Åbner i en ny fane
Tøj og tekstil24/09/2022

Bestseller overvejer at forlade Myanmar

En ny rapport konkluderer, at det ikke længere er muligt for tekstilbranchen at drive forsvarlig virksomhed i Myanmar efter militærkuppet. Det har fået tøjgiganten Primark til at annoncere, at de forlader landet. Danske Bestseller vurderer nu, om de skal følge trop.
FILES MYANMAR POLITICS MILITARY ANNIVERSARY
Demonstranter viser den berømte trefinger-salut under en demonstration mod militærjuntaen i Myanmars hovedstad, Yangon, 27 april 2021.Arkivfoto: AFP / Ritzau Scanpix
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Skyggesiden af modebranchen

  • Modebranchen i Danmark og verden vokser sig kun større, og i dag står den samlet for op mod 8 procent af de globale CO2-udledninger. En borger i EU køber i gennemsnit 19 kilo tøj, sko og husholdningstekstiler om året, og i Danmark ligger det gennemsnitlige forbrug på 40 kilo årligt.
  • Men bag den høje produktion og det store forbrug gemmer sig flere problemer. Der er kummerlige arbejdsforhold på fabrikker, produktionen forurener det lokale miljø og natur, og branchen genererer millioner ton tekstilaffald hvert år, som affalds- og genbrugssektoren forsøger at håndtere. En stor del af tekstilaffaldet og genbrugstøjet ender fortsat med at blive sendt til forbrænding eller eksporteret til lande i Østeuropa, Afrika og Asien.
  • EU forsøger at regulere modebranchen med ny lovgivning, der forventes at træde i kraft fra 2027. Det stiller blandt andet krav til, at produkter skal designes og produceres med henblik på et mindre aftryk på miljøet, og at tekstilvirksomheder skal finansiere indsamling og håndtering af tekstilaffaldet.

Halvandet år efter militærkuppet i Myanmar bliver menneskerettighedssituationen i landet kun værre og værre.

Det gælder også for arbejderne på landets mange tekstilfabrikker, og i denne uge annoncerede den britiske tøjgigant Primark derfor, at de nu vil trække sig helt ud af Myanmar. 

Konklusionen kom i kølvandet på en rapport fra organisationen Ethical Trading Initiative (ETI), der konkluderer, at det ikke er muligt for udenlandske tekstilvirksomheder at sikre sig, at deres forretninger i landet ikke bidrager til menneskerettighedskrænkelser. 

Organisationen konkluderer også, at der findes tvangsarbejde på landets fabrikker, og opfordrer internationale tøjfirmaer til ikke at få syet deres tøj i Myanmar.

Bestseller får tøj fra 26 fabrikker i Myanmar

Ifølge Bestsellers fabriksliste, der sidst er opdateret i august i år, får Bestseller produceret tøj på 26 fabrikker i Myanmar. Derfor har Danwatch spurgt den danske tøjgigant, om de i lys af rapporten fra ETI overvejer at trække sig ud af Myanmar.

I en mail til Danwatch skriver Bestsellers pressechef, Kasper Reggelsen, at rapporten og anbefalingerne fra ETI danner et stærkt grundlag for at kunne vurdere, om Bestseller kan fortsætte med at være i Myanmar – eller bliver nødt til helt at forlade det.

“Vi kigger i øjeblikket indgående på ETI’s anbefalinger. Situationens alvor er helt åbenbar, hvilket også understreges, og der påhviler alle internationale virksomheder i landet et stort ansvar”, skriver pressechefen i mailen. 

Samtidig mener Bestseller, at de står overfor et stort dilemma, i og med at mange ansatte på Myanmars tekstilfabrikker vil miste deres arbejde, hvis de trækker sig ud.

“Det anslås, at 320.000 mennesker – og deres pårørende – vil blive direkte påvirket, hvis alle europæiske brands forlader Myanmar. Det ansvar, vi har, og dilemmaer heri, er vi meget bevidste om”, skriver Kasper Reggelsen. 

Har overvejet sin tilstedeværelse i mere end et år

Bestseller har igennem flere år fået kritik for sine forretninger i Myanmar.

I august sidste år annoncerede Bestseller, at de ikke længere ville indgive nye ordrer på tekstilfabrikker i Myanmar, som følge af menneskerettighedssituationen i landet. 

Allerede dengang fortalte virksomheden til Politiken, at de overvejede helt at trække sig ud af landet – men at konsekvenserne for de arbejdere, der så ville miste deres job, gjorde beslutningen vanskelig.

I dag skriver Bestsellers pressechef til Danwatch, at de siden har holdt ekstra grundigt øje med Myanmar.

“Vi har udvidet vores due diligence betydeligt i landet, og i betragtning af alvoren, der bliver fremhævet i vurderingen, undersøger vi også grundigt, hvordan vi kan træffe de rigtige beslutninger i de meget svære situationer, hvilket sker i dialog med alle relevante stakeholders”, skriver Kasper Reggelsen.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.