En Danwatch-undersøgelse
Vores elbiler og smartphones suger vandet ud af verdens tørreste ørken
Det meste af Atacama-ørkenen er dækket af grus, sand, saltskorpe og lavasten fra områdets mange vulkaner.
Det meste af Atacama-ørkenen er dækket af grus, sand, saltskorpe og lavasten fra områdets mange vulkaner.
Når man befinder sig i Chiles Atacama-ørken, virker det alt andet end overraskende, at rumforskere bruger området til at simulere Mars. De endeløse rødbrune og hvide sletter af sand, grus og salt, omringet af stejle bjergkæder og vulkankratere, gør det let at forestille sig, at man er på en anden planet.
Danwatch har været i Chile for at se nærmere på udvindingen af det litium, som bruges i genopladelige batterier, og som lige nu efterspørges som aldrig før.
Undervejs har vi interviewet en lang række forskere, repræsentanter fra industrien, politikere, miljøorganisationer og nogle af de oprindelige folk, der bor i Atacamaørkenen, hvor metallet udvindes.
Vi har gennemgået selskabernes egne miljørapporter såvel som de få uafhængige studier, der er blevet lavet af litiumudvindingens konsekvenser for Atacama. Danwatchs undersøgelse tager især udgangspunkt i et studie fra 2019 om udvindingens miljøpåvirkning af forskere fra det amerikanske Arizona State University.
Undersøgelsen er støttet af det EU-finansierede projekt Make ICT Fair og udgivet i samarbejde med Setem.
Betragter man vores vandrige klode fra rummet, findes der ifølge den astronomi-interesserede chilenske filminstruktør Patricio Guzmán ”kun én brun plet fuldstændig utilsløret af luftfugtighed” – det er Atacama, som med gennemsnitligt 15 millimeter regn om året anses som Jordens tørreste sted.
Kører man fra Stillehavskysten og ind på fastlandet, minder kun spredte bygningsværk én om, at man stadig befinder sig på menneskenes planet: midt i ørkenen har hedengangne mineindustrier efterladt sig tomme spøgelseslandsbyer fra dengang, mineraler som salpeter var efterspurgt på verdensmarkedet.
Længere mod øst er der flere tegn på liv. Flokke af sjældne andes-flamingoer yngler ved ørkenens saltvandslaguner, og geder og alpakaer græsser ved nogle af de spredte oaser, som har været beboet af oprindelige folk i hundreder eller måske tusinder af år.
Det er også i den her del af ørkenen, at mennesker og en stigende global efterspørgsel er ved at efterlade sig helt nye aftryk på landskabet.
Nedenunder Atacama og de tilstødende saltsletter regner man nemlig med, at Chile besidder mere end halvdelen af verdens reserver af litium; det lette metal, der er helt essentielt for batterierne i vores telefoner, computere og ikke mindst i de elbiler, der af mange anses som afgørende for en global omstilling til mere grøn energi. Med den vildtvoksende elbilsindustri vurderes efterspørgslen på litium at blive tidoblet i løbet af de næste 11 år. Og derfor raser en ‘hvid guldfeber’ nu i Chile.
Bassinerne, vi fanger på vores dronebillede her, er kun en mindre del af Atacamas litiumudvinding, som i alt dækker omkring 80 kvadratkilometer. Den lillebitte sorte prik på vejen nederst i billedet til venstre for midten er den ellers store firhjulstrækker, vi kørte rundt i.
I 2019 blev Nobelprisen i kemi givet til John Goodenough, Stanley Whittingham og Akira Yoshino for udviklingen af litium-batteriet - blandt andet fordi det er en nødvendighed for udviklingen af elbiler og for megabatterier, der muliggør “lagring af store mængder energi fra sol- og vind, og dermed et samfund fri for fossile brændsler”
Men overgangen fra fossile brændstoffer til mere klimavenlige teknologier betyder i øjeblikket en stigende efterspørgsel på andre nye typer mineraler til for eksempel solceller, vindenergi og batterier.
