Den lille dreng vågner til lyden af et fly, der sværmer over landsbyen som en flue af aluminium, mens de første brag lyder tæt på. Han ved med det samme, at han må løbe for livet. Sammen med sin jævnaldrende fætter sprinter han ned mod floden for at gemme sig i vandet. Hønsene farer rundt, alle skriger.
Den lille dreng når ned i vandet og overlever. Hans fætter klarer den ikke. Han bliver skudt i hovedet og dør på stedet.
Året er 2002, og Western Upper Nile i den del af Sudan, der siden er blevet til Sydsudan, er begravet i en beskidt borgerkrig mellem regeringen og flere militser, herunder oprørsgruppen Sudan People’s Liberation Army (SPLA).
Drengen fortæller sin historie til den danske nødhjælpsarbejder Nils Carstensen, der kort forinden er landet med et lille sportsfly midt ude i det rene ingenting blandt græshytter og akacietræer.
Nils Carstensen er rejst til Sudan for Folkekirkens Nødhjælp for – sammen med en gruppe kolleger – at undersøge efterretninger om krigsforbrydelser begået mod civilbefolkningen i Western Upper Nile.
“Den lille dreng er umulig at glemme”, fortæller han i dag over tyve år efter.
Den samme og lignende beretninger fortalte han i foråret 2025 i sal 34 i Stockholms tingsrätt. Her har han over to omgange været indkaldt som vidne i en historisk retssag, hvor to tidligere topchefer for det svenske olieselskab Lundin Oil står anklaget for medvirken til krigsforbrydelser begået af Sudans hær mellem 1999 og 2003 i netop de områder, Nils Carstensen og hans kolleger havde rejst igennem.
Efter en maraton-retssag på to og et halvt år er der sat punktum for bevisførelsen og vidneforklaringerne, og mens dommeren voterer fortæller den mangeårige Sudan-kender, dokumentarist og medarbejder i Folkekirkens Nødhjælp om turen til Western Upper Nile i 2002 og sin deltagelse i den spektakulære retssag.
“Det er en vigtig retssag, fordi den som en af få forsøger at stille en international virksomhed til ansvar for forbrydelser begået i et andet land. Lundin har ikke kunnet undskylde sig ved, at det foregik i Sudan. De er alligevel blevet retsforfulgt i Sverige, og det er historisk og kan sætte præcedens for lignende sager fremover”, siger han.
Begge tiltalte – Ian Lundin og Alex Schneiter – nægter sig skyldige.
Konstant angst
Det var i 2012, at den i dag 69-årige Nils Carstensen første gang fik et opkald fra svensk politi.
Dagen inden havde han været på en tur til Malmø, og han begyndte straks at frygte, at han uforvarende havde begået en lovovertrædelse på den anden side af sundet.
Men svensk politi anede ikke, at han havde været i Malmø. De vidste til gengæld, at han i 2002 var en del af en gruppe nødhjælpsarbejdere, der havde været i Western Upper Nile.
I 2012 havde den svenske statsanklager netop indledt efterforskningen af Lundin Oil, og i efterforskningsmaterialet indgik rapporten, Between the Streams, som Nils Carstensen og gruppen havde udfærdiget ved hjemkomst fra Sudan.
“I 2002 blev jeg af Folkekirkens Nødhjælp bedt om at rejse til Nairobi for at slutte mig til en gruppe af humanitære organisationer, der var i færd med at planlægge en tur til Western Upper Nile i det sydlige Sudan. Vi havde efterretninger om alvorlige overgreb på civilbefolkningen, og vi fløj derop for at undersøge omfanget og vurdere behovet for en nødhjælpsoperation”, husker Nils Carstensen.
Gruppen fløj af sted fra Nairobi i skjul for den sudanesiske regering, der førte en meget stram politik med, hvor nødhjælpsorganisationerne måtte arbejde.
“Vi havde kommunikeret med SPLAs kommandør i området for at sikre, at vi ikke blev skudt ned fra himlen, og så landede vi på en lille jordstribe midt ude i ingenting. Vi havde en satellit-telefon med, så vi kunne ringe vores kontaktperson i Nairobi op nogle dage senere og koordinere, hvor vi kunne blive hentet af flyet igen”, fortæller Nils Carstensen.
