16. februar 2023

Skattely-strid fortsætter: Aalborg afviser svar fra schweiziske milliardærer

En længe ventet redegørelse fra den schweiziske energihandels-gigant Mercuria om deres brug af skattelylande dumper med et brag. Aalborg Forsyning søger nu hjælp fra eksterne skatteeksperter, inden der skal købes kul igen.

De to schweiziske stiftere og ultimative ejere af Mercuria Energy Group, Marco Dunand og Daniel Jaeggi, er begge blandt de rigeste i alpelandet. Illustration: Ditte Lander Ahlgren

Mercuria Energy Group har hovedkvarter i Schweiz, men gennem en avanceret selskabskonstruktion ender ejerskabet via et tomt skuffeselskab i Cypern og et holdingselskab i det notoriske skattely De Britiske Jomfruøer i sidste ende på Guernsey – en lille britisk ø i den Engelske Kanal. Det afslører dokumenter fra det amerikanske børstilsyn og oplysninger fra adskillige selskabsregistre.

Professor i skat og offentlig økonomi Arjan Lejour fra Tilburg University i Holland, der er ekspert i multinationale selskaber og skatteplanlægning, vurderer Mercurias sindrige selskabskonstruktion således:

“Der er helt klart tale om skatteundvigelse, og der kan endda også være tale om skatteunddragelse”, siger han.

“Det er en struktur, der bruges af mange multinationale virksomheder til at få penge ud af EU til et skattely”, siger han.

Som udgangspunkt er det ikke ulovligt at spekulere i skattely for at betale mindst muligt i skat – også kaldet skatteundvigelse – men det betyder, at statskasser går glip af skattepengene. Drejer det sig derimod om decideret skatteunddragelse er det i strid med loven og strafbart.

Aalborg Forsyning har med bestyrelsesformand Per Clausen (EL) i spidsen lagt sig ud med et af verdens største energihandelsselskaber, Mercuria Energy Group, der ejes af de to schweiziske milliardærer Marco Dunand og Daniel Jaeggi. 

Stridens kerne er Mercurias brug af de notoriske skattely De Britiske Jomfruøer og Guernsey, som Danwatch kunne afsløre tilbage i november måned.

Det har fået Aalborg Forsyning – der alene i 2022 har indkøbt kul for anslået 625 mio. kr. af Mercuria – til at kræve en redegørelse af det schweiziske selskab. Men ifølge en intern mailkorrespondance, som Danwatch i samarbejde med Nordjyske har fået indsigt i, skulle der gå næsten to måneder, før Mercuria overhovedet svarede på henvendelsen. Og da svaret kom, var det for Aalborg Forsyning langtfra tilfredsstillende.

I en kort skriftlig redegørelse afviser Mercuria at stå bag skatteunddragelse, men de dokumenterer på ingen måde, at selskabet ikke udfører aggressiv skatteplanlægning ved at anvende selskaber i skattely.

“The Mercuria Group støtter ikke og faciliterer ikke skatteunddragelse under nogen omstændigheder. Derudover går vi ikke ind i skatteoptimering, som ikke er legitimt baseret på underliggende kommercielle formål og passende økonomisk substans,” skriver Mercuria blandt andet i redegørelsen.

Nu kan Danwatch og Nordjyske fortælle, at Aalborg Forsyning, der ejes af Aalborg Kommune, har bedt Mercuria om en ny og grundigere redegørelse.

Det internationale energimarked er ikke nemt at navigere i, og det gælder i særdeleshed, når det handler om kul.

Typisk foregår sådanne handler gennem såkaldte energy traders – mellemmænd som Mercuria, der ofte hverken ejer miner eller fragtskibe, men som tjener svimlende summer på at arrangere handler mellem købere og sælgere. Alene i 2021 omsatte Mercuria for over 900 milliarder kroner og endte året med et overskud på næsten 9 milliarder kroner.

Indtil 2021 fik Aalborg Forsyning cirka 90 procent af sit kul fra Rusland, men på grund af den pludselige invasion af Ukraine måtte man finde nye leverandører – og hurtigt.

Så da Aalborg Forsyning i foråret 2022 skulle indkøbe kul for over 600 millioner kroner, måtte de indgå kontrakter på andre vilkår, end hvad de normalt var vante til. Alle eventuelle leverandører blev dog grundigt screenet, oplyser Aalborg Forsyning.

