Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Trusler og ydmygelser bag vores børnetøj
Myanmar har regionens laveste mindsteløn. Med cirka 20 kroner for otte timers arbejde – eller 2,5 kroner i timen – er lønningerne i forvejen lavere end i lande som Cambodja og Bangladesh.
Alligevel ansætter burmesiske fabrikker, der producerer tøj og sko til Lidl, ALDI, Bestseller og Adidas, tekstilarbejdere som ’praktikanter’ eller ’lærlinge’ i de første tre til seks måneder af deres ansættelse. Og i den periode kan de blive betalt helt ned til lidt over halvdelen af mindstelønnen – eller cirka 1,5 kroner i timen.
”Jeg har svært ved at dække husleje og mad for min løn, men jeg tjener jo også kun halvdelen af, hvad de andre får”, siger 23-årige Chesa, der har arbejdet fem måneder på en fabrik, der laver tøj til ALDI og Lidl.
Hun er rejst til storbyen Yangon fra et landdistrikt i det sydlige Myanmar for at få en stabil indkomst, som hun kan sende hjem til sin familie. I øjeblikket bor hun med tre andre syersker i ét rum i et træskur nær fabrikken, og huslejen alene æder omtrent halvdelen af hendes løn. Hun har ikke været i stand til at sende penge til sin familie i det sidste lange stykke tid.
Urimelige krav
Det er ellers ikke fordi, at det er let arbejde, tekstilarbejderne laver til den lave løn. Danwatch har sammen med en række mediepartnere talt med 14 arbejdere fra tre fabrikker, og stort set alle siger, at de ikke kan gå på toilettet i arbejdstiden, fordi deres produktionskrav er så høje.
23-årige Gewa, der arbejder på fabrikken, som leverer til ALDI og Lidl, fortæller, at hun og hendes kolleger indimellem må møde ind tidligere eller arbejde under frokostpausen, som er dagens eneste pause, for at nå målsætningerne.
“Hvis vi ikke når målene, bliver vi skældt ud af cheferne. Vi er tvunget til at nå målene, og ofte bliver supervisorerne omkring os og presser os”, siger hun.
Ikke nok til basale behov
Efter et halvt århundredes militærdiktatur og års økonomisk isolation, begyndte EU og USA gradvist at fjerne handelssanktionerne mod Myanmar i 2012, da landet igangsatte demokratiske reformer. Inden længe strømmede europæiske og amerikanske tøjgiganter til landet. Arbejdskraften er nemlig ikke bare billig men ekstremt billig i Myanmar.
Mens landet ind til 2015 slet ikke havde nogen mindsteløn, blev den i 2018 blevet sat et hak op til 20 kroner for otte timers arbejde. Men trods stigningen har fagforeninger og interesseorganisationer kritiseret mindstelønnen for at være for lav til at kunne leve et rimeligt liv. Den vurdering har blandt andet det europæiske netværk, Fair Wear Foundation, som er i gang med en undersøgelse af effekten af den nye mindsteløn.
“Det er den generelle holdning, at 4.800 kyat (minimumslønnen, cirka 20 kroner red.) ikke er nok til at dække tekstilarbejdernes basale behov, såsom mad, bolig, forbrug, medicin eller at sende deres børn i skole”, siger Koen Oosterom, Fair Wear Foundations landechef for Myanmar.
Tør ikke skifte arbejde
Trods den i forvejen lave mindsteløn, lønnes fabriksarbejdere altså til lige over halvdelen eller ⅔ i de første tre eller seks måneder af deres ansættelse. Ordningen med at have nye arbejdere ansat som ’praktikanter’ er lovlig i Myanmar, selvom den ifølge kritikere udhuler hele ideen med at have en mindsteløn.
Bent Gehrt, der er områdekoordinator i Sydøstasien for organisationen, Workers Rights Consortium, pointerer, at man i sammenlignelige lande som Cambodia også kan have en prøveperiode i sin ansættelse, men at det kun drejer sig om to måneder, hvor man modtager fem dollars mindre i månedsløn – altså noget væsentligt andet end kun at modtage lidt over halvdelen af mindstelønnen i seks måneder.
”Ordningen med de seks måneder gør det jo også dyrt at skifte job”, siger han.
“Det kan betyde, at du kan arbejde under utålelige forhold på en fabrik, men blive nødt til at blive der, for hvis du skifter arbejde, skal du leve for halvdelen eller totredjedele af mindstelønnen i et halvt år”.
Netop det forhold kommer Chesa fra Lidl- og ALDI-leverandøren også ind på, da hun fortæller, at hun er utilfreds med fabrikken og dens håndtering af en strejke blandt syerskerne i efteråret.
”Nu har jeg arbejdet her i fem måneder, så selv hvis jeg ville skifte til en anden fabrik, så skulle jeg starte helt forfra. Det vil jeg ikke, og derfor arbejder jeg stadig her”, siger hun.
Bonusser kan bruges til diskrimination
Fra ALDI skriver CSR-chef Katrine Milman, at ALDI ikke kan bestemme, hvad et lands mindsteløn skal være, men at supermarkedskæden selvfølgelig kan opfordre til, at der betales mere. Hun pointerer i den forbindelse, at den pågældende fabrik faktisk betaler mere, end lovgivningen tilsiger, fordi alle ansatte – også dem, der er ansat som praktikanter – modtager en månedlig bonus svarende til en dagsløn.
Danwatch har inkluderet bonussen i vores beregning af timelønnen for fabrikkens ansatte – det er den, der får timelønnen til at lande på cirka 1,5 kroner frem for cirka 1,4 kr.
Katrine Milman bemærker desuden, at nogle ansatte på fabrikken modtager en månedlig produktionsbaseret bonus. Ifølge de arbejdere, som Danwatch har interviewet, ligger den månedlige produktionsbonus på mellem 73 og 4 kroner alt efter den rangering, som ledelsen giver den ansatte. Men flere arbejdere hævder, at de forskellige bonustrin bruges til at belønne de arbejdere, der er på god fod med ledelsen og ikke melder sig ind i fagforeningen.
Spurgt ind til bonusordningen henviser Katrine Milman til et tidligere svar om, at ALDI tager skarpt afstand fra diskrimination af organiserede ansatte og tilføjer, at ALDI ikke ønsker “at diskutere detaljer i en bonusordning på specifik en fabrik med Danwatch”.
Er opmærksomme på problemet
Fra Lidl bemærker kommunikationschef Morten Vestberg, at supermarkedskæden er en del af Partnership for Sustainable Textiles, som arbejder på løsninger for, at virksomheder betaler løn og andre typer ydelser, der dækker leveomkostningerne, hvis mindstelønnen vurderes til at være for lav.
– Står noget i vejen for, at I kræver, at alle bliver betalt et stykke over minimumslønnen, når nu den er så lav?
“Jeg vil først og fremmest gerne understrege, at Lidl kun accepterer brug af lærlinge og praktikanter, hvis den berørte fabrik lever op til det pågældende lands love og regler eller til ILO og FN’s konventioner. Vi er opmærksomme på emnet, og vi er i dialog med vores samarbejdspartnere om sagen,” skriver Morten Vestberg i et svar på mail.
Kan ikke genkende tendens
Maria Lassen, der er Social Sustainability Manager hos Bestseller, bemærker, at den danske tøjproducent er del af initiativet, ’ACT on Living wages’, som arbejder på at udbrede kollektive overenskomstforhandlinger som en måde til at opnå højere lønninger.
”Der er ingen tvivl om, at det er en lang proces for lande som Myanmar at nå dette niveau af modenhed for arbejdsmarkedets parter, men en forhandlet løn mellem de lokale parter vil på sigt være den eneste bæredygtige måde at sikre en fornuftig lønudvikling i et land”, skriver Maria Lassen som svar på Danwatch’s spørgsmål, om en dansk virksomhed ikke har et ansvar for, at de ansatte i Myanmar betales noget mere end de 1,5 og 2,5 kroner i timen.
Maria Lassen påpeger desuden, at det ikke er Bestsellers opfattelse, at alle nye arbejdere ansættes som lærlinge, men at det kan komme an på deres tidligere erfaring i faget. På møder med andre aktører fra tøjindustrien i Myanmar har Bestseller diskuteret muligheden for, at arbejdere kan modtage en form for diplom, så de ikke skal ansættes som lærlinge, hver gang de ansættes et nyt sted.
Maria Lassen skriver desuden, at der er en stor udskiftning af arbejdere på fabrikkerne i Myanmar, hvilket taler imod Bent Gehrts kritik af, at arbejdere føler sig presset til at blive på den samme fabrik, fordi det er for dyrt at skifte arbejde.
”Så vi kan ikke genkende, at arbejderne skulle blive på fabrikkerne, fordi det er for dyrt at skifte job. Tværtimod”, skriver hun.
Fra Adidas skriver pressechef Stefan Pursche, at man i øjeblikket undersøger forholdene på den konkrete fabrik, samt at man vil sørge for erstatning, hvis de ansatte modtager mindre end den lovmæssige mindsteløn. Foreholdt informationen, at det egentlig er lovligt nok at aflønne de ansatte som ‘praktikanter’ i Myanmar og adspurgt, om Adidas ikke kunne stræbe efter at betale folk noget mere end blot den lovlige minimumsløn, forholder Stefan Pursche sig ikke til forholdene på den konkrete fabrik men hævder, at lønnen hos andre af Adidas’ leverandører i Asien ligger over den lokale minimumsløn.
