Grønne teknologier kræver rigtig mange råstoffer. Men udvindingen sker ofte på bekostning af menneskerettigheder

Klimakrisen har sat skub under den grønne omstilling, og det vil i de næste årtier betyde en massiv efterspørgsel på grønne teknologier. Men grønne teknologier kræver råstoffer, og når vi udvinder dem, følger der ofte store konsekvenser med. En af dem er menneskerettighedskrænkelser, som især rammer oprindelige folk og lokalsamfund hårdt, viser ny analyse.

En ASM-minearbejder leder efter koboltrester i en koboltmine i DR Congo. ASM-minedrift i DR Congo er ansvarlig for at udvinde og eksportere mere kobolt end nogen anden nation i verden. Kun DR Congos industrielle miner overgår dem.

Der er ikke noget, der kommer op ad jorden, heller ikke fra en grusgrav, som du ikke kan måle på omgivelserne. Det støver, og det støjer. Og jo større produktionen er, jo mere støj og støv er der

80 kilometer vest for Danmark, lige midt i Nordsøen, skal Danmarks første kunstige energiø rejses fra havet. Med sine 120.000 kvadratmeter – svarende til 18 fodboldbaner – bliver det samtidig også det største anlægsprojekt i historien. 

Et kæmpe projekt, der kræver kæmpe vindmøller – ca. 200 såkaldte gigantmøller af en hidtil uset højde på 260 meter. 

På den anden side af kloden, i byen Chingola i Zambia, er Chabanyama, et landbrugs – og lokalsamfund, lidt efter lidt blevet frataget deres landbrugsjorde siden 2001. Deres skæbne er at bo i det såkaldte kobberbælte med en af Afrikas største miner, kobberminen Nchanga, som nabo. 

En nabo, der strækker sig over et areal på 6,5 kvadratkilometer med et minehul, som er næsten 400 meter dybt. Og med den nabo følger forurening af vand og dumpning af mineafffald på Chabanyamas landjorde. Landjorde, som før var fyldt med bananer og sukkerrør, men som nu står ødelagte tilbage.

Den kommende energiø i Nordsøen er symbolet på en ny tid: Vi står midt i en grøn omstilling, der skal holde os under en temperaturstigning på 1,5 grader. Et mål, som 196 medlemslande af FN var med til sætte en streg under, da de i 2015 underskrev Parisaftalen. Det har medført, at mange lande nu satser på grønne teknologier, der kan hjælpe dem med at holde CO2-udledningerne nede på et acceptabelt niveau. 

Men grønne teknologier kommer ikke omkostningsfrit eller altid bæredygtigt for den sags skyld. Mineralske råstoffer som kobber, litium, kobolt, nikkel og zink er nemlig en altafgørende forudsætning for produktionen af dem. Bare kobber i sig selv indgår ifølge Verdensbanken i alle de teknologier, der skal minimere vores CO2-udledninger, og det gælder også for de fremtidige vindmøller på Danmarks kommende energiø. 

Med en efterspørgsel på flere grønne teknologier, følger der også en kæmpe stigning i udvinding af råstofferne. Jo flere vindmøller, jo mere kobber har vi brug for. Og det leder os tilbage til Chabanyama og en af Zambias største miner. For problemerne knyttet til kobberminen Nchanga er ikke et enkeltstående tilfælde.

Mineindustrien er kendt for store miljøproblemer og grelle menneskerettighedskrænkelser, og det gælder også for udvindingen af råstoffer til den grønne omstilling.

Det forklarer professor i energipolitik ved Sussex universitet i Storbritannien og en af de mest citerede forskere i verden, Benjamin Sovacool. 

“Du ser alle former for menneskerettighedskrænkelser (i minedrift relateret til den grønne omstilling, red.). I den ene ende af spektret ser man dårlige arbejdsforhold, børnearbejde og kvindeundertrykkelse. I den anden ende ser man ytringsfriheden blive krænket, befolkninger, der ikke bliver hørt, og store sundhedsproblemer”, siger Benjamin Sovacool. 

Krænkelserne kan overordnet deles op i to; dem, man ser i stor-skala minedrift som vandmangel og oprindelige folks rettigheder, og dem, man ser i små-skala minedrift som børnearbejde.

