Ifølge arbejdere, fagforeningsledere, NGO’er og eksperter i en ny DanWatch- undersøgelse, Den Tabte Tråd, har Rana Plaza-katastrofen i 2013 ikke ført til bedre arbejdsforhold på Bangladeshs tøjfabrikker. DanWatch har talt med 20 arbejdere fra syv forskellige fabrikker, der fortæller, at verbal chikane og trusler er en del af hverdagen. 20-årige Fatima Aktan fra Chadpur, der arbejder som syerske på fabrikken Windy fortæller:
“De truer med fyringer og kalder os ludere og horeunger, hvis vi laver småfejl eller protesterer mod for meget arbejde. Når jeg er tilbage i landsbyen, fortæller jeg ikke om forholdene på fabrikkerne, det vil smerte mine forældre for meget”, siger Fatima Aktan.
Langt under minimumsløn
Selvom mindstelønnen er steget, er det langt fra alle arbejdere, der får gavn af den. Flere arbejdere fortæller DanWatch, at produktionskravet blot er sat op, andre ved slet ikke, hvad niveauet for minimumslønnen er.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]
Jasmine Khatoon er mor til tre og syerske ved fabrikken Suborno i udkanten af Dhaka, hvor hun arbejder ni timer om dagen for 335 kroner om måneden (4800 taka). Weekenden består af en halv fridag om fredagen, som arbejderne dog ikke er garanteret, forklarer hun.
“Hvis der er en ordre, der skal nås, skal vi arbejde overtid og weekender, indtil vi er færdige”, fortæller Jasmine Khatoon, der med overtidstillæg på cirka 60 kroner (700 taka), når Jasmine Khatoons løn ikke op på mindstelønnen på 445 kroner om måneden.
På to ud af syv fabrikker får arbejdere ikke mindstelønnen, mens de arbejdere, der modtager mindstelønnen, fortæller, at det langt fra er nok til at dække deres mest basale behov. Under fem procent af arbejderne i beklædningsindustrien er medlemmer af en fagforening.
Svingdørspolitikere i tøjindustri
Fabriksejere i Bangladesh har stor politisk indflydelse. Ti procent af landets parlamentsmedlemmer er ejere af tøjfabrikker, og mange flere har indirekte forretningsforbindelser til industrien via eksempelvis familiemedlemmer.
Medier i Bangladesh ejes af forretningsmænd med rødder i bl.a. beklædningsbranchen. Det økonomiske afhængighedsforhold går ud over den kritiske journalistik og debat om beklædningsindustrien. Medier udøver selvcensur og undgår at være kritiske over for beklædningsindustrien.
Louise Voller
