Var det i strid med EU og USA’s sanktioner, da Mærsk i december 2022 og juni 2023 sejlede natriumcyanid, motorer, pumper og generatorer fra Kina til russiske lejesoldater i Sudan?
Nej, påstod Mærsk, da Danwatch i september – i samarbejde med den amerikanske non profit organisation C4ADS – kunne afsløre, at rederiet havde fragtet udstyr til en minevirksomhed i Sudan ejet af russiske lejesoldater i Wagner-gruppen.
“Ingen af virksomhederne, som optræder i forbindelse med disse bookinger, har været sanktionerede ved booking-tidspunktet, eller mens lasten blev transporteret om bord vores skibe”, skrev Mærsk i en mail til Danwatch.
Men nu sår sanktionseksperter imidlertid tvivl om, det virkelig også er rigtig.
Det gør de på baggrund af oplysninger, der peger på, at Mærsks kunde i Sudan – Al Solag Mining – i både december 2022 og juni 2023 opererede som en dækvirksomhed for Meroe Gold, et andet sudanesisk mineselskab ejet af Wagner-gruppen.
“Enten har Mærsk lavet en fejl i deres due diligence, har et meget dårligt eller slet intet system til at screene sanktioner, eller så har de med åbne øjne deltaget i sanktionsomgåelse”, siger Mark Taylor, sanktionsekspert og forfatter til bogen War Economies and International Law.
Nathanael Tilahun, lektor i international lov med speciale i økonomiske sanktioner på University of Essex, siger, at Mærsk skulle have sikret sig, at Al Solag Mining ikke var ejet af en sanktioneret virksomhed på det tidspunkt, det danske rederi indgik en aftale med dem.
“Mærsk skulle bare have kradset en smule i overfladen for at finde ud af, hvem de rent faktisk lavede forretninger med”, siger han.
En tredje sanktionsekspert mener, at Mærsks forsendelser til Al Solag Mining var ulovlige, uanset om Mærsk selv hævder, de ikke brød loven. Han udtaler sig anonymt af hensyn til sin stilling i en privat europæisk virksomhed.
“Både amerikanske og europæiske sanktioner kræver klart, at virksomheder, der er alter ego af eller som er ejet eller kontrolleret af sanktionerede virksomheder, også sanktioneres. Al Solag Mining er et alter ego af Meroe Gold. Således var Mærsks forsendelser til Al Solag Mining ulovlige”, siger han.
I en mail til Danwatch nøjes Mærsk med at henvise til deres svar fra september.
50 procents-regel
Det er den såkaldte 50 procents-regel i både USA og EU, der får eksperterne til at vurdere, at Mærsk har været på kant med sanktionerne.
Den betyder, at en virksomhed, der er minimum 50 procent ejet eller på anden vis kontrolleret af en sanktioneret part, selv sanktioneres. I Al Solag Minings tilfælde vil det ifølge eksperterne sige, at de som dækvirksomhed for Meroe Gold blev sanktioneret samme dag som Meroe Gold.
I USA blev Meroe Gold sanktioneret i 2020, mens EU fulgte efter i februar 2023.
Allerede fem måneder før Mærsks første sejlads for Al Solag Mining i december 2022, blev forbindelsen mellem virksomheden og Meroe Gold offentligt kendt.
I juli samme år beskrev fem sudanesiske embedsmænd Al Solag Mining som en dækvirksomhed for Meroe Gold i en artikel i CNN.
Mediet forklarede endvidere, hvordan Ruslands daværende ambassadør i Sudan, Vladimir Zheltov, året forinden havde lobbyet for at skjule Meroe Golds aktiviteter under et nyt navn – Al Solag Mining – for på den måde at undslippe amerikanske sanktioner mod virksomheden.
“En analyse af de to virksomheders registreringsdokumenter afslørede slående ligheder, inklusiv to identiske lister over deres strafferetlige ansvar”, skrev CNN.
Ifølge sudanesisk lov kan man således ikke flytte en virksomheds aktier uden også at flytte alle sager og domme mod virksomheden med i samme omgang.
