“Hvis de indhenter os, dræber de os alle”, siger chaufføren, mens skudsalverne lyder i baggrunden.
Bilen er på vej væk fra flygtningelejren al-Hol i Syrien og klippet er fra den nye dokumentar Sabaya, der følger frivillige fra den lille organisation Yazidi Home Center, som redder kvinder fra den etniske minoritet yazidierne, der er taget som slaver af IS-krigere.
Filmen, der udspiller sig som en krimi med biljagter, ildkampe og folk, der går undercover, har modtaget international hæder. De internationale anmeldere har kaldt den “ekstraordinær”, “dokumentarfilmproduktion, når det er modigst”, og “en af årets bedste dokumentarer”.
Filmens instruktør kurdisk-svenske Hogir Hirori, der fik prisen som bedste instruktør ved filmfestivalen Sundance, siger selv, at filmen i virkeligheden handler om de piger og kvinder, der er blevet udnyttet. Men, viser det sig, en række af disse hovedpersoner føler sig dybt såret af filmen.
Til The New York Times fortæller en række af de Yazidi-kvinder, der bliver reddet i filmen, og deres repræsentanter, at de ikke har givet samtykke til at være en del af filmen. De mener, at kvindernes, der i forvejen har mistet kontrollen med det meste af deres liv, får krænket deres rettigheder.
Udover at sætte en sort plet på dokumentaren, rejser historien i New York Times en debat om, hvordan man håndterer sårbare kilder i dokumentarfilm og journalistik.
Yazidierne er en lille etnisk minoritet med omkring en halv million medlemmer, der lever i dele af Iran, Syrien og Tyrkiet, men især i provinsen Sinjar i det nordlige Irak.
I den meget konservative fortolkning af islam, som Islamisk Stat følger, bliver yazidierne betragtet som hedninge, der tilbeder djævlen. Og da Islamisk Stat i 2014 hærgede Sinjar-provinsen gik de systematisk efter yazidierne, som de massemyrdede, massevoldtog og massetorturerede. En lang række af kvinder blev taget som slaver – ofte med det formål at misbruge dem seksuelt.
I maj i år nåede FN’s undersøgelseshold UNITAD (UN Investigative Team to Promote Accountability for Crimes Committed by Da’esh) frem til, at Islamisk Stat havde begået folkemord på Yazidierne.
I alt menes 6.000 kvinder at være blevet taget som slaver af Islamisk Stat. Den dag i dag er der stadig 3.000, der er forsvundet. De fleste af dem antages at være døde, men der er stadig hundredvis, der er i live og holdes fanget i lejre i Syrien og Tyrkiet. Flere af dem har været i kontakt med deres familier, men holdes som gidsler, og familierne har ikke råd til at betale løsesummen.
Sabaya udspiller sig primært efter, at Islamisk Stats drøm om et kalifat falder sammen i 2019. Efter det bliver 60.000 kvinder og børn sat i flygtningelejren al-Hol i Syrien, herunder hundredvis af yazidier.
Al-Hol-lejren har været centrum for den danske debat, om hvorvidt danske kvinder og børn skulle reddes hjem fra Syrien, fordi forholdene er så dårlige og farlige. Da DR i foråret 2021 besøgte lejren var det Islamisk Stat, der i store træk kontrollerede lejren. Mange af Yazidi-kvinderne lever sammen med familier til afdøde Islamisk Stat-kriger, som dybest set holder dem fanget som slaver.
Dokumentarfilmen følger lederne af Yazidi Home Center, der forsøger at befri kvinderne fra al-Hol. Blandt andet ved at sende andre kvinder undercover i al-Hol for at finde Yazidi-kvinderne.
Dokumentarfilmens instruktør Hogir Hirori har rejst til frem og tilbage tilbage til Syrien og Irak flere gange i løbet af 2019 og 2020. Og han forklarer til New York Times, at han har fået verbalt, skrevet eller filmet samtykke fra alle kvinder, der kan identificeres i filmen.
Hos flere af kvinderne er opfattelsen dog, at de ikke har vidst, hvad de gik ind til.
