Har du et tip om sagen?
Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) – en af verdens største investorer i grøn energi – kritiseres for at tilsidesætte internationale retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd i et milliardprojekt i den mexicanske stat Oaxaca.
Danwatch kan afsløre, at kritikken i denne uge bliver omsat til en formel klage til NCP Danmark – et klageorgan, der behandler mulige brud på globale retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd.
Bag klagen står repræsentanter for oprindelige folk og flere civilsamfundsorganisationer i Mexico, hvor CIP planlægger en kæmpe vindmølle- og solcellepark under navnet Helax Istmo.
“Det er afgørende for os, at det danske folk ved, at deres penge er med til at påvirke det oprindelig folks liv her i Mexico”, siger Carlos Beas Torres i et interview til Danwatch.
Han er leder af UCIZONI (Unión de Comunidades Indígenas de la Zona Norte del Istmo, red.), der er en af de ældste og mest indflydelsesrige organisationer, der kæmper for de oprindelige folks rettigheder i det sydlige Mexico.
Carlos Beas Torres er i Europa for at gøre opmærksom på sagen, og han mener, at danske pensionsopsparere via CIP indirekte er med til skabe problemerne ved at finansiere projektet.
Bag CIP’s grønne milliarder står nemlig flere danske pensionskasser og en voksende gruppe af udenlandske institutionelle investorer.
CIP, der har hovedkontor i København, forvalter over 280 milliarder kroner og er blandt verdens største investorer i grøn energi, energilagring og såkaldt power-to-X-teknologier – herunder grøn brint og blå ammoniak til transportsektoren.
CIP er stiftet af tidligere topfolk fra DONG Energy – nu Ørsted. Øverste partner Jakob Baruël Poulsen og de øvrige stiftere er også kendt som “guldfuglene” på grund af deres millionstore bonusudbetalinger.
Klagerne kritiserer CIP for beslaglæggelse af landbrugsjord, tab af vandressourcer samt skovrydning, som de mener har negative konsekvenser for miljøet og de lokales levevilkår i Oaxaca i det sydlige Mexico.
Ifølge klagen har CIP forsømt at inddrage lokalsamfundene og tilbageholdt oplysninger om mulig påvirkning af natur og miljø samt ignoreret flere landsbysamfunds rettigheder over landområderne.
Netop inddragelse, oplysning og samtykke er helt centrale internationale principper for oprindelige folks rettigheder, hvilket også er omdrejningspunktet for klagen.
Pengene til Helax Istmo projektet er placeret i to fonde, hvor blandt andet PFA, PensionDanmark, Industriens Pension og Akademikerpension samlet har spyttet mere end 20 milliarder kroner i.
Områderne, hvor CIP vil bygge, er ikke statsejede eller privatejede, men tilhører lokale “ejidos” – landsbysamfund med kollektiv ejendomsret til jorden, indført efter den Mexicanske Revolution i 1920.
Samtidig betragter oprindelige folk områderne som en del af deres kulturhistoriske territorium.
Louise Wendelbo, som er global chef for presse & medierelationer i CIP, er uenig i kritikken om at internationale retningslinjer ikke vil blive fulgt.
“Projektet har aldrig hævdet, at der på nuværende tidspunkt er opnået samtykke fra lokalsamfundene til nogen del af projektet”, siger hun og oplyser, at konsultationer med de lokale blev igangsat af Mexicos energiministerium i juli 2024, men nu er sat på pause.
Hun har ikke kendskab til, at der er en OECD-klage på vej mod CIP. Klagen indsendes ifølge Danwatchs oplysninger i indeværende uge. Hun oplyser, at projektet siden marts sidste år har været sat på pause, mens dets fremtidige udformning vurderes.
190 vindmøller, 3 mio. solpaneler og alvorlige miljøproblemer
CIP’s investering i Mexico er blandt de største grønne energiprojekter i Latinamerika, og ifølge de mexicanske myndigheder skal der investeres omkring 10 milliarder dollars for at realisere det hele.
Pengene skal være med til at finansiere 190 vindmøller og tre millioner solpaneler på et 250 kvadratkilometer stort område – svarende til lidt mere end Møn.
Carlos Beas frygter, at projektet kan få massive konsekvenser for et af Mexicos mest naturrige områder, hvor landets sidste store regnskove stadig findes.
“Vi står allerede over for meget alvorlige miljøproblemer i området”, siger han.
Carlos Beas og de øvrige underskrivere på klagen mener, at CIP har tilsidesat Mexicos oprindelige folks rettigheder, og at det er uklart, hvorvidt de lokale vil få del i indtjeningen fra projektet.
Louise Wendelbo afviser kritikken.
“CIP engagerer sig ansvarligt i alle de lande og regioner, hvor vi opererer. Vores investeringsbeslutninger træffes med fuld respekt for lokalsamfundenes og miljøets rettigheder og interesser og i overensstemmelse med gældende nationale regler og international bedste praksis”, siger hun i et skriftligt svar.
Energi-kolonialisme
Ifølge Coline Schupfer Galia, seniorjurist ved Collaborative Research Centre for Resilience og talsperson for klagerne, følger CIP ikke OECD’s internationale retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd og gemmer sig bag grøn omstilling.
“Virksomheder som CIP har pligt til at undgå at forårsage, medvirke til eller være direkte forbundet med krænkelser af menneskerettighederne. De har mulighed for at påvirke situationer, hvor krænkelser finder sted, og med den mulighed følger et ansvar”, siger Coline Schupfer Galia.
Hun mener, at sagen desuden illustrerer et stigende problem i forhold til store projekter inden for den grønne omstilling.
“Sagen afspejler en voksende erkendelse af, at den grønne energiomstilling ikke kan ske på bekostning af oprindelige folks rettigheder. Den rejser samtidig grundlæggende spørgsmål til “energi til hvad – og til hvem?” Hvem er den såkaldte grønne omstilling egentlig til for,” siger hun.
Projektet er en del af den mexicanske regerings såkaldte interoceaniske korridor i syd, der skal forbinde Stillehavet og Den Mexicanske Golf med havne, jernbaner og industriparker. Ambitionen for regeringen i Mexico er at skabe en alternativ rute til Panamakanalen.
Korridoren kræver meget energi, og det er her CIP’s grønne investeringer kommer ind i billedet.
“Vi anerkender, at reel dialog og lokal opbakning er grundlæggende forudsætninger for udviklingen af energiinfrastrukturprojekter. Ifølge mexicansk lovgivning er konsultationer myndighedsledede “, siger Louise Wendelbo.
Kritikerne frygter, at projektet kan få særdeles store konsekvenser for mennesker i lokalsamfundet i området.
“Mexicos regering har aldrig oplyst, hvordan og på hvilke betingelser, de har lovet CIP og andre leverandører opgaverne,” siger Carlos Beas.
“I området hvor CIP gerne vil opføre vindmølleparken har det skabt interne stridigheder, fordi der er mange penge på spil og dele af de lokale støtter staten, der ser det som et prestigeprojekt”, siger han.
Den grønne omstilling er meget mere end at løse klimakrisen. Den handler også om retfærdighed , mener Coline Schupfer Galia.
“Sagen understreger behovet for at se klimakrisen gennem et retfærdighedsperspektiv frem for primært som et spørgsmål om sikkerhed, ressourcer og geopolitik”, siger Coline Schupfer Galia.










