Det er anden dag af Copenhagen Fashion Week, og jeg er af uransagelige årsager blevet sat på forreste række til morgenens første modeshow, finske Rolf Ekroth i Øksnehallen på Vesterbro. I den enorme, hvidmalede hal trækker gæsterne mod de sorte stolerækker, der skal danne ramme om opvisningen. Hallen er bar, men lyses pletvist op af en grøn læderjakke eller et postkasserødt antræk.
Mens de mere velklædte gæster indtager deres pladser ved siden af mig (en tidligere model på den ene side og noget, der kunne ligne en brand ambassadør på den anden), tænker jeg på, hvordan jeg er havnet her?
Enten ved de her mennesker ikke, hvem jeg er – journalist fra et kritisk erhvervsmedie – og har derfor ikke turdet sætte mig bagerst af frygt for, jeg rent faktisk har en form for indflydelse i modebranchen (det har jeg ikke). Eller også har der manglet presse, og man har tænkt, at min tilstedeværelse var bedre end ingenting (det er den nok heller ikke, for hvem er egentlig interesseret i at lukke en journalist med en stedmoderlig interesse for mode ind til sit show?).
Forfatter Olga Ravn går rundt langs rækkerne og kan ikke finde sit sæde, og jeg når at tænke, at hvis Ravn bliver smidt om bagved, mens jeg sidder her, er der en, der mister sit job senere. Hun bliver dog anvist et sæde, musikken starter, og alle er glade. Jeg er i hvert fald – især for ikke at skulle forholde mig til det tøj, der kort tid efter bliver præsenteret og som vel bedst kan beskrives som efterskole-core: Der er enorme sweatre, fnuggede pomponer og puder på både skinneben og røve.
En velpolstret drømmeverden
“For mange ligner vores branche en glitrende drømmeverden”, sagde den københavnske modeuges CEO, Cecilie Thorsmark, mandag formiddag til åbningsceremonien i en alvorstung tale, hvor både Gaza, Ukraine og klimakrise blev nævnt. “Og nogle gange er den det,” fortsatte hun og opfordrede sine kolleger til at “bryde ud af den privilegerede boble”.
Under Thorsmarks ledelse har Copenhagen Fashion Week lagt sig i selen for at blive pionerer inden for grøn omstilling af modeverdenen og opstillet en række minimumskrav, som modebrands skal leve op til for at kunne deltage i den københavnske modeuge. Blandt andet skal virksomhederne “arbejde strategisk med at inkorporere bæredygtighed og internationale standarder for menneskerettigheder”, ligesom virksomhederne ikke må destruere overskydende tøj fra tidligere kollektioner eller benytte sig af pels.
“Vi må bryde ud af vores boble af og til for at gøre det, der vil gøre det muligt for os at sige til vores børn: Ja, jeg arbejdede i modeindustrien, mens verden stod i flammer. Men jeg gjorde hvad der var muligt for at presse på for noget bedre”, sagde Thorsmark til åbningsfesten, hvorefter hun gav ordet videre til modeugens hovedsponsor Zalando. Dén onlinetøjvirksomhed, som Forbrugerrådet Tænk anmeldte for greenwashing i 2021 for deres afslappede brug af begrebet “bæredygtighed”.
Ude foran Rolf Ekroth-showet stiller gæsterne op til fotografering. Om Ekroth med sit velpolstrede og hjemmestrikkede udtryk er foran eller bagud for sin tid er svært at vurdere, men hans publikum ser i hvert fald væsentligt anderledes opsigtsvækkende ud i pelskonstellationer, miniskørter og glamourøst hår og make-up.
De sidste par uger har influencers på TikTok nemlig bebudet, at moden går i retningen af en såkaldt mob wife-aesthetic. Det betyder, at det nu er på tide at begynde at klæde sig som en gangsters flashy hustru. Lige for tiden taler man om “æstetik” frem for mode, og omtrent én gang om måneden går en ny æstetik viral og varsler et kollektivt stilskifte.
På den måde er Instagram og TikTok ved at slå modeindustrien i dens eget spil. De allerede hyppige modeuger har tilsyneladende svært ved at følge med de endnu hurtigere internetkredsløb.