Ifølge mange forskere er der ikke den mindste tvivl om, at udvindingen af den nye type mineraler er at foretrække fra en fortsættelse med fossil energi, fordi det simpelthen ikke er muligt at fortsætte som hidtil. Ikke desto mindre bliver konsekvenserne af udvindingen ekstra tydelig i disse år, i takt med at efterspørgslen på de nye teknologier vokser.
Men ud af verdens fem største litium-producenter har alle haft anklager om brud på menneskerettighederne rettet imod sig ifølge Business and Human Rights Resource Center.
I Australien og Nordamerika bliver litium udvundet ved traditionel minedrift i sten. Men metoden kræver også brug af en række kemikalier, og i USA er der eksempler på, at floder langt fra litiumminer blevet påvirket af forurening fra udvindingen. I Tibet har der været protester over fiskedød i floder efter forurening fra kinesiske litiumminer.
I Chile, Argentina og Bolivia, udvindes litium fra saltlage, der pumpes op fra undergrunden. De miljømæssige problemer ved den type udvinding er primært den store brug af vandressourcer fra områder, som i forvejen lider af vandmangel.
Mens forskere er relativt optimistiske omkring at finde alternativer til andre potentielt skadelige komponenter fra litium-ion batterier såsom kobolt, så har alternativer til litium lange udsigter.
Der bliver for tiden forsket en del i, hvordan man i højere grad kan genbruge litium-ion batterier, da meget få af de genopladelige batterier genbruges i dag.
Kilder: Nobelprize.org, Business and Human Rights Resource Center, The Verge, Washington Post, Wired, Friends of the Earth, DR, Danwatch
Atacamas litium er opløst i ældgamle saltvandsdepoter under ørkenens jordoverflade, og udvindingen indebærer derfor, at millioner af tons af områdets sparsomme vandressourcer pumpes op fra undergrunden. Miljøforkæmpere hævder, at det er vandressourcer, som har været afgørende for, at oprindelige folk og et unikt dyreliv har kunnet overleve ørkenens ubarmhjertige klima i årtusinder. Og ifølge nye studier gør udvindingen allerede varig skade på de skrøbelige økosystemer på verdens tørreste sted.
Coyo er et af omkring 25 oprindelige Likanantaí-samfund, der har levet i Atacamas små oaser i århundreder. Indbyggerne skiftes til at tappe vand fra San Pedro-floden, og efter at have ventet i to uger er det endelig Hugo Díaz’ tur til at vande sine afgrøder. Ligesom hans forfædre plejede at gøre, leder den 58-årige landmand vandet gennem små kanaler i det simple vandingssystem, der fordeler flodvandet mellem de lokale bønder. Men hvor Hugo Díaz’ forældre og bedsteforældre plejede at dyrke lucerne-planter og græs nok til at kunne fodre hundredvis af husdyr i løbet af vinteren, så er den slags umuligt i dag, siger han.
“Nu til dags kan meget få bønder leve af deres landbrug. For vi har ikke engang en femtedel af det vand, vi har brug for”, siger Hugo Díaz og peger ned i vandingskanalen, hvor renderne et stykke over vandets overflade markerer tidligere tiders højere vandstand.
Blandt Atacamas oprindelige befolkninger er der en udbredt anerkendelse af, at de globale klimaforandringer lige nu accelererer ørkenens vandmangel. Men de fleste siger, at vandressourcerne for alvor begyndte at svinde, da mineselskaberne ankom til området.
“Før mineselskaberne kom, havde vi rigeligt vand”, siger Hugo Díaz.
Chiles litium kan udvindes billigt: mineselskaberne pumper litiumholdigt saltlage op fra reservoirer under Atacama til kæmpestore bassiner på ørkenens overflade. Her får ørkensolen med verdens højeste Uv-stråling vandet i saltlagen til at fordampe, så litiummet er ladt tilbage sammen med andre salte og mineraler.