Det har ikke været muligt for Danwatch selv at dokumentere den eksakte ejerhistorik for Al Solag Mining, men vi er i besiddelse af et dokument fra et advokatfirma i Sudans hovedstad, Khartoum, der viser, at Meroe Gold har overdraget en minelicens til Al Solag Mining.
Det er uklart, præcis hvornår dokumenteret er dateret. Meroe Golds underskrift er sat i 2017, men dokumentet refererer samtidig til en kontrakt med Sudans mineministerium fra 2018.
Op til de danske myndigheder
Danwatch har spurgt Mærsk, om de undersøgte Al Solag Minings ejerforhold, før de transporterede mineudstyr til virksomheden.
Det har rederiet ikke svaret på.
“Vi arbejder hele tiden på at være opdaterede om nyeste sanktioner og forhindre forsendelser relateret til sanktionerede interesser, men i tilfælde som afrikanske Wagner-selskaber er vi oppe imod organiserede forbrydersyndikater, som arbejder systematisk for at undgå at blive opdaget”, skrev Mærsk i en mail til Danwatch i september.
Mærsk henviser desuden til det faktum, at det først er efter deres sejladser for Al Solag Mining – i december 2023 – at USA og EU har angivet virksomheden som et alias for Meroe Gold.
Ifølge sanktionseksperten Mark Taylor burde Mærsk ikke desto mindre have opfanget, at Al Solag Mining efter alt at dømme er den samme virksomhed som Meroe Gold, inden de fragtede mineudstyr til Sudan.
“Mærsk handlede med en dækvirksomhed for en sanktioneret part. Det burde de have vidst”, vurderer Mark Taylor.
Hvad der præcis er foregået, er de danske myndigheders opgave at finde ud af, tilføjer han.
“At der er tale om mere end én sejlads, gør det kun værre”, siger Mark Taylor.
Lektor på University of Essex, Nathanael Tilahun, er enig i, at Mærsk burde have været ekstra forsigtige, før de accepterede bookingerne fra Al Solag Mining.
“Sanktionslovgivning forbyder handel med enheder, der er ejet eller kontrolleret af sanktionerede parter. “Kontrolleret” er en vag term, hvilket burde have fået Mærsk til at tænke sig ekstra grundigt om, før de indgik en transaktion med Al Solag. Der behøver ikke foreligge et juridisk dokument, der påviser et fælles ejerskab, før man kan vurdere, at Al Solag Mining er “kontrolleret” af Meroe Gold”, siger han.
USA sanktionerer Meroe Gold
CNN afslører Al Solag Mining som dækvirksomhed for Meroe Gold
Mærsk transporterer mineudstyr fra Kina til Sudan for Al Solag Mining
EU indfører sanktioner mod Meroe Gold
Mærsk transporterer igen mineudstyr fra Kina til Sudan for Al Solag Mining
USA og EU angiver officielt Al Solag Mining som et alias for Meroe Gold
Vil hverken be- eller afkræfte
Hverken de amerikanske sanktionsmyndigheder, EU-kommissionen eller Erhvervsstyrelsen herhjemme ønsker at udtale sig om den konkrete sag.
“Det er forbudt direkte såvel indirekte at stille pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed for personer, virksomheder og organisationer, som er omfattet af EU’s sanktioner. Styrelsen kan imidlertid ikke udtale sig yderligere om den konkrete sag”, skriver Erhvervsstyrelsen i en mail.
Styrelsen har hverken ønsket at be- eller afkræfte, om de undersøger Mærsk for et muligt sanktionsbrud i Sudan, eller om de planlægger at gøre det.
Imens fortsætter rædslerne i Sudan, der siden april 2023 har været plaget af en borgerkrig, der har dræbt titusindevis af mennesker og fordrevet mere end 11 millioner mennesker.
Wagner-gruppen har siden krigens begyndelse været anklaget for at forsyne oprørsgruppen Rapid Support Forces (RSF) med våben. RSF er gentagne gange blevet anklaget for både etnisk udrensning og krigsforbrydelser.
Mærsks fragt til Al Solag Mining bør derfor også ses i den kontekst, vurderer Mark Taylor.
“Sanktionsbrud er ikke den eneste mulige retlige risiko for Mærsk. Afhængig af præcis hvilke materialer, der er blevet transporteret, kan krigsforbrydelser også være på tale”, siger han.