Når man spørger Konstantin Baranov om, hvordan den russiske stat har chikaneret hans egen organisation International Youth Human Rights Movement, fornemmer man, at der er ting, som det er bedst ikke at udtale sig om.
Ikke engang til et dansksproget medie.
Konstantin Baranov har kæmpet for menneskerettigheder, siden han var 18 år. Danwatch talte med ham, da han i sidste uge besøgte København for at fortælle, om de metoder den russiske stat bruger til at kue civilsamfundet, blandt andet gennem lovgivning.
“Efter det russiske valg i foråret 2012 blev der vedtaget mange nye love, som har gjort vores liv som NGO’er meget svært, inklusiv ‘The Foreign Agent Law’ og sanktioner imod fredelige demonstranter. Det hele gik meget hurtigt. Lovene blev vedtaget på et par dage uden nogen offentlig debat”, siger Konstantin Baranov.
‘The Foreign Agent Law’ er en russisk lov, der kræver at ikke-statslige organisationer, der modtager penge fra udlandet, skal registreres som udenlandske agenter. Baranovs organisation, International Youth Human Rights Movement, er en international organisation, som arbejder i 30 lande for at fremme menneskerettigheder. De er afhængige af penge fra andre lande for at kunne drive deres NGO.
“Resultatet er blevet, at enhver aktivitet – ikke kun fra menneskerettighedsaktivister men enhver form for civilsamfundsaktivisme – nu befinder sig på kanten af det ulovlige. Et hvert skridt du tager kan blive tolket som en overtrædelse af loven”, siger Konstantin Baranov.
Ifølge lektor ved Århus Universitet med særlig kendskab til russiske forhold, Mette Skak, har den fortolkning bestemt bund i virkeligheden.
“Selvom der stadig er forskelle på Rusland og etpartistaten Kina, så ser vi i Rusland i disse år en række stramninger af mulighederne for at være politisk aktiv på en måde, som er Kreml- og Putin-kritisk. Samtidig er der i nogle henseender en livlig offentlig debat i Rusland. Men den russiske regering er tydeligvis bange for udlandets mulige indflydelse på, hvad der foregår indadtil i Rusland”, siger hun.
Konstantin Baranov mener, at det handler om at lukke munden på dem, som staten er uenig med, eftersom at pengestrømmene stadig bevæger sig frit på tværs af grænser mellem virksomheder og stater.
“Den russiske regering modtager ikke udenlandsk finansiering i form af udviklingsbistand, da vi har profitten fra oliereserverne. Men andre af de tidligere sovjet-lande modtager langt større beløb udefra end civilsamfundet gør. De ønsker selv at modtage penge fra vesten, samtidig med at de laver restriktioner på finansiering til dem, som de ikke kan kontrollere fuldt ud”, siger han.
“Foreign Agent-loven er et af eksemplerne. Sammenligner man med andre landes restriktioner rettet mod NGO’ers aktiviteter og finansiering, så har de været langt mere åbenlyse. I Rusland beder man NGO’er om at registrere sig og være fuldstændig gennemsigtige, men vi vidste alle sammen lige fra begyndelsen, at dette var et redskab skabt til at kontrollere, pålægge selvcensur og lukke ned for aktiviteter.”
I takt med at menneskerettighederne og NGO’erne er blevet mistænkeliggjort af regeringen, er der opstået en polarisering mellem befolkningen og organisationerne, mener Konstantin Baranov. Ifølge ham er resultatet blevet, at NGO’ernes værdisæt og arbejde fremstår i et mistænkeligt skær af noget elitært og udefrakommende.
Mette Skak, lektor ved Institut for Statskundskab ved Århus Universitet, bekræfter det billede.
“Hvis den russiske regering kan få den brede russiske offentlighed til at anse regimekritikere for en art udskud, så betragtes det som en succes”, siger hun.
Konstantin Baranov mener, at den skærpede konflikt mellem USA og Rusland har gjort, at enhver handling bliver tolket som et indlæg i informationskrigen mellem øst og vest. Det har været med til at politisere NGO’ernes arbejde, mener Konstantin Baranov. Han oplevede det særligt, da konflikten i Ukraine var allermest tilspidset.
