18. august 2020

“Kom ikke om dagen, men om natten, hvor I kan høre skrigene”

Mange uafhængige hviderussiske journalister er siden valget 9. august forsvundet. Mange er efter flere dage dukket op igen og fortæller nu om tortur, tæv og overgreb i landets fængsler.

Søndag en uge efter valget gik hviderusserne på gaden for at kræve præsident Lukasjenkos afgang. I løbet af den foregående uge havde styret anholdt 7.000 personer. Heriblandt mindst 68 journalister Maksim Sjikynetj

Torsdag den 13. august om aftenen skrev Siarzhuk Herasimovich, researcher på det uafhængige hviderussiske medie Belsat, på sin facebook-profil, at folk skulle vente med at demonstrere uden for hovedstaden Minsks fængsel før om aftenen.

“I skal ikke være der om dagen, når der er rettergang, men om aftenen, når man kan høre folk blive tortureret. Det er jo ikke om dagen, de tæver os, men om natten, når der ikke er nogen, som kan høre os. Skrig af smerte kan høres så langt væk som næsten nær metrostationen.”

Fem dage forinden, den 8. august, var stemningen en helt anden. Siarzhuk Herasimovich  havde skrevet om en adrenalin så stærk, at han ikke havde oplevet noget lignende siden 1990’erne. Folk stod med V-tegn og viste, at de var klar til at vælte Europas sidste diktator, Aleksandr Lukasjenko, når de gik til stemmeboksen dagen efter.

Dagene mellem d. 8. august og d 13. august var tætpakkede. Først gik hviderusserne til valg og Lukasjenko udråbte sig selv til vinder med mere end 80 procent af stemmerne. Så udråbte hviderusserne sig selv til demonstranter, til systemkritikere, til nogen politiet kunne “slå hårdt ned på”.

Og i mellemtiden blev både Siarzhuk Herasimovich og en række andre journalister, og fotografer anholdt og tilbageholdt i fængsler rundt om i landet. Her fortæller de, som nu er løsladt, om tæv, tortur og overfyldte fængselsceller, hvor ambulancer kørte indsatte direkte fra lynretssag til hospitalet for at blive behandlet for skader efter opholdet i fængslet.

Vi fortæller her nogle af deres historier.

[Citat1]

Stanislaw kom ikke hjem til sin fødselsdag

På valgaftenen den 9. august stod det hurtigt klart, at noget ikke var, som det skulle være. Selvom myndighederne slukkede for landets internet, få sekunder efter valgresultatet blev offentliggjort, gled informationer lige så stille ud under det digitale jerntæppe.

På Google Maps kunne man se, at alle veje væk fra Minsks centrum var lukket af myndighederne. På fastnettelefoner kunne internationale journalister fortælle om politiets brug af chokgranater og tåregas mod demonstranterne. Og ved at køre tæt på den litauiske grænse, lykkedes det demonstranter fra byen Lida at sende billeder på litauisk internet ud på Twitter.

Men selvom lidt kom ud, var det ikke muligt for den hviderussiske journalist, Stanislaw Ivashkevich, at give lyd til sin mor, da han 9. august blev anholdt.

Hun gik 10. august på Facebook og skrev: “I dag er det Stas’ (kort for Stanislav) fødselsdag. Og det er anden dag, han er forsvundet. Ifølge øjenvidner blev han i går anholdt, men det er umuligt at finde ud af, hvor han er. Der er flere tusind anholdte i dag alene, så ingen kan finde ud af, hvor han er.”

Hun måtte vente to dage mere, før Stanislaw Ivashkevich gav lyd fra sig. I et facebook-opslag fra 12. august skriver han, at han er blevet kørt til det berygtede Akrestin-fængsel og sat fri uden sine ejendele efter en hurtig retssag, hvor han blev idømt en bøde for at deltage i “ikke-tilladte aktiviteter.”