De essentielle råstoffer 

Mineralske råstoffer dannes ved geologiske processer nede i jorden og bruges i næsten alt, vi omgiver os med; i en bærbar computer, i et boeing fly, i en Vestas vindmølle, i beton, i mad – listen fortsætter i det uendelige. Bare i en enkelt iphone indgår der over 45 forskellige mineraler som essentielle komponenter. Det samme behov for mineralske råstoffer gør sig også gældende for de øvrige grønne teknologier, der eksisterer på markedet i dag. 

Det fortæller Per Kalvig, geolog og chefkonsulent i Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa) hos Geus. 

“De grønne teknologier er en-til-en baseret på mineralske råstoffer. Det gælder både i forhold til at producere elektricitet og til at lagre energien”, siger Per Kalvig. 

Eksempelvis kræves der råstoffer til fremstilling af en vindmølles mølletårn og vinger, mens der også skal en række specialmetaller til for at fremstille de forskellige legeringer i møllens elektriske system. Per Kalvig skønner, at mindst 40 miner skal være i drift et sted i verden, hvis en enkelt vindmøller skal fremstilles og drives.

Ifølge Richard Herrington, professor og leder af jordvidenskab på Naturhistorisk Museum i London, er der særligt syv råstoffer, der går igen på tværs af alle grønne teknologier. Det drejer sig om nikkel, kobber, lithium, krom, aluminum, grafit og kobolt, men også råstoffer som molybdæn og mangan bruges i flere af teknologierne. En sammenfatning, som Verdensbanken deler.

“Det er egentligt overordnet de her råstoffer, der anvendes i alle eller i hvert fald flere teknologier. Når vi snakker om råstoffer, glemmer vi ofte de almindelige metaller som aluminium og kobber, fordi de allerede bruges i alle mulige andre ting, men de er virkelig vigtige, når det kommer til de grønne teknologier”, siger Richard Herrington, der blandt andet har undersøgt de metaller, som er kritiske for vores moderne økonomi. 

Kæmpe efterspørgsel i fremtiden 

Når alle de grønne teknologier er baseret på mange af de samme råstoffer, så vil det selvsagt betyde en større efterspørgsel på dem. Ikke mindst fordi mange lande har forpligtet sig til at reducere deres CO2-udledninger i løbet af de næste årtier, heriblandt også Danmarks mål om 70 procents reduktion af CO2 inden 2030. Derudover har COVID19-krisen kun forstærket den efterspørgsel  – i EU’s kæmpe genopretningsplan er 37 procent af budgettet øremærket til initiativer, der støtter den grønne omstilling. 

Det betyder, at vi i fremtiden vil se flere vindmøller, flere solpaneler, flere elbiler og flere andre grønne teknologier. For ikke at sige mange, mange flere af dem forudser IRENA, Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi. Et estimat fra IRENA lyder, at der mellem 2015 og 2050, er brug for 965 millioner flere elbiler på vejene i modsætning til de nuværende ca. 2,3 millioner, hvis vi skal nå den grønne omstilling. 

Det mange grønne teknologier kræver råstoffer, og i en forskningsartikel redegøres der blandt andet for, at efterspørgslen på 14 råstoffer til de grønne teknologier, såsom kobber, kobolt, nikkel og lithium, vil vokse betydeligt de næste par årtier.

En anden undersøgelse vurderer, at efterspørgslen på råstoffer mellem 2015 og 2060 vil være på 1000 procent til vindenergi, 3000 procent til solceller og 87.000 procent til elbiler. Alle er naturligvis fremskrivninger, men størstedelen af undersøgelserne er enige i Verdensbankens konklusion fra 2020: En CO2-neutral fremtid vil være enorm mineral-intensiv, fordi grønne teknologier kræver flere råstoffer end elproduktion baseret på fossile brændstoffer.

Men behovet for mange råstoffer kommer med en pris, fortæller Per Kalvig. 

“Der er ikke noget, der kommer op ad jorden, heller ikke fra en grusgrav, som du ikke kan måle på omgivelserne. Det støver, og det støjer. Og jo større produktionen er, jo mere støj og støv er der”, siger Per Kalvig. 