Her er Copenhagen Fashion Weeks partnerskab med Zalando oplagt, for når det regner på modeugedesignerne, så vælter det ned over high street mærkerne. Den enorme webshop har netop specialiseret sig i hurtigt salg af hurtigt producerede tøj, og bag Zalando står milliardæren Anders Povlsen. Manden, der med sit Bestseller-imperium flere gange har været under anklage for at udnytte billig arbejdskraft i Myanmar, som Danwatch tidligere har dokumenteret.
“Respectfully, folk ser ikke så godt ud”
På gaden foran dagens andet show, der afholdes af ungarske Aeron, er de fremmødte gæster knapt så farverige, og i den nærliggende 7-eleven er man heller ikke imponerede over modeugeklunset:
“Respectfully, folk ser ikke så godt ud”, siger 7/11-medarbejderen.
“Jeg ved ikke lige, hvad fashion er i deres øjne, men øøøh”, svarer den anden.
Om man er enig i æstetikken eller ej, så bliver gæsterne fotograferet flittigt af fremmødte fotografer og – i et par tilfælde – af deres egne mødre. Både hos Rolf Ekroth og her foran Aeron-showet har jeg lagt mærke til, at flere influenter har deres mødre med. Det får mig til at tænke på soccer moms og helikopterforældre, der dedikerer deres liv til at få deres børnestjerner frem i verden. Hvis de her mødre har taget en uge ud af kalenderen for at fotografere deres børn foran diverse modeshows, siger det noget om, hvor stor en økonomi der er i influencerbranchen, hvor succes kan måles i din evne til at påvirke dine følgeres forbrugsmønstre.
I selskab med modefolket og de nye barnestjerner bliver jeg pludselig meget opmærksom på, hvor slidt min frakke egentlig er, selvom jeg (delvist i protest) selv valgte den i dagens anledning. Jeg kommer til at tænke på en scene fra den legendariske film “The Devil Wears Prada”, hvor den sylespidse modemagasinchef rister den blåøjede (journalist) hovedperson for at tænke, at hun befinder sig udenfor modeverdenens indflydelse. “Dit håbløse outfit”, siger chefen (og her parafraserer jeg), “blev valgt for dig af de mennesker, der befinder sig lige her”.
Modebranchen selv ville sikkert sige, at den sælger drømme – og måske sex – men i mit tilfælde har den altid tjent sine penge på mit mindreværd.
Naturens forretningsmodel
I en større kontekst har modeindustrien også tjent penge på produktionskæder, hvor fabriksarbejdere i det globale syd har været den helt store taber. Derfor tager jeg til et arrangement, som modeugen afholder med sin mediepartner, Vogue Business.
I lokaler udlånt af elbilproducenten Polestar, der er ejet af den kinesiske bilfabrikant Geely, er en række ildsjæle inviteret til at fortælle om bæredygtige produktionskæder og langtidsholdbare løsninger. Lokalet er skarpt oplyst, og det er ikke svært at skelne mellem dem, der er kommet for at sælge biler og dem, der er her for at tale om innovative tiltag som 3D-vævning og stof lavet ud af tang.
Tiltagene lyder faktisk interessante, men jeg kan ikke undgå at bemærke, at de fleste paneldeltagere nævner scalability, altså opskalering af produktionen, som den største og vigtigste udfordring. Jeg spørger panelet, om der er nogen, der tænker over, om nedskalering bør spille en større rolle i modeindustrien.
“This is capitalism”, griner en paneldeltager.
En anden paneldeltager fra 3D-tekstilproducenten unspun anerkender, at lige det med nedskalering ikke er deres stærkeste side, men at hun er inspireret af naturens måde at nedbryde sine materialer på.
“What’s nature’s business model?” spørger hun retorisk, og salen griner.
Danwatch har forholdt Copenhagen Fashion Week anklagerne om greenwashing, ligesom vi har bedt dem forholde sig til foreneligheden mellem samarbejdet med Zalando og deres egne bæredygtighedskriterier. De er ikke vendt tilbage inden deadline.
NAIROBI – Soi arbejder de fleste dage i sit atelier i Go Down Arts Centre, som ligger i Nairobis industrikvarter. Hver morgen svøbes området i tæt trafik. Tonstunge containertrucks giver asfalten dens dybe huller, og bygningerne deres grålige skær. Her skal handles ’chap chap’, som folk i Nairobi siger. Tempoet skal op.
