Det er vist ingen hemmelighed, at Donald Trump er en købmand. Alt handler om udbytte og værdi, og han gør kun ting, hvis han kan se, at han selv – og deraf hans præsidentembede – vinder på handlen.
Det er trods alt manden, der før sin politiske karriere gik til sit liv som ejendomsmægler med en killer-atittude, og hvis første bog har det sigende navn, Trump: The Art of the Deal.
Og købmænd indgår ikke politiske alliancer. Føtex og Super Brugsen kommer ikke til at støtte hinanden af ideologiske årsager. Det har Donald Trump heller ikke for vane at gøre med nogen. Derfor er han klar i spyttet, hvis han skal støtte USA’s allierede i Europa. Der skal komme noget igen uanset hvad.
Det gjorde han klart under valgkampen, hvor han sagde, at det amerikanske militær ikke vil honorere NATO’s musketered, hvis medlemslandene ikke betaler deres andel til forsvarsalliancen.
I en monolog på scenen gengav Trump et scenarie, der angiveligt skulle inkludere en europæisk præsident fra ‘et stort land’.
“Har du ikke betalt?”, lød det fra verdens mest magtfulde købmand. Den ukendte europæiske præsident tiltalte Donald Trump som ‘Sir’, mens han svarede “nej”.
“Så beskytter jeg dig ikke. Faktisk vil jeg opfordre Rusland til at gøre, hvad fanden de har lyst til. Du skal betale”, skulle Trump så have svaret.
Om det er virkelighed eller ej er ikke nemt at sige. Det er en af kendetegnene ved Donald Trump, at man aldrig helt ved, hvad der er op og ned.
Men vi må forholde os til Trump og hans stil. For det er det, som amerikanerne vil have. Det har jeg mærket på egen hånd. Min mormors søster flyttede til Californien for snart 70 år siden, hvor hun stiftede familie, og derfor har jeg i dag tre generationers amerikansk slægt, som jeg besøger i ny og næ.
I sommeren 2023 var jeg til bryllup hos min grandkusine oppe i det californiske bjerg Mount Shasta tæt på delstaten Oregon, og hen ad en våd aften faldt jeg i snak med en kortklippet amerikansk marinesoldat, der var min jævnaldrende.
Han var en utrolig flink fyr. Men han var meget træt af Danmark og Europa. Derfor støttede han Donald Trump, fordi USA var nødt til at passe på sine egne og ikke europæerne.
“Hvad så med alliancen mellem USA og Europa, der har stået stærkt i så mange år?” spurgte jeg ham.
“Hvorfor skal vi dø for Europa?”, svarede han mig: “Hvad har Europa nogensinde gjort for os?”
Jeg stod og tyggede på det. Jeg blev faktisk ret forarget over det. For herhjemme har vi jo vores egne fortællinger om krige, som vi er blevet slæbt ind i på grund af USA.
Var vi nogensinde gået med til at invadere Irak og Afghanistan og sende jagerfly på vingerne i Syrien og Libyen, hvis ikke det var fordi, USA bad om hjælp? Det spurgte jeg ham om.
“Hvad med de europæiske – de danske – liv, der er gået tabt i forsvaret for jeres krige? Hvad med alt det, som Europa gjorde for jer efter angrebet på World Trade Center?” sagde jeg.
“Det er fint, men jeg var imod de krige fra begyndelsen af”, svarede han: “Og jeg er også imod krigen i Ukraine”.
Det er nok en vigtig lektie for os at forstå, at for mange amerikanere er velviljen og troen på Vestens alliance og The Free World, som stammer helt tilbage fra Anden Verdenskrig, ved at forsvinde. Der er en ny generation, der ikke er vokset op med amerikanske krige eller i hvert fald årsagerne til krigene, og som ikke ser en trussel mod USA udefra, men indefra.
Under mit samme besøg i 2023 så jeg også med egne øjne, hvorfor der er så stor bekymring om det, som Trump kalder the enemy within. Det er udover at være ekstremt farlig retorik også et udtryk for en gigantisk afmagt, som mange i USA oplever dagligt, når de går på gaden.
Den 4. juli, USA’s uafhængighedsdag, var jeg med min kæreste i San Francisco, hvor jeg sent om aftenen ved en fejl gik gennem byens trafikale pulsåre, Market Street. Det vrimlede med teltlejre og hjemløse, og gaderne var fyldt med nedslidte ofre fra landets opiodkrise.
Mange af dem var udadreagerende og en enkelt var i færd med at flå sit tøj i stykker, mens personen råbte og skreg af andre. På flere gadehjørner stod politiet endda og så på.
Min kæreste og jeg blev antastet af en langhåret ung mand med blanke øjne og en udtrukket hobbykniv i hånden, og han stirrede på os i flere sekunder, der føltes som minutter, inden han gav sig til at skære i et lærred på et hegn.
Det var som at gå ind i en social krigszone. Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig, at man kunne se så meget lidelse på ét sted i en millionby som San Francisco, hvor gennemsnitshuslejen er over 24.000 kroner.
Og det er netop det, som marinesoldaten i Mount Shasta tænkte på. Den lidelse, der er i USA, den skal stoppes, før USA kan hjælpe med at stoppe lidelsen i andre lande. Om det så er faktuelt korrekt, at Donald Trump og ikke Kamala Harris er den rette til det, er jo en helt anden sag, som jeg ikke vil gøre mig til dommer over.
Men for nogen amerikanere bliver det til en undren, at USA kan sende milliarder ud af landet, mens problemerne vokser for øjnene af dem; først til krige i Irak, Afghanistan, Syrien og Libyen, så til Israels militær og nu til Ukraine.
Den følelse har Donald Trump formået at våbenficere og vende mod landets ellers historiske venner i Europa. Det indkapslede han rigtig fint den 3. november, to dage før valget i USA, da han til en af sine store vælgersamlinger sagde:
“Vores allierede er ofte værre end vores såkaldte fjender”.
Så vi venter og ser, hvad de fire skelsættende – og ikke mindst interessante – år under Trump bringer, og hvordan (eller om) Europa vænner sig til en fremtid på egne ben.