Men under processen fordamper op til 95 procent af saltvandet og forsvinder ud af ørkenens vandkredsløb. Og det accelerer vandmanglen i Atacama, siger Ingrid Garcés, der forsker i Atacamas saltørken som professor ved Afdeling for Kemisk Ingeniørvidenskab og Mineralforarbejdning ved det chilenske Antofagasta Universitet.
“I Chile er litiumudvinding blevet betragtet som enhver anden slags minedrift – som om man udvinder sten. Men det her er ikke sædvanlig minedrift – det er vand-minedrift”, siger hun.
De to selskaber, der står for udvindingen i Atacama, chilenske Soc. Quimica & Minera de Chile (SQM) og Nordamerikanske Albemarle Corp. har tilsammen tilladelse til at udvinde næsten 2.000 liter saltlage per sekund. Udover saltvandet forbruger selskaberne også en ikke uvæsentlig mængde ferskvand, som de i øvrigt deler med nærliggende kobberminer.
“Konsekvenserne bliver en påvirkning af Atacamas biodiversitet. Og du kan se det allerede nu – ørkenens vådområder er ved at tørre ud”, siger Ingrid Garcés.
Græs og siv omkranser Tebinquiche-lagunen, som ganske overraskende dukker op efter en halv times kørsel fra Coyo i, hvad der ellers virker som et uendeligt, fladt landskab af gold saltskorpe. Lagunen er vigtig for områdets oprindelige folk, der traditionelt har taget deres dyr herhen for at græsse. 46-årige Jorge Álvarez Sandón fra Coyo peger på nogle store hvide områder langs bredderne af det mørkeblå vand.
“Alle de der hvide dele plejede at være dækket af vand. Men lagunen bliver mindre. Den plejede at være enorm”, siger han.
Jorge Álvarez Sandón ved Tebinquiche-lagunen.
Atacamas oprindelige folk har slået alarm om vandmangel i årevis. Ifølge ‘Atacamas Folks Råd’, der repræsenterer 18 af ørkenens oprindelige Likanantaí-samfund, er floder, laguner og engområder alle svundet ind over de sidste par årtier.
Men de chilenske myndigheder har hovedsagligt måttet støtte sig til de miljøstudier, som mineselskaberne selv har lavet. Og de studier har generelt vist, at litiumudvindingen hverken har negative effekter på områdets vandressourcer eller miljø.
“For de lokale er forandringen så åbenlys – de kan se, at der er mindre vand til deres dyr, og de kan se, at deres floder udtørrer. Men deres anekdotiske viden er hverken blevet taget seriøst af mineselskaberne eller af myndighederne,” siger Cristina Dorador, biolog og lektor ved Chiles Antofagasta Universitet, hvor hun forsker i Atacamas mikroorganismers betydning for planteproduktion og miljø.
Manglen på officielle data fra myndighederne og fraværet af uafhængig forskning har gjort det svært for miljøforkæmpere, bekymrede forskere og ørkenens lokalsamfund at udfordre mineselskabernes rapporter. Men for nylig har en række uafhængige studier underbygget deres påstande.
Tidligere i år udgav forskere fra det amerikanske Arizona Universitets Afdeling for Bæredygtighed det hidtil mest omfattende uafhængige studie af litiumudvindingens miljømæssige konsekvenser i Atacama. Studiet så på miljømæssige faktorer som planteliv, jordfugtighed og overfladetemperaturer såvel som detaljerede satellitbilleder for perioden 1997-2017, og det fandt, at der var sket en betydelig forringelse af Atacamas miljø over de sidste 20 år, heriblandt en stigende tørke og en nedgang i plantevæksten.
Forskerne påpegede, at stigende turisme og befolkningstilvækst også kunne bidrage væsentligt til udviklingen, men de identificerede “litiumudvinding som en af de centrale faktorer for de lokale miljøforringelser” og observerede en klar negativ sammenhæng mellem litiumudvindingen og mængden af planter og fugt i jorden i Atacama.
