6. januar 2022

Dansk fregat har sat tre formodede pirater fri i en gummibåd. Den sidste må de sende til Danmark

Tre nigerianere, der blev taget til fange af den danske fregat Esbern Snare i Guinea-bugten i november, bliver løsladt. Det skyldes, at Danmark ikke vil retsforfølge piraterne herhjemme. Én sidste formodet pirat er dog så skadet, at han bliver bragt til Danmark.

Fregatten Esbern Snare på træningsmission i Det Baltiske Hav i 2010. Nu er Esbern Snare på en meget virkelig mission i Guinea-bugten. Foto: Łukasz Golowanow & Maciek Hypś/Wikimedia

Tre af fire formodede pirater, der siden november har været tilbageholdt på den danske fregat Esbern Snare, er blevet sat fri i en gummibåd i Guinea-bugten ud for Vestafrikas kyst. Den sidste formodede pirat, der blev såret under ildkamp med danske frømænd, kommer derimod til Danmark.

De fire nigerianske mænd kom sammen med fire andre formodede pirater i ildkamp med danske frømand i november. De fire andre mænd døde, mens de fire overlevende blev taget til fange i bure på den danske fregat. Den ene var dog så kraftigt såret, at han måtte behandles på et hospital i Ghana.

Grunden til, at tre af de formodede pirater nu bliver løsladt, er, at man ikke har ønsket at retsforfølge dem i Danmark. 

“Det er jo ikke overraskende, at man ikke har ønsket at retsforfølge dem i Danmark, så det kommer ikke bag på mig, og så var der ligesom ikke andre muligheder”, sagde advokat Niels Anker Rasmussen, der repræsenterer den ene af piraterne, til Ekstra Bladet onsdag formiddag.

Frigivelsen skyldes altså ikke, at anklagemyndigheden mener, at de formodede pirater er uskyldige, men derimod, at Danmark ikke ønsker besværet med at retsforfølge piraterne herhjemme. 

Den sårede nigerianer er dog i en tilstand, hvor de danske myndigheder ikke har kunne forsvare at sætte ham fri:

“Som følge af Danmarks internationale forpligtelser og den formodede pirats helbredstilstand er det blevet vurderet, at der ikke var anden udvej end at bringe vedkommende til Danmark,” udtaler justitsminister Nick Hækkerup i en pressemeddelelse.

Danmark er på solomission i Guinea-bugten, og Danwatch kunne i efteråret fortælle, at Danmark ikke har indgået udleveringsaftaler med landene langs bugten. Derfor har det – indtil nu – været uklart, hvad der skulle ske med de personer, som de danske soldater eventuelt tog til fange. 

Organisation: Tag dem hjem

Da Danwatch første gang beskrev problemet med de manglende udleveringsaftaler vakte det bekymring hos Fritz Ganzhorn, som er direktør i Maritime People, der er en organisation for maritime ledere, specialister og selvstændige.

Han frygtede en situation, der mindede om den, der opstod, da Danmark var på piratmission langs i farvandet ud for Somalia. Her tog de danske soldater flere gange formodede pirater til fange i op til halvanden måned, før de blev sat i land igen, fordi de danske myndigheder ikke vidste, hvad man skulle stille op med dem. 

I perioden fra 2008 til 2012 tilbageholdt de danske soldater 286 formodede pirater ud for Somalias kyst. Af disse blev 41 udleveret til retsforfølgelse i andre lande. De øvrige blev sat i land, skrev Forsvarsavisen i 2012. 

“Hvis de danske søfolk tager piraterne på fersk gerning ved den her nye mission i Guineabugten, så ved vi fra sidst, at de hurtigt kan komme til at stå i en situation, hvor de skal internere dem på Esbern Snare, uden at vide hvad de skal gøre af dem”, forudså Fritz Ganzhorn. 

Han mente, at man sender det kraftigste signal til piraterne, om at deres gøren og laden har konsekvenser, ved at tage dem til Danmark og retsforfølge dem her, så længe man ikke havde en udleveringsaftale. 

