Mellemøstekspert: Kinas entre i Mellemøsten kan afføde kinesiske klonstater

Den amerikanske exit har for alvor åbnet porten for kinesisk byggemani i Mellemøsten. Kinas handelsveje bliver fordelagtige for Afghanistan, men landet kan også blive en uheldig inspirationskilde for magthungrende ledere, vurderer ekspert.

Suez-kanalen i Egypten er en afgørende handelsvej i Kinas silkevejsprojekt. Men Kinas tilstedeværelse kan betyde, at deres politiske system smitter af på den egyptiske regering, mener mellemøsteksperten Lars Erslev Andersen. Foto: depositphotos

Da den sidste amerikanske soldat forlod Afghanistan efter tyve års krig, fik vi sat punktum ved Vestens naive håb om at opbygge demokratiske stater i Mellemøsten. 

Sådan lyder analysen fra den bogaktuelle seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier Lars Erslev Andersen. Hvis vi skal gisne om Mellemøstens fremtid, skal vi sigte mod Kina, mener han.

Ny bog: Oprør og alliancer - Mellemøsten efter det arabiske forår

  • Af Lars Erslev Andersen, seniorforsker, DIIS
  • Udgivet august 2021
  • Forlag: Lindhardt og Ringhof

For mens andre lande hastigt rømmede ambassaderne i Afghanistan, forblev Kinas ambassade i Kabul bemandet og klar til dialog. Lydhørheden ser ud til at være gengældt: 

Kina kan spille en “meget stor rolle i genopbyggelsen af Afghanistan”, siger Suhail Shaheen, der er talsperson for Taliban, ifølge Reuters til det kinesiske statsmedie CGTN.

Det kommer ikke bag på Lars Erslev Andersen, at Kina står over for at spille en omfattende rolle i Afghanistan, da han spår, at det bliver symptomatisk for Kinas nye rolle i hele Mellemøsten. Hans nyeste bog “Oprør og Alliancer - Mellemøsten efter Det Arabiske Forår” tager temperaturen på Mellemøsten i anledningen af 10-året for Det Arabiske Forår. Danwatch har talt med ham om, hvad vi kan forvente i regionen:

“Jeg tror ikke, det er nogen dårlig nyhed for afghanerne, at USA tager hjem. Når det handler om sikkerhed og stabilitet, så tror jeg den kinesiske tilgang er mere perspektivrig end den meget aktivistiske militære tilgang, som USA har stået for”.

Ifølge Lars Erslev Andersen kommer kineserne ikke til at blande sig i landets interne politik på samme måde, som amerikanerne er berygtede for. Primært fordi Kina kun har ét mål i Mellemøsten: stabile økonomiske partnerlande.

Kina lurer fra sidelinjen

Lars Erslev Andersen påpeger, at Vestens tilbagetrækning fra Afghanistan sker samtidig med, at Kina ruller sin infrastruktur ud gennem Centralasien og Mellemøsten i det såkaldte ‘Belt and Road-Initiative’. Det omfattende initiativ, der også kaldes den nye Silkevej, skal styrke handelsforbindelserne med verden vest for Kina. Veje, der går tværs gennem Asien, telemaster og massive investeringer i asiatiske, afrikanske og europæiske havne skal sikre kinesisk dominans i fremtiden.

De kinesiske investeringer kan være med til at holde Taliban-styret i snor, hvis man spørger Lars Erslev Andersen. Kina vil ikke være interesserede i, at Taliban kuer afghanerne for meget og afholder dem fra at få rettigheder. Det kan skabe unødig uro omkring deres handelsruters vækst: 

“Det kan godt være, at Kinas tilstedeværelse kan understøtte udviklingen af et retssamfund. Kina er absolut ikke interesseret i, at Afghanistan udvikler sig til et jihadist-område, for det mener kineserne jo selv, at de har problemer med i Xinjiang-provinsen”.

Den diplomatiske flirt mellem de to lande kan altså ende med et slags trade-off: Talibans respekt for basale rettigheder til gengæld for kinesiske investeringer: 

“Når Taleban i dag taler om rettigheder, så er det ligeså meget et budskab til Kina, fordi de skal have Kina med til at opbygge deres stat”, siger Lars Erslev Andersen.

Den nye orden garanterer intet

Med den amerikanske exit og den omfattende kinesiske interesse går regionen en usikker fremtid i møde. Selvom Kinas øjne er fastlåst på handelsruter og økonomiske nøgletal, er det muligt, at landets politik indirekte smitter af på Mellemøstens ledere, mener Lars Erslev Andersen. 

Lande som Egypten og Saudi-Arabien kan nemlig sagtens lade sig inspirere af den kinesiske model, der både skaber boomende vækst og holder befolkningen i et jerngreb, siger Lars Erslev Andersen:

“Spørger du Mohammed bin Salman (Saudi Arabiens kronprins, red.) eller præsident el-Sisi i Egypten, så taler de om en kinesisk model som kombinationen af det autoritære regime og en kapitalistisk markedsøkonomi”.

Landene ser med beundring på Kina, fordi modellen ifølge mellemøsteksperten “ikke har ført til nogen som helst former for demokratisering”.

Lars Erslev Andersen peger også på, at den kinesiske tilgang efterlader et vigtigt uforløst spørgsmål angående sikkerheden, som amerikanerne indtil den nylige exit har forsøgt at varetage. Kina vil fremover ikke påtage sig det ansvar, det er, at dulme konflikter i Mellemøsten: 

“Det er ikke sådan, at f.eks. Golfstaterne kigger på Kina og tænker ‘Nu kan I så være vores sikkerhedsgaranti i stedet for USA’. De er nervøse, fordi USA ikke længere vil spille den rolle”.

Start med rettighederne - ikke militærjuntaen

Da det Arabiske Forår bredte sig som en steppebrand fra Tunesien og Egypten og over store dele af Mellemøsten i 2010 og 2011, førte det ikke til de levedygtige demokratiske stater, mange i Vesten havde håbet på. Det mest vellykkede forsøg så vi i Tunesien, men også der slår demokratiet sprækker, når den siddende præsident suspenderer det folkevalgte parlament.

Lars Erslev Andersen slår fast, at Vesten var naive på to punkter, da det Arabiske Forår fejlagtigt blev fejret som en sejr for demokratiet. Den ene var den blinde tiltro til, at landenes militær ville indføre demokrati. Den anden var, at de mennesker, der gik i gaderne, ikke repræsenterede hele befolkningen. Han fremhæver Egypten som et eksempel: 

“Der er 100 millioner mennesker i Egypten, og mange af dem hørte vi ikke rigtigt noget til under Det Arabiske Forår. Men da valget kom, var det dem, der til manges overraskelse i Vesten stemte på de islamistiske partier”.

Man havde slet og ret fejlkalkuleret, hvad befolkningerne i Mellemøsten ville dengang, siger Lars Erslev Andersen og tilføjer, at han mener, man ikke bare kan starte med stemmesedlen, hvis man i fremtiden skal gennemføre et systemskifte. Man skal i stedet starte med at give befolkningerne rettigheder og tillid til systemet:

“Det, man først og fremmest må håbe, er en etablering af et retssamfund. Stater, der overholder grundlæggende menneskerettigheder, bekæmper korruption og sørger for at have en transparens i sin måde at reagere på”, afslutter han.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Leave this field blank
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram