Hvordan har krigen i Sudan påvirket dit liv?
Livet er barskt. Jeg har mistet min svoger i et angreb fra den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF), der var rettet mod civiles hjem. Jeg har mistet min svigermor, fordi hun ikke kunne bære sorgen over at miste sin eneste søn. Jeg har mistet min søsters mand på grund af sygdom, fordi han ikke kunne få lægehjælp. Og jeg har mistet kære venner, der er døde under forskellige omstændigheder. Krigen har stjålet dem, vi elsker, og efterladt os med smertefulde minder.
Der, hvor jeg bor i Khartoum, er det relativt roligt lige nu. Der er ingen direkte kampe, men lyden af eksplosioner er tæt på, og angsten forsvinder aldrig. Der er fyldt med spændinger. De helt basale tjenester eksisterer stadig ikke, og mange mennesker er fuldstændigt afhængige af bistand. Jeg og mange andre forsøger hver dag at skabe noget ud af ingenting og holde fast i håbet. Khartoum Aid Kitchen har hjulpet os med at blive ved med at give noget til hinanden, og det giver vores liv mening midt i kaosset. Der er et stærkt sammenhold.
En flok børn deles om noget af det mad, der er blevet delt ud. Foto: Privat
Hvorfor blev du en del af Khartoum Aid Kitchen?
Jeg blev frivillig i de første måneder af krigen, og nu har jeg ansvar for 50 køkkener fordelt i og omkring hovedstaden Khartoum. Jeg er med til at uddele vigtige ting som ris, linser, olie, løg og medicin. Jeg blev en del af arbejdet, fordi jeg følte et dybt ansvar for at hjælpe mit folk. Det eneste, vi har, er hinanden. Det som Khartoum Aid Kitchen tilbyder, er mere end mad. Det er et budskab om kærlighed og overlevelse i en tid, hvor det er blevet en kamp bare at udholde livet. Khartoum Aid Kitchen har ikke kun ydet støtte. Det har været den sidste instans tilbage i området, der har beskyttet vores lokalsamfund og holdt folk i live.
Hver morgen vågner jeg meget tidligt og tjekker de forsyninger, vi har modtaget. Så begynder jeg og mine kollegaer at distribuere det ud til køkkenerne. Jeg bevæger mig i bil mellem de forskellige områder, følger op på hvordan det går og sørger for, at alt kører. Om aftenen er jeg udmattet, men jeg føler mig også opløftet, fordi jeg ved, at vi har gjort, hvad vi kunne.
Hvordan har du det med at se dit land sådan her?
Jeg mærker, at mit mod og min drivkraft bryder sammen dag for dag. Vores engang så pulserende land er blevet til et øde sted, hvor de eneste lyde, vi hører, er eksplosioner. Den sværeste del er at føle sig hjælpeløs. At se nogen være i stor smerte og ikke være i stand til at hjælpe. Gennem køkkenerne forsøger vi at udfylde det tomrum, krigen har efterladt og bevise, at godheden stadig eksisterer.
Hvordan oplever du den humanitære situation?
Situationen er ekstremt vanskelig. Jeg har set alvorligt underernærede børn og kvinder, der deler et måltid blandt fem mennesker. For nogle måneder siden kom en ældre kvinde med sit sultne barnebarn. Hun bad ikke om meget, bare “hvad som helst”, som hun sagde. Da vi gav drengen lidt mad, og han smilede, følte jeg, at vi ikke bare havde givet ham et måltid, vi havde bragt ham tilbage til livet. Det øjeblik mindede mig om, hvor stærkt og meningsfuldt vores arbejde er.
Min svigerfamilie har også været ramt af alvorlig underernæring. De har været isoleret i deres hjem i Khartoum på grund af krigen og har haft minimal adgang til vand og mad og nærmest ingen kontakt med omverdenen. Efter adskillige måneder fik vi adgang til dem. Da vi kom hen til deres hjem, lå min kones onkel i sin seng og var helt svækket og tynd. Det var et uforglemmeligt øjeblik. At se dem i live efter alt hvad de har været igennem, føltes som en velsignelse. I disse tider er det et mirakel at kunne holde sig i live. Midt i denne barske virkelighed har Khartoum Aid Kitchen stået som et symbol på modstandskraft. Støtten fra de snesevis af køkkener har hjulpet med at redde tusindvis af liv. Disse køkkener er ikke kun steder, hvor man tilbereder måltider. Det er rum for håb, udholdenhed og kollektiv kærlighed.
Det er primært ris og linser, der bliver leveret til de områder i hovedstaden Khartoum, hvor der er minimal adgang til de mest basale ting.
Hvad er dine drømme og håb for Sudan?
At vi bliver et land fyldt af liv og ikke død. At antallet af skoler kommer til at overgå antallet af gravsteder. At vores børn vokser op i tryghed og værdighed. Jeg håber, at den solidaritet, vi har set i løbet af krigen, bliver vores rettesnor for fremtiden.