I august i år kom en analyse af satellitbilleder fra satellit-analysefirmaet SpaceKnow og videnskabsmagasinet Engineering & Technology frem til en lignende konklusion. På baggrund af satellitbilleder fra 2015 til 2019 observerede de en klar sammenhæng mellem vandstanden i SQM’s saltvandsbassiner og mængden af vand i de omkringliggende laguner: “i takt med at vandstanden i SQM’s bassiner steg, faldt vandstanden i lagunerne”, lød det i analysen.
Både SQM og Albemarle siger til Danwatch, at de to studiers resultater står i kontrast til selskabernes løbende monitorering af minedriftens miljøpåvirkning. Albemarle kritiserer blandt andet forskerne for kun at anvende indirekte data i stedet for også at inddrage Albemarles egne indsamlede data i analysen.
“Vi har et omfattende monitoreringsnetværk, som måler på vandstanden, den kemiske sammensætning, fordampningen, plantemængden, den naturlige vandtilførsel og selvfølgelig også satellitbilleder. Og når alt det bliver integreret i analysen, står det klart, at vores udvinding ikke påvirker de omkringliggende laguner negativt”, skriver Albemarles landechef i Chile, Ellen Lenny-Pessagno, i en email til Danwatch.
Et stigende antal turister lægger også pres på Atacamas vandressourcer. Her en flamingo i luften over en selfie-stang.
I et svar til den kritik skriver Datu Buyung Agusdinata, adjunkt ved Arizona Universitets Afdeling for Bæredygtighed og en af forfatterne til studiet, at supplerende data bestemt kunne være interessant for fremtidige studier på området, men at universitetet har anvendt en bredt accepteret metode for dataindsamling i forskningsprojektet.
“Angående metodologien, vi har anvendt, så er metoden fjernregistrering en veludviklet teknik som er udbredt inden for miljøstudier for at undersøge miljømæssige ændringer i forskelligartede landskaber”, skriver Datu Buyung Agusdinata.
Et af de centrale stridspunkter om litiumudvindingens miljøpåvirkning er, hvordan ferskvand og saltlage interagerer i ørkenens undergrund. Skønt saltlagens høje saltindhold gør den uegnet til at drikke eller til at vande afgrøder, er den stadig i “hydrodynamisk relation med dens omgivelser” ifølge studiet fra Arizona Universitet – det betyder, at intensiv udvinding kan påvirke ørkenens samlede vandressourcer og have “negative konsekvenser for udtømning af grundvandet, vandbalancen og økosystemer”.
Kilde: Electrek.co, Battery University
Fra SQM og Albemarles side lyder det, at udvindingen af saltlage ikke direkte påvirker områdets ferskvandsbeholdning – blandt andet fordi saltvandets og ferskvandets depoter er adskilt af en massiv saltskorpe, og fordi væskernes forskellige massefylde vil afholde dem fra at blive blandet.
Ingrid Garcés mener imidlertid ikke, at saltskorpen på længere sigt kan afholde de forskellige typer vand fra at blive blandet. Hun sammenligner saltlageudvindingen med at suge vand op fra den ene side af en kop.
“Hvis nogen suger vand op fra midten af saltørkenen, så vil omgivelserne vandmængder stadig blive påvirkede”, siger hun.
Sidste år udgav den chilenske regerings ‘Komité for Ikke-Metallisk Minedrift’ en rapport, der sagde, at der i perioden 2000-2015 var blevet udvundet 21 procent mere vand fra Atacama, end der tilflød området naturligt gennem nedbør og smeltevand. Ifølge rapporten var vandstanden i brønde nær litiumudvindingen faldet med en meter eller mere over de sidste ti år, og komitéen kædede den stigende udvinding af saltlage sammen med dalende grundvandsniveauer.
Mens Peine, landsbyen der ligger nærmest udvindingsområdet, kan have flere dage uden vandtilførsel i løbet af sommermånederne, har Albemarle og SQM sammenlagt tilladelse til at udvinde lidt under 2.000 liter saltlage i sekundet.
