De superrige flyver privatfly som aldrig før, og det er dårligt nyt for klimaet

Elon Musk gør det, Bestsellers Anders Holch Povlsen gør det, og de russiske oligarker gør det. 2021 slog alle rekorder for jordens mest klimaskadelige transportform.

Danwatch har søgt på 15 af de mest populære modeller for privatfly på fly-trackersiden ADS-B Exchange. Dette er altså et lille udsnit af de privatfly, som er i luften over i Europa en mandag eftermiddag i marts.

“Lettede fra Austin, Texas, USA”, tweetede profilen Elon Musk’s Jet sidste mandag klokken 16:46 dansk tid. Tweetet var ledsaget af et kort over Texas-hovedstaden Austin med et lille fly-ikon nær dets internationale lufthavn.

”Landede i Van Nuys, Californien, USA. Cirka flyvetid: 2 timer: 44 minutter”, postede profilen nogle timer senere sammen med et kort over Californien og det lille fly-ikon ved Hollywood Burbank lufthavn. Få sekunder efter fulgte endnu et tweet, der konstaterede, at rejsen var 2.008 kilometer lang, havde kostet cirka 5.206 liter jetbrændstof og måtte have udledt omkring 15 tons CO2.

Elon Musk’s Jet er en såkaldt bot, som ved hjælp af data om global flytrafik overvåger verdens rigeste mands privatfly og automatisk tweeter hver gang, hans fly lander og letter.

Den er skabt af den 19-årige IT-studerende Jack Sweeney, som kort efter profilens oprettelse blev kontaktet af Musk selv.

“Kan du lukke den her ned? Det er en sikkerhedsrisiko, og jeg er ikke vild med ideen om at blive skudt ned af en skør person”, skulle Musk ifølge Sweeney have skrevet.

”Ja det kan jeg godt, men det vil koste dig en Model 3 (nyeste Tesla-model red.)”, svarede teenageren, inden han tilføjede et ”joker bare, med mindre?”

Elon Musk endte med at tilbyde den førsteårsstuderende fra Florida 5.000 dollars for at lukke Twitter-profilen, men det var ikke nok for Jack Sweeney, som holdt fast i, at prisen var en Tesla Model 3 eller eventuelt 50.000 dollars eller en praktikplads hos techmilliardæren.

Musk efterlevede ikke kravet, og teenageren gik i stedet over til at oprette endnu flere Twitter-profiler, som overvåger de rige og berømtes private jetfly. Er du interesseret, kan du nu derfor være opdateret på, hvor Jeff Bezos’, Bill Gates’ og Donald Trumps privatfly befinder sig henne.

Med krigen i Ukraine har Jack Sweeney desuden netop lanceret profilen Russian Oligarch Jets, som følger de mest magtfulde russiske rigmænds flyrejser rundt om på kloden.

Således kunne man for eksempel følge multimilliardæren Roman Abramovich flyve fra Moskva til Istanbul og fra Istanbul til Ankara, dagen før han frasolgte den engelske fodboldklub Chelsea.

Slår alle rekorder

Det står ikke fuldstændigt klart, hvad Jack Sweeneys projekt egentlig er, når man for eksempel ser ham fortælle CNN, at han er stor fan af Elon Musk og egentlig bare var interesseret i at vide, hvor Tesla-direktøren befandt sig henne i verden.

Men ved at dele og dechifrere al den data om flytrafik, som i øjeblikket er frit tilgængeligt på nettet, er teenageren og alle dem, der deler hans hobby, for tiden med til at sætte spot på de ultrariges brug af privatfly.

DOKUMENTATION 

Alle kan følge med

Hvis du ikke har prøvet det, så kan du følge den globale luftfart i realtid på sider på som Flightradar24 eller ADS-B Exchange. Nedenfor kan du se, hvordan Flightradar24 ser ud med ‘radaren’ indstillet på Danmark. 

Se for eksempel, hvordan hobby-flyspottere noterede, at mere end 140 privatfly tilsyneladende forlod Los Angeles i løbet af få timer efter Super Bowl finalens afslutning i februar:

Verdens rigeste flyver nemlig privatfly som aldrig før.

Med 3,3 millioner flyvninger var 2021 ifølge flydata-virksomheden WingX det år med mest privat flytrafik nogensinde.

Efter en kort nedgang under pandemiens begyndelse var antallet af private rejser sidste år syv procent højere end det hidtidige rekordår, 2019. Og 2022 ser ud til slå alle rekorder, når man ser på WingX’ opgørelser over årets første måneder.

Stigningerne sker især i USA men også i Europa, Asien og Mellemøsten, og rekorden er altså blevet slået, endnu inden verden er ude af corona-pandemien. Faktisk var den private flytrafik i Europa tilbage på niveauet før pandemien allerede i sommeren 2020, mens den kommercielle lå på bare 40 procent af sit tidligere leje, viser en rapport fra den europæiske paraply-NGO Transport & Environment.

  • I USA står 12 procent af befolkningen for 66 procent af landets flyafgange. I Storbritannien er 15 procent af befolkningen ansvarlige for 70 procent af flytrafikken. Og i Frankrig tager en lille elite på 2 procent 50 af alle flyene.
  • 53 procent af USA’s befolkning og 65 procent af Tysklands fløj slet ikke i 2018.
  • Alligevel fløj den gennemsnitlige nordamerikaner 50 gange så mange kilometer som den gennemsnitlige afrikaner og 10 gange så meget som den gennemsnitlige asiat i 2018.
  • Europæere og folk fra Mellemøsten fløj gennemsnitligt 25 gange mere end folk fra Afrika og fem gange så meget som folk fra Asien samme år.
Kilder: Global Environmental Change & miljøorganisationen Possible

“Markedet er i en position, som aldrig før er set”, sagde Christopher Marich, medstifter af MySky, en platform for privatflyejere, til finansmediet Bloomberg i november sidste år. 