Tre af kvinderne har fortalt til New York Times, at de ikke har forstået, hvad instruktør Hogir Hirori ville gøre med sine optagelser, og at de ikke vidste, at filmen ville komme ud i Irak og Syrien. En fjerde kvinde siger, at hun vidste, at Hirori ville lave en dokumentarfilm, men at hun sagde, at hun ikke ville være med i den.
“Det er ikke godt for mig. Det er farligt”, fortæller hun til New York Times.
Andre af kvinderne fortæller, at Hirori sagde, at han udelukkende filmede til egen brug, eller at de ikke ville være med, så længe at lederne af Yazidi Home Center bliver fremstillet som helte, selvom de har løjet for nogle af kvinderne og taget deres børn fra dem. En enkelt af kvinderne fortæller også, at hun blev presset til at skrive under, selvom hun ikke forstod, hvad der stod.
Hirori fik først kvinderne til at give et mundligt samtykke til kamera, og så var det hans plan, at de ved et senere besøg skulle give skriftligt samtykke. Da corona-pandemien besværliggjorde det, siger han til New York Times, at han i stedet sendte samtykkekontrakter med posten.
Kvinderne siger, at de har modtaget en elektronisk form, som de kan give samtykke i, men at de først har modtaget den to år efter optagelserne og efter at filmen var blevet vist til offentligheden. New York Times har set dokumentation, der bekræfter, hvad kvinderne siger, og som samtidig viser, at teksten var på engelsk – et sprog som kvinderne ikke forstår. Dokumentarfilmens producer har dog efterfølgende sagt, at der også var udgaver på de lokale sprog i Syrien og Irak.
Forløbet efterlader flere spørgsmål omkring måden, som kvinderne har givet samtykke på. Har de i første omgang forstået, hvad det var de sagde ja til, hvis de gav samtykke?
Arbejdet med følsomme kilder, der taler et andet sprog og kommer fra en anden kultur er kompliceret. Det ved Louise Voller, der er journalist og tidligere chefredaktør på Danwatch, hvor hun af flere omgange har arbejdet med sårbare kvinder og børn fra andre kulturer.
“Det er vigtigt, at man ikke kun oversætter sprogligt, men også kulturelt. Derfor har du ikke kun brug for en oversætter, men én der enten er en del af samme kultur, som dine kilder, eller har meget stor forståelse for det”, siger Louise Voller og tilføjer:
“Og så skal man virkelig, virkelig, virkelig sikre sig, at folk forstår, hvad man beder dem om. Ofte må man tage det af mange runder, før de har forstået det”.
Særligt billeder af en 7-år gammel pige, der filmes helt tæt på, mens hun bliver reddet, skaber bekymring. Hirori siger, at han har fået samtykke af pigens værge, som han ikke vil nævne navnet på. Pigens juridiske værge siger, at han aldrig har hørt noget.
Kvinderne fra filmen befinder sig stadig i lejre for internt fordrevne, i safe houses eller andre steder, hvor opmærksomheden fra filmen enten kan udsætte dem for fare eller forhindre, at de kan komme videre, siger flere bekymrede kilder til New York Times.
Og det er – ifølge Louise Voller – en anden vigtig dimension i arbejdet med følsomme kilder. De skal ikke bare forstå, hvad de siger ja til, men de skal også forstå den mulige konsekvens ved deres samtykke.
Det er et emne, der også har fyldt i den danske #metoo-debat. Her har de følsomme kilder været de kvinder, der er blevet udsat for overgreb, som muligvis vil opleve, at nogle af deres traumer kommer tilbage, hvis de offentligt fortæller om deres oplevelse. Samtidig skal de være indforstået med, hvad det har af konsekvenser at stå frem offentligt i en debat, der ofte er polariseret.
Den dimension vokser kun, når man har at gøre med kilder med, der har en anden kulturel baggrund.
“De skal ikke bare forstå, at de medvirker i en film, men også hvilke konsekvenser, det har. Hvor lang tid? Hvad betyder det at være med i en international dokumentar? Hvad betyder det at lande på internettet? Osv.,” fortæller Louise Voller.
“Som journalist har du et enormt ansvar i de her situationer.”
Jonathan Tybjerg