Kunst mod dobbeltmoral



Husk at dele
Land
Den kenyanske kunstner Michael Soi kobler kunst på lærred med sociale medier, når han sender bramfrie kommentarer ud i verden. Soi stiller skarpt på tabu og magt - kenyanske politikere fremstilles som svin, kineserne som ’sugar daddies’, og hvide mænd har hænderne nede i sorte kvinders trusser.


NAIROBI – Soi arbejder de fleste dage i sit atelier i Go Down Arts Centre, som ligger i Nairobis industrikvarter. Hver morgen svøbes området i tæt trafik. Tonstunge containertrucks giver asfalten dens dybe huller, og bygningerne deres grålige skær. Her skal handles ’chap chap’, som folk i Nairobi siger. Tempoet skal op.

Soi hører heller ikke til de tøvende. Da han tager imod i sit atelier, går han lige på, og hans bastante statur fylder rummet ud, da han tilsætter store armbevægelser og sætninger. Den ene afløser hurtigt den anden.

Et maleri, der forestiller to næsten nøgne kvinder i fuld figur, er sat op ad bagvæggen i atelieret. På et andet maleri ved siden af, er scenen henlagt til Diani Beach på Kenyas kystlinje ved det Indiske Ocean. En bleg, småfed og skaldet mand slikker en sort kvindes brystvorte, mens han har hånden nede i trusserne på en anden sort kvinde. Et tredje maleri viser en scene fra en koncert, hvor to hvide kvinder kysser hinanden, mens sorte mænd kigger måbende på.

Den britiske journalist Michaela Wrongs bog ’It is Our Turn to Eat’ ligger fremme på et bord. Da Wrongs beretning om den kenyanske whistle-blower, John Githongo, udkom i 2009, afviste Nairobis boghandlere at sælge den. De hævdede dengang, at bogen som sætter ord og ansigter på Kenyas omfattende korruption, ville give dem problemer.

Selvcensur og dialog
Ifølge artikel 33 i Kenyas nye grundlov fra 2013 er kunstnere sikret ’fuld kreativitet’. Det er imidlertid en kendsgerning, at Uhuru Kenyattas regering nu har introduceret flere nye love, som underminerer den grundlovsikrede ytringsfrihed, og slår hårdt ned på kritik fra både kunstnere og journalister, dokumenterer en ny rapport fra juli 2015 fra Committee to Protect Journalists. I praksis oplever mange kunstnere også, at særligt religion og moral påvirker graden af den selvcensur, de pålægger sig selv.

Fakta: Kritikkens tilstand i Kenya

Kenyas forfatning sikrer frihed for kunstnere, journalister og medier, men nye love fra Uhuru Kenyattas regering underminerer samme principper.
Kunstnere, journalister og andre samfundskritikere risikerer juridiske repressalier, trusler og overgreb, mens medier sættes under pres af annoncører og deres politiske ejerkreds på et tidspunkt, der er afgørende for Kenyas demokrati, sikkerhed og økonomi, påpeger en ny rapport, Broken Promises fra Committee to Protect Journalists (juli 2015).

Læs rapporten her.

“Jeg maler ikke noget, der ikke eksisterer”, slår Soi fast.

Soi færdes selv i Nairobis natteliv, hvor han henter inspiration. Hans figurer er ikke hentet ud af det blå.

Men Soi har en grænse. Sois nøgne kvinder har eksempelvis altid trusser på, selvom Nairobis prostituerede også ses uden. Han forklarer, at denne grænse handler om hensynet til hans 6-årige datter. Hun skal kunne komme og gå i hans atelier. Dernæst handler det om at beskytte hende mod ondsindet sladder.

I 2013 var Soi del af den fælles udstilling ’Sex & the City’ på Alliance Francaise i 2013, hvor et kontroversielt værk af en anden kenyansk kunstner indgik. Efter klager besluttede det ellers frisindede Alliance Francaise sig for at nedtage John Kamichas værk ’Sex Retreat’, som forestillede Jesus, der har sex. Kunstnerne forsøgte sig med dialog:

“Man vil jo også prøve at forstå de mennesker (red. ’der klager’), og jeg er heller ikke interesseret i at forstyrre andre menneskers religiøse overbevisning”, siger Soi, og forklarer, at en vred kvinde kom op til ham i løbet af denne udstilling. Det lykkedes dem ikke at samtale:
“Du når et punkt, hvor du indser, at hun nok hører efter, men at hun ikke lytter til det, du siger”.

