Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Grisefabrikken
- Sidste år slog Danmark rekord og eksporterede næsten 17 millioner levende grise til udlandet. Det giver ekstra profit at sælge grisene til opfedning og slagtning i udlandet.
- Milliardindustrien er blevet en vigtig indtægtskilde i dansk landbrug. Ifølge Landbrug og Fødevarer blev der eksporteret levende grise til en værdi af omkring 11.8 milliarder kroner i 2024.
- Polen er det land, der modtager flest levende grise. På timelange transporter blev der sidste år sendt cirka otte millioner grise afsted.
- Men der er en bagside ved den voksende eksport. Eksporten er blevet så stor, at det er svært at sikre dyrevelfærden og beskyttelsen af naturen og miljøet i både Danmark og de lande, der modtager grisene. I denne serie undersøger Danwatch den danske griseeksport.
“Kan I lugte, at det bliver værre nu. Jeg må se at få vandet haven, inden stanken bliver uudholdelig”, siger Jolanta Tarnawa og rejser sig fra en mørkegrøn plastikstol.
Hun hiver i en vandslange, der er monteret på husets hvide endemur og går målrettet hen til nogle højbede, hvor grøntsager i forskellige afskygninger er begyndt at skyde op. Vandet stråler mod planterne, mens lugten af ammoniak spreder sig fra svinefarmen, der ligger blot et stenkast fra hendes hjem.
“Det er vanvittigt at bo her”, siger Jolanda Tarnawa og ryster på hovedet. Men huspriserne er faldet så meget i værdi, at hun ikke kan flytte derfra.
Lige her i byen Domaszkowice i det sydvestlige Polen importerer naboen tusinder af danske smågrise til opfedning. Sidste år slog Danmark ny rekord og eksporterede næsten 17 millioner levende grise til udlandet, og størstedelen endte i Polen. Siden 2013 er antallet af smågrise, der eksporteres til Polen, tredoblet fra 2,5 millioner til næsten 8 millioner.
Det kan mærkes her i den lille polske by, hvor svineejeren de senere år har udvidet sin produktion. Nu er antallet af danske smågrise, der opfedes årligt på svinefarmen, 32 gange så stort som den lille landsbys 600 indbyggere. Sidste år blev der aflæsset 19.551 smågrise ind i farmens lange grå staldbygninger, viser en aktindsigt hos Fødevarestyrelsen, som Danwatch har fået.
På baggrund af eksportdataen har Danwatch kortlagt, præcis hvor i Polen de mange millioner smågrise ender. Der er tale om i alt 18.455 dyretransporter, og grisene bliver spredt ud til flere tusinde farme i hele landet.
Overblik
Her ender de danske svin
Sidste år importerede Polen næsten otte millioner grise fra Danmark. I 2013 lå tallet på omkring 2,5 millioner. Grisene bliver solgt til flere tusinde forskellige svinefarmere i hele Polen. Men særligt i den centrale del af landet.
Kilde: Fødevarestyrelsen
Det giver ekstra profit at sælge grisene til opfedning og slagtning i udlandet, men der er en bagside ved eksporten. For nylig kunne Danwatch afsløre, at der allerede under kontrol af grisetransporterne fra Danmark bliver fundet problemer med vand og temperaturmålere og syge dyr, der bliver taget fra og aflivet.
Men debatten i Danmark handler sjældent om det aftryk, milliardindustrien sætter i udlandet, når vi eksporterer millioner af grise. Det er Danwatch taget til Polen for at undersøge.
For det er ikke bare i Danmark, at svineindustrien skaber problemer med forurening af natur, ringe dyrevelfærd og naboer, der er generet af svinefarmene.
For Jolanta Tarnawa og resten af byen er fortællingen om svineindustrien en historie om ødelæggende forurening af den omkringliggende natur og lugtgener for naboerne, der gør livet uudholdeligt. Problemerne med svinefarmen har været så slemme, at ejeren i en retssag i år blev idømt betinget fængsel og bødestraf. Sagen er anket, og svineproduktionen er derfor stadig i gang.
