På vogndækket på det danske krigsskib Esbern Snare står der fem bure på hver cirka otte m2. Lige nu er de ekstra lastrum for de danske soldater, der ligger på lur et sted i Guineabugten. Men med et snuptag kan de tømmes og transformeres til piratfængsler.
“Vi har haft op til 25 pirater ombord på en gang ved den sidste tur, men jeg så dem ikke på noget tidspunkt, for vi havde hængt lagner op, så de kunne få lidt privatliv”, siger Lars Povl Jensen, da han viser Danwatch rundt på fregatten kort før afrejse.
Lars Povl Jensen er orlogskaptajn og chef ombord på den danske fregat Esbern Snare, der de næste fem måneder skal stå for såkaldt piratbekæmpelse langs den vestafrikanske kyst i Guineabugten. Han var også med, da danske soldater og de to fregatter Absalon og Esbern Snare var med til at bekæmpe pirater ved Afrikas Horn ud for Somalias kyst i årene 2008-2014.
I 2020 foregik omkring 40 procent af verdens samlede piratangreb og væbnede røverier til søs i landene omkring Guineabugten. Det vil sige i det nationale farvand ud for landene, der strækker sig op til 12 sømil (ca. 22 kilometer) ud for kysten. Værst står det ifølge Forsvarsministeriet til ud for Nigerias kyst, hvor der skete 29 piratangreb i 2020.
Derfor rejser danske soldater nu igen til det afrikanske kontinent for at forhindre piratangreb.
De fem bure, forklarer Lars Povl Jensen, er de samme som dem, der var med sidst.
“De må have stået på et lager et sted, for de var lige til at sætte op”, siger han.
For fængsler skal der være ombord ved en pirat-mission, fortæller Kenneth Øhlenschlæger Buhl, ph.d. ved Forsvarsakademiet med speciale inden for krigens love:
“Man kan jo komme i en situation, hvor man må tilbageholde folk for at undgå, at de overtager et skib, eller at besætningen på et skib bliver taget til fange. Så står man bagefter med nogle personer, som man ikke ønsker at slæbe til Danmark”, siger han og understreger, at udgangspunktet med missionen i Guineabugten ikke er at fange pirater, men at afværge angreb.
“Og så kan man jo sætte dem i en gummibåd og lade dem sejle ind til kysten igen”, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
Sagen er den, at Danmark ikke har indgået udleveringsaftaler med de lokale lande i Guineabugten om den nuværende pirat-mission. Derfor er det uklart, hvad der skal ske med de personer, som de danske soldater eventuelt tager til fange.
Det er heller tilladt for den danske mission, som er af sted nu, at forfølge pirater ind på det nationale territorium. Esbern Snare skal dermed holde sig i det internationale farvand, som starter 12 sømil fra kysten.
Netop de manglende udleveringsaftaler bekymrer Fritz Ganzhorn, som er direktør i Maritime People, der er en organisation for maritime ledere, specialister og selvstændige.
Faktisk er han langt fra tilfreds med, at man ikke har fået indgået udleveringsaftaler med landene i Guineabugten. For mens Danmark patruljerede i farvandet ud for Somalia, tog de udsendte soldater flere gange formodede pirater til fange i op til halvanden måned, mens de danske myndigheder forsøgte at finde ud af, hvad man skulle stille op med dem.
I perioden 2008-2012 tilbageholdt de danske soldater således 286 formodede pirater ved Afrikas Horn. Af disse blev 41 udleveret til retsforfølgelse i andre lande. De øvrige blev sat i land, skrev Forsvarsavisen i 2012.
“Hvis de danske søfolk tager piraterne på fersk gerning ved den her nye mission i Guineabugten, så ved vi fra sidst, at de hurtigt kan komme til at stå i en situation, hvor de skal internere dem på Esbern Snare, uden at vide hvad de skal gøre af dem”, siger Fritz Ganzhorn.
Han mener derfor, at man sender det kraftigste signal til piraterne, om at deres gøren og laden har konsekvenser, ved at tage dem til Danmark og retsforfølge dem her.
