Udvindingen af råstoffer stiller den grønne omstilling i et dilemma: “Vi redder lige nu miljøet ved også at ødelægge miljøet”

Minedrift har historisk ofte været skyld i miljøproblemer til stor skade for især biodiversiteten, og udvindingen af råstoffer til den grønne omstilling går ikke fri. Det har fået forskere til at stille spørgsmålstegn ved, hvor grønne og rene de grønne teknologier reelt set er, når de samtidig er afhængige af en massiv råstofindvinding, der ikke mindst kommer fra udviklingslande med færre miljøkrav.

"Nej til minedrift" skrevet på et busstoppested uden for San Pedro de Atacama. Atacama-ørkenen og de oprindelige folk, som bor der, lider under litium-udvindingen fra ørkenens saltdepoter.

"Du ser miljøskader på landjorden, som er forårsaget af støv og brugen af dynamit og indimellem også syre. Derudover ser du også tilfælde af skovfældning, kollaps af bjerge samt vandproblemer i form af forurening af vand eller kæmpe forbrug af vand. Og så er der selvfølgelig - og ikke mindst - også de direkte CO2-udslip”.

I 2018 udsendte den tyske kemivirksomhed BASF og det russiske mineselskab Nornickel en  pressemeddelelse, som fortæller en vigtig historie om en af de største dilemmaer ved den grønne omstilling.

BASF ville som led i deres investeringsplan på 400 millioner euro og i klimaets navn opføre et helt nyt produktionsanlæg af batterier til elbiler i den lille mineby Harjavalta i det vestlige Finland. Et anlæg, der efter planen skulle være i stand til at levere batterier til ca. 300.000 europæiske elbiler om året efter dets opstart i slutningen af 2020.

I den forbindelse havde de to giganter underskrevet en aftale med Nornickel som omdrejningspunkt. For batterier kræver råstoffer som nikkel og kobolt, og dem kunne Nornickel udvinde og raffinere. 

“Vi er særligt stolte over, at vores virksomhed kan spille en vigtig rolle ved at støtte udviklingen af den grønne økonomi i Europa og globalt”, lød det fra Sergey Batekhin, Senior Vice President hos Nornickel.

Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for Nornickels udvinding og raffinering af råstoffer. 

Godt 3.000 kilometer øst for Harjavalta ligger den russiske by Norilsk, hvor Nornickel har sine største operationer. Byen plages af den højeste koncentration af svovldioxid i verden, som frigives under Nornickels forarbejdning af råstoffer som kobber, nikkel og kobolt. 

Den store mængde svovldioxid, en farveløs, sundhedsskadelig og skarpt lugtende gas, der kan skade luftvejene og dræbe fauna, har blandt andet medført, at miljøet er blevet klart forringet i byen, og at byens borgere klager over skrantende helbred. 

Ikke desto mindre er det nu Nornickel, der skal levere nikkel og kobolt til mange af Europas kommende elbiler fra deres lokale operation i Harjavalta. 

Situationen med Nornickel er ikke en enlig svale. Minedrift har gennem tiden været skyld i store miljøproblemer som uhensigtsmæssig skovfældning, udslip af giftige gasser, ødelæggelse af biodiversitet og forurening af vand, og minedrift af råstoffer til den grønne omstilling er ingen undtagelse. 

Det fortæller Jesse Cato, programchef for naturressourcer hos ngo’en Business and Human Rights Resource Center, som har været med til at søsætte en såkaldt mineral tracker tilbage i 2019, der opgør menneskerettighedskrænkelser i mineselskaber knyttet til den grønne omstilling.

“Over halvdelen af de indberettede anklager om menneskerettighedskrænkelser i mineral trackeren handler om miljøproblemer forårsaget af minedrift. Især vandforurening går igen, men også anklager om negative påvirkninger på biodiversiteten og luftforurening er at finde i vores data”, siger Jesse Cato. 

Hun bakkes op af Benjamin Sovacool, professor i energipolitik ved universitetet i Sussex i Storbritannien, som har undersøgt, hvordan udvindingen af råstoffer til den grønne omstilling påvirker mennesker og miljø. I den forbindelse besøgte han og et team flere minehuller i DR Congo, og her fremgik det tydeligt, at minedriften i høj grad påvirker miljøet omkring lokalsamfundene. 

