12. mar '22Byggeri og infrastruktur

Ny rapport afslører tegn på tvangsarbejde ved Verdensudstillingen i Dubai

Selvom Europa-Parlamentet tidligere har opfordret virksomheder og nationer til ikke at deltage i Verdensudstillingen Expo 2020 på grund af menneskerettighedssituationen i Dubai, er det danske erhvervsliv repræsenteret ved The Kingdom of Denmark Pavilion. Samtidig viser ny rapport, at de forhold mange migrantarbejdere arbejder under ved Expo 2020 ligner tvangsarbejde.

Visitors Are Pictured At The Water Feature At Dubai Expo 2020, In Dubai

Besøgende ved Expo 2020 i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater.

Promovering af teknologiske fremskridt og det nyeste og bedste fra de danske virksomheder, er ikke umiddelbart det, tankerne ledes hen på, når man ser på den danske pavillon, der er en del af Expo 2020 i Dubai. Foran facaden står to mindre vikingeskibe, og en statue af den velkendte nøgne trold med højt hår, som de fleste kender fra tandlægebesøg. Også en container foran pavillonen, hvor du kan købe mad og drikke er udsmykket med vikingesymboler.

Verdensudstillingen Expo 2020 der slutter 31. marts 2022, bliver af arrangøren Bureau Internationale des Expositions (BIE) beskrevet som en global begivenhed, der er dedikeret til at finde løsninger på fundamentale udfordringer, som menneskeheden står overfor. Det er en international udstilling, hvor deltagende nationer blandt andet kan reklamere for deres virksomheder, kultur og teknologi. Erhvervsstyrelsen beskriver den som en begivenhed, der “giver mulighed for at markedsføre Danmark som potentiel handelspartner”. Danske virksomheder kan sælge sig selv til resten af verdenen fra en stand i den nyligt byggede pavillon.

Men en ny rapport fra NGO’en Equidem dokumenterer menneskerettighedskrænkende arbejdsforhold for migrantarbejdere i blandt andet byggebranchen med forbindelse til Expo 2020.

“Vi var faktisk selv overrasket over, at situationen var så slem, som den var ved Expo. Vi var overrasket over omfanget af udnyttelse, og at det var på tværs af sektorer. Det var ikke kun bygningsarbejderne. Situationen er ret chokerende”, siger Mustafa Qadri, der er administrerende direktør for Equidem.

Tilbage i september 2021 opfordrede Europa-Parlamentet virksomheder og medlemsstater til ikke at deltage ved Expo 2020 i Dubai på grund af De Forenede Arabiske Emiraters (FAE) problematiske forhold til menneskerettigheder.

Alligevel er Danmark repræsenteret og det danske erhvervsliv deltager med en dansk pavillon, der har fået navnet Kingdom of Denmark Pavillion. Den er ledet af Dansk Erhvervsråd Dubai med en lang liste af sponsorer og partnere fra det danske erhvervsliv.

Den danske pavillon er bygget af lokale bygningsentreprenører og arbejdet er kontrolleret af lokale tilsynsmyndigheder, og risikerer derfor at være resultat af tvangsarbejde.

Rapportens resultater indikerer en betydelig uoverensstemmelse mellem emiraternes erklærede ambition om at være en moderne, international stat og virkeligheden med racediskrimination og tvangsarbejde, som migrantarbejdere står over for.

Mustafa Qadri, Grundlægger og direktør for Equidem

Fra ørken til luksusferie

Dagen hvor Dubais værtskab blev annonceret, fik borgerne i Dubai fri, så de kunne fejre den store nyhed – at verdens største show skulle afholdes i Dubai. Det ville blive det første show af den størrelse i den arabiske verden og tiltrække i omegnen af 25 millioner turister, i løbet af det halve år det varer. Det fortæller Martin Hvidt, der er lektor ved Center for Mellemøststudier ved SDU og lige er kommet hjem fra en feltrejse i Dubai.

“De vil rigtig gerne indhente i-landene. Inden for udviklingsøkonomien, er det et kendt fænomen, at u-lande, der når de ser på i-lande, i ekstrem grad ønsker at indhente dem – altså blive et moderne land.”, siger Martin Hvidt.

Han fortæller, at Dubai særligt har markeret sig som hele verdens syv-stjernede luksusferiedestination. Det er, ifølge Martin Hvidt, deres måde at skabe sig en niche i verdenssamfundet. At Dubai vandt retten til at afholde Expo 2020, blev deres chance for at vise verden, hvor udviklede og moderne de er. 

“Det er én stor markedsføring. Så det er en meget stor del af deres selvfremstilling, at nu har de på en eller anden måde indhentet i-landene“, siger Martin Hvidt.

Men ifølge Equidems rapport er der et misforhold mellem, hvordan Dubai markedsfører sig selv på den internationale scene og på de forhold, der gør sig gældende i landet. 

