1. juni 2017

Hvad er virksomheders ansvar på besat land?

En virksomheds ansvar under et fremmed lands besættelse kan være vanskeligt at gennemskue. Her følger en guide til virksomheders sociale ansvar i forbindelse med aktiviteter i israelske bosættelser.


Helt konkret tager Danwatch udgangspunkt i humanitær folkeret og FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv (UNGP)

Den humanitære folkeret – der også kendt som krigens regler – er nedskrevet i Genéve-konventionen fra 1949.

Genéve-konventionen beskytter civile under konflikter og militære besættelser og forbyder tortur, kollektiv afstraffelse og flytning af besættelsesmagtens egne civile ind på besat område. Israel har underskrevet og ratificeret Genéve-konventionen, som derfor er gældende i de besatte palæstinensiske områder.

Hvad siger FN’s retningslinjer?

FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv (UN Guiding Principles on Business and Human Rights, UNGP) bygger på humanitær folkeret og internationale menneskerettigheder og bidrager med klare retningslinjer for virksomheders ansvar for at forhindre krænkelser.

Virksomheder skal 1) undgå at forårsage eller bidrage til negativ påvirkning af menneskerettigheder gennem deres egne aktiviteter og adressere disse effekter, når de opstår, og 2) søge at forhindre eller afbøde negativ påvirkning, der er direkte forbundet til deres aktiviteter, produkter eller services af deres forretningsforbindelser, selvom de ikke selv har bidraget til disse negative indvirkninger.

Hvor transnationale virksomheder er involveret er deres hjemland forpligtet til at assistere både virksomheder og værtsland med at sikre, at virksomhederne ikke er involveret i krænkelser af menneskerettigheder, ifølge UNGP.

Særligt ansvar på besat land

UNGP blev vedtaget i 2011, og tre år senere i 2014 fremsatte en særligt nedsat arbejdsgruppe en detaljeret gennemgang af virksomheders ansvar i de besatte palæstinensiske områder.

UNGP’s arbejdsgruppe henviser til, at FN’s generalsekretær har fremhævet en række menneskerettigheder, der er påvirket negativt af israelsk bosættelsespolitik, inklusiv bygning af bosættelser, jordkonfiskering, tvangsforflytning og nedrivning af palæstinensiske beboelser, og mangel på beskyttelse mod vold fra bosættere.

Disse menneskerettigheder inkluderer, men er ikke begrænset til, retten til ikke-diskrimination, frihed, sikkerhed, fair retssag, bevægelsesfrihed, passende bolig, sundhed, uddannelse, arbejde og levestandard.

Virksomheder med direkte og indirekte forbindelse til aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder bør være opmærksomme på stor risiko for meddelagtighed i krænkelser af palæstinenseres rettigheder.

Derfor er virksomheder, der enten selv har aktiviteter i bosættelser eller investeringer i andre virksomheder med direkte aktiviteter i besatte områder, ifølge FN’s arbejdsgruppe forpligtet til at foretage en forøget risikovurdering (enhanced due diligence) for at sikre, at deres aktiviteter ikke medvirker til krænkelser af menneskerettighederne.

En virksomheds ansvar for at respektere menneskerettighederne vejer altid tungere end national lovgivning og regulativer, hvilket konkret betyder, at selvom Israels nationale lovgivning tillader investeringer og aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder, så kan en virksomheds aktiviteter stadig være i strid med FN’s retningslinjer.

Dog er der tale om retningslinjer, og der er derfor ingen sanktioner for virksomheder, der ikke handler i overensstemmelse med UNGP, hvilket er et yndet kritikpunkt af FN’s retningslinjer.

Hvis virksomhederne finder negativ påvirkning af menneskerettighederne i deres leverandør- eller varekæder, er de forpligtet til at gribe ind og om nødvendigt ophøre samarbejdet, hvis krænkelserne ikke ophører.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down