“Lokalsamfundene er ekstremt udsatte. Det er dem, som skal leve med den voldsomme støj, al støvet, kollaps af dæmninger, forurening af vand og så videre. Men i modsætning til mineselskaberne får de ingen af fordelene. Kun ulemperne”, siger Benjamin Sovavcool. 

Han understreger derfor det paradoksale i, at vi i kampen mod klimaforandringer også forårsager miljøproblemer til stor skade for den omkringliggende natur og samfund. En pointe, der går igen i forskningsartikler.

Forskerne understreger dog, at hensigten ikke er at stoppe den grønne omstilling, for udvindingen af fossile brændstoffer har trods alt de største negative klima- og miljøkonsekvenser. Men lige nu er miljøet udsat de steder, hvor mineralerne udvindes. Og i mange tilfælde er minerne placeret i udviklingslande, som derfor må betale den miljømæssige pris for vores grønne teknologi.

Derfor er vi – siger forskerne – nødt til at forholde os til, hvordan vi får mineralerne til den grønne omstilling.

Grønne teknologier er afhængige af essentielle råstoffer

Råstoffer er en altafgørende forudsætning for stort set al teknologi, og det gælder også for de grønne teknologier, som eksisterer på markedet i dag. 

Ifølge Verdensbanken og Richard Herrington, professor og leder af jordvidenskab på Naturhistorisk Museum i London, er det særligt syv vigtige råstoffer, der går igen på tværs af alle teknologierne, nemlig nikkel, kobber, krom, litium, aluminum, grafit og kobolt.  

“Det er egentligt overordnet de her råstoffer, der anvendes i alle eller i hvert fald flere teknologier. Når vi snakker om råstoffer, glemmer vi ofte de almindelige metaller som aluminium og kobber, fordi de allerede bruges i alle mulige andre ting, men de er virkelig vigtige, når det kommer til de grønne teknologier”, siger Richard Herrington. 

Netop vigtigheden af råstofferne kan ikke undervurderes, lyder konklusionen fra flere undersøgelser. Det skal ikke mindst ses i lyset af, at mange lande har forpligtet sig til at reducere deres CO2-udledninger gennem Parisaftalen, og derfor sætter deres lid til grønne teknologier. Hertil kommer også, at EU, Danmark og en række andre lande planlægger at investere massivt i grønne teknologier, når økonomien skal genstartes efter corona-pandemien. 

Det medfører en kæmpe efterspørgsel på råstoffer, fordi grønne teknologier kræver flere råstoffer end elproduktion baseret på fossile brændstoffer; eksempelvis vurderede svenske forskere i en undersøgelse fra 2018, at efterspørgslen på råstoffer mellem 2015 og 2060 vil være ti gange så stor for vindenergi, tre gange så stor for solceller og 87 gange så stor for elbiler.

Men udvindingen kommer ikke omkostningsfrit, og flere rapporter og forskere sætter spørgsmålstegn ved bæredygtigheden af foretagendet.

En af dem er en rapport fra FN fra  2020, hvor der står, at “minedrift og mineraludvinding ofte har høje miljømæssige – og sociale omkostninger”, mens Verdensbanken i en rapport fra 2020 noterer at “minedrift ofte resulterer i alvorlig miljøpåvirkninger og samfundsproblemer. Desuden er selve metalproduktionen af råstofferne energiintenstiv og vanskelig at dekarbonisere (at gøre CO2-neutral, red)”. 

Det er ikke mindst miljøet, det går ud over.

FAKTA

Eksempler på miljøskader forårsaget af minedrift knyttet til grønne råstoffer

Nikkel

Der er observeret skader på ferskvand og marine økosystemer i Canada, Rusland, Australien, Filippinerne, Indonesien og Ny Kaledonien. Alle formentligt på grund af nikkeludvinding.

Kobber

Udvindingen af kobber har ført til svær metalforurening i lande som Chile, Kina, Indien og Brasilien, mens mineaffald er blevet dumpet på landjorden i Zambia med ødelæggende konsekvenser for landbrugssamfund.

