Jeg skriver til dig inde fra en krop der plejede at være din. Hvilket er det samme som at sige: jeg skriver som en søn.
Sådan lyder det på åbningssiderne af Ocean Vuongs gennembrudsroman – Vi er kortvarigt smukke her på jorden – som er skrevet som et brev til forfatterens mor, der var analfabet. Hun var flygtning fra Vietnam-krigen, og hun så sin skole blive bombet til aske som barn, og vendte aldrig tilbage til et klasselokale.
Senest er Ocean Vuongs digtsamling Tiden er en mor, der er skrevet efter morens død, udkommet på dansk, og i weekenden tryllebandt han hundredvis af mennesker, der stimlede sig sammen om et festivaltelt i silende regn på festivalen Louisiana Literature.
Forfatteren beskæftiger sig med, hvordan krig avler traumer, der igen avler vold. Hvordan krige og kriser forplanter sig videre til nye generationer. Og med øjeblikke af skønhed midt i det grusomme.
Hans første leveår tilbragte han i en flygtningelejr i Filippinerne, før han sammen med sin mor og bedstemor kom til USA.
“Alle familier i flygtningelejren fik en kop ris pr person hver dag. De ris var der en hel bytteøkonomi omkring. En fotograf i lejren solgte os et familiefoto for tre kopper ris. Min mor og bedstemor besluttede altså, at ofre maden for et minde. De har tænkt, at det var det værd, at sulte en dag, for at vi kunne være smukke og synlige”, fortalte Ocean Vuong til de fremmødte på litteraturfestivalen.
Det familiefoto, de købte for tre kopper ris i en flygtningelejr i Filippinerne, pryder i dag coveret på en af Ocean Vuongs bøger.
“Der sker noget med din psyke når du studerer din fortid, særligt i Vietnam. Der er så mange døde kroppe, det er som om der er stakkevis af dem, så meget dødt kød. Så jeg besluttede, at hvis jeg skal skrive en bog, så skal der være levende vietnamesiske kroppe på forsiden. Stolte og oprejste og levende og smukke.”
Det USA, som Ocean Vuongs mor og bedstemor lærte at kende gennem Napalm-bomberne, blev senere deres hjem.
Men volden ophørte ikke. Ocean Vuong oplevede den gennem bedstemorens psykoser, og gennem moderens PTSD.
Da naboerne fyrede fyrværkeri af for at fejre den amerikanske uafhængighedsdag den 4. juli, kastede moderen sig over sønnen, og samtidig som hun holdt ham fast med sin krop, holdt hun sin hånd hårdt over hans mund.
Og så mærkede han volden på sin egen krop, i form af lussinger, slag og spark fra sin egen mor – vold, der ifølge Ocean Vuong er et resultat af krigstraumerne, og som i romanen Vi er kortvarigt smukke her på jorden beskrives side om side med kærlighedserklæringer til den voldelige mor:
Dengang du smed kassen med Lego i hovedet på mig. De blodplettede gulvbrædder.
[…]
“Undskyld”, sagde du og satte et plaster på såret i min pande. “Tag din jakke. Så går vi ned efter noget McDonald’s til dig.” Mit hoved dunkede mens jeg dyppede kyllingenuggets i ketchup og du så på. “Du bliver nødt til at blive større og stærkere, okay?”
I Hartford, Connecticut, hvor Ocean Vuong voksede op i et arbejderklassehjem i skyggen af 9/11, finanskrisen og opiumskrisen, kom volden ikke kun af krig, men også af fattigdom og misbrug.
Og han undrede sig over, at der er så meget vold i det amerikanske sprog. “You killed it!”, sagde de til ham, hvis han havde klaret sig godt.
Sådan talte Ocean Vuongs mor ikke. Hun sagde for det meste “tak” og “undskyld”.
“På neglesalonen, hvor min mor arbejdede, hørte jeg, hvordan arbejderne hele tiden sagde sorry. Og de sagde det ikke, fordi de rent faktisk havde noget at undskylde, men for at få kunderne til at føle sig overlegne, sådan at de fik gode drikkepenge og kunne brødføde deres familier”, fortalte Ocean Vuong, på weekendens litteraturfestival.
Han undrer sig over, at krigens ofre skal være ydmyge, samtidig som, at krigsindustrien fejres for at være offensiv, stærk og voksende.
“Ambitionen for død er uendelig i våbenindustrien. Som samfund fejrer vi deres ambitioner og vækst. Flygtningene fra krigene, immigranterne, derimod, de lærer meget hurtigt at de skal være ydmyge. Ydmyge og taknemlige”, sagde han.
Emilie Ekeberg