“Så det er et trade-off. Når vi gerne vil have de varer, og det liv, vi lever, så forudsætter det, at vi hiver råstofferne op”.

 

Ifølge Verdensbanken indgår råstoffet kobber i alle de grønne teknologier, der skal minimere vores CO2-udledninger. Heriblandt også Danmarks fremtidige vindmøller. 

I Katanga, den sydligste provins i DR Congo

Da Benjamin Sovacool, professor i energipolitik ved Sussex universitet i Storbritannien, med sit team besøgte en række miner i DR Congos koboltbælte Katanga i 2019, så de flere gange børn. 

De så og hørte, hvordan børn slæbte flere kilo tunge sække med kobolt op af miner, og de så, hvordan andre børn var på vej ned i den kulsorte mine igen, hvor de med skovle og farligt udstyr var med til at bakse og hakke kobolten fri fra jorden. Sådan foregik det mange timer om dagen, dag efter dag. Under jorden, under vandet, i farlige højder og med tunge belastninger og farligt udstyr. 

“Vi oplevede børn helt ned til fireårsalderen arbejde i koboltminer”, siger Benjamin Sovacool, som også kunne berette om kvinde- og minoritetsundertrykkelse i minerne. 

Holdet interviewede også flere uafhængige kilder, som kunne fortælle, at børnene også ofte blev udsat for vold, piskeslag, seksuel misbrug og forsøg på drukning. 

I forskningsartiklen som de udgav efterfølgende, beskriver en kilde, hvordan minerne er “proppet med børn, hvor mange af dem er i så slem stand, at de vil dø, før de overhovedet bliver voksne. De vil blive begravet levende eller drukne i et vandhul”. 

Problemet er omfattende. Mere end 70 procent af verdens koboltproduktion sker i DR Congo, hvoraf  20-30 procent af det eksporterede kobolt kommer fra det, man kalder håndværksmæssig små-skala minedrift. Hvorfor det er vigtigt, vender vi tilbage til. 

De her omstændigheder gælder alle minearbejdere, også børn. De lever praktisk talt inde i en gigantisk cigaret. Det er ekstremt hårdt og ekstremt farligt

Artisanal small-scale mining, på dansk kaldet håndværkmæssige små-skala minedrift, er minedrift koordineret af lokale. ASM’er er typisk drevet af fattigdom, fordi der ikke er andet arbejde at få. Det medfører ofte, at der ikke er givet formelle udvindingsrettigheder, hvilket betyder, at minedriften bliver ulovlig og derfor også ureguleret. Af den grund er ASM-minedrift sårbare over for kriminalitet, dårlige arbejdsforhold og andre krænkelser.

Selve uddvindingen af råstoffet sker ved hjælp af beskedne værktøjer som økser, skovle og hamre. 

Hvor mange der arbejder i ASM-minedrift er uvist, men i en forskningsartikel anslås der, at mindst 40 millioner på verdensplan er involveret i ASMs.

Large-skale mining, på dansk kaldet stor-skala minedrift, er som navnet antyder store miner, der drives af store virksomheder og ofte også internationale. LSM-minedrift er derfor også reguleret og underlagt krav fra den regering, minen befinder sig i. 

Selve udvindingen sker ved hjælp af højteknologiske maskiner.

Problem nummer 1: Børnearbejde i små-skala minedrift

Formålet med forskerholdets tur til Katanga var at undersøge, hvordan minedrift relateret til grønne teknologier påvirker mennesker og miljø, og i den forbindelse besøgte de både håndværksmæssig små-skala minedrift (også kaldet ASM-minedrift), og de besøgte stor-skala minedrift (også kaldet LSM-minedrift).

Distinktionen mellem de to er essentiel; de problemer, der følger med det ene, følger nødvendigvis ikke med det andet, men fælles er dog, at ingen af minedriftstyperne går fri, når det handler om menneskerettighedskrænkelser. 

