Hvad er de største problemer med bomuldsproduktion?
Produktionen af konventionel bomuld bruger store mængder pesticider og rigtig meget vand, så det har en stor miljøpåvirkning. Derudover er børnearbejde relativt udbredt i dyrkningen og forarbejdningen af bomuld og også tvangsarbejde, f.eks. i Usbekistan hvor studerende og offentligt ansatte sendes ud i bomuldsmarkerne under pres fra regeringen.
Hvorfor er det så svært at vide, hvor bomuld i dansk tekstil kommer fra?
Bomuld handles mange gange på sin vej fra mark til tøjstativet i danske butikker, og bomuld fra forskellige lokaliteter blandes undervejs. Derfor ved kun få danske tøjfirmaer hvor deres bomuld kommer fra.
Sørger danske tøjfirmaer for, at der er ordentlige forhold i produktionen af deres tøj?
Ifølge FN’s retningslinjer om menneskerettigheder og erhvervsliv skal tøjfirmaer forholde sig til, hvordan deres aktiviteter påvirker menneskerettighederne helt ud i begyndelsen af deres varekæde, og gøre hvad de kan for at undgå eller mindske negativ indflydelse på menneskerettigheder. I forhold til bomuld fra Usbekistan er der nogle danske virksomheder, der stiller krav til deres leverandører om, at bomuld ikke må komme fra Usbekistan.