Det bør man også gøre, siger han, frem for at konfiskere de formodede piraters store motorer og andre ting, som kan bruges til at overtage et skib, sådan som der ellers lægges op til af både forsvarsministeren og af ledelsen ombord på Esbern Snare.
“Hvad er det for et signal, man sender til dem, man opfatter som kriminelle, hvis vi bare sætter dem i land?”, spørger han retorisk og svarer selv:
“Vi er dernede på en mission, som gerne skulle afskrække folk fra at gøre noget. Sidst viste det sig jo, at det ikke får piraterne til at stoppe, at man sætter dem i land. Der er så mange penge i det her, at de pirater, som gerne vil ud, nok skal finde nye både og nye våben”, siger han.
Derfor mener han, at man bør overtale et af de ni lande i Guineabugten til at påtage sig rollen som det land, hvor man retsforfølger piraterne. Men indtil da bør man, ifølge Fritz Ganzhorn tage dem hjem til Danmark og retsforfølge dem herhjemme.
Men skulle man vælge at tage de formodede pirater til Danmark og retsforfølge dem her, sådan som Fritz Ganzhorn foreslår, så står man over for en række andre problemer, fortæller professor mso i søret ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, Kristina Siig. Det er, siger hun, ikke kun fordi det er upraktisk, at Danmark ikke tager dem herop.
“Nogle lande – herunder Norge – har indrettet deres lovgivning sådan, at hvis internationale konventioner giver dem ret til at retsforfølge nogen, så har de også efter deres interne lovgivning mulighed for at gøre det. – Det har vi valgt ikke at gøre. Vi har indrettet vores lovgivning sådan, at vi kun har givet os selv muligheden, når vi har pligt til at kunne retsforfølge. Der vil derfor være mange situationer, hvor der simpelthen ikke er basis i dansk ret for at gøre det, sådan som loven ser ud nu”, siger hun
Det har man ikke fra dansk side haft lyst til at lave om på, og det kan fx skyldes læringen fra den seneste mission i Somalia, forklarer hun. Danmark ville, hvis vi retsforfulgte de pågældende pirater herhjemme kunne komme til at stå i en situation, hvor vi ikke ville kunne udlevere dem til Somalia efter afsoning, da Danmark ikke må udlevere til lande, hvor de tilfangetagne risikerer dødsstraf.
“Kriminalitet som pirateri og flykapringer er almentfarlige forbrydelser, der gør, at man aldrig ville kunne få asyl i Danmark bagefter. Så ville Danmark ende i en situation, hvor de her mennesker efter afsoning vil ryge, fordi man ikke ville kunne få dem hjem igen, og det er jo heller ikke en god løsning for nogen, tror jeg godt vi kan blive enige om”.
I dag er der ikke længere brug for lagner om cellerne ombord på Esbern Snare. I stedet har Forsvaret pakket de fem bure ind i mørke plader af finér, så det kun er dem, der skal have noget med de formodede pirater at gøre, der kan se dem, forklarer Lars Povl Jensen.
Her hænger overvågningskameraerne klar til at komme i brug. Der er redningsveste til alle og de blå madrasser, der er tiltænkt eventuelle fanger, ligger stablet i to meter høje stakke i den ene celle. Det kan godt være, at det ikke er meningen, at man skal tage pirater til fange i længere tid, men hvis man skal, så er man klar, forklarer Kenneth Øhlenschlæger Buhl:
“Man skal behandle dem humant og de skal opbevares på en måde, så de er beskyttet for vejr og vind. Der har man nogle celler, som man kan stoppe dem ind i, og der skal være tilstrækkelig med plads, der skal være noget læsestof og de skal have mulighed for at dyrke deres religion”, siger han.
Rundt om de pladeindpakkede celler på Esbern Snare er der masser af liv.
I bunden af det såkaldte flexdæk akkompagnerer lyden af håndvægte og træningsstøn en soundbox, der sender tung hiphop ud på det store vogndæk og mandskab arbejder rutineret og hastigt på at få skibet klar til afrejse.
