En international voldgift afgør stridigheder mellem stater og virksomheder.
Et eksempel er sagen mellem Colombia og et canadisk mineselskab, som vi har skrevet en artikel om her. I sagen har Colombia fredet et naturområde, som mineselskabet tidligere havde haft rettigheder til at grave efter guld og sølv i. Nu kræver selskabet det tredobbelte af sin investering i erstatning ved en voldgiftstribunal.
Verdensbankens voldgiftstribunal, International Center for Investment Settlement of Disputes (ICSID), varetager størstedelen af voldgiftssager i verden og hjælper med at etablere de såkaldte tribunaler.
Voldgiftstribunaler udgøres af tre dommere. Stat og virksomhed udnævner én dommer hver og bliver enige om den tredje, som er præsident for tribunalet. Kan de ikke nå til enighed, vælger ICSID en præsident.
Flest sager om minedrift
Siden 1972 er der blevet ført 706 voldgiftssager ved ICSID ifølge de nyeste tal fra Verdensbanken. Næsten en tredjedel er sager i Latinamerika og Caribien.
En fjerdedel af alle voldgiftssager hos ICSID har haft med olie, gas og minedrift at gøre.
I en ny rapport har flere NGO’er kulegravet voldgiftssager mod latinamerikanske stater og fundet ud af, at 38 af dem handler om minedrift. Ét land er klart overrepræsenteret og stod bag halvdelen af de 38 sager: Canada.
Og det er ifølge rapporten selvom størstedelen af de canadiske selskaber enten ikke har nogen fungerende mine eller slet ikke noget mineprojekt.
Bare i Colombia har fire canadiske mineselskaber krævet erstatning fra den colombianske stat på 1,7 milliarder dollars (11 milliarder kroner).
Ifølge Lauge Poulsen, som er lektor i international politisk økonomi og forsker i voldgiftssager ved University College London, kan virksomheder vælge at føre en sag ved et internationalt voldgiftstribunal frem for nationale domstole, hvis de ikke stoler på landets retssystem:
“Det kan være fordi man som udenlandsk investor ikke forventer at blive behandlet ordentligt af de lokale domstole. Derudover kan traktaten også give den udenlandske investor rettigheder, der på nogle områder er bedre end dem, man har under national lovgivning”, siger han.
Men her adskiller internationale voldgiftssager sig fra andre internationale domstole. Det siger Bart-Jaap Verbeek, researcher hos den hollandske NGO Centre for Research on Multinational Corporations (SOMO), som har fulgt internationale voldgiftssager tæt i mange år.
Han forklarer, at man under normale omstændigheder skal have gået rettens vej i nationale domstole, før man kan indbringe en sag for en international domstol:
“I international voldgift er udenlandske investorer undtaget dette. Striden bliver frakoblet national lovgivning og placeret i en transnational juridisk arena, hvor tribunaler kun dømmer ud fra investorers rettigheder i frihandelsaftalen”, siger han til Danwatch.
I starten af april mødtes knap 400 delegater fra 106 lande og 70 observatører for at diskutere en eventuel reform af international voldgift. De skulle bl.a. tage stilling til følgende bekymringer:
Ifølge Bart-Jaap Verbeek giver voldgiftssagerne store virksomheder mulighed for at kræve erstatning for sin oprindelige investering, men også såkaldt “tabt fremtidig profit”. Udsigterne til store bøder kan betyde, at stater holder igen med at regulere og indføre lovgivning:
“Truslen om voldgiftssager kan få den effekt, at regeringer undlader at introducere ny lovgivning i offentlighedens interesse, eller udvander dem for at undgå dyre og langvarig retssager”, siger han.
Og stater bør ikke ignorere voldgiftstribunalers afgørelser. I hvert fald ikke, hvis man som stat fortsat ønsker at tiltrække flere udenlandske investeringer, forklarer Lauge Poulsen fra University College of London:
“Det kan sende et negativt signal til andre internationale investorer om, hvorvidt det er en regering man kan stole på”, siger han og fortsætter:
“I nogle tilfælde kan regeringen også have en interesse i at beskytte dens egne investorer i udlandet, hvilket kan være svært, hvis regeringen ikke også selv respekterer internationale investeringsforpligtelser”.
International voldgift handler ifølge Lauge Poulsen om at balancere et hensyn til staters suverænitet med investorers rettigheder:
“Spørgsmålet er, hvordan man skal balancere investorernes rettigheder med den almene interesse i offentlige regulering, herunder regulering for at beskytte miljøet”, siger han.
Lauge Poulsen forklarer, at voldgiftssager kan være kontroversielle, fordi de kan idømme erstatning for noget, der ikke ville retfærdiggøre en erstatning under normale omstændigheder.
“En af de helt store kontroverser på det her område er, hvorvidt voldgiftsdommere engang imellem er gået for langt og har dømt regeringer for regulering, der typisk ikke ville medføre kompensation under nationale lovgivninger selv i industrialiserede lande”, siger han.
Ifølge Bart-Jaap Verbeek er det aldrig blevet påvist, at international voldgift i frihandelsaftaler er lig med flere udenlandske investeringer.
“International voldgift kan give mening i sager, hvor der har været en meget grel opførsel fra værtslande, f.eks. med direkte ekspropriation, negligering af retssystemet eller grov diskrimination. Men virkeligheden er, at langt størstedelen af voldgiftssager ikke handler om dårlig opførsel fra værtslandet”, siger han til Danwatch.
Nikolaj Skydsgaard