21. maj 2019

Bananarbejderes fagforeningsleder sagsøgt for at “skabe panik”

En fagforeningsleder er blevet anklaget for at skabe “økonomisk panik” i Ecuador, fordi han arbejder for at skabe bedre forhold for arbejdere i landets bananplantager. Det er karakteristisk for latinamerikanske arbejdsmarkeder, lyder vurderingen fra fagforeningsekspert.

Jorge Acosta, der er fagforeningsleder for bananarbejdernes forbund ASTAC i Ecuador, er blevet anklaget for at skabe "økonomisk panik" i landet. Flere iagttagere betegner imidlertid anklagerne som helt uberettigede.

Han skaber “økonomisk panik”, lyder anklagen imod Jorge Acosta, en fagforeningsleder for bananarbejdernes forbund ASTAC i Ecuador, der risikerer 5-7 års fængsel, hvis han bliver kendt skyldig.

Anklagen, der blev overleveret til Ecuadors statsanklager 18. april 2019, lyder, at Jorge Acosta har spredt falsk information for at skade landets økonomi og til gavn for konkurrenter. Altsammen ifølge den såkaldte artikel 307 i Ecuadors straffelov. Det skriver svenske Swedwatch. [Boks1]

Men ifølge hovedpersonen selv har han intet gjort, der berettiger anklagen. Det er ren chikane, mener Jorge Acosta.

“Jeg har aldrig prøvet at få sådan en anklage før“, siger Jorge Acosta til Danwatch.

Reelt står privatpersonen, den 56-årige Felipe Santiago Cantos Merelo, bag anklagen. Men ifølge Jorge Acosta forsøger nogle bagmænd, der er de egentlige afsendere, at skjule sig bag ved denne privatperson.

“For mig er det tydeligt, at det ikke er ham, der reelt står bag”, siger Jorge Acosta, der har forsøgt at få advokaten, der er anklager i sagen, til at oplyse, hvem folkene bag er. [Citat1]

Tager afstand i officielt brev

Anahi Macaroff, der er researcher hos NGO’en Institut for Ecuadorianske Studier, betegner klagen som atypisk.

“Jeg tror ikke, at anklagen vil få succes, men hele proceduren med stævninger og lignende er en form for intimidering”, siger hun

En større gruppe organisationer, intellektuelle og aktivister gik kort efter anklagen sammen om at skrive et officielt brev, der tager afstand fra anklagen og fremhæver, at ASTAC spiller en central rolle i arbejdet for at demokratisere arbejdstagerrettigheder.

“Derfor overrasker det os med anklagens ondsindede karakter. Det er et forsøg på at få arbejdstagerrettigheder og beskyttelse af naturen til at ligne en sag om at skabe “økonomisk panik”, som er ulovligt”, lyder det i brevet.

Karakteristisk for Latinamerika

Forløbet kommer i kølvandet på, at Jorge Acosta sammen med blandt andre Anahi Macaroff har klaget til EU over brud på menneske- og arbejdstagerrettigheder i Ecuadors egne bananplantager.

Anklagen handlede om at arbejdere bliver udnyttet og underbetalt, og at fagforeningsledere bliver chikaneret. Jorge Acosta har i mange år kæmpet for bananarbejderes rettigheder i Ecuador og netop derfor mener Jesper Nielsen, international chef i 3F, at anklagen er karakteristisk for latinamerikanske arbejdsmarkeder.

“Jeg har oplevet noget lignende i både Costa Rica, Honduras, Guatemala på grund af klager over manglende arbejdstagerrettigheder. Det er en meget dårlig retstilstand”, siger Jesper Nielsen.

“Magthaverne i mange lande har hverken evnet eller villet opbygge en retsstat med lighed for loven, og straffrihed til forbrydere og menneskeretskrænkere er det, der kommer ud af det. I nogle lande i Latinamerika er det ligefrem flovt for en fagforeningsleder ikke at stå på en dødsliste fra en eller anden paramilitær gruppe”.

Fagforeningsfokus i FN’s verdensmål

Birgitte Feiring, afdelingsleder hos Institut for Menneskerettigheder mener også, at anklagen lyder uberettiget.

“Desværre er falske anklager, æreskrænkelse og benspænd i forhold til at danne eller tilslutte sig fagforeninger ret udbredte”, siger hun, da Danwatch præsenterer hende for sagens indhold.

Birgitte Feiring arbejder til daglig med FN’s Verdensmål og fremhæver, at overgreb på fagforeningsfolk er blandt de parametre som FN’s Verdensmål fremover skal måles på. Det fremgår af verdensmål nummer 16, og det underkapitel, der hedder 10,1. [Boks2]

“Denne indikator skal måle bredt på overgreb af menneskerettighedsforkæmpere, fagforeningsfolk og journalister, da der desværre er en overordnet trend i forhold til at fundamentale frihedsrettigheder, og dermed råderummet for civilsamfundet, er under pres”, siger hun.

Trusler om at bortføre eller dræbe

Jesper Nielsen mener, det er urimeligt, at anklagerne mod Jorge Acosta bliver taget alvorligt og håber, at de bliver afvist som grundløse.

“Vi taler jo stød under bæltestedet mod ytringsfriheden”, siger han og uddyber:

“Personlige trusler er mere almindelige end forsøget på at gå rettens vej, som dog også er ret almindeligt. Flere af mine venner har f.eks. måttet gå i eksil pga. dødstrusler. Nogle gange er det trusler om at bortføre eller dræbe deres børn. I nabolandet Colombia kender vi de høje årlige mordrater, og angrebene på fagforeningsfolk og andre rettighedsforkæmpere er desværre ikke aftagende”.

Ecuador: Får dumpekarakter i arbejdstagerrettigheder

Det er ikke første gang Jorge Acosta bliver chikaneret for at kæmpe for arbejdstagerrettigheder i Ecuadors bananplantager. Han har også tidligere modtaget dødstrusler for sit arbejde.

Det skete i kølvandet på, at han medvirkede som kilde i Danwatchs undersøgelse, De lever og dør af bananerne, 2017.

I undersøgelsen dokumenterede Danwatch, hvordan sprøjtegifte, som har været ulovlige i Europa i årtier pga. sundhedsfarer, bliver brugt på ecuadorianske bananplantager med dødelige konsekvenser for lokale beboer og arbejderne selv.

Den seneste opgørelse fra den Internationale forening for fagforbund (ITUC) viser, at Ecuador får dumpekarakteren 5, hvilket vil sige, at der ikke er nogen garanti for arbejdstagerrettigheder.

I denne kategori ligger også lande som Colombia, Iran og Saudi-Arabien.

1 er den bedste karakter, hvilket står for “sporadiske brud på rettigheder”. I den kategori ligger Danmark sammen med de øvrige nordiske lande samt Tyskland, Holland og Italien. [Boks3]

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down