19. januar 2018

Bredt flertal vil styrke rådgivning om investeringer i ulovlige israelske bosættelser

Bred enighed i Folketinget om at styrke vejledning til private og offentlige danske aktører, der i strid med regerings politik investerer i virksomheder med aktiviteter i eller omkring ulovlige israelske bosættelser. Kun Dansk Folkeparti er imod.


Sidste år afslørede Danwatch, at Danmarks 23 største pensionskasser, investeringsforeninger og kommuner havde investeringer i virksomheder med aktiviteter i eller omkring ulovlige israelske bosættelser for i alt ca. 3 milliarder kroner. Det strider mod eksportråd fra den danske regering og FN’s retningslinjer.

Undersøgelsen fik en samlet opposition til at kalde to ministre i forespørgselsdebat, som i dag et år senere afholdes i Folketingssalen. Inden debatten er et samlet Folketing med undtagelse af Dansk Folkeparti blevet enig om at styrke rådgivning til private og offentlige danske aktører.

“Konflikten er lang og kompliceret, men den eneste løsning er en tostatsløsning,” siger udenrigsminister Anders Samuelsen som også takker for muligheden for at debattere spørgsmålet.

“Israel bør indstille sin bosættelsespolitik. De er ulovlige efter international folkeret. Bosættelserne må ikke blive legitimeret og få bedre økonomiske muligheder. Det er ikke ulovligt at investere i virksomheder med aktiviteter i bosættelser, men det svækker muligheden for en tostatsløsning. Derfor fraråder regeringen disse investeringer, og derfor støtter regeringen op om FN’s resolution 2334, der klart skelner mellem Israel og de besatte områder,” siger udenrigsministeren fra talerstolen.

Se debatten i Folketinget her

Regeringen forventer, at danske virksomheder efterlever retningslinjer

Anders Samuelsen har også kommentarer med fra erhvervsminister Brian Mikkelsen, som understreger, at FN’s retningslinjer gælder for stater og virksomheder, og at regeringen forventer, at danske virksomheder efterlever UNGP og OECD’s retningslinjer.

Socialdemokraternes Nick Hækkerup er enig med regeringen.

“Udgangspunktet er nemt. Bosættelser er ulovlige og forhindrer en tostatsløning. Når man investerer i virksomheder med aktiviteter i området, så hjælper man bosættelserne,” siger Nick Hækkerup, der dog også understreger, at det er kompliceret at bestemme, hvornår en virksomhed overtræder retningslinjerne.

Dansk Folkeparti alene

Dansk Folkeparti er som det eneste parti ikke med i den fælles vedtagelse, og udviklingsordfører Claus Kvist Hansen kan ikke forstå, at vi normalt efterlyser investeringer i områder, vi vil udvikle, men ikke i dette tilfælde.

“Det er et forsøg på at isolere Israel økonomisk. Det løser intet at trække penge ud af området. Det vil undergrave forudsætningerne for en løsning,” siger han.

Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen understreger, at danske investorer bør være opmærksomme.

“Fra vores side er der ingen tvivl: Danske pensionskasser, investeringsforeninger og kommuner skal følge FN’s retningslinjer, som Danmark bakker op om.  Målet er en fredsaftale baseret på en tostatsløsning. Derfor skal vi skelne mellem Israel og de besatte områder,” siger han.

Michael Aastrup Jensen pointerer, at alle faktisk er enige om, at FN’s retningslinjer skal efterleves, og at palæstinensernes rettigheder skal beskyttes.

Bred aftale

Debatten i Folketingssalen bærer netop præg af den brede aftale mellem partierne. Kun Dansk Folkepartis Claus Kvist Hansen er uenig og spørger gentagne gange sine kollegaer, om de virkelig mener, at danske investorer skal trække alle penge ud af virksomheder, der bryder FN’s retningslinjer. Ja, svarer de andre ordførere.

Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard takker også for det gode samarbejde om vedtagelsen, som vil blive stemt igennem i næste uge.

“I vedtagelsen står det helt klart, hvor Danmark står i forhold til resolution 2334. Og vi er enige om at styrke den vejledende indsats overfor virksomheder og investorer. Vi vil nu samle erfaringer fra MKI og andre offentlige myndigheder hver gang vi bliver klogere,” siger han.

Flere ordførere henviser også til sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder OHCHR, som om en måneds tid vil fremlægge en liste over virksomheder med aktiviteter på besat område i strids med FN’s retningslinjer.

“Jeg glæder mig over det brede flertal i Folketinget om Danmarks linje, nemlig at bosættelser er ulovlige og underminisrer tostatsløsningen. Regeringen står bag beslutning V 53 og bakker aktivt op om FN og EU, som skelner skarpt mellem Israel og de besatte områder. Og regeringen vil aktivt at rådgive danske investorer,” runder udenrigsminister Anders Samuelsen af.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down