“For hvert fly derude er der to eller tre købere til de populære modeller”.

Bloomberg, som blandt specialiserer sig i de ultrarige, konkluderer selv, at pandemien må forventes at have styrket ønsket om privat transport med minimal kontakt med andre. Men den stigende efterspørgsel på privatfly må først og fremmest ses i sammenhæng med, at efterspørgslen på ekstremt dyre boliger og lystyachter også stiger, konkluderer finansmediets analytiker: Det er et resultat af voldsomt stigende formuer hos verdens ultrarigeste, hvoraf de 500 mest velhavende alene så deres formuer stige med 8 billioner – altså 8.000 milliarder – kroner i 2021.

Den ene procent

Men hvad betyder de her mange privatfly så for klimaet?

Lad os starte med at slå fast, det i forvejen er en meget lille elite, som står for langt størstedelen af den globale flytrafiks CO2-udledning.

Faktisk var det kun 2-4 procent af verdens befolkning, som fløj internationalt i 2018, og 1 procent af jordens befolkning stod alene for omkring halvdelen af verdens samlede kulstofudledning fra flytrafik samme år. Det fremgår af et studie i tidsskriftet Global Environmental Change fra 2020, hvis konklusioner bakkes op af andre studier, som peger på, at en lillebitte elite af “super-udledere” er ansvarlige for en enorm andel af verdens samlede flytrafik.

Og midt i den her i forvejen ekstremt skævvredne fordeling, der udleder privatflyenes passagerer – som altså bare tæller en mindre del af denne jetset-elite – så endnu mere CO2 end alle andre flyrejsende.

Studiet fra Transport & Environment viser blandt andet, at privatfly udleder 5 til 14 gange så mange drivhusgasser per passager som et rutefly, og fire timers rejse med privatfly sender lige så meget CO2 ud i atmosfæren, som en gennemsnitlig europæer gør på et helt år.

”Når vi ser nærmere på den allerrigeste elite, så bliver den her utroligt ulige fordeling af udledninger fra flytrafik også endnu mere tydelig – og det er privatflyene en stor del af forklaringen på”, siger Andrew Murphy, chef for flytrafik i Transport & Environment, til Danwatch.

Top 10: Mest brugte ruter med privatfly

I Europa var de mest brugte – og mest forurenende – ruter for privatfly i 2019:

  1. London (Farnborough) – Nice
  2. London (Luton) – Nice
  3. Paris – Geneve
  4. Paris – Nice
  5. London (Farnborough) – Geneve
  6. London (Farnborough) – Paris
  7. Milano – Rom
  8. London (Luton) – Paris
  9. Geneve – Nice
  10. London (Luton) – Geneve
Kilde: Transport & Environment 2021

Ferie på Ibiza

Ifølge Global Environmental Change udledte privatfly i 2016 omkring 40 millioner tons CO2, hvilket var omkring 4 procent af flytrafikkens samlede udledninger det år. Det lyder måske ikke af så meget, men det svarer omtrent til Danmarks samlede kulstofudledninger samme år.

I Europa er det ifølge Transport & Environment Storbritannien og Frankrig, som står for langt den største brug af privatfly, og de mest benyttede ruter er mellem London, Nice, Paris, Geneve, Milano og Rom. 

Miljøorganisationens rapport dokumenterer, at privatfly dobbelt så ofte benyttes til korte ture på mindre end 500 kilometer, end det er tilfældet for rutefly. Og den understreger, at flyene i større og større grad anvendes til ferie- og fritidsaktiviteter frem for forretning: Brugen af privatfly stiger gerne med 50-100 procent i sommermånederne sammenlignet med om vinteren, og turene går særligt til franske badebyer som Nice eller øer som Ibiza.

Fradrag på fly

90 procent af verdens privatfly er produceret af enten Bombardier, Textron, General Dynamics, Dassault eller Embraer. På baggrund af en gennemgang af deres årsrapporter konstaterede det amerikanske energi- og miljømedie E&E News i 2021, at virksomhederne ”enten beskriver klimaforandringer som en lovgivningsmæssige udfordring, eller slet ikke nævner dem”.

Kritikere peger på, at privatfly beskattes meget lidt på trods af deres enorme klimapåvirkning. I USA blev køb af fly i 2017 gjort 100 % fradragsberettiget, hvilket fik salget af privatfly til at eksplodere, og i Danmark blev afgiften på privatfly fjernet med finansloven for 2019.

De fleste europæiske privatfly betaler ikke for deres udledninger, blandt andet fordi de enkelte maskiner er for små til at falde ind under EU’s CO2-prisordning, som beskatter europæiske virksomheder og flyselskabers samlede udledninger. 

Det er derfor op til de enkelte medlemslande at beskatte flyene, men det sker i meget lille grad, understreger Andrew Murphy. I Transport & Environments rapport fra sidste år øjner paraplyorganisationen imidlertid en mulighed: afgifter på fly og beskatning af jetbrændstof vil kunne inddrive milliarder af euro, som kan investeres i mindre forurenende transportformer såsom el- og brint-fly.

”De her mennesker har tydeligvis utroligt mange penge. Det bør vi udnytte til at finansiere bæredygtige transportformer for os alle sammen”, siger Andrew Murphy.

Flere artikler fra serien: 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right