Alligevel indgik man kontrakt med den udskældte minegigant Glencore om at købe mindst 75.000 ton kul fra en kontroversiel gigantmine i Colombia, samt to kontrakter om at købe i alt 250.000 ton kul fra Sydafrika af Mercuria.

En aktindsigt fra Aalborg Forsyning viser desuden, at Aalborg Forsyning siden starten af 2020 har købt næsten 1,4 millioner ton kul fra 8 forskellige leverandører, hvoraf 5 ligesom Mercuria er beliggende i Schweiz.

Der findes enkelte initiativer fra kulbranchen, som officielt sigter mod en mere etisk produktion og handel med kul. Men sådanne initiativer får kritik for at være uigennemskuelige og styret af netop de energiselskaber, som ofte er skyld i problemerne.

Der findes ikke umiddelbart tilgængelige lister over kul-selskaber, som hverken bidrager til miljø-, menneskerettigheds- eller skatteproblemer.

“Overhovedet ikke tilfredse”

I Aalborg Forsynings svar til Mercuria er det tydeligt, at de ikke er tilfredse med den første redegørelse:

“Det faktum, at jeres virksomhedsstruktur inkluderer enheder i kendte skattely, tvinger os til at forhøre os om jeres håndtering af de åbenlyst relaterede risici. Det gør vi for at leve op til vores ansvar i forhold til UNGP/OECD”, skriver Aalborg Forsyning til Mercuria.

“Vi vil meget gerne bede om at modtage de vurderinger, vi efterspurgte tidligere”, står der videre.

Næsten to uger er nu gået, siden Aalborg bad om en ny redegørelse, og heller ikke denne gang er der kommet lyd fra selskabet i Schweiz. Derfor har direktionen i Aalborg Forsyning i denne uge også besluttet at sende Mercurias oprindelige svar til granskning hos eksterne skatteeksperter.

Vi er overhovedet ikke tilfredse, men vi drager heller ingen konklusioner
Per Clausen (EL)
Bestyrelsesformand, Aalborg Forsyning

Bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning, Per Clausen, der også er rådmand for klima og miljø i Aalborg Kommune, vil nu afvente de eksterne eksperters svar, før han kan vurdere, hvad næste skridt i striden bliver.

“Når vi får en tilbagemelding fra vores eksperter, vil vi vurdere, om vi ud fra det kan agere og handle, og hvordan vi kan agere og handle. Vi er overhovedet ikke tilfredse, men vi drager heller ingen konklusioner.”

Per Clausen vil heller ikke udelukke, at der kan komme noget ud af dialogen med Mercuria:

“Nej, det er jo ikke sådan, at Mercuria siger, at det er de ligeglade med, og I kan rende og hoppe. De forsøger jo at indgå i dialog.”

Når du ser, hvor længe de var om at svare, viser det så ikke netop ligegyldighed?

“Tjo, det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med, og det er en vanskelig sag, for vi er på et dårligt marked i forhold til at løfte de her opgaver. Jeg synes ikke, vi kan ikke gøre andet end at prøve”, siger Per Clausen med henvisning til, at det generelt har været en udfordring at finde kulselskaber, som ikke har møgsager i bagagen.

I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine og et europæisk boykot af russisk kul blev Nordjyllandsværket sidste år nødt til at finde nye leverandører. Danwatch har i den forbindelse også afsløret, hvordan en anden af Aalborg Forsynings nye leverandører, Glencore, solgte dem kul fra en kontroversiel mine i Colombia.

Eksperter bakker op

To skatteeksperter, som Danwatch og Nordjyske har talt med, bakker op om Aalborg Forsynings afvisning af Mercurias redegørelse.

Professor i skat og offentlig økonomi Arjan Lejour fra Tilburg University i Holland, der er ekspert i multinationale selskaber og skatteplanlægning, konkluderer, at Mercuria Energy har sat en sindrig konstruktion op med selskaber i flere skattely, der åbner op for  skatteundvigelse.

Det er i modsætning til skatteunddragelse ikke ulovligt, men det betyder, at statskasser går glip af skatteindtægter.

Og ifølge Arjan Lejour formår Mercuria på ingen måde i deres svar at dokumentere, at de ikke spekulerer i at betale mindst muligt i skat. 

“De svarer jo ikke rigtig på spørgsmålene. Det ligner et standard forsvars-brev fra multinationale virksomheder, hvor de hævder at overholde loven og ikke engagere sig i skatteunddragelse, der er ulovligt.”

“Det udelukker dog på ingen måde, at de forsøger at undgå at betale skat med lovlige måder og bruger skattely til det formål”, siger han.  