Da vi passerer de fem bure, fortæller Lars Povl Jensen, at han ikke håber, at soldaterne skal frihedsberøve nogle pirater på deres mission overhovedet:
“Jeg skal som udgangspunkt ikke på piratjagt, men på en udsendelse, hvor vi skal afværge angreb”, siger han og ekkoer dermed Forsvarsminister Trine Bramsens (S) ord fra tidligere på året: Piraterne skal ikke fanges, de skal undgås, og vi skal vise, vi er i området.
I stedet håber Lars Povl Jensen, at mandskabet kan nøjes med at konfiskere de stiger, geværer, motorer eller lignende genstande, der gør de formodede pirater i stand til at bedrive pirateri, og så sætte dem i en båd og hjem igen.
Og det er netop meningen, siger Kristina Siig. For forskellen på de manglende udleveringsaftaler denne gang i forhold til den seneste pirat-mission er, siger hun, at sidste gang havde Folketinget forestillet sig, at udleveringsaftalerne ville komme i hus:
“Denne gang må man sande, at det ikke ser ud til at blive muligt. Derfor er opgaven også at afværge og gøre det sværere at bedrive pirateri, og man ved, at der er en begrænsning på soldaternes muligheder, fordi man ikke har kunnet lave de her udleveringsaftaler”, siger Kristina Siig.
Derfor er det også meningen, at soldaterne i stedet skal afværge situationer. For eksempel ved at konfiskere forskellige genstande, som Lars Povl Jensen nævner. Og det er der hjemmel i lovgivningen til:
“Alle har ifølge havretskonventionen ret til at standse et piratskib. Og ifølge den kan vi også konfiskere genstande. Men vi kan udelukkende retsforfølge pirater, hvis vi har national hjemmel, og det har vi kun, hvis de går på et dansk skib. Men at tage deres ting, stikke dem en robåd og give dem mad og vand nok til at de kan komme i land, det har vi hjemmel til”, siger Kristina Siig.
Allerede inden den danske udsendelse til Guineabugten er antallet af piratangreb i området gået ned. Det viser tal fra International Maritime Bureau. Alligevel er Danske Rederier meget glade for udsendelsen af det danske skib Esbern Snare, siger administrerende direktør Anne H. Steffensen og fortæller, at det seneste år er tre danske handelsskibe blevet angrebet af pirater i området.
På kortet til venstre herunder kan du se antallet af piratangreb i 2020. Hvis du trækker i pilen kan du på kortet til højre se antallet af piratangreb i Guineabugten i 2021
Original
Modified Der er forskellige typer af piratangreb. Farverne her indikerer, hvilke typer af piratangreb, der er sket i Guineabugten.
Gul: Forsøg på angreb, Orange: Boarded, Blå: Beskudt, Rød: Highjacket, Lilla: Mistænkeligt skib
“En stor del af det pirateri, vi har set, og de seneste tre angreb på danskopererede skibe har været langt uden for sømilegrænsen. Og det er fordi, de pirater, vi ser i det her område, er ekstremt professionelle”, siger hun og uddyber:
“De er mere voldsparate og mere farlige for vores besætninger, end vi så det i Østafrika. Og så er de ekstremt veludstyret med moderne både og våben”, siger hun.
Og selvom antallet af piratangreb i 2021 er markant lavere end sidste år, så frygter hun for fremtiden i Guineabugten:
“Alle de kidnapninger, der har været i den civile søfart i 2021, er sket i Guineabugten. Derudover har der været to skudepisoder, og den sidste uge alene var der to angreb, hvoraf det ene indebar kidnapninger”, siger hun.
Det er Freds- og Stabiliseringsfonden, der finansierer Danmarks pirat-missioner med sine godt 500 millioner kroner årligt. Ifølge fondens årsrapport går 69 millioner kroner til indsatsen ved Afrikas Horn og 23 millioner til indsatsen i Guineabugten, som primært har fokus på Nigeria og Ghana og “skal styrke regional, maritim sikkerhed”.
Guineabugtens kystlinje strækker sig ifølge Forsvarministeriets strategi over piratindsatsen fra 2019-2022 over adskillige tusinde kilometer – fra Liberia i nord til Gabon i syd. Det vil sige de ni lande Liberia, Ækvatorialt guinea, Ghana, Elfenbenskysten, Nigeria, Togo, Benin, Gabon og Cameroon.
Ronja Pilgaard
