7. september 2022

Russiske lejesoldater går primært efter civile i Mali og Den Centralafrikanske Republik

En ny rapport fra Armed Conflict Location & Event Data Project dokumenterer, at russiske lejesoldater fra Wagner Group indsat i Mali og Den Centralafrikanske Republik angriber flere civile end terrorister.

Flygtninge fra Mali, der blandt andet er blevet fordrevet af Wagner Group, har fundet ly i en flygtningelejr i Mauretanien. Foto: Guy Peterson / AFP / Ritzau Scanpix

Da russiske lejesoldater fra Wagner Group i marts deltog i en massakre på civile i byen Moura i det centrale Mali, var det ikke en tragisk engangsforestilling. 

Det var en bekræftelse af, at russerne oftere angriber helt almindelige mennesker end de islamistiske terrorister, som de ellers officielt er i landet for at hjælpe den maliske hær med at bekæmpe. 

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Armed Conflict Location & Event Data Project, en amerikansk organisation, der kortlægger voldelige konflikter verden over. 

I både Mali og Den Centralafrikanske Republik begår Wagner Group flere overgreb på civile end både regeringshæren samt de største væbnede oprørsgrupper.

Civile indblandet i over halvdelen af alle hændelser 

På papiret har Wagner Group ingen forbindelse til den russiske stat. Men det er bredt anerkendt, at gruppen opererer som Kremls forlængede arm i lande, hvor Rusland har særlige kommercielle eller strategiske interesser.  

“De opererer på vegne af en autoritær stat, der ser stort på menneskerettigheder, og al erfaring viser, at de gerne går over stregen for at opnå deres mål”, sagde Flemming Splidsboel, seniorforsker og Rusland-ekspert på Dansk Institut for Internationale Studier, da Danwatch i september sidste år skrev om Wagner Groups indtræden i Mali. 

Aktuelt er gruppen primært aktive i Ukraine, men de seneste år har lejesoldaterne været indsat i en række afrikanske lande, heriblandt altså Mali og Den Centralafrikanske Republik

Begge lande er kommet på kant med deres mangeårige allierede, Frankrig. I stedet har de vendt sig mod russerne, og ifølge Armed Conflict Location & Event Data Project har det altså foreløbigt haft større konsekvenser for civilbefolkningerne end oprørsgrupperne. 

I Den Centralafrikanske Republik har civile været målet i 52 procent af alle voldelige sammenstød med deltagelse fra Wagner Group siden slutningen af 2020. Og i Mali er tallet helt oppe på 71 procent for perioden 1. december 2021 til 31. juli 2022. 

Mens russernes angreb på civile i Den Centralafrikanske Republik typisk foregår, når Wagner Group opererer alene, er der i Mali primært tale om overgreb begået i samarbejde med regeringshæren, FaMA. 

“Det viser ikke alene, den trussel Wagner Group udgør mod civile med deres målrettede drab og opportunistiske angreb. Det viser også, hvordan stater accepterer og udnytter disse aktiviteter som en del af deres operationer mod oprør”, skriver Armed Conflict Location & Event Data Project

Fra militært til humanitært fokus

Som konsekvens af blandt andet Malis samarbejde med Wagner Group har Vesten 

trukket sig militært fra landet. I vinter hentede Danmark sine tropper hjem efter en disput med militærjuntaen i Bamako, mens den sidste franske soldat i august forlod Mali efter næsten ti års krigsdeltagelse. Også EU har indstillet sin træning af den maliske regeringshær. 

I Den Centralafrikanske Republik udtrykker FN på lignende vis bekymring over brugen af Wagner-soldater. Verdensfredsorganisationen har siden 2014 haft en militær mission i landet. 

Men den russiske indflydelse får alligevel ikke Vesten til fuldstændig at kvitte Vest- og Centralafrika. Heller ikke Danmark.

Den 23. august annoncerede udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), at regeringen har afsat 100 mio. kroner til den humanitære krise i Sahel. 

”Vi har naturligvis fortsat stort fokus på Ruslands krig i Ukraine. Men vi har ikke glemt de andre dybt alvorlige humanitære kriser på verdensplan, som endda rammes hårdest af den globale fødevarekrise”, sagde ministeren ved den lejlighed.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down