“Vi er klar til et stærkt partnerskab og mere udvikling, men vi vil have respekt.”
Sådan lød det fra Grønlands nyslåede landsformand, Jens Frederik Nielsen, da han for nylig mødtes med statsminister Mette Frederiksen i København. Kong Frederik fulgte landsstyreformanden hjem til Grønland på et fire dages visit, og på den måde blev narrativet om et stærkt og respektfuldt rigsfællesskab langsomt lappet sammen.
I Canada, da sejren natten til tirsdag stod klar for landets nyvalgte premierminister, Mark Carney, sagde han: “Præsident Trump vil knække os, så han kan eje os. Det kommer ikke til at ske”.
Og i USA, hvor præsident Donald Trump fejrer sine første 100 dage ved magten i USA, er virksomhederne bekymrede for den stærke retorik. Jay Truesdale, CEO for TDI, et rådgivningsfirma i Washington, der er eksperter i kritiske mineraler, sagde i april til Newsweek:
“Den opmærksomhed, Trump-administrationen har givet Grønland, har skabt unødvendige spændinger i NATO-alliancen”.
“Trusler hjælper ikke”
Fra Tony Sage, direktør for australske Critical Metals Corp, der kun er få godkendelser fra at få lov til at udvinde kritiske mineraler fra fjeldet Kringlerne i Sydgrønland, lød det: “Det hjælper ikke rigtig nogen med den slags trusler”.
Netop selskabet bag Kringlerne, Critical Metals Corp annoncerede i denne måned et partnerskab, som bliver en lille revolution, hvis det lykkes: Amerikanske GreenMet vil sikre forarbejdning af kritiske mineraler i USA.
Indtil nu har Kina suverænt haft monopol på de forsyningskæder, der forvandler sten i fjeldet til råstoffer, som kan anvendes i elbiler, telefoner, vindmøller og udstyr til forsvarsindustrien.
Et monopol, som Trump vil gå langt for at bryde. For bag præsidentens hede ekspansionsdrømme ligger en frygt, der for nyligt kom til udtryk ved en konference om energi og forsyningssikkerhed:
“Vi har alt for længe været afhængige af olie”, sagde senator i Alaska, Lisa Murkowski: “Vi er på vej præcis det samme sted hen med kritiske mineraler”.
Donald Trump kan kræve råstoffer, så meget han vil, men råstoffer handles mellem virksomheder – ikke mellem stater – og ved energikonferencen i Washington gik flere virksomheder på scenen og advarede om det samme:
Kina dominerer markedet for kritiske mineraler. Det er dyrt og risikofyldt at få fat i dem, endnu sværere at forarbejde dem, og de industrier, der forbruger disse råstoffer, er i Kina.
Kun meget langsigtede investeringer i Vesten kan med tiden røre ved Kinas monopol, siger råstofgeolog Per Kalvig, der siden 2008 har forsket i kritiske mineraler.
“Lykkeriddere”
For det er vanskeligt at udvinde de kritiske mineraler, forklarer Per Kalvig,
Mineralefterforskning er ekstremt dyrt og risikabelt. Chancen for, at en efterforskning faktisk bliver til en fungerende mine, er mindre end én ud af tusind. Det tager ti-tyve år, før man faktisk kan grave mineralerne op, og mange projekter og mange af projekterne med kritiske råstoffer – især sjældne jordartsmetaller – tiltrækker investorer, der tror på hurtig profit, fortæller Kalvig.
Det er et felt, der er “præget af lykkeriddere”, siger Per Kalvig: “Der mangler kompetencer. De kører med på en hype omkring grøn omstilling og kritiske mineraler, men trækker sig ud igen, når de indser den reelle risiko og lange tidshorisont. Dermed mister efterforskningen de nødvendige langsigtede investorer”.
Går efter guldet
Derfor satser investorerne også hellere på guld end kritiske mineraler, siger Kalvig, og påpeger, at selvom råstoffer fylder meget i den politiske debat, så udgjorde de kritiske mineraler rent faktisk kun 15 procent af de budgetter, som mineselskaber afsætter anvender til at at efterforske nye forekomster af mineraler i 2023.
Tallene viser ifølge Kalvig, at i 2023, altså før Donald Trump intensiverede jagten på kritiske mineraler, var kun 330 selskaber i verden aktive i efterforskningen af kritiske mineraler til et samlet budget på omkring to milliarder dollars.
Det er peanuts, hvis man zoomer ud på de samlede globale efterforskningstilladelser i 2023, hvor 2200 virksomheder jagtede guld og andre råstoffer til et budget på tyve milliarder dollars.
Det er virksomheder, der handler og investerer i mineraler – ikke stater – og derfor er politikernes kontrol begrænset, medmindre de lovgiver eller laver statsstøtteordninger.
Uanset politiske ambitioner vil produktionen og handelen bevæge sig derhen, hvor det er økonomisk mest fordelagtigt for investorerne.
Vestlige kapitalfonde, som BlackRock, Vanguard og Fidelity, sidder på store andele i vestlige mineselskaber, påpeger Per Kalvig, og understreger, at en del kinesiske virksomheder fortsat har ejerandele i store vestlige mineselskaber.
Ingen af dem er interesserede i dårlig stemning, der skaber splid mellem lande og befolkninger, og i sidste ende kan skade aktiekursen.