Kobolt

Koboltbæltet i DR Congo er et af de ti mest forurenede steder i verden, blandt andet på grund af metalforureningen af vand, jord og luft fra koboltudvindingen. Verdensbanken har tidligere kaldt miljøproblemerne forårsaget af småskala-minedrift for “elendige” og vurderet, at aktiviteterne fra småskala-minedrift kan hærge det lokale miljø i sådan en grad, at det kan have en negativ påvirkning af biodiversiteten.

Litium

I lande som Chile, Argentina og Bolivia har udvindingen af litium resulteret i vandmangel og vandforurening, hvilket især rammer oprindelige folk og lokale samfund hårdt.

Sjældne jordartsmetaller

I Kina, Malaysia og USA har de store mængder af mineaffald, gas og spildevand fra udvindingen af sjældne jordartsmetaller givet store miljøskader.

Grønne råstoffer, store miljøproblemer 

I Cuba ved industribyen Moa i Holguín-provinsen findes der er “et månelignende landskab”. Her er ingen mennesker, ingen dyr, ingen træer. Bare 570 hektar ren farveløs og livløs ødemark. Forklaringen er ifølge forskere miljøforurening fra den åbne nikkel- og koboltmine, som ligger i nærheden af Moa. Forurening, der har medført, at 99,7 procent af jorden i provinsen er blevet klassificeret som “meget uproduktiv” til landbrug, og som har medført en stigning i lungesygdomme hos indbyggerne i området.  

Miljøproblemer forårsaget af minedrift er et tilbagevendende og velkendt kritikpunkt af råstofudvinding. Flere gange er det kommet frem, hvordan områder omkring en mine er blevet påført uoprettelige miljøskader, og som minen i Moa illustrerer, så gælder det også minedrift af råstoffer til grønne teknologier. 

Det fortæller Benjamin Sovacool, professor i energipolitik ved universitetet i Sussex i Storbritannien og en af verdens mest citerede forskere, der i forbindelse med sin klimaforskning har undersøgt, hvilke konsekvenser råstofudvindingen til den grønne omstilling har på samfund og miljø. 

“Du ser miljøskader på landjorden, som er forårsaget af støv og brugen af dynamit og indimellem også syre. Derudover ser du også tilfælde af skovfældning, kollaps af bjerge samt vandproblemer i form af forurening af vand eller et kæmpe forbrug af vand. Og så er der selvfølgelig – og ikke mindst – også de direkte CO2-udslip”, siger Benjamin Sovacool. 

Årsagerne til miljøproblemerne er mange, men ifølge en FN-rapport fra 2013 skyldes det langt hen ad vejen, at minedrift helt generelt er kemi- og ressourcetung i næsten alle led; det gælder fra den spæde opførelse af en mine til selve raffineringen af et råstof. Bare transporten af et råstof fra en mine til et givent raffineringsanlæg kan være utrolig CO2-tungt, fordi udvindingen i mange tilfælde sker på geografisk isolerede steder. 

Derudover har ustabile produktionsled også ført til store miljøkatastrofer som kollaps af dæmninger, kemikalier, der siver ned i grundvandet, og mineaffald, som ender steder, hvor det ikke burde ende. Alt sammen med samme resultat, fortæller Benjamin Sovacool. 

“Forringet biodiversitet, ødelagt natur og store sundhedsproblemer blandt befolkningen”, siger han. 

Flere rapporter og forskningsartikler bakker op om Sovacool’s udlægning, og mange steder er skaderne allerede sket. 

  • Mineral Trackeren registrerer offentligt rapporterede beskyldninger om miljø- og menneskerettighedskrænkelser mod virksomheder, der udvinder et eller flere af følgende seks mineraler: kobolt, kobber, lithium, mangan, nikkel og zink
  • De seks mineraler (eller råstoffer, red.) er valgt, fordi de er essentielle i forhold til grønne teknologier, og at man derfor venter en øget efterspørgsel på netop disse råstoffer
  • Mineral Trackeren inkluderer beskyldninger, der er indrapporteret fra perioden 2010-2020, og opdateres hvert andet år
  • Beskyldningerne i Mineral Trackeren opspores gennem rapportering og monitorering af internationale og lokale medier samt retssager mod virksomhederne

Kilde: Business and Human Rights Ressource Center

Over 200 miljøanklager lige nu

Problemstillingen med negative miljøpåvirkninger fra minedrift er ligeså gammel som minedrift selv, og det er derfor svært at komme med præcise tal på, hvor udbredt miljøproblemer fra minedrift knyttet til den grønne omstilling rent faktisk er. Primært fordi mange af minerne har eksisteret i mange år, og miljøskaderne derfor kan være flere årtier gamle. 