På en skrattet telefon fra Minsk fortæller Stanislaw Ivashkevich, at hans historie langt fra er repræsentativ for, hvordan folk er blevet behandlet i fængslerne:

“Jeg blev anholdt før protesterne, og derfor blev jeg behandlet langt pænere end de fleste andre. For eksempel fik jeg kun tæv en enkelt gang, hvor de tog os ud i gården og slog os med batoner. Min kollega Alena er langt hårdere ramt og er stadig på hospitalet,” siger han.

Men selvom han slap let, så slap han ikke uden men. Han har stadig blå mærker rundt omkring på kroppen, og det gør ondt, når han rejser sig. Han slap heller ikke uden dom.

“Dommeren nægtede at indkalde vidner. Dommeren nægtede også at se de videoer, der var på min telefon, selvom det var meget tydeligt på videoerne, at da jeg blev anholdt, var jeg i gang med at udføre mit arbejde som journalist,” skriver Stanislaw Ivashkevich.

Om opholdet i fængslet fortæller Stanislaw Ivashkevich både, at de 13 mand i den lille celle, han sad i, fik ét stykke brød til deling i løbet af de to døgn, han sad der. Han fortæller endvidere, at to fra hans celle senere blev kørt direkte på hospitalet. En blev tævet så voldsomt under sin anholdelse, at han havde brug for lægehjælp. En anden måtte behandles for forbrændinger efter at være blevet ramt af en granat.

[Boks1]

16 timer i helvede

I sit facebookopslag skriver Stanislaw Ivashkevich også, at han nu er bekymret for sin kameramand, sin researcher og en række andre uafhængige journalister. Stanislaw Ivashkevich nævner seks konkrete kollegaer, og en gennemgang af deres facebookprofiler viser, at langt de fleste har meddelt, at de er sat fri igen. Nogle efter kun et enkelt døgns tilbageholdelse, andre efter næsten en hel uge bag lås og slå – alle journalister, der ifølge flere kilder blev anholdt, mens de forsøgte at passe deres arbejde.

Den hviderussiske journalistforening melder om mindst 68 lokale journalister og tre BBC-journalister, der er blevet anholdt, imens de var på arbejde. Heraf melder journalistforeningen om, at mindst 29 er blevet “brutaliseret”, mens de har været sat fast.

En af dem er korrespondent for det russiske uafhængige medie Znak, der har hjemme i Jekatarinenburg, Nikita Telizhenko. Han fortæller om det, han selv kalder 16 timer i helvede på den lokale politistation. Han fortæller, at han selv blev slået, fordi han ikke bukkede sig lavt nok ned, da en politibetjent skulle føre ham ind på stationen.

“De slog mig i hovedet og gav mig et knæ i ansigtet.”

På politistationen blev gruppen af arresterede ført til et rum på fjerde sal.

“De mennesker der allerede var der, lå som et levende tæppe på gulvet, der var en blodpøl. Vi måtte træde på dem, inden vi selv blev skubbet ned oven på dem. Fyren ved siden af mig vendte hovedet for at komme til at ligge mere komfortabelt. Det fik han et spark i ansigtet med en militærstøvle for.”

I løbet af den efterfølgende nat, tvang deres fangevogtere dem ifølge Nikita Telizhenko til at bede fadervor, de fik dem til at sidde i timer med hænderne over hovedet, og de lod dem lytte til de kampe, der foregik på gaden lige ude foran politistationen. Klokken 7 eller 8 ankom der embedsmænd for at foretage en folketælling af de anholdte, og en båre måtte tilkaldes for at bære en af de anholdte ud:

“Han bevægede sig ikke. Jeg ved ikke, om han var levende. Derefter blev vi alle overført til første sal og lagt i celler til de fængslede. De var designet til to personer, og vi var fyldt med cirka 30 personer.”

Herefter blev fangerne ifølge Nikita Telizhenko flyttet ud i en vogn og kørt rundt, mens slag og spark og trusler om nakkeskud haglede ned over dem.

“Stop med at torturere os, bare stop bilen og tag os udenfor og skyd os,” lød det efter timers kørsel fra en af Telizshenkos medfanger. Men vagterne svarede bare, at så let ville han ikke slippe.