Først til ASMs. Som det danske navn lægger op til – håndværksmæssig små-skala minedrift – så er udvindingen karakteriseret ved at foregå manuelt i små minehuller. Minearbejdere graver og hakker decideret råstoffet ud med beskedent værktøj som hamre, skovle og økser. Derudover foregår den her type minedrift, som er koordineret og styret af lokale, også ofte i områder, hvor der ikke er givet tilladelser til at grave, hvilket gør dem både uregulerede og ulovlige. 

De forudsætninger giver ifølge Per Kalvig grobund for en række menneskerettighedskrænkelser som udnyttelse af arbejdskraft, farlige og dårlige arbejdsforhold, børnearbejde og kvinde -og minoritetsundertrykkelse. Hovedsagelig fordi ASM-minedrift i høj grad er et udtryk for desperation og fattigdom. 

“For rigtig mange af de her mennesker, så er der ikke andet at leve af, og så må man prøve at skaffe sig indkomst ved at grave efter mineraler i stedet”, siger Per Kalvig, der derfor tilskriver de horrible arbejdsvilkår i ASM-minedrift som strukturelle fattigdomsproblemer i det pågældende land og altså ikke problemer, som mineindustrien per automatik fører med sig.   

Det betyder også, at de her typer krænkelser stort set kun ses i ASM-miner, understreger Per Kalvig.  

“Når de (ASM-minedrift, red.) ikke underlægger sig de vilkår og dermed også de reguleringer, der gør sig gældende for at udvinde råstoffer, så får du også alle de her yderst uheldige følgevirkninger. Det giver sig selv”, siger Per Kalvig.  

Læs mere her: Børneguld i din mobil

Men det ændrer ikke ved det faktum, at det er minearbejderne selv, der er mest udsatte, fortæller Benjamin Sovacool. Med skovle og økser i stedet for maskiner er det dem, der oplever krænkelserne på egen krop. De arbejder under utrygge omstændigheder, og de indånder alle støvpartiklerne. De er inde i minerne, der fra tid til anden kollapser, og det også dem, der forulykker og ind i mellem dør. 

“De her omstændigheder gælder alle minearbejdere, også børn. De lever praktisk talt inde i en gigantisk cigaret. Det er ekstremt hårdt og ekstremt farligt”, siger Benjamin Sovacool. 

En kvinde og et barn smadrer sten, som er udvundet fra en ASM-koboltmine i DR Congo. Mere end 70 procent af verdens koboltproduktion sker her. Fotograf: Junior Kannah, Scanpix

Alt kobolt ryger det samme sted hen

Netop fordi ASM-miner er uregulerede, så er det også svært at indkredse, hvor stort problemet er med at overholde menneskerettigheder i den her type minedrift. Per Kalvig anslår, at der er omtrent 10-20 millioner mennesker på verdensplan, som arbejder i ASM-minedrift, og det må derfor antages, at der er tale om en stor andel, som bliver udsat for alvorlige krænkelser.

Og det leder os tilbage til det eksporterede kobolt. Hvis man udelukkende kigger på koboltudvindelse i DR Congo, så er ASM-minedrift ansvarlig for at udvinde og eksportere mere kobolt end nogen anden nation. Kun DR Congos industrielle miner overgår dem, skriver The Washington Post, der har sporet kobolt udvundet fra ASM-miner i produkter fra Apple og andre store teknologigiganter, som er afhængig af kobolt i deres teknologier. 

Den samme varekæde vil højst sandsynlig også kunne spores ved grønne teknologier, som er knyttet til energilagring, og det er et stort problem fortæller Richard Herrington. For når næsten 30 procent af den eksporterede kobolt kommer fra ASM-minedrift, så er det uundgåeligt, at noget af det ikke også ender i fremtidige elbiler. 

“Alle teknologier skal raffineres og smeltes, hvilket betyder, at alt det udvundne kobolt –  og andre råstoffer –  ryger samme sted hen. Det bliver altså homogeniseret i processen, og så er det ikke til at sige, om det kommer fra det ene eller det andet sted i DR Congo, når det først ender hos producenterne af de grønne teknologier”, siger Richard Herrington. 

