Åbner i en ny fane
24/02/2026Interview

1461 dage med krig: Iryna lever med en bror ved fronten, mens Maxim frygter at tale frit

I dag er det fire år siden, Rusland invaderede Ukraine og ændrede livet for millioner af mennesker. Danwatch har talt med en russer og ukrainer om deres liv, udfordringer og håb.
BB
Illustration: Louise Kock
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

På en varm februardag den 24. februar 2022 indledte Rusland en storskala-invasion, der har dræbt tusinder og lagt byer i ruiner, i Ukraine.

I dag, præcis fire år senere, raser krigen stadig på trods af fredsforhandlinger, og for millioner af mennesker er livet og hverdagen præget af usikkerhed og tab.

Det gælder også for ukraineren Iryna og russeren Maxim, som Danwatch har stillet fem spørgsmål til i forbindelse med årsdagen for invasionen. 

Her gør de status over deres liv fra frygt til frontlinje. 

Anonymitet

  • Maxim er et opdigtet navn. De russiske myndigheder indførte i 2022 en række nye love, hvor eksempelvis kritik af de væbnede styrker og “spredning“ af falske oplysninger” om staten eller militæret, kan give lange fængselsstraffe. Derfor har vi valgt at holde ham anonym. Interviewet er lavet gennem en krypteret beskedtjeneste
  • Iryna optræder også delvist anonym af hensyn til hendes arbejde
  • Danwatch er bekendt med deres fulde identiteter
UKR
Iryna, i 40'erne, ukrainer, fraskilt og mor, bor i Kiev

Hvordan har krigen ændret dit liv?

Maxim fra Rusland

Når det kommer til hverdagen, så har jeg ikke oplevet nogen negative forandringer. Tværtimod. I 2023-2024 steg folks lønninger på grund af manglen på arbejdskraft. Der blev blandt andet også bygget en dæmning og en bro.

Men nu, lige nu, oplever jeg virksomheder og nogle butikker i byen lukke. For eksempel er Muzhtorg (russisk webbutik og forhandler af musikinstrumenter og musikudstyr, red.) nu kun åben i Samara, og den lokale hobbybutik er også lige lukket.

Alt er fint med skolerne her. En bygning er blevet renoveret, og en anden skal også renoveres snart.

Jeg har nok penge til mad, da jeg tjener en anstændig løn. Priserne kan variere 2-5 gange afhængig af sæsonen, mens det samme produkt kan have forskellige priser i forskellige kæder.

Iryna fra Ukraine

Krigen har tydeligt delt vores liv op i et “før” og “efter”, eller rettere sagt et “under”. Der er en mærkelig følelse af, at virkeligheden ikke længere hænger sammen. Den føles splittet og opdelt i stykker, som er svære at få til at passe sammen.

På den ene side kæmper min bror måske ved fronten lige nu. På den anden side sidder jeg her trygt i mit hjem, spiller klaver og bager kage med min datter. Hvordan kan begge ting være virkelige?  Det er svært, næsten umuligt at forstå. 

Hvad har været den største udfordring for dig, venner eller din familie?

Maxim fra Rusland

Jeg har fået en form for angst. Jeg er bange for at skrive eller sige noget forkert. Jeg er bange, fordi internettet er under restriktioner, og jeg er bange, fordi jeg ikke længere kan tale med venner, familie eller kollegaer om alt. 

Iryna fra Ukraine

Det sværeste er, at min lillebror har været i hæren siden invasionens anden dag, altså i næsten fire år. Tanken om, at han måske er i kamp lige nu, lægger en mørk skygge over det hele. Det kan føles forkert at føle glæde, og alligevel dukker den følelse op indimellem. Og når jeg mærker den, spørger jeg mig selv, om jeg overhovedet har ret til at føle den. Jeg føler skyld.

Jeg mærker tydeligt den uretfærdighed og splittelse, der langsomt nedbryder det ukrainske samfund, selvom vi hele tiden hører slidte ord som “styrke” og “uovervindelighed”.

Mennesker som min bror — som dig og mig — helt almindelige civile før krigen, meldte sig til hæren, fordi de mente, det var deres pligt ifølge forfatningen og deres egen samvittighed. Men det er ikke muligt at blive fritaget fra tjeneste, så for mange er hæren i praksis blevet en livstidsdom. Når man først er indkaldt, kan man ikke komme ud af det igen, medmindre man bliver dræbt, alvorligt såret, formår at bestikke nogen eller flygte.

