Åbner i en ny fane
Landbrug06/07/2026

Dokumentation: Få indblik i kontrol af grisetransporter til udlandet

Danwatch har fået aktindsigt i video- og fotomateriale fra nogle af Fødevarestyrelsens kontroller af grisetransporter til udlandet. Rapporterne giver et indblik i forholdene for nogle af de millioner af grise, der eksporteres.
XF9A3710
Eksporten af danske grise satte sidste år rekord med næsten 17 millioner grise til udlandet. Foto: Grzegorz Broniatowski/Bertha Foundation - Arkiv fra 2023
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Grisefabrikken

  • Sidste år slog Danmark rekord og eksporterede næsten 17 millioner levende grise til udlandet. Det giver ekstra profit at sælge grisene til opfedning og slagtning i udlandet.
  • Milliardindustrien er blevet en vigtig indtægtskilde i dansk landbrug. Ifølge Landbrug og Fødevarer blev der eksporteret levende grise til en værdi af omkring 11.8 milliarder kroner i 2024.
  • Polen er det land, der modtager flest levende grise. På timelange transporter blev der sidste år sendt cirka otte millioner grise afsted.
  • Men der er en bagside ved den voksende eksport. Eksporten er blevet så stor, at det er svært at sikre dyrevelfærden og beskyttelsen af naturen og miljøet i både Danmark og de lande, der modtager grisene. I denne serie undersøger Danwatch den danske griseeksport.

Når danske grise transporteres til udlandet, køres langt størstedelen forbi et samlested, før de skal sendes videre. Det er blandt andet her, at Fødevarestyrelsen kontrollerer grise for skader og anden sygdom og tjekker lastbilerne for fejl. 

Danwatch har fået aktindsigt i video- og fotomateriale fra nogle af Fødevarestyrelsens kontroller, hvor styrelsen har givet en sanktion og vurderet, at grisene har været udsat for unødig lidelse og/eller har været i fare for at komme yderligere til skade på den videre transport, og derfor ikke har været egnet til at blive sendt afsted til udlandet. 

Få et indblik i nogle af kontrolrapporterne fra samlestederne nedenfor:

(Danwatch advarer mod voldsomme billeder) 

Danwatch har fået aktindsigt i kontroltekster fra 177 ud af 513 kontroller af grisetransporter til udlandet primært foretaget ved samlesteder for grise ved grænseområderne, hvor der er givet en sanktion. I 23 sager har Danwatch fået aktindsigt i det video- og fotomateriale, der er optaget i forbindelse med kontrollen. 

Fødevarestyrelsen har kun givet aktindsigt i nogle af sagerne med den begrundelse, at det var for omfangsrigt at udlevere materiale for flere sager og ikke ville ligge inden for den tid, som styrelsen må bruge på en anmodning. 

Eksempel 1

K 2676835 Gris m. deform bug, besværet vejrtrækning, (1)
Gris med deform bug. Foto: Fødevarestyrelsen

Fra kontroltekst: Gris nr. 1 havde en byld på højre bagben, bylden målte ca. 5 cm i diameter med et mindre sår på ca. 1 cm. Gris nr. 2 havde en deform bug med besværet vejrtrækning. Gris nr. 3 var halt på venstre forben og højre forben, den havde en stor hård hævelse af venstre forknæ, og den havde også en hård hævelse over højre hofte. Gris nr. 4 havde et navlebrok på ca. 8. cm i diameter med et mindre sår i bunden på ca. 1 cm.

Lidelserne på gris nr. 1-4 vurderes at have været til stede og synlige ved pålæsning. Det vurderes, at dyrene ikke var transportegnede, da dyrene herved har været udsat for unødig lidelse og risiko for at komme yderligere til skade. Dyrene blev taget fra på kontrollen.

Chauffør er partshørt og havde følgende bemærkninger: Både besætningsejer og chaufføren havde selv taget flere grise fra ved læsningen ved afgangsbesætningen. Der var ingen tændt lys på rampen, kun i stalden, og der er læsset tidligt om morgenen, hvor det stadig var mørkt.

Besætningsejer sendte mange grise ud af gangen i et højt tempo. Chaufføren oplyser, han har overset grisene ved læsningen, ellers ville han ikke have taget dem med. 

  • Sted: Samlested ved Kolding Export Center
  • Dato: 17. januar 2025
  • Sanktion: Indskærpelse 

Eksempel 2

K. 2767087 Foto af gris, der mangler klove på begge forben, vurderes at være medfødt

Fra kontroltekst: En gris havde blodøre, mens en anden gris haltede. Grisen, der var halt, manglede begge klove på begge forben. Inderklove på bagbenene var heller ikke helt intakte. Manglen på klove vurderes at være medfødte misdannelser. På forbenene havde de manglende klove medført, at grisen havde slidt hul på huden, hvor forbenene under gang havde kontakt til underlaget. Der var tale om erosioner med blottet underhud. Knoglen var ikke blotlagt. De manglende klove og den deraf følgende halthed vurderes at have været til stede og synlig ved pålæsning.