Den konsekvens har elbilsgiganten Tesla allerede oplevet. 14 familier fra DR Congo har sagsøgt Tesla og fire af de største teknologivirksomheder for at være medskyldige i flere børns dødsfald i netop koboltminer.

I kobberminen Las Bambas i Peru

I en youtubevideo står tusindvis af mennesker spredt ud over et område med en gennemgående vej som samlingspunkt. Der er røg, råb, løb og tumult  en ophedet stemning. Videoen klipper til en ung mand i sweatshirt på et hospital, som fortæller, at en mand “er blevet skudt i ryggen med en kugle, alle her er blevet skudt med kugler”. 

I 2015 deltog omkring 15.000 mennesker i en protest mod kobberminen Las Bambas i Peru, som blev mødt af 1500 politimænd og 150 soldater. Den konfrontation endte i tre dødsfald og 17 sårede. Små fire år efter, i 2019, erklærer de peruvianske myndigheder en 30 dages undtagelsestilstand, efter at protestanter igen har blokeret en vital vej fra Las Bambas i næsten en måned. I januar i år gentager det sig endnu engang; en tre uger lang protest og blokade forhindrer MMG Ltd i at eksportere 186.000 tons kobber fra Las Bambas.

Da man i 2016 begyndte at udvinde kobber i Las Bambas, Perus største kobbermine og en af verdens største i det hele taget, skete det ifølge mineselskabet MMG ltd efter “en vellykket idriftsættelse af operationen”, men noget tyder på, at lokalsamfundet ikke anskuer det på samme måde.

Siden 2015 har lokale, herunder også oprindelige folk som Quechua – og Aymarafolket, flere gange protesteret mod minen. Flere medier beskriver, at det især er miljøgodkendelserne (EIA), som mineselskabet har fået foretaget i forbindelse med tilladelsen til at udvinde, der har været genstand for furore.

Mineprojektet har nemlig åbnet tre store minehuller, men de berørte oprindelige samfund er efter sigende aldrig blevet konsulteret i processen stik imod alle regler. Lokalsamfundet mener derfor, at flere af godkendelserne mellem 2013-2015 er givet til Las Bambas uden hensyn til, hvordan minedriften vil påvirke miljø og lokalsamfund.

Derudover mener lokalsamfundet heller ikke, at de får nogle af fordelene ved minedriften; ingen penge, intet arbejde og intet beslutningsmandat.

Her fire år efter minen påbegyndte minedrift, er holdningen den samme.

De samfund, som lever omkring minerne, lider sindssygt meget under de påvirkninger, der følger med. Støv, larm, forurening af vand, kollaps af miner. Det er dem, der betaler prisen, men de får ingen af fordelene

Problem nummer 2: Lokalsamfundene lider under minedrift

Las Bambas-minen er en stor-skala mine, også kaldet LSM-minedrift, som er den diametrale modsætning af ASM-minedrift. Ved LSM-minedrift er det ofte store internationale selskaber, som står bag minedriften, hvor selve udvindingen sker ved hjælp af højteknologiske maskiner. Desuden er LSM-minedrift reguleret og underlagt krav fra den pågældende regering.

Men selvom om minedriften foretages af en kæmpestor virksomhed, som holdes under opsyn, så betyder det ikke, at der ikke sker menneskerettighedskrænkelser i den her type minedrift. Tværtimod. De indebærer bare en anden slags krænkelser, som vandmangel, alvorlige sundhedsproblemer og ikke mindst manglende høring af lokalsamfundet.

Det kan man se i den mineral tracker, som Business and Human Rights Resource Center (BHRRC), en ngo, der beskæftiger sig med menneskerettighedskrænkelser og virksomhedsansvar, lancerede i 2019. Mineral trackeren undersøger og opgør antallet af menneskerettighedskrænkelser i mineselskaber relaterede til råstoffer i den grønne omstilling og sporer i øjeblikket råstofferne kobolt, kobber, litium, nikkel, zink og mangan.

Indtil videre har trackeren registreret  i alt 276 anklager fordelt på 103 mineselskaber, og her handler knap halvdelen af dem om netop lokalbefolkningen. Det inkluderer anklager som trusler og angreb på mennesker, tvangsflytninger, at tvinge befolkningen til tavshed og krænkelser af oprindelige folks rettigheder.

