Åbner i en ny fane
Sport09/08/2025

Neom SC shopper stjerner: Saudi-Arabiens kontroversielle byggeri rykker ind i fodbolden

Den saudiske kronprins’ kontroversielle megaprojekt Neom købte i 2023 en lokal saudisk fodboldklub, der nu er rykket op i landets bedste liga. Derfor har klubben denne sommer handlet stort ind blandt både rutinerede spillere og unge talenter i Europa. Handlerne spiller ind i en større strategi om blandt andet at rebrande det autoritære regime.
Bb (1)
Alexandre Lacazette (t.v.) og Säid Benrahma (t.h) skiftede på permanente aftaler til Neom SC denne sommer. Begge spillere har en fortid i europæiske klubber som Arsenal, Brentford, Nice og Lyon.llustration: Louise Kock. Fotos: IMAGO/PsnewZ; Wikimedia Commons/Salim Al saud, Mohamed Assil Chaibainou.
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Fodbold bag facaden

  • Danwatch sætter fokus på fodboldens magtspil uden for banen og kigger nærmere på FIFA’s beslutninger, DBU og danske virksomheders dilemmaer - samt de aktører, som i disse år forsøger at vinde indflydelse i verdens største sportsgren.
  • VM i 2026 viste, at politiske spørgsmål i høj grad er forbundet med fodbolden, og med de kommende to slutrunder - 2030 i Marokko, Spanien og Portugal og 2034 i Saudi-Arabien - tyder intet på, at det vil ændre sig.
  • Fra værtskaber og sponsorater til menneskerettigheder og staters imagepleje bliver fodbolden i stigende grad en arena, hvor politiske interesser udspiller sig, og hvor sport, politik og økonomi smelter sammen.

Sommeren er over os, og det betyder, at fodboldklubber verden over er i gang med at købe og sælge spillere.

Det gælder også i Saudi-Arabien, hvor klubberne har travlt med at forberede sig til sæsonen 2025/2026, der begynder i slutningen af august. 

Egentlig skulle det saudiske transfervindue først være åbnet den 20. juli, men da Al-Hilal havde akut brug for at forstærke offensiven under klub-VM, valgte Saudi-Arabiens fodboldforbund at fremrykke vinduet til den 3. juli med blot et par timers varsel.

Selvom det fremrykkede transfervindue nok tog flere saudiske klubber på sengen, var de ikke længe om at reagere med milliondyre handler. Det gælder også klubben Neom SC, der netop er rykket op i den bedste saudiske liga.

  • En spiller som Cristiano Ronaldo når ud til et langt større publikum end lobbyvirksomheder i Bruxelles eller Washington er i stand til
    Kristian Ulrichsen
    Mellemøstekspert hos Rice Universitys Baker Institute for Public Policy

Neom er navnet på det gigantiske megaprojekt, der er under opførelse i den saudiske ørken i den nordvestlige del af landet. Området omfatter blandt andet den futuristiske by The Line og bjergdestinationen Trojena, der skal være vært for de asiatiske vinterlege i 2029. Neom skal også være værtsby for fodbold-VM i 2034.

Prestigeprojektet har dog også mødt massiv kritik, og Danwatch har beskrevet, hvordan dårlige arbejdsforhold og dødsfald er vilkår for de mange tusinder af migrantarbejdere, der arbejder i Neom. 

Med undersøgelsen “Neoms danske forbindelser” har Danwatch afdækket, hvordan danske virksomheder som DSV, Haldor Topsøe og Bjarke Ingels Group er involveret i projektet på foranledning af det danske udenrigsministerium. 

Men trods beskyldninger om menneskerettighedskrænkelser fortsætter det omfattende Neom-projekt ufortrødent, og det er sommerens transfervindue et eksempel på.

Neoms franske forbindelser

Fodboldklubben Al-Suqoor – arabisk for “falkene” – blev grundlagt i 1965 i det nordlige Saudi-Arabien, godt 100 kilometer fra grænsen til Jordan.

Som et typisk elevatorhold har Al-Suqoor pendlet mellem den anden-, tredje- og fjerdebedste saudiske liga. I juni 2023 blev klubben opkøbt af Neom, og få måneder efter ændrede man klubbens logo og navn til “Neom Sports Club”. 

Siden da er det kun gået én vej for klubben: opad i tabellen. I sæsonen 2023/2024 sikrede Neom SC sig oprykning fra 2. division til 1. division, og i sæsonen efter blev succesen fuldendt med en førsteplads og dermed en oprykning til den bedste saudiske liga for første gang i klubbens historie.

Mens Neom SC sidste sommer forstærkede holdet ved at hente de to saudiske landsholdsspillere Riyadh Sharahili og Mohammed al-Breik samt Al-Hilal-legenden Salman al-Faraj, har klubben i dette transfervindue – ligesom mange af de øvrige saudiske klubber de senere år – kigget mod Europa. 

På en fri transfer har klubben hentet 34-årige Alexandre Lacazette, der tidligere har spillet for Lyon og Arsenal. Derudover har man købt polske Marcin Bulka for 10 millioner euro fra Nice og algeriske Saïd Benrahma for 12 millioner euro fra Lyon.

Mest bemærkelsesværdigt er nok, at Neom SC også har formået at lokke unge talenter til klubben. 