Det vurderes, at grisen ikke var transportegnet, da dyret herved har været udsat for unødig lidelse og/eller risiko for at komme yderligere til skade. 

Den ansvarlige landmand bemærkede, at han selv havde været med til at læsse grisene i morges, men at han ikke havde set, at grisen var halt og/eller manglede klove.

  • Sted: Padborg
  • Dato: 21. februar 2025
  • Sanktion: Indskærpelse 

Eksempel 3

K 2779496, Mere byld på kæbe
Gris med byld. Foto: Fødevarestyrelsen

Fra kontroltekst: Gris 1: Hævelse på venstre side af underkæbe ca 9-10 cm i diameter. Bylden trækker i ansigtshuden og vil være til gene for grisen under transporten. Der er et lille relativt frisk sår på hævelsen. Ved åbning af hævelsen fandtes tyktflydende purulent indhold.

Gris 2: Brok på ca 8-9 cm med sår på undersiden.

Gris 3: Halt på flere ben. Ved obduktion fandtes kronisk fortykket væv på den laterale del af kodeled HF, tegn på inflammation i venstre albue, nedsat muskelmasse i venstre baglår og begyndende tegn på inflammation i venstre knæled. (proliferation og rødme i ledkapslen)

Gris 4: Øget aflastning af højre forben, som ser skævt ud og holdes let bøjet. Ved opduktion findes tegn på kronisk ledbetændelse og en tydelig fortykket ledkapsel i kodeledet på højre forben.

Det vurderes, at dyrene ikke var transportegnede, da dyrene herved har været udsat for unødig lidelse og/eller risiko for at komme yderligere til skade. Virksomheden oplyser, at det er en fejl, og at de ikke skulle have været læsset. 

  • Sted: Samlested Viborg Eksportstald
  • Dato: 28. februar 2025
  • Sanktion: Indskærpelse 

Eksempel 4

K 2891428 Gris med deforme forben
Gris med deforme forben. Foto: Fødevarestyrelsen

Fra kontroltekst: Gris 1: Stort brok på 9-10 cm i diameter med en brokport i bugvæggen på 4cm. Brokket er reponerbart og indholdet i brokket er tarm og oment. Der er pga. størrelsen risiko for skader på brokket, at andre dyr træder på det, eller at tarm eller oment kan blive afsnøret i brokket.

Gris 2: Halt på begge bagben. Grisen stod med krumryg og bevægede sig med stive bagben. Begge haseled var hævet, og ved åbning af ledene fandtes øget mængde ledvæske, der er geleagtig, med klumper. Dette er foreneligt med en infektiøs ledbetændelse, og det vurderes at have stået på imellem 3 og 7 dage.

Gris 3: Begge forben er buet udaf, og grisen var tydelig belastet i sit bevægsmønster, og dens klove var deforme som følge af skævt slid. Det vurderes, at dyret er født med deforme forben, og at den forkerte belastning af led, sener og klove har medført tiltagende fysisk lidelse for dyret under dens tilvækst.

Lidelserne vurderes at have været til stede og synlig ved pålæsning. Det vurderes, at dyrene ikke var transportegnede, da dyrene herved har været udsat for unødig lidelse og/eller risiko for at komme yderligere til skade.  

  • Sted: Samlested Viborg Eksportstald
  • Dato: 4. april 2025
  • Sanktion: Indskærpelse 

Eksempel 5

Uafhelet halebid
Gris med halebid, der ikke er helet. Foto: Fødevarestyrelsen

Fra kontroltekst: Gris 1: Brok på ca. 15 cm med et sår på ca 3 cm, broksækken indeholdt tarme.

Gris 2: Uafhelet halebid med infektion/inflammation og nekrose på spidsen af halen.

Gris 3: Uafhelet halebid med granulationsvævsdannelse.

Lidelserne vurderes at have været til stede og synlig ved pålæsning. Det vurderes, at dyrene ikke var transportegnede, da dyrene herved har været udsat for unødig lidelse og/eller risiko for at komme yderligere til skade. Dyrene blev taget fra på kontrollen. Virksomheden havde følgende bemærkninger: Han havde ikke selv været med til at læsse. 

  • Sted: Padborg
  • Dato: 30. januar 2025
  • Sanktion: Indskærpelse

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.