“Den her overudnyttelse er en af hovedbekymringerne blandt Atacamas lokalsamfund. Mange beboere har stadig ikke ordentlig adgang til drikkevand, samtidig med at de her selskaber pumper så meget saltvand op”, siger Sergio Cubillos, en indbygger i Peine og præsident for Atacamas Folks Råd.
Coyos beboere kalder gerne Orlando Martinez for “vand-dommeren”, fordi han beregner og afgør, hvor meget vand hver husstand må tage fra floden. Den opgave bliver man sjældent populær af, siger han.
“Jeg mener godt, at man kan have minedrift her, men det bør gøres moderat”, siger Orlando Martinez, en landmand fra landsbyen Coyo.
“Ikke som SQM gør det i øjeblikket – de tager bare for sig af vandet, uden der er nogen kontrol fra myndighedernes side”.
Jeg mener godt, at man kan have minedrift her, men det bør gøres moderat. Ikke som SQM gør det i øjeblikket
Orlando Martinez, landmand i Coyo
Lidt syd for Coyo bryder Thomas Vilcas sko igennem den tørre jordskorpe, i det han nærmer sig rødderne af det store latinamerikanske Algarrobo-træ. Under skorpen har manglen på fugt dannet et større hulrum i den udtørrede sandjord. Den 55-årige skolelærer fra det oprindelige Tulor-samfund peger mod stammen af det nøgne træ.
“Kan du se de der sorte pletter, som der kommer væske ud af? Det gør træerne, når de er ved at dø. Som om de prøver at vande sig selv”, siger han.
Algarroboerne er bare ét af mange træer og planter, der bukker under for ørkenens tørre klima ifølge Atacamas oprindelige folk. Men udover at have en særlig kulturel og spirituel værdi for Likanantaí-folket kan træernes tilstand også ses som en tidligt advarselstegn på alvorlig vandmangel: Algarroboerne er et tørkeresistent træ, der er kendt for at gro rødder langt ned i undergrunden.
Algarroboerne er kendt som tørkeresistent træer, der gror rødder langt ned til grunvandsdepoterne.
Det var også Algarrobo-træer, som var centrum for en særlig kontrolrapport fra chilenske myndigheder i 2013. Her fandt inspektørerne, at SQM ikke havde oplyst myndighederne om, at en tredjedel af de træer, som SQM havde indvilget i at observere på deres egen grund, var døde. Ifølge kontrolrapporter, som Reuters har gennemgået, var endnu flere træer ved at dø, da inspektørerne kom tilbage to år senere – stadig uden at SQM havde underrettet myndighederne.
Ironisk nok var Atacamas saltørken for tusinder af år siden en enorm sø, inden voldsomme klimaforandringer fik den til at udtørre. Forskere studerer nu området som et eksempel på, hvad der kan ske rundt omkring på kloden, i takt med at de globale klimaforandringer træder i kraft. Og samtidig er en række industrier altså ved at bruge den sidste smule vand, der er tilbage i verdens tørreste ørken, som en del af ræset for at mindske temperaturstigningerne med elektriske biler.
“Med Atacamas minimale mængder nedbør regnede vi med, at området her kunne blive fuldstændig udtørret i løbet af de næste hundrede tusinde år. Men lige nu accelererer menneskelige aktiviteter processen på en måde, vi slet ikke havde forestillet os”, siger mikrobiologen fra Antofagasta Universitet, Cristina Dorador.
Jorge Álvarez Sandón husker stadig da Tebinquiche-lagunen var fuld af flamingoer. Ørkenen plejede at være hjem for Andesbjergenes største bestande af andes-flamingoer, som kom her for at bygge rede. De plejede at lægge æg nok til, at Likanantaí-folket kunne samle en god del af dem for at bytte og handle med andre oprindelige folk.
“Men nu er vandstandene for lave, og det fungerer ikke for flamingoerne”, siger Matilde López, biolog og seniorlektor ved Chile Universitets Fakultet for Skovvidenskab og Naturbeskyttelse.
