1461 dage med krig: Iryna lever med en bror ved fronten, mens Maxim frygter at tale frit

Krigen har tydeligt delt vores liv op i et “før” og “efter”, eller rettere sagt et “under”. Der er en mærkelig følelse af, at virkeligheden ikke længere hænger sammen. Den føles splittet og opdelt i stykker, som er svære at få til at passe sammen.

På den ene side kæmper min bror måske ved fronten lige nu. På den anden side sidder jeg her trygt i mit hjem, spiller klaver og bager kage med min datter. Hvordan kan begge ting være virkelige?  Det er svært, næsten umuligt at forstå. 

Det sværeste er, at min lillebror har været i hæren siden invasionens anden dag, altså i næsten fire år. Tanken om, at han måske er i kamp lige nu, lægger en mørk skygge over det hele. Det kan føles forkert at føle glæde, og alligevel dukker den følelse op indimellem. Og når jeg mærker den, spørger jeg mig selv, om jeg overhovedet har ret til at føle den. Jeg føler skyld.

Jeg mærker tydeligt den uretfærdighed og splittelse, der langsomt nedbryder det ukrainske samfund, selvom vi hele tiden hører slidte ord som “styrke” og “uovervindelighed”.

Mennesker som min bror — som dig og mig — helt almindelige civile før krigen, meldte sig til hæren, fordi de mente, det var deres pligt ifølge forfatningen og deres egen samvittighed. Men det er ikke muligt at blive fritaget fra tjeneste, så for mange er hæren i praksis blevet en livstidsdom. Når man først er indkaldt, kan man ikke komme ud af det igen, medmindre man bliver dræbt, alvorligt såret, formår at bestikke nogen eller flygte.

Samtidig har millioner af ukrainske mænd brugt både lovlige og ulovlige muligheder for at undgå mobilisering, mens de stadig går i patriotiske T-shirts og viser andre ydre tegn på national stolthed. Den synlige uretfærdighed tynger mig. Det gør mine møder med ukrainske mænd, der ikke gør tjeneste, bitre. Jeg har svært ved at acceptere det, selvom jeg virkelig prøver ikke at lade det gøre mig hård eller giftig i mine relationer til andre ukrainere.

Jeg ser også vores mor ældes meget hurtigt.

Min ældste søn er 18 år. Alle hans klassekammerater har forladt Ukraine af frygt for en dag at blive indkaldt. Han læser græsk stoicisme og vil gerne tro, at han vil være stærk nok til at tage udfordringen op, hvis den kommer. Som mor er jeg stolt af ham — og samtidig fyldt med frygt for hans fremtid i Ukraine.

Så mange kære mennesker har forladt Ukraine. Nogle er blevet dræbt i krigen, andre er rejst ud af landet. Oplevelsen af tab og konstant forandring har lært mig ikke at knytte mig for stærkt til noget, men at forstå at alting er midlertidigt.

Men med tiden er krigens virkelighed blevet hverdag som en grå tunnel uden lys for enden.

Jeg har næsten vænnet mig til lyden af eksplosioner sammenlignet med de første dage af krigen. Selv den motorcykel-lignende lyd af en drone over mit tag om natten er ikke længere skræmmende, selvom den stadig er dybt ubehagelig.

Mange ting har mistet deres betydning. Vi skændes ikke længere om småting. Men der er heller ikke nogen klar fornemmelse af, hvad der egentlig er de store ting.

Små glæder holder mig stadig oppe. At være sammen med mine nærmeste venner, også selvom jeg ved, at nogle af dem snart planlægger at forlade Ukraine for altid, at spille klaver — det forsvinder i det mindste ikke — og at se mine tre børn vokse og forandre sig så hurtigt.

Og selvfølgelig mit arbejde og varmen fra mine kolleger.

Vi ukrainere ønsker desperat fred. Nogle gange har jeg en følelse af, at ukrainere sjældent bliver spurgt om, hvad vi virkelig ønsker — og hvis nogen bliver spurgt, er det næsten aldrig en soldat eller en soldats mor. Det er let at bruge store ord som “modstandskraft” og “uovervindelighed”, når man følger krigen på en smartphone og ikke fra en frossen skyttegrav.

Den korruption i den ukrainske regering, som vi hører om i medierne, styrker heller ikke tilliden til de fredsforhandlinger, der er.

Der er brug for en meget fast linje over for Putins Rusland fra den civiliserede verden. Det er magtens sprog, Putin forstår.