20-årige Nathan Zézé er blevet hentet for 20 millioner euro fra FC Nantes, og 19-årige Saïmon Bouabré for 10 millioner euro fra Monaco. Fælles for dem begge er, at de er aktive på henholdsvis Frankrigs U21- og U20-landshold. 

Neom SC har også købt Amadou Koné, der spiller på Elfenbenskystens U23-landshold, fra Rennes for 13,3 millioner euro.

Det franske islæt, der har præget Neom SC’s transferhandler, gør sig også gældende på trænerbænken, hvor klubben i starten af juli ansatte Christophe Galtier som ny cheftræner. Franskmanden kom fra en stilling hos Qatar-klubben Al-Duhail SC, men har tidligere trænet Paris Saint-Germain, Nice og Lille.

Breddeidræt og geopolitik

Danwatch skrev i april, at de saudiske megaprojekter – herunder Neom – er økonomisk udfordret, da de ofte er finansieret gennem Saudi-Arabiens statslige investeringsfond PIF, der investerer landets olieindtægter. Oliepriserne er den seneste tid faldet, og dermed har PIF færre penge at bruge.

PIF har også investeret i Neom, som ejer Neom SC. Men selvom PIF har varslet nedskæring for en række projekter, så betyder det ikke nødvendigvis, at fodboldklubben Neom SC bliver ramt på deres budget.

Public Investment Fund (PIF) er Saudi-Arabiens statslige investeringsfond. Fonden vurderes til at have en formue på over 700 milliarder dollars. Formålet med PIF er at diversificere den saudiske økonomi og styrke Saudi-Arabiens globale position.

Centrale investeringer i sport:

  • Fodbold lokalt: PIF ejer direkte 75 procent af de fire store saudiske klubber: Al-Hilal, Al-Nassr, Al-Ittihad og Al-Ahli. PIF ejer Neom, der ejer Neom SC – investeringer i klubben sker dermed via PIF’s midler. PIF ejer 16 procent af det statslige olieselskab Aramco, der ejer fodboldklubben Al-Qadsiah, der spiller i den bedste saudiske liga. PIF har investeret massivt i Diriyah Gate Development Authority, som ejer klubben Diriyah Club, og det samme gør sig gældende for Royal Commission for AlUla, der ejer holdet AlUla Club.
  • Fodbold internationalt: PIF ejer 80 procent af Premier League-klubben Newcastle United. PIF har derudover investeret i internationale events og turneringer, senest klub-VM, gennem samarbejder med FIFA og sponsoraftaler med europæiske klubber.
  • Boksning: Saudi-Arabien har de senere år været vært for en række højtprofilerede bokseevent og tunge titelkampe. Arrangementerne er ofte finansieret af PIF.
  • Motorsport: PIF har været med til at finansiere afholdelsen af Formel 1 og Formel E i Saudi-Arabien de senere år.
  • Golf: PIF oprettede LIV Golf og gik dermed i direkte konkurrence med til PGA Tour. I 2023 førte det til en omdiskuteret aftale mellem LIV, PGA og DP World Tour.
  • Tennis: PIF har indgået en aftale med herrernes ATP og er hovedsponsor for ATP Rankings. En lignende aftale er indgået med kvindernes WTA. Aftalerne betyder også, at Saudi-Arabien skal være vært for ungdomsturneringen Next Gen ATP Finals de kommende år.

Det fortæller Kristian Ulrichsen. Han er forsker ved Rice Universitys Baker Institute for Public Policy, hvor han blandt andet undersøger Golfstaternes udenrigspolitik og sportens rolle i deres strategiske positionering.

“100 millioner euro er selvfølgelig mange penge for en fodboldklub, men hvis man kigger på det store billede, hvor de saudiske projekter koster flere hundrede milliarder, så er transfersummerne småbeløb.”

Ifølge Kristian Ulrichsen spiller klubben samtidig en vigtig rolle indenrigspolitisk i Saudi-Arabiens reformprogram Vision 2030.

“Fodboldklubben Neom SC er central i landets ambition om at få flere saudiere om at dyrke sport, og klubben fokuserer i høj grad på at styrker pige- og kvindefodbold i Saudi-Arabien,” siger han og tilføjer at klubbens fokus på breddeidrætten skal signalere til den saudiske befolkning, at landets oliemilliarder også kommer til gavn for dem, der bor uden for storbyerne Jeddah og Riyadh.

Udover at bygge sportslig infrastruktur til lokalbefolkning, tjener investeringerne i fodbold – både i Neom SC og i de øvrige klubber – også et globalt formål.

“Når Saudi-Arabien investerer i sport, uanset om det er fodbold, golf, boksning eller Formel 1, er det også fordi, de ønsker at sprede budskabet om at landet er under forandring til udlandet – uanset hvor meget reel forandring, der så er tale om. En spiller som Cristiano Ronaldo når ud til et langt større publikum end lobbyvirksomheder i Bruxelles eller Washington er i stand til,” fortæller Kristian Ulrichsen.

Udover Neom SCs handler har blandt andre Theo Hernández (Al-Hilal), João Félix (Al-Nassr) og Mateo Retegui (Al-Qadsiah) indtil videre taget turen til Saudi-Arabien denne sommer.

Det saudiske transfervindue lukker den 10. september.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.