Den 30. april i 2021 blev ligene af José de Jesús Robledo Cruz og María de Jesús Gómez fundet i en ørken i Mexico. De to aktivister havde i flere år kæmpet mod mineselskabet Penmonts aktiviteter i Sonora, Mexico. Ved siden af deres kroppe lå et kort med navnet på 13 andre anti-mine aktivister. En tydelig besked – dette er, hvad der sker med dem, der prøver at standse minedriften.
Den tragiske skæbne, der mødte José og María, er kun en af mange lignende historier.
Det viser en rapport udgivet i dag af Business & Human Rights Resource Center. Organisationen har samlet data fra 2021 om angreb mod menneskerettighedsaktivister, og dokumentationen viser, at det er et vedvarende og udstrakt problem.
Alene i 2021 har BHRCC kunne dokumentere 615 angreb mod menneskerettighedsaktivister.
Men Christen Dobson, der arbejder som forsker hos BHRCC, med fokus på menneskerettighedsaktivister og borgerlige rettigheder, understreger, at dette utvivlsomt kun er toppen af isbjerget:
“Mange angreb går under radaren, de bliver aldrig rapporteret, så vi ved, at omfanget af problemet er langt mere alvorligt, end tallene indikerer”, fortæller hun til Danwatch.
Organisationer som Global Witness og Front Line Defenders, har i flere år dokumenteret, hvordan menneskerettighedsaktivister i hele verden bliver dræbt på grund af deres arbejde.
FN har ligeledes fordømt angreb mod menneskerettighedsaktivister, specielt aktivister, der påpeger virksomheders menneskerettighedskrænkende aktiviteter.
Danwatch har også tidligere skrevet om, hvordan kvindelige menneskerettighedsaktivister, er specielt udsatte for at blive angrebet, på grund af deres køn.
Business & Human Rights Resource Center (BHRCC) har siden 2015 samlet dokumentation, om angreb mod menneskerettighedsaktivister fra de forskellige kilder og forsøgt at skabe et overblik.
BHRCC fokuserer specifikt på angreb mod aktivister, der kæmper for, at virksomheder skal respektere menneskerettigheder og passe på deres lokalmiljø.
Rapporten omfatter et bredt omfang af angreb: fra retlig chikane, til smædekampagner, trusler, vold og drab.
Rapporten fra BHRCC viser, at der var en række lande, hvor menneskerettighedsaktivister, var specielt udsatte for angreb i 2021: Indien (49), Mexico (47) og Philippinerne (44).
Der er også nogle sektorer, der stikker sig ud i BHRCC’s dokumentation. I 2021 var minedrift efterfulgt af landbrug de farligste sektorer for menneskerettighedsaktivister.
Endelig, så var oprindelige folk stadig en af de mest udsatte grupper. Af alle BHRCC’s dokumenterede angreb mod aktivister, var 18% mod oprindelige folk. Og det er til trods for, at oprindelige folk kun udgør omkring 5% af verdens befolkning.
Christen Dobson, der har været med til at udarbejde rapporten, fremhæver, at dokumentationen fra 2021 gør det tydelig, at angreb mod menneskerettighedsaktivister er et vedvarende globalt problem.
BHRCC’s rapport fra 2021 viser, at samtidig med at der er nogle vedvarende problemer, er der også ved at udvikle sig en ny foruroligende trend.
Af de 615 angreb, der er blevet dokumenteret af Business & Human Rights Center i 2021, fortæller Christen Dobson, at “næsten 70% af angrebene var mod klima-, land- og miljøaktivister”.
Det øgede antal angreb mod disse typer af aktivister har flere årsager, forklarer Dobson. Men noget af det problematiske er, at de bliver angrebet af virksomheder med forbindelse til den grønne omstilling.
Én årsag er for eksempel, at minedrift er den farligste sektor at kritisere for menneskerettighedsaktivister. Det er et problem, fordi den grønne omstilling øger den globale efterspørgsel efter flere mineraler.
Ifølge IEA, en international organisation, der arbejder for at fremme alternative energikilder, vil efterspørgslen efter mineraler som kobolt, nikkel, kobber og litium, seksdobles inden 2040.
Det er mineraler, der bruges i blandt andet elektriske biler, solcellepaneler og vindmøller.
Men det er ikke kun inden for minedrift, at den grønne omstilling viser sig at have en dyster bagside. Dobson fortæller også Danwatch, at der i 2021 var 36 angreb mod aktivister, knyttet til protester mod udbygning af vandkraftværk.
Dobson ser det som en foruroligende trend og tilføjer, at BHRCC er “alvorligt bekymret for, hvilken indvirkning det vil have på menneskerettighedsaktivister, hvis ændringer ikke bliver foretaget inden for sektorer knyttet til den grønne omstilling.”
Dobson fremhæver, at der er en række tiltag, der er helt nødvendige, at virksomheder foretager, hvis man skal kunne beskytte menneskerettighedsaktivister fra angreb:
Dette er kun nogle af de tiltag, virksomheder kan tage, der vil gøre, at de i højere grad opererer i overensstemmelse med internationale menneskerettigheder.
Der er også nogle virksomheder, der allerede er begyndt at indføre de ovenstående tiltag, fortæller Dobson. Flere virksomheder er for eksempel begyndt at anerkende menneskerettighedsaktivister i deres virksomhedspolitik.
Men, som Dobson understreger “uden implementering, vil disse forsøg være helt hule”.
Leonora Kleppa Stærfeldt