Den føromtalte mineral tracker, som er lanceret af ngo’en Business and Human Rights Resource Center giver dog et estimat. Siden 2019 har mineral trackeren opgjort menneskerettighedskrænkelser i mineselskaber knyttet til råstoffer i den grønne omstilling, hvor den på nuværende tidspunkt sporer råstofferne kobolt, kobber, litium, nikkel, zink og mangan. Og her handler over halvdelen af anklagerne om miljøproblemer. 

Helt konkret er der i den seneste update fra februar 2021 rapporteret om 229 negative miljøpåvirkninger, hvoraf de klart fleste, nemlig 106, omhandler vandforurening og manglende adgang til vand, fortæller Jesse Cato, programchef for naturressourcer hos Business and Human Rights Resource Center.

“I vores seneste update kiggede vi især på vand for at skabe opmærksomhed om, hvordan en øget minedrift efter de her råstoffer truer adgangen til den livsnødvendige ressource. Og her fremgik det tydeligt, at der er store problemer med netop vand i forhold til vandmangel og vandforurening”, siger Jesse Cato.

Et eksempel, der ofte bliver nævnt og fremhævet som et billede på worst-case scenario, er litium-udvindingen i Atacama-ørkenen i Chile, som Danwatch besøgte i 2019. For at udvinde litiummet fra Atacamas underjordiske saltdepoter kræves det, at vandet i saltlagen trækkes ud, og i den proces fordamper 95 procent af saltvandet og forsvinder ud af ørkenens vandkredsløb. Det har medført, at Atacama, som i forvejen er kendt for at være verdens tørreste sted, lider af så alvorlig vandmangel, at ørkenens oprindelige folk ikke længere kan drive landbrug. 

Forskere vurderer også, at de samlede vandressourcer på sigt vil blive mindre og mindre, og at ferskvandet kan risikere at blive blandet med det meget saltholdige vand og blive udrikkeligt, fordi saltvandsdepoterne er forbundet med ferskvandskilder. 

Læs også: Så meget vand går der til verdens batterier 

Men der er også krænkelser af miljøet i mineral trackeren, som har at gøre med mange andre ting end vand: overtrædelse af miljølove, ødelæggelse af dyreliv, utilstrækkelig miljøanalyser, luftforurening og jordforurening. Det er altså hele skiven af miljøproblemer, som kan spores i udvindingen af de grønne råstoffer, fortæller Jesse Cato.

“Konklusionen fra vores seneste update er, at anklager om negative miljøpåvirkninger fra minedrift fortsat er en væsentlig krænkelse blandt virksomheder, der producerer eller udvinder råstoffer til den grønne omstilling”, siger Jesse Cato.

  • Mineral Trackeren registrerer offentligt rapporterede beskyldninger om miljø- og menneskerettighedskrænkelser mod virksomheder, der udvinder et eller flere af følgende seks mineraler: kobolt, kobber, lithium, mangan, nikkel og zink
  • De seks mineraler (eller råstoffer, red.) er valgt, fordi de er essentielle i forhold til grønne teknologier, og at man derfor venter en øget efterspørgsel på netop disse råstoffer
  • Mineral Trackeren inkluderer beskyldninger, der er indrapporteret fra perioden 2010-2020, og opdateres hvert andet år
  • Beskyldningerne i Mineral Trackeren opspores gennem rapportering og monitorering af internationale og lokale medier samt retssager mod virksomhederne

Kilde: Business and Human Rights Ressource Center

“Vi redder miljøet ved at ødelægge miljøet”

Ifølge mineral trackeren sker menneskerettighedskrænkelser knyttet til miljøproblemer over hele verden. Ikke et kontinent går fri, men der er regioner, hvor der bliver indberettet markant flere klager, og de ses som regel i udviklingslande i Afrika eller Sydamerika. Ofte fordi der bliver stillet færre krav til, hvordan udvindingen skal ske, hvilket presser miljøet til det yderste. 