“Det (rapportens resultater) indikerer en betydelig uoverensstemmelse mellem emiraternes erklærede ambition om at være en moderne, international stat og virkeligheden med racediskrimination og tvangsarbejde, som migrantarbejdere står over for”, skriver Equidem i rapporten. 

baggrund

Hvad er International Labour Organisations (ILO) 11 indikatorer på tvangsarbejde?


Læs mere

Ifølge ILO er der elleve praksisser, der kan indikere, at der er tale om tvangsarbejde. 

  • Misbrug af sårbarhed 

Når en persons sårbarhed udnyttes som f.eks. manglende sprogfærdigheder, minoritetsstatus, fysisk eller mentalt handicap el.lign. 

  • Bedrag 

Når mennesker er lokket ind i en arbejdssituation med lovning på f.eks. en bestemt løn eller arbejdstider, men hvor virkeligheden viser sig at være en anden efter opstart. 

  • Begrænsning af bevægelse 

Når arbejdere får begrænset deres bevægelighed ved f.eks. ikke at kunne forlade arbejdspladsen.

  • Isolation

Når arbejdere er isolerede fra omverden.

  • Fysisk og seksuel vold  

Når arbejdere eller deres nærmeste familie er udsat for fysisk eller seksuel vold, deriblandt tvang af indtagelse af stoffer, voldtægter, udførsel af ikke-aftalt arbejde el.lign.

  • Intimidering og trusler 

Når arbejdere f.eks. er udsat for trusler, når de forsøger at klage eller forbedre deres situation

  • Tilbageholdelse af identifikationsdokumenter 

Når arbejderens pas eller andre identifikationsdokumenter bliver frataget og opbevaret utilgængeligt for dem.

  • Tilbageholdelse af løn

Når arbejdere er forpligtet til at fortsætte arbejdet, fordi deres løn bliver tilbageholdt.

  • Gældsbinding 

Når arbejdere er forpligtet til at arbejde, fordi de er gældsat enten ved at have arvet den eller f.eks. på grund af ansættelsesgebyrer.

  • Accept af kritisable arbejds- og levevilkår 

Ofre for tvangsarbejde vil sandsynligvis finde sig i arbejdsforhold, som en fri arbejder ellers aldrig ville acceptere.

  • Overdreven overarbejde

Når arbejdere skal arbejde længere timer og/eller dage end den gældende lovgivning tillader.

Overtrædelser over hele linjen

På trods af at Expo 2020 Dubai har meldt ud, at de vil sætte øget fokus på arbejdstagerrettigheder og arbejdsforhold, kan rapporten, som Equidem har udarbejdet, blandt andet fortælle om betaling af ulovlige ansættelsesgebyrer, etnisk diskrimination, tilbageholdelse af pas, samt fejlagtige og manglende lønninger. Det er alle eksempler på praksisser, der af International Labour Organization (ILO) under FN, er betragtet som indikatorer på tvangsarbejde.  

Samme dag som rapporten fra Equidem udkom, den 2. februar 2022, trådte en ny arbejdsmiljølov i kraft i De Forenede Arabiske Emirater, der skal sikre arbejdere bedre arbejdsforhold. Men ifølge rapporten fra Equidem, adressere den ikke de manglende tilsynsmyndigheder, der rent faktisk skal håndhæve den. 

“Alt er faktisk meget reguleret, og der er masser af ressourcer. Der er også en ny arbejdsmiljølovgivning, men den adresserer ikke, at for eksempel dannelsen af fagforeninger er forbudt, eller hvordan lovene skal håndhæves”, fortæller Mustafa Qadri.

Rapporten påviser et stort antal brud med arbejdsmiljølovgivning ved Expo 2020 alene, men kan berette, at det statslige arbejdstilsyn kun fandt to tilfælde i hele De Forenede Arabiske Emirater i 2020. Over en tredjedel af de migrantarbejdere der er blevet interviewet til Equidems rapport, fortalte om tvangsarbejde, men på trods af det er ingen virksomhed nogensinde dømt for det, skriver Equidem.

Ifølge Mustafa Qadri viser det, at lovgivningen ikke håndhæves. Han mener, at det “sender et signal til arbejdsgiverne – bare udnyt dine medarbejdere. Det vil ikke få nogle konsekvenser for dig.”

Det kan godt være, at der er nogen der har følt sig uretfærdigt behandlet eller ikke har fået sin overtidsbetaling. Det skal jeg ikke kunne sige. Men der er ikke nogen ved den danske pavillon, der har klaget

Jens Lund, Direktør for Danish Business Pavilion på Expo 2020

Europa-Parlamentet opfordrer til boykot

Europa-Parlamentet stemte en resolution igennem i september 2021, den samme måned som Expo 2020 åbnede, der opfordrede virksomheder og medlemsstater til ikke at deltage i udstillingen som protest mod de menneskerettighedskrænkende forhold i De Forenede Arabiske Emirater. 