Jolanta Tarnawas hus ligger meget tæt på svinefarmen. Video: Danwatch
Lugten er tydelig denne dag i maj, hvor vi sidder i Jolanta Tarnawas have. Selvom hun siger, at det kan være meget værre, så fylder lugten i næsen under hele besøget, og lige som man synes, at den forsvinder lidt, kommer en ny brise med en indtrængende sød lugt af gylle.
“Jeg får frygtelig hovedpine og kvalme, og jeg kan ikke trække vejret, fordi det kradser i halsen”, fortæller Jolanta Tarnawa, mens hun tager sig til halsen med den ene hånd.
Så peger hun op på husets vinduer og fortæller, at det er svært at lufte ud, fordi lugten siver hurtigt ind. Om sommeren klækker utallige flueæg, så hun nogle gange er nødt til at gå rundt med en hat monteret med myggenet, når hun er ude i haven. I haven hænger tørresnore og klemmer klar til vasketøj, men det bliver sjældent hængt op.
Video: Danwatch
Eksport er “gået for vidt”
Det seneste folketingsvalg i Danmark blev udråbt “svinevalget, og en bred vifte af partier ytrede, at de ville sætte ind over for den eksploderende eksport af smågrise.
Senest i juni kom statsminister Mette Frederiksen (S) med en opsang til landbruget på talerstolen til Folkemødet på Bornholm og slog fast, at ekstremavl og eksporten af levende grise “er gået for vidt”.
Danwatch har talt med en række eksperter, der beskriver, at eksporten er blevet så stor, at det er svært at sikre dyrevelfærden og beskyttelsen af naturen og miljøet i Polen.
“Hvis man påstår, at eksportindustrien er velfungerende, og at grisene har et godt liv, er der noget, der ikke hænger sammen. Vi står ved et vendepunkt, hvor vi er nødt til at tænke over, hvad det er for en fremtid, vi gerne vil have for både miljøet og dyrevelfærden”, siger Eimear Mc Loughlin, der er antropolog med fokus på svineproduktion, svinevelfærd og håndhævelse af velfærd ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet.

Łukasz Kozub, der er miljøforsker ved University of Warsaw, vurderer, at der er bekymrende lidt fokus på, hvilken negativ effekt svineproduktionen har på miljøet og naturen i Polen.
“Politikerne og den brede befolkning er ikke særlig opmærksomme på de problemer, som det moderne landbrug skaber. Vi kæmper med kvælstofforurening og forurening af vandmiljøet, men det betragtes stadig ikke som et stort problem i Polen”, siger han.
Når danske smågrise ender i Polen, møder de en række dyrevelfærdsproblemer i svinestaldene, og en af de største udfordringer er, at grisene ikke har ordentligt plads. Polen overholder EU’s minimumskrav til plads, men to forskere fortæller til Danwatch, at de under besøg på svinefarme i Polen har konstateret, at overbelægning er et problem.
Det kan føre til mistrivsel og bid, især fordi der også er udfordringer med for lidt såkaldt berigelses materiale i staldene, som grisene kan undersøge og tygge på. En tredje udfordring er, at der i Polen – ligesom Danmark – er et højt niveau er halekupering. Omkring 95 procent af alle grise er halekuperet i både Danmark og Polen, til trods for at rutinemæssig halekupering har været ulovligt i EU i mere end 30 år.
Anna Rząsa, der er professor ved Wroclaw University of Environmental and Life Sciences med baggrund i svineproduktion og dyrevelfærd, vurderer, at det er svært at ændre, blandt andet fordi importen af grise fra Danmark fylder en stor del i den polske svineindustri.
“Når Polen importerer smågrise fra Danmark, foretrækkes det ofte, at halerne er kuperede. Det skyldes den stress, som dyrene udsættes for under transporten og ved ankomsten til et nyt miljø og nye forhold”, siger hun.
Gyldeudslip og ødelagt vandmiljø
Da Jolanta Tarnawa flyttede ud på landet for 15 år siden, var det med et ønske om at få hus, have og frisk luft. Hun glædede sig til at dyrke grøntsager og invitere gæster over til aftenstunder i haven. Hun vidste godt, at naboen var en svinefarm, men på det tidspunkt var produktionen meget lille. Hun havde ikke forestillet sig, at det ville forandre sig. Lige indtil ejeren valgte at importere flere danske smågrise. I takt med at svinebestanden steg, dalede antallet af besøg fra familie og venner.
“Nu er der nærmest ingen, der vil komme forbi”, siger Jolanda Tarnawa og slår ud med armene.
“Jeg føler mig alene. Isoleret”.
Følelserne kulminerede, da hendes søn for fire år siden var på besøg og fik så kraftigt et astmaanfald, at de måtte tilkalde en ambulance. Siden har han kun været på besøg i huset få gange.
Video: Danwatch
En lyd af en motorcykel afbryder vores samtale.
“Det er Pawel, der kommer hjem”, siger Jolanda Tarnawa.
Pawel Biernat er hendes nabo og dermed også nabo til svinefarmen. Vi går mod hans hjem, der ligger to huse længere nede af vejen. En høj mand i sort læderjakke og mørkeblå jeans svinger benet over en motorcykel og hilser på os.
Jeg spørger, hvordan det er at være nabo til svinefarmen.
“Du kan jo snuse ind og lugte for dig selv”, siger han.
Der bliver stille, mens hans næsebor trækker sig sammen, og han puster luft ud igen. Han kigger på mig og slår ud med armene. Uden at sige noget søger han min reaktion. Jeg kan godt lugte det, svarer jeg.
“Det er svært at invitere gæster over til grill, for folk stikker af, når lugten begynder. Der kører ret ofte to til tre lastbiler om dagen, og det larmer så meget, at man vågner af det. Det er et forfærdeligt støjniveau, fordi vejen er bumlet. Og så har vi tidligere fundet opsvulmede døde grise i skoven tæt på svinefarmen, der har fået klippet deres øremærker af, som om, at de vil dække over, at de er døde”, siger han.
“Og så er der jo de store udslip af gylle”, siger han og kigger over på Jolanda Tarnawa.
Hun tager sig til hovedet og ryster det frem og tilbage.
Dem husker hun tydeligt. Der var et større udslip for et par år siden, hvor det havde regnet meget kraftigt. Gylletankene ved svinefarmen havde været alt for fyldte, at de var løbet over, og ejerne af svineproduktionen kunne ikke nå at forhindre den i at flyde ud i naturen og mod naboerne.

Det flød med gylle ned i åen, der løber langs Jolanta Tarnawas have. Lugten var så forfærdelig, at hun og familien ikke kunne holde ud at være der.
Et stort gylleudslip for omkring seks år siden endte med at ødelægge fiskebestanden i de lokale damme. Store mængder af fisk døde, fordi forureningen skadede vandmiljøet og økosystemet. Det var for dyrt at genoprette forholdene i dammene, og derfor stoppede de lokale med at have fiskeopdræt. Dette er ikke et enestående tilfælde i Polen. Generelt er Polen et af de lande i EU, der er mest berørt af forurening fra gødning fra landbrugskilder såsom svineproduktionen. En rapport fra den polske Rigsrevision slog tidligere på året fast, at det polske system, der er sat til at beskytte vandmiljøet mod landbrugsrelaterede nitrater, har store problemer. Der foretages alt for få kontroller af landbrugets miljøpåvirkning, fordi der ikke er afsat den nødvendige finansiering.
Kampen mod svinene
Problemerne med svinefarmen endte med at vokse sig så store for nogle år siden, at nogle af naboerne besluttede sig for at forsøge at gå rettens vej.