Soi hører heller ikke til de tøvende. Da han tager imod i sit atelier, går han lige på, og hans bastante statur fylder rummet ud, da han tilsætter store armbevægelser og sætninger. Den ene afløser hurtigt den anden.
Et maleri, der forestiller to næsten nøgne kvinder i fuld figur, er sat op ad bagvæggen i atelieret. På et andet maleri ved siden af, er scenen henlagt til Diani Beach på Kenyas kystlinje ved det Indiske Ocean. En bleg, småfed og skaldet mand slikker en sort kvindes brystvorte, mens han har hånden nede i trusserne på en anden sort kvinde. Et tredje maleri viser en scene fra en koncert, hvor to hvide kvinder kysser hinanden, mens sorte mænd kigger måbende på.
Den britiske journalist Michaela Wrongs bog ’It is Our Turn to Eat’ ligger fremme på et bord. Da Wrongs beretning om den kenyanske whistle-blower, John Githongo, udkom i 2009, afviste Nairobis boghandlere at sælge den. De hævdede dengang, at bogen som sætter ord og ansigter på Kenyas omfattende korruption, ville give dem problemer.
Selvcensur og dialog
Ifølge artikel 33 i Kenyas nye grundlov fra 2013 er kunstnere sikret ’fuld kreativitet’. Det er imidlertid en kendsgerning, at Uhuru Kenyattas regering nu har introduceret flere nye love, som underminerer den grundlovsikrede ytringsfrihed, og slår hårdt ned på kritik fra både kunstnere og journalister, dokumenterer en ny rapport fra juli 2015 fra Committee to Protect Journalists. I praksis oplever mange kunstnere også, at særligt religion og moral påvirker graden af den selvcensur, de pålægger sig selv.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]
“Jeg maler ikke noget, der ikke eksisterer”, slår Soi fast.
Soi færdes selv i Nairobis natteliv, hvor han henter inspiration. Hans figurer er ikke hentet ud af det blå.
Men Soi har en grænse. Sois nøgne kvinder har eksempelvis altid trusser på, selvom Nairobis prostituerede også ses uden. Han forklarer, at denne grænse handler om hensynet til hans 6-årige datter. Hun skal kunne komme og gå i hans atelier. Dernæst handler det om at beskytte hende mod ondsindet sladder.
I 2013 var Soi del af den fælles udstilling ’Sex & the City’ på Alliance Francaise i 2013, hvor et kontroversielt værk af en anden kenyansk kunstner indgik. Efter klager besluttede det ellers frisindede Alliance Francaise sig for at nedtage John Kamichas værk ’Sex Retreat’, som forestillede Jesus, der har sex. Kunstnerne forsøgte sig med dialog:
“Man vil jo også prøve at forstå de mennesker (red. ’der klager’), og jeg er heller ikke interesseret i at forstyrre andre menneskers religiøse overbevisning”, siger Soi, og forklarer, at en vred kvinde kom op til ham i løbet af denne udstilling. Det lykkedes dem ikke at samtale:
“Du når et punkt, hvor du indser, at hun nok hører efter, men at hun ikke lytter til det, du siger”.
Lette motiver med tunge budskaber
Soi udpensler Nairobis rå virkelighed i grafiske detaljer og klare, kulørte farver, der umiddelbart giver indtryk af glade dage. Med billederne kommer imidlertid en tyngde i form af underliggende budskaber.
“Kenyanerne er gode til at forstille sig. Vi går i kirke om søndagen. Vi bærer tunge, fede bibler. Men der er ingen, der fortæller, hvad de lavede lørdag aften. Ingen taler om det. Folk kan bilde sig selv ind, at det ikke foregår. Men det gør det. Og alle ved det. Og folk kan bilde sig selv ind, at de er åh, så bekymrede over, at alle de her mænd kommer og udnytter de små piger på den kenyanske kyst”.
Magtfulde mænd i underbukser
Da en gruppe kenyanske kunstnere i marts 2015 kritiserede Kenyas deltagelse i biennalen i Venedig, førte Soi an ved at male sin utilfredshed på et stort lærred, som han gav titlen ’Skammen i Venedig’. Den kritiske gruppe forsøgte sig igen at etablere dialog, denne gang med Hassan Wario, Kenyas kulturminister. Soi bed sig fast, malede flere billeder, og kritikken blev taget op af internationale medier. Den førte til, at Kenya trak sig fra biennalen. En sejr for de kritiske kunstnere.
