Menu
En Danwatch-undersøgelse
LIV,
der ikke tæller
Johan Seidenfaden
Journalist
Research: Ida Stigaard Bruhn & Johanne Rübner Hansen / Foto: Linda Bournane Engelberth
Redaktør: Louise Voller
I samarbejde med Ekstra Bladet. Undersøgelsen er produceret med støtte fra Danidas CSR-pulje 2015.
25. november 2018
Farligt arbejde og invaliderende ulykker er virkeligheden blandt dem, der fragter kaffe og te til Danmark og resten af verden.
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Tidligere
Næste
Det er farligt at være havnearbejder i Kenya. På havnen i Mombasa, hvor tusindvis af havnearbejdere hver dag knokler for at få skibet store sække med kaffe og te afsted mod fjerne himmelstrøg, fortæller flere arbejdere til Danwatch, at de enten har set, eller i hvert fald hørt om, alvorlige ulykker, blandt deres kollegaer.
“Det var en grim ulykke. Lastbilen kom over ham, og han blev delt i mange stykker. De kunne ikke gøre andet end at komme og samle alle delene”.
Det er fortællingen om en af de arbejdskammerater, der for fire-fem år siden endte sine dage blandt kraner og containere på Østafrikas største havn.
På danske supermarkedshylder og kaffebarer findes der kaffe fra Kenya, der med stor sandsynlighed har været forbi Mombasa havn på sin vej mod Danmark.
Det samme gælder for te. Kenya er verdens tredjestørste eksportør, og næsten en femtedel af den te, vi drikker, stammer fra Kenya.
Det er ikke uden risiko, at man tager et arbejde på havnen i Mombasa. Men præcis hvor mange af arbejderne, der kommer til skade, ved vi ikke. Mens fagforeningerne fører ulykkesstatistik for de kontraktansatte og fagorganiserede havnearbejdere, er der nemlig ingen, der tæller, når der sker ulykker blandt de flere tusinde løsarbejdere på havnen.
Den direkte eksport fra Kenya til Danmark består primært af kaffe. I 2017 importerede vi kaffe til Danmark for
0mio. kr.
Andre varer fra Kenya, som te, ender på danske supermarkedshylder, men importeres ikke direkte til Danmark.
Foto: Linda Bournane Engelberth
I dag er det mig, der tjener penge til familien
Hussein Abush (55)
Han havde været i gang i over 20 timer, og der var kun tre timer til fyraften, da ulykken indtraf. Hussein Abush stod på et stillads inde på et skib, der havde fragtet kul til havnen i Mombasa, og rengjorde det med en højtryksspuler. Så væltede stilladset.
“Jeg vågnede tolv time senere på hospitalet. Jeg vidste ikke, hvad der var sket.”
Hans ben og hans albue var knust. Lægen sagde, at det ikke var en operation de kunne foretage der, at det var noget de skulle gøre i Nairobi. Han havde ingen kontrakt, men den arbejdsgiver, han spulede skibe for, bad ham om at udfylde nogle papirer til et forsikringsselskab.
Det er fem år siden, og han venter fortsat på en operation. Nogen erstatning har han heller ikke fået.
Nu skal han have hjælp af sin datter til de mest elementære ting.
“Han kan ikke gå på toilettet alene, og han kan ikke spise alene. Han var familiens forsørger, så vi håbede, at han i det mindste kunne blive kompenseret. I dag er det mig, der tjener penge til familien”, siger hun.
“Det var et farligt job. Vi arbejdede længe og var meget trætte”, tilføjer han.
Taxier i stedet for ambulancer
Alene blandt de arbejdere, der har kontrakter og medlemskab hos havnens største fagforening Kenya Dock Workers Union, er der registreret 11 dødsfald og 68 alvorlige ulykker på havnen i Mombasa de sidste fire år.
Men når løsarbejdere kommer til skade, er der ingen, der tæller. Der findes også kun løse tal for, hvor mange løsarbejdere der i det hele taget arbejder på havnen i Mombasa. Overslag, der spænder mellem 4.000 og 8.000 mennesker.
Også når det kommer til ulykker, har løsarbejderne de værste vilkår. Danwatch har talt med løsarbejdere, der fortæller, at de får besked om at ringe til taxier i stedet for ambulancer for at spare arbejdsgiveren udgifter til ambulancen. Havnens egen sundhedsklinik er ikke for løsarbejdere, men forbeholdt de fastansatte.
Blandt løsarbejdere, som Danwatch har talt med, kender ingen til egentlige kompensationer i forbindelse med invalidering eller tabt arbejdsfortjeneste.
Foto: Linda Bournane Engelberth
Jeg skyndte mig, så jeg kunne få min bonus. Jeg havde ikke set den parkerede container.
Raphael Kesero Obilo (36)
Ulykken skete, da han var 26. Siden har han været lam fra livet og ned.
“Jeg skyndte mig, så jeg kunne få min bonus. Jeg havde ikke set den parkerede container. Ved sammenstødet blev den container, jeg havde bag på traktoren, skubbet ind i traktorkabinen. Jeg blev mast. Jeg følte lammelsen med det samme.”
Hans job var at trække trailere med containere væk fra de store containerkraner og over til midlertidig opbevaring på havnen. Rygraden blev beskadiget mellem ryghvirvel nummer 26 og 27. Ulykken betyder, at han eksempelvis aldrig vil kunne få egne børn.