Matilde López har studeret Atacamas dyreliv i årtier, og hun frygter nu, at litiumudvindingen kan blive enden på områdets flamingobestande. Bliver der mindre vand i lagunerne, bliver saltindholdet højere, og så det vil gå ud over lagunernes algebestande, som er det, flamingoerne lever af.
“Så bryder du hele fødekæden”, siger hun.
Atacama er kendt for sine andesflamingoer, der lever af saltsøernes alger.
Cristina Dorador frygter også, at Atacama vil gennemgå, hvad hun kalder en “mikro-katastrofe”, hvor ændringer i ørkenens unikke mikrobiologiske liv kan have vidtrækkende konsekvenser for Atacamas flora og fauna.
“Sker der ændringer i vandstandene og vandets saltindhold, kan det påvirke de mikrobielle miljøer og på den måde have en effekt på hele økosystemets sammensætning”, siger hun.
Kilde: IWGIA, The Guardian, Journal of Latin American Studies
I 2017 sendte den daværende chef for Chiles statslige udviklingsagentur CORFO et brev til Chiles tilsynsmyndighed for miljø, som advarede om, at SQM udgjorde “en alvorlig risiko for stabiliteten” af Atacamas økosystem og dets reserver af saltlage.
Reuters har tidligere afsløret, hvordan Albemarle og SQM hver især har udtrykt bekymring for modpartens mulige overudnyttelse af saltlagereserverne i indberetninger til myndighederne – samtidig med at de to selskaber i udmeldinger til offentligheden har tilkendegivet at være fuldstændig sikre i forhold til fremtidige beholdninger af saltvand i undergrunden.
Den tidligere regerings nystiftede ‘Komité for Ikke-Metallisk Minedrift’ – institutionen som målte, at der blev udvundet langt mere vand fra Atacama, end der tilflød – arbejdede på en større strategi for, hvordan de chilenske myndigheder uafhængigt kunne overvåge miljøforandringer i ørkenen som følge af minedrift. Men da den nye centrum-højre regering kom til magten sidste år, lukkede den komitéen ned.
”De få studier, jeg kan referere til, har jeg fra forskerne i Komitéen for Ikke-Metallisk Minedrift”, siger Marcela Hernando, medlem af det chilenske parlament for det midtsøgende Radikale Parti og tidligere borgmester og regional guvernør i Atacamas Antafogasta-region.
Ligesom bekymrede forskere og miljøorganisationer peger Marcela Hernando på, at statens vandmyndighed, DGA, er stærkt underfinansieret, selvom den burde være en central kontrolmyndighed i forhold til brugen af Atacamas vandressourcer.
”DGA har meget få ansatte, og i den vidstrakte ørken med dens tusinder af kilometer er det svært at foretage nok inspektioner”, siger hun.
Pumpe der suger saltlage op fra Atacamas undergrund. SQM og Albemarle har tilsammen licens til at pumpe omkring 2000 liter saltvand op i sekundet.
Da Danwatch møder statens vandmyndighed, DGA, i det centrale Santiagos ministeriebygninger, mener lederen af Afdeling for Bevarelse og Beskyttelse af Vandressourcer Mónica Musalem ikke, at litiumudvindingen udgør nogen risiko for Atacamas miljø for øjeblikket. Hun indrømmer, at nogle inspektioner i 2016 og 2017 viste, at SQM overskred deres maksimumgrænser for udvinding. Men siden da er selskabet blevet sanktioneret af myndighederne, og der er blevet udarbejdet en række planer med krav til dets fremtidige produktion, understreger hun.
Mónica Musalem anerkender også, at der i øjeblikket trækkes flere vandressourcer ud af Atacama, end der tilflyder.
”Men siden der er tale om saltlage med så høj en koncentration af salt, at det ikke er egnet til brug for mennesker eller dyr, så har vi tilladt denne vandmæssige ubalance. Lige nu prøver vi så at evaluere, hvor skæv den ubalance kan blive, uden at det går ud over miljøet”, siger hun.