Lette motiver med tunge budskaber
Soi udpensler Nairobis rå virkelighed i grafiske detaljer og klare, kulørte farver, der umiddelbart giver indtryk af glade dage. Med billederne kommer imidlertid en tyngde i form af underliggende budskaber.

“Kenyanerne er gode til at forstille sig. Vi går i kirke om søndagen. Vi bærer tunge, fede bibler. Men der er ingen, der fortæller, hvad de lavede lørdag aften. Ingen taler om det. Folk kan bilde sig selv ind, at det ikke foregår. Men det gør det. Og alle ved det. Og folk kan bilde sig selv ind, at de er åh, så bekymrede over, at alle de her mænd kommer og udnytter de små piger på den kenyanske kyst”.

Magtfulde mænd i underbukser
Da en gruppe kenyanske kunstnere i marts 2015 kritiserede Kenyas deltagelse i biennalen i Venedig, førte Soi an ved at male sin utilfredshed på et stort lærred, som han gav titlen ’Skammen i Venedig’. Den kritiske gruppe forsøgte sig igen at etablere dialog, denne gang med Hassan Wario, Kenyas kulturminister. Soi bed sig fast, malede flere billeder, og kritikken blev taget op af internationale medier. Den førte til, at Kenya trak sig fra biennalen. En sejr for de kritiske kunstnere.

Sois kunst prikker til dem, som tror problemerne går væk, hvis de lukker øjnene i. Ligegyldigt om de er sorte, hvide eller gule. Når Soi fremstiller store mænd kun iført underbukser, skaber han forbindelser mellem et overordnet politisk plan til det personlige, nærmest intime: Magtfulde – og magtmisbrugende -politikere og forretningsmænd er inderst inde lige så almindelige som alle andre.

Da Soi i maj 2014 på sociale medier delte en serie malerier med titlen ’China Loves Africa’, troppede en ’delegation’ på fem kinesere nogle dage senere op i hans atelier. Budskabet var klart: Soi skulle stoppe. Besøget faldt sammen med den kinesiske premierministers besøg i Kenya i anledning af lanceringen af konstruktionen af en ny jernbane.

Disse malerier beskriver på karikeret vis forholdet mellem kineserne og afrikanerne. Et af malerierne forestiller kinesiske mænd i akrobatisk gruppesex med afrikanske kvinder. På et andet drikker de Afrikas råolie direkte med sugerør. På et tredje er kinesere i færd med at samle bl.a. elfenben. En tydelig reference til sager om krybskytteri og smugleri, hvor Kina formodes at være aftagere.

Gennemgående temaer i Sois kunst er magt og tabu, men hans kunst retter ikke skytset kategorisk mod én race, ét politisk system eller én religion, gennemgående. Det er rettere menneskenes dobbeltmoral, han er ude efter.

“Det, som jeg gør, er simpelthen bare at dokumentere Nairobi”, siger Soi.

Pernille Bærendtsen er freelance journalist med fokus på Østafrika, som hun har rejst, boet og arbejdet i siden 2004. www.duniaduara.dk

Relaterede nyheder
Mere om samme ...
Land

Når du nu er nået langt ...

Så har vi en lille tjeneste at bede dig om. Flere end nogensinde læser Danwatch’ journalistik,  men få betaler for det. Det er ok, da vi ikke, som mange andre medier, ønsker at ”låse” vores journalistik inde bag en digital betalingsmur. Vi laver vores journalistik i offentlighedens interesse, og derfor er det også vigtigt for os, at den er frit tilgængelig.

Og det er her, vi har brug for dig.

Danwatch’ uafhængige undersøgende journalistik koster tid, penge og hårdt arbejde at producere. Hvis alle der læser og værdsætter vores undersøgende journalistik, også støtter op økonomisk, vil vores særlige journalistiske fokus og Danwatch' fremtid være mere sikker.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.