De fik numre i stedet for navne

“Det er Gestapo-metoder.”

Det mener i hvert fald fotografen Ivan Muravjov.  Han blev anholdt 9. august og sat fri igen den 13. august om morgenen. På sin facebook-profil skriver han, at han hverken sov eller spiste de dage, han befandt sig i det fængsel, han blev ført til efter en voldelig anholdelse.

“De slog mig og råbte af mig. Jeg brugte næsten en hel dag med at sidde på knæ med ansigtet mod muren i en gymnastiksal på politistationen. Derefter førte de mig tilbage til min celle, hvor de slog mig og ydmygede mig.”

Han blev på valgdagen stoppet af færdselspolitiet, men ifølge Muravjov skete anholdelsen først, da to sikkerhedsbetjente kom stormende og krævede at se fotografen og hans kollegas telefoner, hvorpå der lå billeder af optøjerne i byen, som skulle bruges på den russiske tv-kanal Zvezda.

“Vi blev bundet sammen og kastet ind i en vogn og kørt til detentionen.”

Under transporten fortalte folk Muravjov, at de var blevet anholdt for at cykle, køre bil, gå forbi, bære hvidt bånd (symbolet for modstand mod den siddende regering).

“Da vi kom frem til detentionen blev vi kastet ind på gårdspladsen, tævet, ført ind i en gymnastiksal, hvor vi blev registreret og i 15 timer sad på knæ med panden mod gulvet.”

Derefter blev de anholdte ført til deres celler.

“Vi sad der i flere dage. Men jeg lagde også mærke til, at de nye beboere i cellen havde fået revet deres tøj i stykker. De var mere alvorligt sårede, og betjentene gik også hårdere til dem. Og så fik de numre i stedet for navne,” skriver Ivan Muravjov.

50 kvinder på 12 kvadratmeter

For journalist Alena Scharbinskaya var dagene omkring 9. august bestemt heller ikke almindelige arbejdsdage. Efter dage med reportager om optøjer, valg og hverdag blev hun 10 august anholdt, mens hun stod i kø til en politistation, hvor en af hendes kolleger var inde for at melde sin mand savnet.

“Jeg ville gerne skrive informativt om de seneste dage i mit liv, men der er kun følelser tilbage,” skriver hun i et langt opslag på sin facebook-profil. I stedet takker hun de læger, der har behandlet hende efter de skader, hun har pådraget sig i fængslet, hvor hun sad fra 10. august til 13. august. Hun er den kollega, som Stanislaw Ivashkevich taler om, når han siger, at hun “blev ramt meget hårdere og stadig er på hospitalet.”

Til organisationen Committee to Protect Journalists fortæller hun, at hun i fængslet blev visiteret af en kvindelig sikkerhedsbetjent, som journalister nu er i gang med at identificere.

“Hun skubbede mig ind i et forhørslokale, hvor hun slog mig med sin politistav. Jeg er sikker på, at hun valgte at slå de steder på min krop, hvor det gjorde mest ondt. Derefter, stadig halvnøgen, skubbede hun mig ned igennem en gang, hvor nøgne mænd stod med hænderne bag ryggen og med ansigtet mod muren. De var dækket af blod. Der var virkelig meget blod.”

Hun fortæller, at de var 26 kvinder om at dele et rum på 12 kvadratmeter med to køjesenge.

“De første 24 timer fik vi ikke mad. Der var postevand med klor i. Og der var ikke noget toiletpapir. Og så kom de med flere kvinder. På et tidspunkt var vi 50, så der var ikke længere plads til at sidde ned. I stedet måtte vi stå.

Alena Scharbinskaya er endnu på hospitalet og har hul i mavesækken, blodansamlinger og indre blødninger omkring underlivet som følge af de overgreb, hun oplevede i detentionen. Hun er dog i stand til at gå omkring og fortæller, at hun har talt med flere andre patienter, som er kommet ud af fængslet.

“Sammenlignet med mændene her på hospitalet, har jeg det fint.”

 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down