”Det er baseret på analyser fra myndigheden for miljøevaluering, som har bekræftet, at ubalancen ikke kommer til at have negative konsekvenser for miljøet”, tilføjer hun.
Da Danwatch spørger Mónica Musalem til det dengang otte måneder gamle miljøstudie fra Arizona State Universitet, som stort set alle interviewede forskere har henvist til, så har hun ikke hørt om det. Hun afviser derefter prompte SpaceKnow and Engineering & Technologys analyse af satellitbilleder. Ifølge Mónica Musalem varierer vandstanden i lagunerne meget fra år til år, hvorfor ændringer i lagunernes strukturer ikke kan ses som nogen direkte indikation på, hvor meget vand, der udvindes i minedriften.
Der er Chiles statslige udviklingsagentur CORFO, som ejer områderne i Atacama og lejer dem ud til de to mineselskaber. Ligesom DGA anerkender CORFO’s vicepræsident Antonia Eyzaguirre Altamirano, at der lige nu udvindes mere vand fra Atacama, end der tilflyder området. Og sådan en vandmæssig ubalance skabt af minedrift ”kan før eller siden påvirke grundvandsniveauer og plantevæksten i dele af området”, indrømmer Antonia Eyzaguirre Altamirano i en email til Danwatch.
Atacama nær landsbyen Coyo.
Derfor arbejder CORFO i øjeblikket på at udvikle en undersøgelsesmodel, som kan fremsige forskellige scenarier under diverse mængder af udvinding. Når den er færdig, vil den både blive delt med Chiles forskellige miljø- og vandmyndigheder, lover vicepræsidenten. Hun tilføjer, at CORFO desuden er ved at implementere et online-monitoreringssystem, som både kan holde øje med vandniveauer og andre miljømæssige faktorer ved brønde nær udvindingen. Men ind til videre er det ikke CORFO’s holdning, at udvindingen bør begrænses på nogen måde.
Atacama-saltørkenen kræver en fælles indsats fra alle de involverede firmaer. Det er ikke kun SQM, der bruger af depoterne her, men også kobberminer
Ellen Lenny-Pessagno, Albemarle
Fra Albemarle understreger landechef i Chile Ellen Lenny-Pessagno, at selskabet med ny teknologi og nye varslingssystemer kan opfange miljøpåvirkninger og eventuelt nedsætte udvindingen af saltvand. Hun bemærker, at Albemarle kun bruger en mindre del af dets ferskvandstilladelser sammenlignet med SQM og andre omkringliggende mineindustrier såsom områdets kobberminer. Desuden har Albemarle kun tilladelse til at udvinde 442 liter saltlage per sekund, mens SQM må pumpe 1,500 liter op i sekundet, tilføjer hun.
”Atacama-saltørkenen kræver en fælles indsats fra alle de involverede firmaer. Det er ikke kun SQM, der bruger af depoterne her, men også kobberminer – de venter i øjeblikket på tilladelser til at udvinde endnu mere, hvilket kan komme til at påvirke ørkenens mulighed for at genoprette dens depoter”, skriver Ellen Lenny-Pessagno i en email til Danwatch.
Fra SQM indrømmer vicepræsident for teknologi, miljø og lokalsamfund, Alejandro Bucher, at selskabet har udvundet mere saltvand end tilladt i 2016. Men han hævder, at det skyldes, at Chiles miljømyndigheder ændrede dets tolkning af reguleringen på det tidspunkt. SQM har siden indsendt en række forslag til, hvordan de nedsætter udvindingen, og i år godkendte myndighederne en endelig plan, de nu skal følge.
“Vores tilladelser er et resultat af omfattende miljøevalueringer fra myndighederne, som sigter efter at sikre, at udvindingen af saltlage foregår, uden at det har konsekvenser for de sårbare områder af miljømæssig interesse eller de nærliggende lokalsamfund”, skriver Alejandro Bucher.