Det her falder til jorden med et brag, for de har ikke forholdt sig til det, sagen handler om, nemlig hvad de laver i de her skattelylande
Christian Hallum
Skattespecialist, Oxfam IBIS

Falder til jorden

Christian Hallum, der er skattespecialist hos Oxfam IBIS, dumper også redegørelsen. Han mener ikke på nogen måde, at Mercurias forklaring bør være nok til at berolige Aalborg Kommune.

“Nej, der er jo rejst nogle meget specifikke bekymringer i den her sag, der handler om Mercurias tilstedeværelse i nogle skattelylande. Det kommer deres redegørelse slet ikke ind på,” siger han.

“Virksomheden siger, at den følger loven, men det er jo også det minimum, vi må forvente af selskaber. Skattely handler jo ikke kun om loven, det handler om, at man kan bruge skattely til aggressiv skatteplanlægning for at mindske sin skat,” siger han.

Han kalder det “vildt påfaldende”, at Mercuria ikke med et ord nævner de konkrete lande Guernsey og De Britiske Jomfruøer, hvor selskabsskatten er på 0 procent, og hvorfra Mercuria reelt er ejet gennem holdingselskaber.

“Det er jo ikke en urimelig forventning, at selskaber redegør for deres tilstedeværelse i skattelylande, det er der flere danske selskaber, der gør. På den måde kan man skabe en tillid, fordi der er transparens,” siger Christian Hallum.

I brevet til Aalborg kommune tilbyder Mercuria også, at de kan sende et såkaldt ‘Statement of Tax good standing’, hvor de underskriver, at de blandt andet betaler skat og overholder lovgivningen, men den køber Christian Hallum heller ikke.

“Det her falder til jorden med et brag, for de har ikke forholdt sig til det, sagen handler om, nemlig hvad de laver i de her skattelylande,” siger han.

Det er uvist, hvornår den undersøgelse, Aalborg Forsyning har iværksat med deltagelse af eksterne skatteeksperter, er færdig.

TIDSLINJE

Mercurias manglende svar

16. november 2022

Danwatch dokumenterer, hvordan den internationale energihandelsvirksomhed Mercuria Energy Group er bygget op omkring en række tomme skuffeselskaber i skattelylandene Cypern, De Britiske Jomfruøer og Guernsey. Aalborg Forsyning har købt kul for over 600 millioner kroner af Mercurias selskab i Schweiz.

16. november 2022

18. november 2022

Aalborg Forsyning kontakter Mercuria og afkræver “en grundig beskrivelse af jeres indsatser for at forhindre eller afbøde de negative indvirkninger fra skattespørgsmål”.

18. november 2022

19. november 2022

Danwatch fortæller, hvordan Aalborg Kommune bryster sig af at have underskrevet et charter om at være en “skattelyfri kommune”. Flere detaljer om de schweiziske milliardærer bag Mercuria kommer frem.

19. november 2022

23. november 2022

Aalborg Forsyning kontakter endnu engang Mercuria og understreger, at de som kunder forventer en “grundig beskrivelse” af, hvordan Mercuria håndterer skattespørgsmålet.

23. november 2022

15. december 2022

Næsten en måned efter første henvendelse til Mercuria har Aalborg Forsyning endnu ikke hørt noget, og de sender en rykker for svar.

15. december 2022

9. januar 2023

Danwatch skriver historien om, at Aalborg Forsyning efter næsten to måneder ikke har hørt et ord fra Mercuria.

Samme dag svarer Mercuria for første gang Aalborg Forsyning og meddeler i en kort email, at der vil komme et egentligt svar senere på dagen. Det gør der imidlertid ikke.

9. januar 2023

12. januar 2023

Aalborg Forsyning rykker endnu en gang for svar.

12. januar 2023

13. januar 2023

Mercuria svarer med en kort og overordnet redegørelse, at de “fuldt ud” forsøger at overholde skattelovgivningen i de lande, de opererer i, og at de ikke støtter eller faciliterer skatteunddragelse “under nogen omstændigheder”.

13. januar 2023

3. februar 2023

Aalborg Forsyning svarer Mercuria og kræver bedre svar:

“Vi vil meget gerne bede om at modtage de vurderinger, vi efterspurgte tidligere”.

3. februar 2023

13. februar 2023

Efter ikke at have modtaget yderligere svar fra Mercuria beslutter direktionen i Aalborg Forsyning at sende Mercurias redegørelse til granskning hos eksterne skatteeksperter.

13. februar 2023

Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right