Udviklingsministeren forsvarer investeringer gennem de værste skattely

Der er ikke noget galt i, at Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) har investeret gennem De Britiske Jomfruøer, der kaldes for et af verdens værste skattely, sagde udviklingsministeren i et samråd tirsdag.

Flemming Møller Mortensen (S) under overdragelse af ministeriet for udviklingssamarbejde og nordisk samarbejde i Udenrigsministeriet i København, torsdag den 19. november 2020. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Handler det om skatteunddragelse, når man investerer gennem nogle af verdens værste skattely?

Det var det centrale spørgsmål, da udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) tirsdag var i samråd, om måden hvorpå nogle af de danske udviklingskroner bliver investeret.

Samrådet var indkaldt, efter Danwatch i november afslørede, at Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) har investeret 75 millioner kroner i et internetfirma i Myanmar via holdingselskaber i skattely på De Britiske Jomfruøer og i Singapore. 

Selvom De Britiske Jomfruøer sidste år blev kåret til verdens allerværste skattely af den internationale ngo Tax Justice Network, mente udviklingsministeren, at investeringen var helt efter bogen.

“Det er ikke et forsøg på skatteunddragelse”, understregede ministeren, men derimod den eneste måde, at IFU overhovedet kunne investere i internetfirmaet, hvor – gentog ministeren flere gange – investeringen har bragt meget godt med sig.

Over for ministeren sad Enhedslistens udviklingsordfører Christian Juhl, som meget gerne ville vide, hvorfor investeringen skulle ske gennem “de største banditter” i form af jomfruøerne.

Det fik han aldrig rigtig svar på. I hvert fald ikke ét han virkede tilfreds med.

Forsvarstalen

Som det nu hør og bør sig, indledte Flemming Møller Mortensen samrådet med en redegørelse, eller en forsvarstale om man vil. 

Der var ikke noget at komme efter, lod ministeren forstå i redegørelsen. På grund af utilstrækkelig regulering i Myanmar var IFU nødt til at benytte holdingselskaber, da de sammen med den danske stat og flere danske pensionsselskaber investerede i internetfirmaet, der hedder Frontiir. Den præcise årsag i den konkrete sag gav Flemming Møller Mortensen ikke, men han fortalte, at det i nogle tilfælde var nødvendigt for at sikre ordentlig investorbeskyttelse.

IFU forholder sig til EU og OECD’s principper for skat og deres skattelylister, når de investerer gennem et et tredjeland, der ikke er Danmark eller der, hvor investeringen skal ende. Derudover får de altid udarbejdet en skatteerklæring fra eksterne konsulenter, der viser, hvilke risici der er. Ifølge ministeren viser skatteerklæringen fra investeringen i Frontiir, at holdingselskaberne på De Britiske Jomfruøer og i Singapore ikke har haft skattemæssige fordele af deres placering, men var etableret af andre årsager. Myanmar er derfor ikke gået glip af nogen skatteindtægter:

“Det vigtigste for mig er, at de går ind med investeringer i en svær situation. Og jeg er blevet betrygget i, at investeringen ligger fuldt inden for rammen af IFU’s mandat og politikker”, erklærede ministeren.

Det var et svar som Christian Juhl og Rasmus Nordqvist fra SF fandt utilfredsstillende. De var især kritiske over, at IFU brugte EU’s skattelyliste, som har fået en del kritik, da politiske interesser og pres fra skattelylande i EU har udvandet den. Eller som Christian Juhl formulerede det: “Den er total udhulet”. 

Derfor prøvede de to støttepartiers politikere at få ministeren til at forholde sig til alternative lister, som den udformet af Tax Justice Network, hvor De Britiske Jomfruøer ligger i toppen, men det ville ministeren ikke, da Tax Justice Network er en ngo. 

Juhl og Nordqvist prøvede også at få ministeren til at forholde sig personligt og politisk til, at netop dette skattely har været centralt i afsløringerne i Panama Papers og hvidvask-skandalen i Danske Bank. Det ville ministeren heller ikke.

De Britiske Jomfruøer står i centrum for flere skattely-afsløringer

  • Panama Papers: Mere end hvert andet skuffeselskab, der blev afsløret i Panama Papers, var registreret på De Britiske Jomfruøer. 
  • Hvidvask-skandalen i Danske Bank: Selskaber registreret på De Britiske Jomfruøer udgjorde en stor del af kundegruppen i Danske Banks estiske filial, viser en ekstern undersøgelse fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle.
  • FinCen Files: Et læk fra det amerikanske finansministeriums efterforskningsenhed FinCen viser, at hver femte indberetning af mistænkelige transaktioner til amerikanske myndigheder involverede selskaber fra De Britiske Jomfruøer.

Politikerne var helt grundlæggende uenige om det centrale spørgsmål: Handler det om skatteunddragelse, når man investerer i gennem nogle af verdens værste skattely?

For ministeren var svaret et klart nej. 

“IFU investerer så rent som muligt.”

For Rasmus Nordqvist og Christian Juhl var svaret et klart ja. For lige meget om de enkelte holdingselskaber unddrog sig skat eller ej, så var de placeret i skattely, og når IFU investerer gennem dem, er de også med til at støtte det, lød kritikken.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down