22. februar 2021

Myanmars fagforeninger kræver garantier fra modegiganter

Myanmars militær truer med, at flere vil miste livet, hvis demonstrationerne fortsætter. Imens kræver landets fagforeninger garantier fra vestlige brands, om at de ikke vil fyre folk, der deltager i protesterne.

Ifølge nyhedsbureauet Myanmar Now gik 300.000 på gaden for at demonstrere imod militærkuppet 22. februar. Nu kræver landets fagforeninger, at vestlige brands garanterer, at arbejdere, som deltager i demonstrationerne ikke mister deres arbejde Foto: Myanmar Now

“Demonstranter opildner nu folket – og særligt letpåvirkelige teenagere og unge – til at vælge konfrontationens vej, som vil føre til tab af menneskeliv”. Sådan stod der ifølge nyhedsbureauet AP for nyligt i en tekst vist på Myanmars statslige TV-kanal MRTV. 

Det militære styre i landet forventer med andre ord, at demonstranter vil miste livet, hvis de deltager i de protester, som lige nu foregår i landet. Ligesom folk allerede har gjort

Alligevel er enorme menneskemængder væltet ud på gader og stræder i Myanmars byer mandag den 22. februar for at demonstrere mod militæret, der for tre uger siden kuppede sig til magten i landet.

“I dag er den absolut største protestdag siden kuppet”, siger Danmarks ambassadør til Myanmar, John Nielsen, til DR:

“Gaderne er fuldstændig lukket de fleste steder her i Yangon, og i store dele af landet er der demonstrationer”.

Der er tale om en generalstrejke, som er indledt af modstanderne af militærkuppet. Og det har fået landets største fagforeninger til at række ud til de vestlige virksomheder, som får produceret tøj og sko i landets omfattende tekstilindustri. 

I et brev fra fagforeningen Industry Workers’ Federation of Myanmar opfordrer fagforeningens formand, Khaing Zar Aung, de vestlige brands til at fordømme militærkuppet og i særdeleshed til at sikre, at ingen arbejdere, som producerer tøj og sko til de vestlige brands, mister deres arbejde, fordi de deltager i demonstrationerne mod det militære regime. I et andet brev (se herunder) beder fagforeningens formand om, at virksomheder, som køber tøj fra fabrikker i Myanmar, klipper alle bånd til de industrielle zoner, virksomheder, fabrikker og andet, der har bånd til militæret og dets holdingselskaber. Et af de to militære holdingselskaber hedder MEHL, og Danwatch har tidligere beskrevet, hvordan danske Bestseller har fået produceret tøj i en sådan industriel zone ejet af MEHL.

Vesten i Myanmar

Brevet er stilet til alle vestlige brands, som får produceret tøj i den omfattende tekstilindustri i Myanmar. 

Blandt de mærker, som har fået produceret tøj på fabrikker i Myanmar, er blandt andet danske Bestseller. Men det har også andre mærker, vi ofte støder på i danske butikker, såsom tyske Adidas, amerikanske Calvin Klein og svenske H&M.

Tekstilindustrien er nemlig eksploderet i Myanmar de seneste år. Flere og flere internationale brands har ifølge det amerikanske branchemedie Sourcing Journal rykket produktionen til Myanmar, lokket af dygtig arbejdskraft, der arbejder til nogle af industriens laveste lønninger (22 kroner om dagen). 

Siden 2015 er tekstilindustrien vokset markant, fordi Myanmar har introduceret særlige industrielle zoner med fordele for udenlandske investorer. Tekstilindustrien eksporterede for over 25 milliarder kroner i 2019, hvilket var mere end nogen anden sektor. 

I august 2020 kunne Danwatch afsløre, hvordan Bestseller, der blandt andet står bag de kendte mærker Only og Jack&Jones, har fået produceret tøj i en militær zone, som er ejet af det ene af militærets holdingsselskaber, MEHL. 

De tre fabrikker, som Bestseller har fået produceret af, “har alle underskrevet en kontraktlig bindende erklæring om, at der ikke er nogen ejerforbindelser mellem militæret og fabriksejere, militæret og grundejere samt militæret og leverandørerne”, skrev de i en mail til Danwatch i 2020. 

Allerede i 2019 konkluderede en FN-mission, at alle udenlandske virksomheder, hvis aktiviteter har bånd til militæret, risikerer at være med til at påvirke menneskerettighederne negativt eller overtræde internationale love, da de er med til at støtte militærets aktiviteter økonomisk. Ja, faktisk opfordrede FN-missionen til, at man skærer alle bånd til militæret.

“Alle virksomheder, der handler med eller køber varer fra Myanmar, bør foretage en forhøjet due diligence for at sikre, at de ikke støtter Tatmadaws (militærets, red.) aktiviteter”, skriver FN-missionen i rapporten.

Ingen garanti fra Bestseller

Danwatch har bedt om et interview med Bestseller. Kommunikationschef hos Bestseller Morten Norlyk skriver i en mail, at Bestseller er medunderskrivere på et “Statement of Concern” fra Myanmar Centre for Responsible Business sammen med andre toneangivende virksomheder med aktiviteter i Myanmar.

“Bemærk venligst at Bestseller ikke har noget samarbejde med militæret i Myanmar”, skriver han og henviser til virksomhedens politik for at indkøbe fra regioner, der kræver særlig opmærksomhed på menneskerettighederne. 

Ud over Bestseller har Carlsberg, Mærsk, H&M og en lang række andre virksomheder underskrevet det statement, som Myanmar Centre for Responsible Business har skrevet. Heri udtrykker virksomhederne bekymring over situationen i landet og skriver, at de arbejder aktivt for at overholde ILOs kernekonventioner samt FNs retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv.

Omfattende demonstrationer

Siden 1. februar har verden haft øjnene vendt mod Myanmar. 

Om morgenen den mandag kørte militære køretøjer nemlig ind i landets hovedstad og systematisk overtog offentlige myndigheder, invaderede parlamentet samt arresterede landets vigtigste politiske frontfigurer, regeringsleder Aung San Suu Kyi og præsident U Win Myint.

I stedet indsatte militæret general Min Aung Hlaing som leder af landet.

Siden har landet oplevet nogle af de største demonstrationer siden et nationalt oprør i 1988.

Ifølge nyhedstjenesten Myanmar Now gik der mandag 22. februar 300.000 personer på gaden i landets største byer for at kræve, at militæret overlader magten i landet til det demokratiske valgs vindere.

Til DR fortæller John Nielsen, dansk ambassadør i Myanmar, at hvis situationen eskalerer under demonstrationerne, vil det ikke nødvendigvis være demonstranterne, der sætter ild til det hele. 

– Selvom protesterne indtil videre har været utrolig fredelige, specielt når man tager omfanget i betragtning, så skal man også være klar over, at der er grupper tilknyttet militæret, der forsøger at skabe spændinger, siger han og fortsætter:

– Der har også været nogle munke, der har angrebet demonstranterne. Man kan frygte, at der er nogle andre, der sætter noget i gang, som kan give militæret en undskyldning for at gå ind. Så vi frygter det værste, men indtil videre har der været utrolig roligt, særligt her i Yangon, siger han

Allerede flere dræbte

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der i perioden 1. februar til 21. februar anholdt 605 personer i Myanmar, herunder Aung San Suu Kyi og dennes australske rådgiver. Myanmar Now rapporterer, at militæret særligt går efter at anholde journalister.

Ved tidligere demonstrationer – og så sent som søndag 21. februar – blev to demonstranter skudt og dræbt under sammenstød med militæret i byen Mandalay. 

Fredag 19. februar mistede en anden ung demonstrant livet af de kvæstelser, hun havde pådraget sig under en demonstration tidligere på måneden. FN har offentligt fordømt drabene og den danske ambassadør i landet har sammen med 12 andre ambassadører i Myanmar underskrevet en udtalelse, der også fordømmer militærets drab på civile. De opfordrer til, at myndighederne stopper al vold mod demonstranter og civile.

Flere artikler fra serien: 
Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right