Samtidig har millioner af ukrainske mænd brugt både lovlige og ulovlige muligheder for at undgå mobilisering, mens de stadig går i patriotiske T-shirts og viser andre ydre tegn på national stolthed. Den synlige uretfærdighed tynger mig. Det gør mine møder med ukrainske mænd, der ikke gør tjeneste, bitre. Jeg har svært ved at acceptere det, selvom jeg virkelig prøver ikke at lade det gøre mig hård eller giftig i mine relationer til andre ukrainere.

Jeg ser også vores mor ældes meget hurtigt.

Min ældste søn er 18 år. Alle hans klassekammerater har forladt Ukraine af frygt for en dag at blive indkaldt. Han læser græsk stoicisme og vil gerne tro, at han vil være stærk nok til at tage udfordringen op, hvis den kommer. Som mor er jeg stolt af ham — og samtidig fyldt med frygt for hans fremtid i Ukraine.

Hvordan har krigen påvirket dig personligt?

Maxim fra Rusland

På mit tidligere job forlod en kollega os, fordi han skulle i hæren, en klassekammerat gjorde det samme og døde, mens et familiemedlem forsvandt under militærtjeneste. 

Jeg vil gerne leve mit liv uden hver dag at frygte at blive indkaldt til tjeneste i hæren, og jeg vil gerne være i stand til at sige, hvad jeg tænker og diskutere med andre uden at blive straffet for at vanære militæret eller styret.

Iryna fra Ukraine

Så mange kære mennesker har forladt Ukraine. Nogle er blevet dræbt i krigen, andre er rejst ud af landet. Oplevelsen af tab og konstant forandring har lært mig ikke at knytte mig for stærkt til noget, men at forstå at alting er midlertidigt.

Men med tiden er krigens virkelighed blevet hverdag som en grå tunnel uden lys for enden.

Jeg har næsten vænnet mig til lyden af eksplosioner sammenlignet med de første dage af krigen. Selv den motorcykel-lignende lyd af en drone over mit tag om natten er ikke længere skræmmende, selvom den stadig er dybt ubehagelig.

Mange ting har mistet deres betydning. Vi skændes ikke længere om småting. Men der er heller ikke nogen klar fornemmelse af, hvad der egentlig er de store ting.

Hvad giver dig håb i disse hårde tider?

Maxim fra Rusland

At det ikke er den værste ting, der er sket i verdenshistorien, og at tiderne skifter på et tidspunkt. Jeg forsøger også at begrave mig selv i arbejde og min familie, så de negative tanker ikke distraherer mig. 

Iryna fra Ukraine

Små glæder holder mig stadig oppe. At være sammen med mine nærmeste venner, også selvom jeg ved, at nogle af dem snart planlægger at forlade Ukraine for altid, at spille klaver — det forsvinder i det mindste ikke — og at se mine tre børn vokse og forandre sig så hurtigt.

Og selvfølgelig mit arbejde og varmen fra mine kolleger.

Hvad tror du, der skal ske, hvis fred skal blive en realitet?

Maxim fra Rusland

Generelt skal det ikke være muligt at tjene på krig. Før er fred ikke en mulighed. 

Iryna fra Ukraine

Vi ukrainere ønsker desperat fred. Nogle gange har jeg en følelse af, at ukrainere sjældent bliver spurgt om, hvad vi virkelig ønsker — og hvis nogen bliver spurgt, er det næsten aldrig en soldat eller en soldats mor. Det er let at bruge store ord som “modstandskraft” og “uovervindelighed”, når man følger krigen på en smartphone og ikke fra en frossen skyttegrav.

Den korruption i den ukrainske regering, som vi hører om i medierne, styrker heller ikke tilliden til de fredsforhandlinger, der er.

Der er brug for en meget fast linje over for Putins Rusland fra den civiliserede verden. Det er magtens sprog, Putin forstår.

RUS
Maxim, i 40’erne, russer, fraskilt og far,  bor 1000 kilometer fra grænsen til Ukraine

Krigen i tal

  • Den 24. februar 2022 indledte Rusland en fuldskala-invasion i Ukraine
  • Mere end 15.000 civile har mistet livet siden krigens begyndelse, men FN vurderer, at det samlede antal sandsynligvis er langt højere
  • 2025 blev det drabeligste år. Her mistede ca. 2500 livet, mens over 12.000 blev såret
  • Over 2.500 børn er døde 
  • Omkring 1,2 millioner russiske militærfolk er dræbt, såret eller savnet. For ukrainske militærfolk er antallet op mod 600.000
  • Danmark har støttet Ukraine militært med ca. 71,2 mia. kr og humanitært med ca. 7,1 mia. kr. Tallene dækker ikke over dansk støtte gennem EU. 
Kilde: Udenrigsministeriet, den amerikanske tænketank Center for Strategic and International Studies (CSIS), FN’s overvågningsmission for menneskerettigheder i Ukraine (HRMMU), Unicef

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.