Den store geografiske forskel på, hvor de grønne teknologier yder gavn, og hvor udvindingen af råstofferne til den gør skade, kalder Benjamin Sovacool for “dekarboniseringssplittelsen”.

I en forskningsartikel fra 2020 problematiserer han og en række forskere, hvordan råstoffer til den grønne omstilling kommer i uforholdsmæssig stort grad fra udviklingslande. Og at der derfor kan sættes spørgsmålstegn ved grønne teknologiers påståede “renhed” og “grønhed”, fordi de er afhængige af en “beskidt råstofudvinding” fra et andet sted i verden. 

“Hele formålet med grønne teknologier er at bekæmpe klimaforandringer, men lige nu sker det på bekostning af miljøet. Vi så at sige redder miljøet ved at ødelægge miljøet. Bare ikke hos os, og det er hvad dekarboniseringssplittelsen betyder”, siger Benjamin Sovacool. 

Grundlæggende argumenterer forskerholdet for, at Europa ganske vist bliver mere rent og grønt, men kun fordi kontinenter som Afrika bliver mere snavsede og usikre.

Som bevis for den påstand har forskerholdet rejst rundt i henholdsvis DR Congo og Ghana, hvor de besøgte en række miner og lossepladser fyldt med udslidte grønne teknologier. Her fremgik det tydeligt, hvordan råstofudvindingen påvirker miljøet – eksempelvis siger en industriel minearbejder, at hvis man besøger minebyerne i DR Congo i tørsæsonen, er det ligesom at bo i en permanent sandstorm. Minearbejderen fortæller også, at man har kunnet sporet høje koncentrationer af metaller i urin såvel som blod hos især børn, som stammer fra metalforureningen fra minerne. 

Benjamin Sovacool understreger, at selve målet – at afhjælpe klimakrisen – ikke er til forhandling. Dekarbonisering i sig selv er ikke dårligt, siger han, men det er måden, vi gør det på, som er problematisk. 

“Vi vil gerne have den grønne omstilling, men den skal helst være så billig og overkommelig som muligt. Ikke mindst for at beskytte os selv her i Europa. Så lige nu lever vi med et kompromis. Du skal bruge billige materialer, hvis du også vil have og producere grønne teknologier billigt. Og hvis du skal have billige materialer, så kræver det, at du har minedrift som i DR Congo”, siger Benjamin Sovacool

FAKTA

Saltvandsforbrug ved udvinding af litium i Chile

2019

0

milliarder liter vand

hvilket svarer til

0

millioner danske husstande

Mineselskaberne pumper omkring 63.113.852.000 liter saltlage op hvert år. Mængdemæssigt svarer det til det årlige vandforbrug for 1,6 millioner danske husstande – om end Atacamas saltlage er for salt til, at mennesker og dyr kan drikke den.

Små skridt frem

Lige nu ser miljøproblemerne ud til at stige i takt med den grønne omstilling, men ifølge Jesse Cato, programchef for naturressourcer hos Business and Human Rights Resource Center, så er det ikke givet, at det fortsætter sådan. Flere aktører i mineindustrien er mere opmærksomme på de negative konsekvenser af minedrift og er derfor begyndt at reagere på det. 

Det skyldes ikke mindst en øget global kontrol af mineselskaberne, der har ført til, at flere af dem har vedtaget bæredygtighedsplaner, som skal mindske deres samfunds- og miljøpåvirkninger. 

Derudover forskes der også kraftigt i løsninger, som gør det muligt at genanvende råstofferne i de grønne teknologier, mens der arbejdes på bedre måder at spore råstofferne, så man for eksempel ved, om ens elbilsbatteri indeholder nikkel udvundet af Nornickel i Harjavalta, eller om en vindmølles kobber kommer fra Las Bambas i Peru.  

Alt i alt bliver der altså arbejdet på at gøre minedrift mere bæredygtig, fortæller Richard Herrington, professor og leder af jordvidenskab på Naturhistorisk Museum i London. 

“Der er ingen tvivl om, at mineindustrien har haft og har alvorlige problemer. Men vi ser efterhånden, trods alt, en bedre regulering på området, og mange flere virksomheder, der så småt tager mere ansvar”, siger Richard Herrington.

Flere artikler fra serien: 
Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram