
Anders Heine Jensen fortæller, at GreenGo Energy også har været i dialog med den namibiske regering om koncessioner i og omkring nationalparken. Han vurderer ikke, at brintproduktionen vil have konsekvenser for biodiversiteten, men alligevel har virksomheden foreløbigt valgt at fokusere på andre områder i Namibia.
“Vi mener, at der mangler en række forhold – blandt andet havnefaciliteter – før det giver mening at lægge produktionen i eller omkring Tsau Khaeb National Park”, siger han.
I stedet undersøger GreenGo Energy mulighederne for at starte produktion på privatejet land længere mod nord.
Andre danske virksomheder også i spil
GreenGo Energy er ikke den eneste danske virksomhed med interesse i grøn brint i Afrika.
Energiinvestoren Copenhagen Infrastructur Partners er medejer af energiudvikleren CWP Global, der arbejder på at udvikle grøn brint flere steder på kontinentet, herunder også i Mauretanien.
Samtidig har Mærsk-selskabet C2X indgået en forhåndsaftale med Egypten om at producere brintbaseret grønt skibsbrændstof i Suez.
Ingen af de selskaberne er dog ligeså langt fremme i arbejdet som GreenGo Energy i Mauretanien. I begyndelsen af juni meddelte CWP Global, at deres planlagte brintanlæg i det nordlige Mauretanien er forsinket, fordi virksomheden har svært ved at sikre sig købere. Det samme er CWP Globals projekt i Angola, hvor de indgår i et konsortium, der vil producere grøn brint i havnebyen Barra do Dande.
Hverken CWP Global eller Copenhagen Infrastructure Partners er vendt tilbage på Danwatch’ henvendelse.