Det kulminerede i begyndelsen af året, da retten i byen Nysa dømte ejerne for omfattende miljøforurening og for at drive svinefarmen i strid med loven. De fik betingede fængselsstraffe og blev pålagt at betale erstatning til en national miljøfond, fordi produktionen var af en sådan størrelse, at det var en byrde for naturen og naboerne.
Ejeren af svinefarmen har derudover lavet en finte, der gør, at han har kunnet omgå miljøloven. Han har opdelt sin svineproduktion i flere enheder og overdraget ejerskabet til en række familiemedlemmer. Så gården drives på papiret som flere separate svinefarme, men i virkeligheden er det en samlet stor produktion, der tilhører én familie, fremgår det af dommen. Det ser man flere eksempler på i resten af Polen.
Agnieszka Białochławek har repræsenteret byens indbyggere i sagen mod svineejerne. Hun bor små to kilometer fra svinefarmen og har selv været generet af lugten og problemerne med gylle i naturen.
Video: Danwatch
Derfor begyndte Agnieszka Białochławek at engagere sig i kampen for omkring fem år siden, da hun var gravid med sit første barn.
“Alle problemerne med svineproduktionen går ud over os naboer, mens gevinsten er hos danske grisefarmere og en polsk griseejer, der ikke engang er her fra området. Vi står med alt det beskidte. Lugten, synet af døde grise og larmende transportvogne. Det belaster os fysisk og mentalt. Vi skal leve med, at andre tjener penge på en industri, der er løbet løbsk. Hvis Danmark vil tjene penge på deres grise, må de selv producere dem og holde den type landbrug inden for deres grænser”, siger hun.
Agnieszka Białochławek, Jolanta Tarnawa og de andre indbyggere i byen var i begyndelsen glade og lettede over dommen, men det har ikke betydet noget for produktionen endnu.
Jolanta Tarnawa føler sig vred og magtesløs. Hun tænker konstant på at flytte. Hun laver nærmest ikke andet.
“Jeg har mest lyst til at sætte mig ind i min bil og flygte herfra. Man får man lyst til at græde. Der er virkelig ikke noget liv her. Intet liv”.
Men det er umuligt at fådet solgt huset, og hvis der endelig skulle være en køber, er hun nødt til at gå så meget ned i pris, at hun ikke har råd til at etablere et liv et andet sted. En løn som kassedame gør heller ikke økonomien særlig robust.
Det eneste håb er, at produktionen lukker ned eller reduceres markant.
“En svinefarm burde ligge langt væk fra mennesker, så folk kan trække vejret i frisk luft og leve et værdigt liv”, siger hun.
Danwatch har forsøgt at få en kommentar fra ejeren af svinefarmen, men de er ikke vendt tilbage inden deadline. I polske medier har ejeren tidligere udtalt, at de er uforstående over for dommen, og at han ikke kan genkende naboernes udlægning.
Danwatch har spurgt brancheorganisationen Landbrug og Fødevarer, om den har fokus på, hvilket aftryk den danske eksport af grise har i modtagernelandene i forhold til naboer til svinefarme og forurening af natur og miljø. I et skriftligt svar udtaler Landbrug og Fødevarer, at fokus ligger på at støtte det danske erhverv.
“Som brancheorganisation har vi fokus på, hvordan erhvervet bedst muligt kan udvikle sig i Danmark og i samspil med samfundet. De danske griseproducenter er rigtig dygtige, og der er derfor stor efterspørgsel efter danske smågrise i blandt andet Polen. Det skyldes blandt andet grisenes høje sundhedsstatus, gode genetik og lave klimaaftryk”, udtaler Christian Fink, der er direktør i Sektor for Gris hos Landbrug & Fødevarer.
Han fastslår, at man skal leve op til den lovgivning, som europæiske og danske politikere fastsætter, når man har med dyr at gøre, og at det ansvar også påhviler de udenlandske svinefarmere.
“Det er præcis derfor, at vi bakker op om stærke, fælleseuropæiske regler, en ensartet implementering af reglerne på tværs af medlemslandene og en effektiv kontrol”, udtaler Christian Fink.