Sois kunst prikker til dem, som tror problemerne går væk, hvis de lukker øjnene i. Ligegyldigt om de er sorte, hvide eller gule. Når Soi fremstiller store mænd kun iført underbukser, skaber han forbindelser mellem et overordnet politisk plan til det personlige, nærmest intime: Magtfulde – og magtmisbrugende -politikere og forretningsmænd er inderst inde lige så almindelige som alle andre.
Da Soi i maj 2014 på sociale medier delte en serie malerier med titlen ’China Loves Africa’, troppede en ’delegation’ på fem kinesere nogle dage senere op i hans atelier. Budskabet var klart: Soi skulle stoppe. Besøget faldt sammen med den kinesiske premierministers besøg i Kenya i anledning af lanceringen af konstruktionen af en ny jernbane.
Disse malerier beskriver på karikeret vis forholdet mellem kineserne og afrikanerne. Et af malerierne forestiller kinesiske mænd i akrobatisk gruppesex med afrikanske kvinder. På et andet drikker de Afrikas råolie direkte med sugerør. På et tredje er kinesere i færd med at samle bl.a. elfenben. En tydelig reference til sager om krybskytteri og smugleri, hvor Kina formodes at være aftagere.
Gennemgående temaer i Sois kunst er magt og tabu, men hans kunst retter ikke skytset kategorisk mod én race, ét politisk system eller én religion, gennemgående. Det er rettere menneskenes dobbeltmoral, han er ude efter.
“Det, som jeg gør, er simpelthen bare at dokumentere Nairobi”, siger Soi.
Pernille Bærendtsen er freelance journalist med fokus på Østafrika, som hun har rejst, boet og arbejdet i siden 2004. www.duniaduara.dk
Tusmørket lægger sig hurtigt i de tropiske skove på den fugtige ø Bangka, som ligger mellem Sumatra og Borneo i Indonesien. På sin ramponerede scooter er Diddihatono på vej hjem til den lille landsby Delas. Havde det ikke været for vores besøg, havde han overnattet i en lille træhytte på marken. Benzin er dyrt og en scooter endnu dyrere. Men den er nødvendig på grund af de 11 kilometer til hans peberplanter.
“Min far, bror og jeg ejer en pebermark hver. Tilsammen ejer vi en hektar jord”, siger 25-årige Diddihatono efter at have hilst på sin kone og nyfødte søn.
Høsten slog fejl
Diddihatono og hans kone og søn bor sammen med hans forældre i en landsbyhytte lavet af træ og betonsektioner. Sektionerne er blevet tilføjet i takt med, at familien er vokset, fortæller den 37-årige storebror Joserin.
Familien består af syv medlemmer, der alle deles om indkomsten fra deres peberplanter. Alle arbejder i markerne, selv den 75 år gamle og næsten blinde far Harris, der stille lytter til vores samtale fra et hjørne på gulvet.
“Vi kan ikke leve af peberdyrkning. Så Joserin og jeg arbejder på en gummiplantage til middag, før vi tager hen til vores marker. Vores peberhøst slog fejl sidste år, så i lang tid har vi kun tjent penge på gummi”, siger Diddihatono. Joserin tilføjer, at han måske bliver nødt til at sælge sin scooter for at have råd til mad og tøj til familien. Diddihatono og Joserin høster 10 kg gummi på en normal dag. De får 11.000 rupiah/kg, så den daglige indtjening via gummi er 110.000 rupiah. Det svarer til 4 euro pr. person. På en måned tjener de hver 1,1-1,2 mio. rupiah, hvilket er en smule mere end den nationalt fastsatte mindsteløn på 1,0 mio. rupiah på Bangka.
“Man kan ikke leve et ordentligt liv på mindstelønsniveau, ikke hvis man er en familie. Man har brug for mindst 2 millioner rupiah om måneden for en familie på 3-4 personer på Bangka”, fortæller Koko Sadmoko os senere. Han har været Reuters’ journalist på Bangka de seneste fire år og har skrevet adskillige rapporter om landområderne.
“Og man skal huske på, at peber- og gummipriserne var lavere for nogle år siden”, fortsætter han.