“Vi er dernede på en mission, som gerne skulle afskrække folk fra at gøre noget. Sidst viste det sig jo, at det ikke får piraterne til at stoppe, at man sætter dem i land. Der er så mange penge i det her, at de pirater, som gerne vil ud, nok skal finde nye både og nye våben”, sagde han.

Forsvaret har forklaret til DR, at de tre pirater, der nu er blevet sat fri, fik en gummibåd med en påhængsmotor, fornøden proviant og brændstof. Så blev de givet en sikker kurs mod kysten, som de onsdag nåede sikkert frem til.

“Det er klart, at regeringen helst havde set en lokal løsning, men det var desværre ikke muligt at overdrage de formodede pirater til lande i nærområdet”, udtaler justitsminister Nick Hækkerup i en pressemeddelelse.

Alternativet: Tålt ophold i Danmark

Da piraterne blev taget til fange, fortalte Birgit Feldtmann, som er professor (mso) på juridisk institut ved Aalborg Universitet, til Danwatch, at der ikke var noget juridisk i vejen for at tage piraterne til Danmark og retsforfølge dem her. Det er alene et spørgsmål om vilje.

Ved den danske udsendelse til farvandet ud for Somalia fik Danmark med tiden opbygget et system, hvor man tilbageholdt piraterne, overførte dem til retsforfølgelse i lande i regionen, for eksempel på Seychellerne, og lod piraterne afsone i Somalia i et fængsel, der blev drevet med støtte fra det internationale samfund.

Da der ikke er en lignende aftale ved den nye mission, kan der ifølge Feldtmann opstå et vakuum. “Hvis man ikke selv ønsker at tage dem til Danmark og gennemføre en straffesag, og landene i området heller ikke ønsker at gøre det”.

Problemet ved at retsforfølge pirater i Danmark er, at det ikke er sikkert, at vi vil kunne sende dem hjem igen, fordi Danmark ikke må udlevere til lande, hvor tilfangetagne for eksempel risikerer dødsstraf. 

“Kriminalitet som pirateri og flykapringer er almenfarlige forbrydelser, der gør, at man aldrig ville kunne få asyl i Danmark bagefter. Så ville Danmark ende i en situation, hvor de her mennesker efter afsoning vil ryge på tålt ophold, fordi man ikke ville kunne få dem hjem igen, og det er jo heller ikke en god løsning for nogen, tror jeg godt vi kan blive enige om”, fortalte professor mso i søret ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, Kristina Siig til Danwatch i efteråret.

Det synes justitsminister Nick Hækkerup heller ikke i den aktuelle sag:

“Vi har ingen interesse i at få de pågældende til Danmark, hvor de ville skulle afsone en eventuel straf, og hvor vi også risikerer, at de ikke efterfølgende ville kunne udsendes”, forklarer han i pressemeddelelsen fra regeringen. 

Den sidste pirat, der har været indlagt på et hospital i Ghana, er dog i en tilstand, hvor Danmark ikke kan leve op til sine internationale forpligtelser, hvis han løslades. Det er ikke lykkedes Danmark at indgå en aftale med Ghana, der giver “tilstrækkelige garantier for hans videre skæbne”, og “af helbredsmæssige og sikkerhedsmæssige grunde” vurderer forsvaret, at det ikke er forsvarligt at løslade ham til søs.

”Regeringen ønsker på ingen måde, at de formodede pirater kommer til Danmark, men i det ene ud af de fire tilfælde var der desværre ikke andre muligheder. Jeg har derfor ikke pålagt anklagemyndigheden at meddele vedkommende et tiltalefrafald. Det betyder forventeligt, at han vil blive retsforfulgt i Danmark for forsøg på manddrab på danske soldater”, lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup i en pressemeddelelse.

Denne artikel er blevet opdateret 06/01/22 kl. 23.00: I den oprindelige udgave af artiklen fremgik det kun, at to af piraterne var blevet løsladt. Historien er blevet opdateret efter det kom frem, at yderligere to pirater er blevet sat fri, og at én pirat bringes hjem til Danmark.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down