For 10 år siden, d. 24. april 2013, kollapsede en ni etager høj fabrik i Bangladesh ved navn Rana Plaza. Begravet i murbrokkerne lå tusindvis af syersker og tekstilarbejdere, 1.100 døde og 2.600 blev såret.
I dag vokser det vilde græs oven på mubrokkerne, og ruinen af Rana Plaza er blevet forvandlet til en losseplads, men ulykken, der er den største af sin slags i historien, viste os prisen for billigt tøj og startede en samtale om, hvilket ansvar virksomheder har.
Nedenfor giver vi forklaringen på, hvad der skete, hvad det har med dig at gøre, og om ulykken blev det vendepunkt, som mange troede det ville blive.
Rana Plaza var otte etager høj og på de nederste etager lå forretninger og banker, mens fem tekstilfabrikker, hvor syersker lavede tøj til blandt andet H&M, Wallmart og Benneton var fordelt ud over de øverste etager.
Allerede d. 23. april var bygningen begyndt at slå revner, og forretninger og banker havde evakueret deres medarbejdere. Men på de øverste etager fortsatte tekstilarbejderne med at møde ind, som de fik besked på, fordi de frygtede at miste deres arbejde.
Om morgenen d. 24. april gik strømmen i området, og man valgte derfor at tænde de dieselgeneratorer, der stod på Rana Plazas tag, hvilket fik bygningen til at kollapse.
I dagevis blev tusindvis af døde og hårdt sårede tekstilarbejdere slæbt ud af ruinerne. Efter 17 dage fandt man den sidste overlevende i murbrokkerne.
Det viste sig efterfølgende, at bygningen, hvor man var ved at bygge 9. etage, kun var godkendt til fem etager, ligesom Rana Plaza var bygget med dårlige materialer uden den nødvendige forstærkning.
Ejeren af Rana Plaza sidder i dag i fængsel, mens en drabssag mod ham og fabrikkernes ejere stadig kører. Ingen er dømt endnu.
Bangladesh er i dag verdens andenstørste eksportør af tøj, kun overgået af Kina. Derfor er forholdene på landets 4.500 fabrikker også direkte forbundet til vores forbrug af tøj. Her er, tre fakta, der viser, hvordan den relation fungerer.
Mens priserne, som de store tøjmærker tager for deres tøj, påvirker løn og forhold for arbejderne, er det sværere at sige, hvilket formelt ansvar de har. Det så man også ved Rana Plaza-ulykken.
Mens at fabrikkens ejere blev tiltalt for mord, nægtede de store tøjmærker, at de havde kendt til de farlige forhold på Rana Plaza, som de ellers købte tøj fra.
Tøj bliver til i komplekse, uigennemsigtige og fragmenterede varekæder, der ifølge eksperter er med til at skabe de farlige arbejdsforhold, mens ansvaret for arbejdsforholdene udviskes. I produktionen af et enkelt stykke tøj kan der være flere forskellige producenter, leverandører, underleverandører, mellemmænd, agenter og den endelige køber i form af tøjmærkerne.
Ravi Anupindi, professor ved University of Michigan, der forsker i tøjproduktion siger det sådan her:
“Vestlige mærker undslipper deres regeringers kontrol ved at outsource produktionen til lavindkomstlande og fritager sig selv for direkte ansvar. Og forbrugere, der er ivrige efter et godt køb, handler til den laveste pris.
Dette komplekse system gør det svært at tildele etisk ansvar, fordi alle, og derfor ingen, er skyldige.”
I kølvandet på ulykken underskrev en over 220 tøjmærker Bangladesh Akkorden, der gav fagforeninger en større magt og tøjmærkerne et større ansvar for sikkerheden på fabrikkerne i Bangladesh. Den er siden blevet genforhandlet og hedder nu Den Internationale Akkord.
Ifølge Clean Clothes Campaign er forholdene på 1.600 fabrikker blevet forbedret, så 2,5 millioner arbejdere kan gå på arbejde under mere sikre forhold. Samtidig er den Internationale Akkord blevet udbredt til Pakistan. Der er dog en række problemer:
På den ene side er forholdene på mange fabrikker i Bangladesh stadig farlige, pressede og dårligt betalt. Under coronapandemien fik mange tekstilarbejdere i Bangladesh for eksempel stjålet deres løn af deres arbejdsgivere, som manglede penge, da de store tøjmærker tilbageholdt betalingen for ordrer.
På den anden side er der kommet bedre forhold for mange arbejdere, og vi taler i dag om virksomheders ansvar på en ny måde.
Her, ti år efter ulykken, arbejder EU på en lov, der også formelt giver virksomheder ansvar for, hvordan deres produkter bliver lavet i udlandet. Og som vil give tøjmærkerne noget af ansvaret for sikkerheden på fabrikkerne.
Går alt efter planen, lander loven i 2024. Kritikere frygter dog, at ansvaret vil blive udvandet, og EU-diplomater siger, at der skal mere til, hvis vi skal ændre årtiers tankegang, hvor produktionen er blevet flyttet derhen, hvor den er billigst.
Kilder: The Conversation, Deutsche Welle, Politico, Danmarks Statistik, Miljøstyrelsen
Jonathan Tybjerg