Det sker blandt andet med henvisning til fængslinger og forfølgelser af menneskerettighedsaktivister som f.eks. Ahmed Mansoor, og også den omfattende mishandling af migrantarbejdere. Men FAE afviser anklagerne fra Europa-Parlamentet. 

Saeed Al-Hebsi, direktøren for menneskerettigheder ved FAEs Udenrigsministerium, siger i en officiel udmelding: “Vi afviser resolutionen vedtaget denne uge af Europa Parlamentet vedrørende Forenede Arabiske Emirater. Vi afviser på det skarpeste anklagerne fremsagt i den tekst, som tidligere er blevet adresseret og afvist som faktuelt ukorrekte. Derudover ignorerer resolutionen fuldstændig alle FAEs væsentlige præstationer på menneskerettighedsfeltet.” 

Ifølge WAM, det nationale nyhedsmedie i De Forenede Arabiske Emirater, mener det Arabiske Parlament ikke, at Europa-Parlamentet har ret til at vurdere menneskerettighedssituationen i FAE, fordi de hverken har politisk eller juridisk autoritet dertil.

I FAE er det ulovligt for selvstændige menneskerettighedsorganisationer at gennemføre undersøgelser i landet. 

“Mennesker i emiraterne der taler om helt basale menneskerettigheder som migrantarbejderes rettigheder, kvinderettigheder eller politisk frihed kan blive fængslet og retsforfulgt – nogle er endda blevet tortureret”, fortæller Mustafa Qadri.

Ifølge WAM udtaler FAE i et modsvar til resolutionen, at de er et af de førende lande med hensyn til menneskerettigheder og henviser til lokale institutioner der har ansvar for menneskerettighederne i landet. 

The Kingdom of Denmark Pavilion

På trods af Europa-Parlamentets opfordring til ikke at deltage ved Expo 2020, er dele af det danske erhvervsliv repræsenteret med en pavillon under navnet The Kingdom of Denmark Pavilion. Den er drevet af forretningsfolk bosiddende i Dubai med Det Danske Erhvervsråd Dubais direktør Jens Lund og vicedirektør Jan Bak i spidsen, mens en lang række danske virksomheder som f.eks. Carlsberg, Lego og Nilfisk er partnere og sponsorer.

“Det var min professionelle og personlige mening, at Expo havde rigtig godt styr på det hernede”, svarer Jens Lund, da Danwatch spørger ham til deres overvejelser i forbindelse med Europa-Parlamentets opfordring til ikke at deltage. 

Jens Lund siger, at han ikke kan genkende de fortællinger om tvangslignende arbejdsforhold, der beskrives i Europa-Parlamentets resolution og i Equidems rapport. 

“Jeg mener, at det de skriver langt hen ad vejen er forkert, men det er min personlige mening. Jeg kan jo kun sige, hvad jeg så, og jeg så, at Expo tjekkede op på arbejdsforholdene”, fortæller Jens Lund.

Jens Lund og Jan Bak afviser, at der skulle have været kritisable forhold under opbygningen og driften af den danske pavillon, og henviser til Expos løbende tilsyn og den klagemulighed, de har oprettet. 

“Det kan godt være, at der er nogen der har følt sig uretfærdigt behandlet eller ikke har fået sin overtidsbetaling. Det skal jeg ikke kunne sige. Men der er ikke nogen ved den danske pavillon, der har klaget”, fortæller Jens Lund.

Ifølge rapporten fra Equidem er der dog gennemgående problemer med netop tilsynsmyndighederne, der ikke håndhæver lovgivningen, som skal beskytte migrantarbejderne mod den form for tvangsarbejde, der omtales i Europa-Parlamentets resolution. 

I rapporten påpeger de derudover, at muligheden for at indgive klager ikke fungerer optimalt, da mange af de interviewede migranter ikke tør at klage, da de er for nervøse for de konsekvenser, det kan have for dem. 

“Er der nogen, der føler, at de har arbejdet for meget, men ikke tør klage over det, – ja det er vel muligt.”, siger Jens Lund.

Opfordringer til deltagende virksomheder og nationer 

På baggrund af deres rapport opfordrer Equidem alle virksomheder og lande der deltager ved Expo 2020 til at have et skærpet fokus på menneskerettigheder, at udføre deres egne undersøgelser af arbejdsmiljø i de virksomheder, som de hyrer til at udføre arbejde for sig og til at sørge for, at den gældende arbejdsmiljølovgivning og ikke mindst menneskerettighederne overholdes.

“De virksomheder der opererer i Emiraterne, der ikke formår at udføre rettidige omhu for at beskytte menneskerettigheder i deres forretninger kan betragtes som medskyldige i situationen”, siger Mustafa Qadri og tilføjer: 

“Når udenlandske virksomheder og regeringer ikke højlydt siger fra, skaber det et miljø, der muliggør den her udnyttelse af migrantarbejdere. Når de ikke udfordrer FAEs pr om, hvor vidunderligt det er i Dubai, tillader det, at de her menneskerettighedskrænkende praksisser finder sted.”