Svært at spore bomuld
Og netop sporbarheden er en af de helt store akilleshæle, når det handler om bomuldsproduktion. Eksperter i international tøjproduktion og kontrol med varekæder bekræfter, at det er meget svært at spore bomulden hele vejen fra plantage til produkt.
Problemet er at bomulden fra den enkelte plantage bliver blandet sammen med bomuld fra alle mulige andre plantager på store bomuldsauktioner, hvor spinderierne opkøber ulden og forarbejder den til garn, som så igen bliver blandet sammen på væverier, farverier osv. Når stofrullerne endelig når frem til syfabrikken, er der ingen, der ved, hvor bomulden stammer fra.
“Det er meget svært at vide, om kinesisk bomuld kommer fra Xinjiang eller ej. Det er jo ikke noget du kan se med det blotte øje”, siger Andreas Wieland, ekspert i forsyningskæder på Copenhagen Business School.
Og det bekræfter Frederik Larsen fra konsulentfirmaet In Futurum, der rådgiver danske virksomheder om social ansvarlighed.
“Mange tænker nok, om det virkelig kan være så svært at spore materialerne, men jo, det er det. Sporbarhed er et kæmpe problem i tøjindustrien, hvor værdikæderne ofte er meget uigennemsigtige” siger han og understreger, at kinesiske varekæder er specielt vanskelige at gennemskue.
“Det er en ekstra udfordring, både på grund af manglende gennemsigtighed og på grund af manglende adgang til de områder, bomulden kommer fra. Det er lag på lag af vanskeligheder,” siger han.
Men det kan lade sig gøre
En række nye højteknologiske sporingsmetoder gør det imidlertid muligt at følge bomulden hele vejen fra plantage til produkt, hvis de store modeproducenter ønsker at kontrollere bomuldens oprindelse.
Det konkluderer seniorforsker Amy Lehr fra den amerikanske tænketank Center for Strategic and International Studies, som netop har udgivet en rapport om, hvad man gøre for øge sporbarheden oven på afsløringerne af tvangsarbejde i Xinjiang.
Det kan blandt andet lade sig gøre at spore bomulden ved at måle tilstedeværelsen af bestemte isotoper eller måle støvsammensætningen og på den måde fastslå, hvilket område, den kommer fra. En tredje metode er DNA-sporing, hvor man mærker bomulden på den enkelte plantage, som gør det muligt at følge den videre i systemet.
Ingen af dem kan dog se, om der er tvangsarbejde i bomuldsplukningen, understreger hun.
Amy Lehr nævner desuden en række digitale registreringsmetoder, hvor man ved hjælp af den såkaldte blockchain teknologi kan registrere og følge det enkelte parti bomuld fra plantage til produkt.
Flere af metoderne vil imidlertid være svære at anvende i land som Kina, hvor blandt andet Xinjiang provinsen er vanskelig at få adgang til, konkluderer hun i sin analyse.
Isotop-sporing er den mest lovende mulighed, hvis man vil afgøre om bomulden kommer fra et bestemt område og senere i produktionskæden kan digital overvågning anvendes, anbefaler hun.