“Det er så afgørende, at man på ulykkesstedet bliver behandlet rigtigt. De andre prøvede at hjælpe, men fordi de skyndte sig med at få mig flyttet til hospitalet, blev skaden forværret.”
De kenyanske havnemyndigheder betalte for hospitalsbehandlingen. I erstatning fik han en sum tilsvarende 95.000 kroner.
“Det er bedre end ingenting,” siger han.
Anslået 50 ulykker om måneden
En lokal organisation, Seafarers’ Assistance Program, der arbejder for at bedre forholdene på havnen også for løsarbejderne, prøver at holde oversigt over ulykkerne. Det er ikke officielle tal, men organisationen estimerer, at der hver måned er omkring 50 ulykker på havnen.
Det baserer de på oplysninger fra fagforeninger, avisartikler, og kontakter til arbejdere og deres pårørende.
I en rapport fra Seafarers’ Assistance Program beskrives havnen som en port of convenience, hvor multinationale selskaber bruger løsarbejdere med lave lønninger på bekostning af sikkerheden.
Lokale og nationale nyhedsmedier har også af og til skrevet om ulykkerne på havnen i Mombasa. De har opgivet, at der er omkring hundrede ulykker på havnen i kvartalet, baseret på indrapporteringer fra havnemyndighederne.
Danwatch har henvendt sig til Kenya Ports Authority, som er de offentlige havnemyndigheder der har ansvar for havnen, og bedt om både interview og ulykkesstatistik. De har dog ikke besvaret vores henvendelser.
Jeg havde ikke noget valg, så jeg accepterede det.
Zaid Abdulrahman (65)
Det var den sidste ulykke, der tvang ham til at stoppe arbejdet.
Han var ellers for nyligt kommet tilbage til havnen efter at en containerlås, der ramte ham i hovedet, havde holdt ham væk fra arbejdet som vagtmand i et halvt år.
Skibet hed Cecilia, og han gik sin sidste runde for dagen på skibet, da han faldt otte meter ned fra tredje dæk.
Bagefter lå han fire måneder på hospitalet. Han havde fået brud på den ene arm, et ben og en hofte. Hovedet havde også fået et hårdt slag. Hukommelsen kom tilbage efter de første to måneder, men han halter fortsat.
Før ulykken fik han en dagsløn tilsvarende 13 kroner om dagen. I erstatning for at have mistet arbejdsevnen fik han et beløb tilsvarende under 10.000 kroner.
“Jeg havde ikke noget valg, så jeg accepterede det”, siger han.
Foto: Linda Bournane Engelberth
Foto: Linda Bournane Engelberth
Familien var i chok. Mine børn ville ikke gå i skole.
Stanley Mkoji Mwambingu (56)
Klokken var endnu ikke seks om morgenen, da Stanley Mkoji Mwambingu mærkede et reb stramme rundt om benet, idet han skulle sejle en kaptajn ud til et af de store skibe. Fortøjningen var ikke blevet løsnet, som den skulle. Søfolkene om bord kunne ikke få stoppet båden i tide. Benet blev amputeret lige over knæet.
“Familien var i chok. Mine børn ville ikke gå i skole”, fortæller han.
Det er snart ti år siden, ulykken skete, men han skal stadig tage medicin.
“Alt for meget medicin”, som han siger.
Hver gang han går op eller ned i vægt, skal arret behandles.
Han er meget skuffet over størrelsen på den erstatning han fik. Støtten han får til at betale for sin behandling, er for lille til at betale for opholdene på hospitalet i Nairobi, så han tager til nabolandet Tanzania, hvor behandlingen er billigere.
Han er alligevel nogenlunde tilfreds med livet, og det skånejob han har fået, som gør ham i stand til at forsørge sin kone, der er gravid med deres fjerde barn. Men han er sur over, at hans førstefødte ikke fik et job på havnen, som kompensation for, at han ikke længere selv kunne arbejde der.
Jeg vil ikke bruge min tid og energi på noget, som jeg ikke kan ændre. Jeg vender mig mod min Gud i stedet.
Hamisi Ali Chidezi (50)
“Kranen vejede 40 tons”, fortæller Hamisi Ali Chidezi, som i dag bor sammen med sin kone i en landsby en lille times køretur uden for Mombasa.
Det var morgen på havnen i Mombasa, og han stod og kiggede den anden vej, da den kranfører, som han via sin radio dirigerede, af uvisse årsager kørte uden for sine anmærkninger.
“Jeg blev trukket under kranens hjul, og begge ben blev kørt af. Nu er mit liv totalt forandret. At miste sine ben er en stor tragedie”.
Til trods for tragedien er han taknemmelig for, at havnemyndighederne sørgede for, at han fik behandling og hjalp ham med at få et skrivebordsjob. Han er også taknemmelig for, at hans bror hver dag kører ham til og fra arbejdet.
Erstatningen han fik, synes han imidlertid ikke var god nok. Beløbet svarer til 190.000 danske kroner.
“Hvordan kan jeg miste begge ben og kun modtage et beløb tre millioner shilling i erstatning?”, spørger han.
Men han mener, at han er for lille til at kunne ændre på lovgivningen, der fastsætter størrelsen på kompensation for invalidering.
“Jeg vil ikke bruge min tid og energi på noget, jeg ikke kan ændre. Jeg vender mig mod min gud i stedet.”
Foto: Linda Bournane Engelberth
Hele undersøgelsen delt op i artikler. Bestem selv, hvor du begynder.