“Dækningen af konflikten i det østlige Ukraine er meget ensidigt og partisk i de russiske medier. Eksempelvis da de russiske autoriteter nægtede, at der var russiske soldater i det østlige Ukraine, men der samtidig kom kister hjem med russiske borgere. Civilsamfundet udfordrede det officielle billede med andre oplysninger og fortolkninger.”
Konstantin oplevede, hvordan aktivister og NGO’er, som forsøgte at korrigere de officielle forklaringer omkring krisen på Krim-halvøen, blev mål for statens forfølgelse.
“Nogle af vores kollegaer fik fingre i officielle dokumenter over dræbte russiske soldater i Ukraine og offentliggjorde oplysningerne. Den primære kilde fik øjeblikkeligt en sag om bedrageri mod sig og fik en betinget dom. Dette måtte hun gennemgå, og hun er en kvinde i halvfjerdserne. Civilsamfundet prøver at udfordre reglerne i denne her informationskrig, og måden den bliver ført på – og bliver ofte retsforfulgt for det.”
“I perioden mellem 2014-2016, hvor konflikten i Ukraine var på sit højeste, var stemningen meget fjendtlig for NGO’er. Smædekampagner forsøgte at miskreditere vores arbejde, og regeringen prøvede at skabe en splittelse mellem befolkningen og NGO’er og aktivister. De fremstillede os som nogen, der repræsenterede fremmede stater”, siger han.
Konstantin Baranov er ikke længere en synlig figur i den russiske offentlighed. Det er både et personligt valg men også et bevidst valg fra hans organisation International Youth Human Rights Movement.
Konstantin Baranov mener, at Rusland er verdensberømt for sin undertrykkelse af civilsamfundet, og han ser, at andre stater lader sig inspirere af de metoder, som den russiske stat har forfinet.
“‘The Foreign Agent Law’ har vist sig at være attraktiv for mange regeringer og stater. Der har været gentagne forsøg på at adoptere en copy-paste-version af loven i Kirgisistan, men det er heldigvis blevet afvist. Israel har introduceret noget lignende. Det er åbenlyst, at de er inspireret af at se, hvordan den russiske stat er sluppet af sted med at begrænse civilsamfundet, fordi det internationale samfund ikke har redskaber til at gribe ind.“
“Nogle af de vesteuropæiske samfund indskrænker også civilsamfundets aktiviteter. Ofte sker det i en kontekst af terrorbekæmpelse, særligt i Frankrig og Storbritannien. I Frankrig er der eksempelvis den meget berygtede lov, som populært bliver kaldt ‘The crime of solidarity’, som retter sig imod de aktivister og NGO-grupper, som hjælper migranter. Vi har også set forsøg på at gennemføre anti-protest love i USA. Mere end 10 stater har allerede indført strammere regler for demonstranter.”
Da vi spørger Konstantin Baranov, om der ikke er nye udfordringer i tiden – som eksempelvis terrortruslen og flygtningekrisen – der skaber de reaktioner, rynker han sine øjenbryn.
For ham at se er præmissen helt forkert.
“Det handler om, hvordan man fortolker de ting som sker. Forestillingen om flygtningekrisen er overdrevet. Europa så endnu større bølger af immigration mellem første og anden verdenskrig. Mange vesteuropæiske nationer står ikke overfor så store menneskemængder. Det handler nærmere om, at populistiske bevægelser bruger migranter som syndebukke for at vinde den offentlige debat”, siger Konstantin Baranov.
Han peger i stedet på, at vi lever i en tid, hvor stater og politikere forsøger at generobre suverænitet og derfor vender sig væk fra det internationale samarbejde og mistænkeliggør de internationale konventioner.
“Menneskerettighederne, og de ideer som ligger bag, er under angreb. De ord og det sprog vi bruger bliver miskrediteret”, tilføjer Konstantin Baranov.
Sarah Scheer Pedersen