Las Bambas minen i Peru er derfor et tydeligt eksempel på de problemer, som LSM-minedrift kan indebære, fortæller Jesse Cato, programchef for naturressourcer hos Business and Human Rights Resource Center.

“Den er et virkelig godt billede på, hvor galt det kan gå, når et mineprojekt ikke har den sociale licens til at drive en mine. Las Bambas bliver ofte nedlagt på grund af protester”, siger Jesse Cato.

“Derudover har minen også en lang række andre anklager om krænkelser imod sig, som utilstrækkelig høring af lokalsamfundet, tvangsflytninger, vold, intimidering og endda dødsfald”, fortsætter hun.

Indholdet i anklagerne om menneskerettighedskrænkelser i mineral trackeren stemmer helt overens med, hvad Benjamin Sovacool og hans team i forbindelse med deres forskning oplevede under deres tur til DR Congo. Ligesom dataene viser, er han enig i, at det i vidt omfang er lokalsamfundet og oprindelige folk, der mærker de negative konsekvenser af minedrift knyttet til grønne teknologier.

“De samfund, som lever omkring minerne, lider sindssygt meget under de påvirkninger, der følger med. Støv, larm, forurening af vand, kollaps af miner. Det er dem, der betaler prisen, men de får ingen af fordelene”, siger Benjamin Sovacool.

MMG ltd benægter alle påstandene og fastholder, at de er åbne for dialog med lokalsamfundet.  

FAKTA

Antal anklager om krænkelser af menneskerettigheder i minedrift relateret til den grønne omstilling

Anklagerne er rejst i perioden 2010-2020. Hold musen henover de enkelte mineraler for at se, hvor mange sager, der er tale om. 

Anklagerne er rejst i perioden 2010-2020. klik på de enkelte mineraler for at se, hvor mange sager, der er tale om. 

Lang tradition for menneskerettighedskrænkelser

Siden vi begyndte med minedrift, et estimat lyder for 20.000 til 40.000 år siden, har det haft store konsekvenser. 

Et eksempel er den californiske guldfeber, der ændrede Californien markant i årene 1849-1855. I den relativ korte periode blev der etableret storbyer, økonomien boomede, og velstanden voksede, men den velstand var ikke alle forundt, for guldfeberen ledte også til øget vold mod oprindelige amerikanere, hvor tusinder mistede livet i sammenstød med mineejere.

Minedriften førte også til alvorlige miljøproblemer; floder blev dæmmet op, skove blev fældet, biodiversiteten svandt ind, og jord blev forurenet. 

Ud fra den betragtning mener Jesse Cato derfor heller ikke, at det er overraskende, at vi ser de samme problemer med menneskerettighedskrænkelser i udvindingen af de råstoffer, der anvendes i grønne teknologier, i dag. Hun fortæller derimod, at det langt hen ad vejen er blevet en forudsætning for minedrift.

“Menneskerettighedskrænkelser var udbredt i minesektoren, inden vi begyndte med at udvinde råstoffer til grønne teknologier. Minesektoren er desværre blevet en sektor, der er næsten synonym med krænkelser som korruption, miljøproblemer og sociale problemer. Og det har næsten ført til en form form for accept”, siger Jesse Cato, der mener, at manglende regulering og manglende virksomhedsansvar har været en vigtig grund til, at problemerne har fået lov til at fortsætte uagtet.

Det samme gør sig gældende, når det kommer til at udelukke lokalsamfund i de vigtige beslutninger, der handler om en mine og driften af den.

“Historien har flere gang vist, at lokalsamfundene sjældent bliver givet en stemme, når det gælder minedrift. Det har medført, at vi nu ser mange lokalsamfund sige: vi får ingen fordele ud af det, vi modtager kun ødelæggelsen, vi gider ikke mere”, siger Jesse Cato.

Et andet sted i verden: I Atacama-ørkenen i Chile

Atacama-ørkenen er kendt for at være verdens tørreste sted, men den gemmer på mere end sine rødbrune og hvide sletter af sand, grus og salt. Nedenunder saltsletterne findes nemlig et helt essentiel råstof for den grønne omstilling: litium.

Litium er et altafgørende råstof i elbiler og andre grønne energilagringsteknologier, og det skal udvindes i stor skala, hvis vi eksempelvis skal have 965 millioner elbiler på vejene inden 2050, som IRENA forudser, og den efterspørgsel på litium har sat gang i en slags “hvid guldfeber” i Chile.

Der er dog bare et problem. Litiummet befinder sig i Atacama-ørkenens underjordiske saltdepoter, og hvis det skal udvindes, kræver det, at vandet i saltlagen trækkes ud. I den proces fordamper 95 procent af saltvandet og forsvinder dermed ud af ørkenens vandkredsløb.

Læs også: Vores elbiler og smartphones suger vandet ud af Verdens tørreste ørken

Det fører til vandmangel, og Atacamas oprindelige folk har klaget over problemet i årevis. Floder, laguner og engområder er svundet ind for næsen af dem, og tilbage står de oprindelige folk og samfund uden mulighed for at drive landbrug, ligesom de altid har gjort.

Som Hugo Diaz, der tilhører et af de ca. 25 oprindelige Likanantaí-samfund, fortalte til Danwatch i 2019: Hans forældre plejede at dyrke lucerne-planter og græs nok til at kunne fodre hundredvis af husdyr i løbet af vinteren, mn det er ikke længere muligt i dag.

Der er ikke et kontinent i verden, som ikke har mindst én anklage om krænkelse af menneskerettigheder i miner relateret til den grønne omstilling

Problem 3: Minedrift giver alvorlige vandproblemer, især for lokalbefolkningen

Mens ASM-minedrift er kendetegnet ved at være små minehuller, så er LSM-miner næsten altid store. Benjamin Sovacool sammenligner det med at finde en underjordisk hule i en jungle: Ligesom med en ASM-mine, så ser du ikke hulen, før du er lige ved at falde i den. Ved en LSM-mine er der ingen hule, for hele junglen er jævnet med jorden. 

Når LSM-minedrift er så stort, verdens største mine er 4 kilometer bred og 1,2 kilometer dyb, så kræver det også mange naturressourcer at holde produktionen i gang, herunder især vand.

Vand er en nødvendig ressource både for at få råstoffet op ad jorden, for at udvinde råstoffet fra råmaterialet og for at transportere og opbevare det overskydende mineaffald, der er tilbage fra råmaterialet. 

Læs også: Så meget vand går der til verdens batterier

Det store vandforbrug har ifølge en rapport fra 2019 udarbejdet af Moody, et amerikansk analysecenter, medført, at minesektoren udgør en stor risiko for at hindre forsyningen af vand. Blandt andet konkluderer rapporten, at lande, hvor der foregår minedrift, som Peru, Chile, Sydafrika og Mongoliet, allerede udsættes for faldende tilgængelighed af rent vand, og dette på trods af, at FN anerkender adgang til vand som en basal menneskerettighed.  

Den konklusion går igen i mineral trackeren fra Business and Human Rights Resource Center. Her drejer 106 ud af de 276 anklager sig om vandmangel og vandforurening. Og som det er tilfældet i Atacama-ørkenen, så er det i høj grad igen lokalbefolkningen og oprindelige folk, som rammes af minernes heftige vandforbrug, siger Jesse Cato. Både i forhold til at skaffe drikkevand til mennesker, men også i forhold til at dyrke landbrug – det er altså oftest dem, der får frataget deres retmæssige adgang til vand i næsten alle henseender, fordi det oftest er på deres områder, hvor minedrift foregår. 

“I vores seneste update kiggede vi især på vand for at skabe opmærksomhed om, hvordan en øget minedrift efter de her råstoffer truer adgangen til vand. Og her fremgik det, at det klart påvirker oprindelig folk og deres samfund”, siger Jesse Cato. 

Ingen regioner går fri

Der bliver også rapporteret om andre krænkelser i mineral trackeren. I den seneste update fra februar i år er der ligeledes indberetninger om skader, vold og trusler, og der er anklager om arbejdsrelaterede dødsfald, dårlige arbejdsforhold og manglende foreningsfrihed. Alt i alt er det næsten hele rækken af menneskerettighedskrænkelser, der er indbefattet, når råstoffer til blandt andet grønne teknologier udvindes i LSM-minedrift.

Og det sker over hele verden, fortæller Jesse Cato fra BHRRC.

“Vi ser menneskerettighedskrænkelser i miner relateret til grønne råstoffer i alle regioner i verden. Der er helt klart regioner, hvor vi ser flere af dem som eksempelvis i Sydamerika, men der er ikke et kontinent, som ikke har mindst én anklage om krænkelse af menneskerettigheder”, siger Jesse Cato, der nævner eksempler som Chile, Argentina og DR Congo, men også lande som Australien, Rusland og Kina tager deres andel.

Men det betyder dog ikke, at alle miner per automatik er dårlige. Benjamin Sovacool fra Sussex universitetet i Storbritannien vurderer, at mange af minerne er gode nok eller i det mindste okay.

“De fleste miner ligger nok i midten. Vi besøgte 30 miner (LSM-minedrift og ASM-minedrift, red.), da vi var i DR Congo, og jeg vil sige, at en tredjedel er okay, en tredjedel er meget dårlige, mens den sidste tredjedel ligger i midten; kunne gøre det bedre, men heller ikke helt dårlig”, siger Benjamin Sovacool med det forbehold, at det er et groft estimat.

Klimaforandringer er et menneskerettighedsproblem

Eftersom mineindustrien altid har været sådan, og eftersom vi kommer til at se efterspørgslen på råstoffer til grønne teknologier stige, betyder det så, at vi også vil se flere krænkelser? Og betyder det, at det er et onde, vi skal acceptere, hvis vi vil den grønne omstilling?

Ifølge Jesse Cato er der en sandsynlighed for, at vi vil se flere krænkelser, hvis mine-boom’et fortsætter, hvilket alle tal peger på. Vi kommer muligvis til at se en større stigning i krænkelser og overtrædelser, hvis ikke virksomhederne tager mere ansvar, og hvis vi ikke investorerne benytter lejligheden til at holde virksomheder ansvarlige, fortæller hun. Det ses allerede i mineral trackeren.

“Vi kan se i vores data, at vi allerede ser en lille stigning i antal krænkelser i minedrift relateret til den grønne omstilling”, siger Jesse Cato. 

Det kan umiddelbart lyde pessimistisk. Vi står midt i en grøn omstilling, som vi pt også betaler med store menneskerettighedskrænkelser, men problematikken er trods alt blevet mindre, lyder det fra både Per Kalvig, geolog og chefkonsulent i Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa) hos Geus, og Richard Herrington, professor og leder af jordvidenskab på Naturhistorisk Museum i London. Mineindustrien har store problemer, men der er en større opmærksomhed på at få dem løst.

“Ligesom i alle andre industrier er der også skruppelløse aktører i mineindustrien. Der er ingen tvivl om, at mineindustrien har haft og har alvorlige problemer. Men vi ser efterhånden, trods alt, en bedre regulering på området, og mange flere virksomheder, der så småt tager mere ansvar”, siger Richard Herrington.

I forhold til at acceptere, om det bare er sådan her, det er, hvis vi vil have flere vindmøller og flere elbiler, så foretrækker Per Kalvig og Richard Herrington ikke at se det som et enten/eller men et både/og. For minedrift er ikke kun dårligt, siger Per Kalvig. Langt hen ad vejen, så er det forudsætningen for vores eksistens, og det medfører indtægter for både lande og befolkninger.

Det betyder dog ikke, at vi blindt skal lukke øjnene og acceptere tingenes tilstand.

“Menneskerettighedskrænkelser og miljøproblemer er forhold, som vi er nødt til at forholde os til og at få løst, men vi kan godt have begge ting på én gang”, siger Per Kalvig.

Og det skal vi, siger Jesse Cato.

“Det vigtigste er, at vi får en grøn omstilling, der adresserer klimaforandringerne, fordi klimaforandringer er og bliver den største udfordring for menneskerettigheder. Klimaforandringer er et menneskerettighedsproblem”.

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram