Imens Christiansborg forsøgte at blive enige om, hvorvidt vi bør beskytte tolke, journalister og andre modige folk, der har arbejdet for den danske stat i Afghanistan, så beslaglagde Taliban amerikanske biometriske systemer i Afghanistan. Elektronik, der identificerer mennesker gennem eksempelvis irisscanning og fingeraftryk, og dermed kan hjælpe Taliban med at identificere mennesker, der har hjulpet koalitionsstyrkerne under krigen i Afghanistan. Det siger nuværende og tidligere militærfolk til det amerikanske undersøgende medie, The Intercept.
Amerikanerne introducerede de biometriske systemer, herunder HIIDE, som det hedder, for at kunne identificere terrorister. “Vi indsamlede data via ID-kort hundredvis af gange på en dag”, siger en soldat til mediet. Pentagons mål var at indsamle data på 80 procent af den afghanske befolkning, altså mere end 25 millioner mennesker. Det skriver den undersøgende journalist Annie Jacobsen i bogen, First Platoon om den amerikanske hærs brug af big data.
Data, der nu er i hænderne på fjenden.
Taliban har sandsynligvis ikke teknisk snilde nok til at kunne læse persondata fra HIIDE, men det kan den pakistanske efterretningstjeneste, ISI, der tidligere har samarbejdet med Taliban, siger en anonym militærkilde til mediet. Historien kommer dagen efter, at talsmand for Taliban, Zabihullah Mujahid, trådte frem i lyset og på et pressemøde lovede inklusion, rettigheder for kvinder og anklagede Facebook for krænkelse af ytringsfriheden, fordi Facebook proaktivt fjerner alt relateret til Taliban fra Instagram, Facebook og andre apps under Facebook. Facebook skriver som modsvar, at Taliban er på USAs terrorliste og derfor ikke må repræsenteres på Facebook.