14. november 2014

København fortsætter investeringer i sort energi

Københavns Kommune vil være verdens første CO2-neutrale hovedstad, men har ingen planer om at afhænde sine investeringer i kulsort energi - heller ikke i tre af selskaberne, som er under anklage for brud på internationale konventioner.


København, Europas grønne hovedstad, har ingen planer om at stoppe sine investeringer i sort energi. Det fastslår Københavns Kommunes Økonomiforvaltningen.DanWatch afslørede i sommer, at Københavns Kommune har 53 millioner kroner investeret i 25 kul-, olie og gasselskaber. Det står i kontrast til kommunens mål om i 2025 at blive den første CO2-neutrale hovedstad og ønsket om  titlen som Europas grønne hovedstad.

Grønne hovedstad

Københavns Kommune modtog i 2013 den globale pris ’Cities Climate Leadership’, og hovedstaden blev i år udnævnt til EU’s grønne Hovedstad.

DanWatch’s afsløring får dog ikke kommunen til at afhænde investeringerne i selskaberne, der er under anklage for skatteunddragelse, forurening af drikkevand, forbindelser til det indonesiske militærs mord og overgreb på demonstranter og andre brud på internationale konventioner. Det fastslog Økonomiforvaltningen i et svar til byrådsmedlem Signe Færch fra Enhedslisten.

Københavns Kommune investerer bl.a. i selskaberne Exxon, Gazprom og Glencore.

Investeringer skal sikre afkast

Kommunens investeringer gennem investeringsforeningen placeres ikke med henblik på at understøtte kommunens klimamål. Det er for svært at afgrænse selskaberne, der ofte har flere aktiviteter, og kommunes investeringer er først og fremmest foretaget for at sikre et afkast med lav risiko, indtil pengene skal bruges af kommunen, lyder det desuden i svaret til Signe Færch.
Hvad angår de tre selskaber, der er under anklage for brud på internationale konventioner, henviser kommunen til, at den etiske gennemgang af investeringerne er udliciteret til konsulentfirmaet Ethix SRI Advisors. Konsulentfirmaet har endnu ikke fundet anledning til at udelukke de tre selskaber:

“Såfremt det kan verificeres, at der foreligger brud af konventionerne, og selskabet ikke kan påvirkes til at ændre sin adfærd, optages selskabet på negativlisten.”

Politiske initiativer skal sikre klimamål

Kommunens klimamål står stadig ved magt, til trods for de sorte investeringer. Kommunens mål om fuld klimaneutralitet i 2025 skal realiseres gennem politiske initiativer som investeringer i vindmøller i regi af kommunens energivirksomhed HOFOR, forklarer Økonomiforvaltningen i svaret:
“Københavns ”grønne” investeringsprofil kommer således primært til udtryk gennem kommunens egen virksomhed, fx når der afsættes midler i budgettet til at fremme initiativer, der skaber mere bæredygtighed,” lyder det.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down