7. okt '24Sikkerhed og våben

Sjældent russisk spionskib på mørklagt sejlads gennem Danmark

Det sjældent sete russiske spionskib “Chusovoy” sejlede mandag under Storebæltsbroen ledsaget af et andet russisk militærskib og under tæt overvågning af et dansk patruljefartøj.

chusovoy.png
Efterretningsskibet "Chusovoy" er angiveligt specialiseret i at opsnappe signaler fra vestlige ubåde og sejlede med slukket AIS-sender. Her er skibet spottet ved Storebælt ved formiddagstid mandag 7. oktober.Foto: Kurt Pedersen

Artiklen er opdateret 8. oktober kl. 9:20 med svar fra Forsvarskommandoen.

Den russiske militære slæbebåd SB-123 sejlede søndag rundt i dansk farvand – tæt mandsopdækket af Søværnets patruljefartøj P523 Najaden, som fulgte det russiske skibs færden i ly af aftenen og natten. 

Det viser AIS-positionsdata, som Danwatch har gennemgået.

Gennem mere end syv timer sejlede russiske SB-123 rundt ud for Grenaa, før turen gik mod Storebælt, hvor danske P523 Najaden igen fulgte med.

Men på Storebæltsbroens overvågningskameraer dukkede endnu et russisk skib op, da SB-123 og P523 Najaden mandag ved middagstid sejlede under broen. Nemlig det sjældent sete russiske spionskib Chusovoy, der tilhører Putins nordlige flåde, og er angiveligt specialiseret i at opsnappe signaler fra vestlige ubåde.

Mandag ved middagstid sejlede det russiske spionskib under Storebæltsbroen (fra højre side af skærmen). Kort efter indhentes og overhales det af det danske patruljeskib “Najaden”, som umiddelbart efter lægger til havn i Korsør. Video: Storebæltsbroens webcam, redigeret af Danwatch

Over for Danwatch peger Jens Wenzel Kristoffersen, flådeanalytiker ved Nordic Defence Analysis og tidligere orlogskaptjan i Søværnet, på, at skibenes positionsdata ikke giver et fyldestgørende billede over deres gøremål i dansk farvand.

Alligevel peger han på undersøiske kabelføringer nær Anholt Havmøllepark nær Grenaa som noget, der kunne have vakt russisk interesse.

“SB-123 kan have ligget over flere kabelføringer ud for havvindmølleparken nær Grenaa. Har den det, og har Chusovoy været i nærheden på samme tid, så er der en sandsynlighed for, at der er foregået noget. Men det kan også have været en transitpassage, hvor de blot sejler gennem dansk farvand,” siger han til Danwatch.

SB-123 er tidligere blevet afsløret i at have opereret nær Nord Stream-gasrørledningerne 4-5 dage inden sprængningerne på rørledningerne 26. september 2022, som blandt andre DR tidligere har beskrevet. 

Chusovoy er tidligere blevet omtalt af open source-virksomheden Janes, da det i maj sejlede under Storebæltsbroen med retning mod den russiske flådebase Kronstadt. Angiveligt for at undergå reparationer eller træne samvirke med russiske ubåde, skriver Janes. Samtidig lyder det, at skibet er udstyret med højteknologisk udstyr inden for ubådsbekæmpelse.

Af samme grund finder Jens Wenzel Kristoffersen det ganske naturligt, at de russiske militærskibe vakte Søværnets interesse.

“Ser man alene på, hvad de to skibe kan, så kan man godt koble det sammen med undervandsoperationer. Chusovoy kan både udsende mini-ubåde og sonarer – og der er ingen tvivl, om at det er et efterretningsskib, der kan lave en hel del ting,” siger han.

“Men konstellationen af de to skibe – og hvis SB-123 er sejlet hele vejen fra Kaliningrad og har mødt den (Chusovoy, red.) – kan indikere, at der skal foregå et eller andet. Det kan ikke udelukkes. Belært af erfaringer, fra når præcis denne kombination af skibe sejler sammen, kan der være rigtig god grund til at holde øje med dem,” siger han til Danwatch.

AIS-lokationsdata viser desuden, at Chusovoy og SB-123 efter at have passeret Storebælt igen fik følgeskab af P523 Najaden, efter skibet kort sejlede i havn på flådestationen i Korsør.

Danwatch har sendt en række spørgsmål til Forsvarskommandoen om skibenes færden i dansk farvand. I et skriftligt svar vil Forsvarskommandoen dog kun bekræfte, at man har holdt øje med spionskibet Chusovoy GS-31.

“Forsvaret overvåger rutinemæssigt danske farvande og har opmærksomheden rettet mod udenlandske statsfartøjer med skibe og øvrige sensorer, dermed også det nævnte GS-31.”

“Forsvaret ønsker ikke at kommentere på vores rutiner og overvågningsmønstre, og ønsker ikke at bidrage til spekulationer i årsagen til statsskibes gennemsejlads af danske stræder.”