En skisportsdestination uden sne. Et luksusresort uden turister. Et fodboldhold uden stadion (eller by).
Det er lige nu status på Saudi-Arabiens megaprojekt Neom, der blev annonceret tilbage i 2017.
I denne udgave af Velkommen til Madinah kigger vi nærmere på det saudiske megaprojekt, som skal danne ramme om både VM i fodbold og de asiatiske vinterlege, for spørgsmålet er, om virkeligheden har overhalet ambitionerne? Det er der noget, der godt kunne tyde på.
Neom er et storstilet projekt i den nordvestlige del af landet og består af flere elementer: Den futuriske by The Line, handels- og logistikområdet Oxagon, bjergdestinationen Trojena, kystbyen Magna og øen Sindalah.
Fra projektets start har beskyldninger om farlige arbejdsforhold for de migranter, der skal udføre arbejdet, præget fortællingen om Neom, ligesom de saudiske myndigheder angiveligt også skal have tvangsflyttet lokale indbyggere for at gøre plads til kronprinsens prestigeprojekt.
Danwatch har med undersøgelsen “Neoms danske forbindelser” sat fokus på de menneskerettighedskrænkelser, danske virksomheder potentielt bidrager til, ved at tage del i arbejdet omkring Neom. Læs undersøgelsen her.
Udover projektets menneskelige konsekvenser har skeptikere også fra begyndelsen sat spørgsmålstegn ved, om Neoms mange ambitiøse projekter kan realiseres i virkeligheden. Samtidig er der flere historier om, at projektet mangler penge, og Danwatch skrev i foråret, hvordan oliemilliarderne svinder ind, hvilket også har konsekvenser for danske virksomheder.
Utilfreds kronprins
Noget tyder også på, at økonomi og logistik er en udfordring for flere af Neoms projekter, herunder Trojena, som skal ligge ved bjerget Jabal al-Lawz.
Her skal turister møde skiløjper med luksushoteller, en skyskraber på højde med Eiffeltårnet og et højteknologisk stjerneobservatorium til de astronomi-interesserede.
Trojena er udpeget som vært for de asiatiske vinterlege i 2029, men i sidste uge kunne Financial Times skrive, at man lige nu overvejer at give værtsskabet til enten Kina eller Sydkorea i stedet.
Ifølge mediet har Saudi-Arabien svært ved at færdiggøre skisportsstedet til tiden.
Mediet Bloomberg har tidligere beskrevet, hvordan det har vist sig svært at pumpe nok vand op af bjerget til en planlagt sø – uden søen vil det ikke være muligt at fremstille nok kunstig sne, hvilket efterlader skiløjperne nøgne. Derudover oplever man vanskeligheder ved at bygge de grandiose hoteller og skyskrabere i bjergterrænet.
Det Olympiske Råd i Asien (OCA), der står for afholdelsen af vinterlegene, har dog efterfølgende sagt, at forberedelserne til 2029 forløber efter planen.
Men udfordringer har også præget andre Neom-projekter.
Sindalah er navnet på det luksuriøse ø-resort ved Det Røde Hav. Projektet stod færdigt som det første element i Neom sidste efterår: Tre år forsinket og med en pris på omkring 4 milliarder dollars – knap tre gange mere end det oprindelige budget.
Projektets åbningsfest bød på stjerner som Alicia Keys, Will Smith og Tom Brady. Men mere bemærkelsesværdigt var fraværet af manden med ansvaret for det hele: kronprins Mohammed bin Salman.
Ifølge Wall Street Journal udeblev kronprinsen, fordi han var utilfreds med resultatet af projektet, og kort efter blev Neoms administrerende direktør gennem seks år, Nadhmi al-Nasr, fyret.
Et lille år efter “åbningen” af Sindalah er området fortsat lukket for turister.
Også projektet The Line har haft logistiske og økonomiske problemer.
Fremtidsbyen, der skal gå tværs gennem ørkenen, er blevet nedskaleret flere gange, blandt andet på grund af mangel på udenlandske investorer. Oprindeligt skulle der være plads til 1,5 million indbyggere i 2030, men det tal er nu reduceret til under 300.000.
Det er også i The Line, at Neom Stadium skal ligge. Stadionet skal lægge bane til fodbold-VM i 2034 og være hjemmebane for klubben Neom SC – en klub, der har været yderst aktiv i sommerens transfervindue. Læs mere om det her.
Hvornår Neom SC kan tage klubbens stadion i brug er dog endnu uvist, for stadionet skal ligge 350 meter over jorden, hvilket har vist sig (også) at være en prøvelse for ingeniørerne involveret i projektet.