Diddihatonos familie har råd til et måltid om dagen. Det består altid af grøntsager fra deres marker og ris, som de selv køber. Kød – lokale fisk eller kylling – er en sjældenhed og er begrænset til en gang hver anden uge. Santila, Diddihatonos smukke 22-årige søster, er den eneste, der har fået nyt tøj i et år.
“De fleste små peberbønder har ingen andre afgrøder end peber. Så de er meget afhængige af deres peberhøst. Mange tjener også lidt ekstra ved at arbejde enten i større landmænds marker eller i tinminer. Peberpriserne var i årevis lavere, end de er nu, og plantesygdomme er mere almindelige end nogensinde, så de fleste bønder har brug for ekstra penge”, siger embedsmanden Cartino fra de lokale myndigheder i Bangka-Beleitung provinsen med ekspertise i landbrug.
Ranjeev er kranfører og er én af mange migrantarbejdere i byggebranchen i Dubai, der har efterladt sin familie i hjemlandet og kæmper for at sende tilstrækkelig med penge hjem til dem. Ranjeev selv har tre søstre og en mor som er afhængige af ham – den ældste søn. Faren forlod familien mange år tidligere. Ud over at forsørge sin familie, drømmer Ranjeev om at få råd til at blive gift og få børn, men det har lange udsigter.
“Folk dør før deres drømme bliver til virkelighed”, siger Ranjeev, mens han kigger ned og løfter hænderne opgivende i vejret.
I Dubai er tingene ikke gået helt, som Ranjeev havde forventet. Nu står han i en situation, hvor han ikke har fået løn i seks måneder. Alligevel går han stadig på arbejde 12 timer om dagen seks dage om ugen, ud over de timer det tager at blive transporteret mellem arbejdslejren og byggepladsen. Ranjeev ved ikke, hvad han ellers skal gøre.
“Nu er vi i Dubai, og hvis der er noget vi ikke er glade for, kan vi ikke gøre noget ved det”, fortæller Ranjeev.
Selvom der i Dubai findes en klageinstans, arbejdsretten, sætter Ranjeev ikke sin lid til den. “Der sker ikke så meget, man får bare en ny dato hver gang”, siger Ranjeev. I stedet venter han bare og beder han til Gud om, at han snart får sin løn udbetalt.
Hvis ikke problemet med lønnen bliver løst, står Ranjeev tilbage med en gæld på ca. 14.000 kr – penge han lånte i Indien for at kunne betale for visum og flybillet til Dubai. Selv hvis Ranjeev fik udbetalt sin løn, ville det tage ham 3-4 år at betale lånet tilbage. Hans månedsløn er ca. 1100 danske kroner eller en rund femmer i timen.
“Jeg har ikke mit pas, jeg har ingenting”, siger Ranjeev. Passet har arbejdsgiveren taget, selvom det både er ulovligt i Dubai og strider mod basale menneskerettigheder ifølge FN’s migrantarbejder-konvention og FN’s arbejdsorganisation ILO’s Konvention om afskaffelsen af tvangsarbejde. Uden passet har han ikke mulighed for at tage hjem, men selv hvis han kunne, kan det få fatale konsekvenser for ham selv og familien, hvis han ikke har betalt lånet tilbage, fortæller Ranjeev. Ifølge en lokal hjælpeorganisation, der ønsker at være anonym, er der eksempler på lånehajer som har myrdet arbejderne, hvis de ikke betaler, hvad de skylder ved hjemkomsten.
Ranjeev synes bedre om at være i Indien end i Dubai, for i Indien har han nogle at dele sine problemer med.
” Hvis jeg taler med nogen om mine problemer her i Dubai, så har de selv endnu flere problemer”, siger Ranjeev.
Lige nu hviler Ranjeev’s drømme om fremtiden i virksomhedens hænder. Han må på grund af lovgivning i Dubai ikke skifte arbejde, han kan ikke rejse hjem, får ingen løn og er alene med sine problemer. Da vi ved solnedgang tager afsked, smiler Ranjeev sørgmodigt og kigger ud over den støvede arbejdslejr fyldt med mennesker, der ligesom han er kommet dertil med drømme og håb om en lysere fremtid.
—
Note: Ranjeev er et pseudonym brugt af DanWatch for at undgå konsekvenser for kilden.