I de næste dage bevægede gruppen sig til fods mellem små landsbyer for at møde lokalbefolkningen og høre deres oplevelser af kampene i området.
“Cirka hver anden time måtte vi krydse Nilens mange små strømme til fods. Vi havde vand op til brystkassen og måtte bære vores udstyr på hovedet for, at det ikke skulle blive vådt. Vi var så selvforsynende, som vi overhovedet kunne være for ikke at lægge lokalbefolkningen til last, så vi bar rundt på både mad og drikke. Vandet slap op, og så måtte vi drikke af det, vi nu kunne få”, fortæller han.
Derudover kom den konstante bekymring om sikkerheden.
“Vi mærkede en konstant angst hos de mennesker, vi mødte, og den spredte sig til os. Vi kunne høre Antonov-fly (militærfly, red.), og der gik rygter om, at kamphelikoptere var på vej. I dét terræn er der ingen steder at gemme sig, det er bare åbent, fladt landskab afbrudt af enkelte akacietræer. Vi ville have været prisgivet, hvis der var kommet angreb”, siger Nils Carstensen.
På dette tidspunkt i starten af 00’erne havde borgerkrigen i Sudan været i gang i knap tyve år, og kampene centrerede sig om netop de sydlige dele af landet, hvor gruppen af nødhjælpsarbejdere vandrede rundt.
De vidnesbyrd, Nils og kollegerne indhentede, var derfor ualmindeligt brutale.
“Folk forklarede, hvordan flyene først kom og smed bomber, så kom kamphelikopterne med maskingeværer og missiler, og til sidst red en militsstyrke til hest ind i landsbyerne og plyndrede og nedbrændte dem. Jeg er ikke i tvivl om, at der blev begået alvorlige forbrydelser mod de civile”, siger Nils Carstensen, der i dag stadig arbejder for Folkekirkens Nødhjælp.
Hør Nils Carstensen selv fortælle om Lundin-sagen og sin rejse til Sudan i 2002. Video: Danwatch
Olieforbindelsen
I udgangspunktet handler retssagen i Stockholm da heller ikke om, hvorvidt der blev begået overgreb på civile i Sudan.
Det gjorde der, har både FN-eksperter og menneskerettighedsorganisationer dokumenteret.
Dommeren skal i stedet tage stilling til, om de to tidligere øverst ansvarlige for Lundin Oil, bestyrelsesformand Ian Lundin og administrerende direktør Alex Schneiter, “støttede og hjalp” den sudanesiske hær i forbrydelserne.
I 1997 indgik Lundin Oil således en kontrakt om olieudvinding med regeringen i Sudan. Aftalen gav svenskerne råderet over oliefeltet Block 5A. På daværende tidspunkt var området kun delvist regeret af regeringen, og for at sikre sig fuld kontrol over lancerede hæren en offensiv i og omkring Block 5A.
Sådan lyder anklagen i hvert fald.
Mere konkret går den på, at Lundin Oil modtog militær beskyttelse mod lokale militser fra regeringshæren velvidende, at den begik krigsforbrydelser, og at olieselskabet skulle have muliggjort hærens fremrykning ved at bygge og finansiere veje og broer i området.
Allerede før afrejse i 2002 kendte Nils Carstensen til en påstået kobling mellem krigshandlingerne i området og olieproduktionen.
“Men den blev tydeligere, da vi ankom. Når vi interviewede lederne i landsbyerne eller folk, der tidligere havde været ansat som vagter i olieselskaberne, nævnte de kampen om olien som en medvirkende faktor til overgrebene”, siger han.
Rapporten Between the Streams dokumenterer imidlertid ikke direkte en forbindelse mellem Lundin Oils forretning og overgreb på civile.
“Men der var et tæt overlap, når vi sammenlignede de steder, hvor der skete overgreb og de steder, hvor der var olieinteresser. Og det var i Block 5A, som Lundin opererede i samarbejde med den sudanesiske hær”, siger Nils Carstensen.
Ifølge menneskerettighedsorganisationen PAX, der i årevis har engageret sig i Lundin-sagen, blev 12.000 mennesker dræbt og 180.000 drevet på flugt i Block 5A mellem 1999 og 2003.
Forsøgt miskrediteret
Som et dramatisk appendiks til sagen har der gennem flere år været anklager om, at vidner i sagen er blevet truet, intimideret, kidnappet og afpresset.
En af dem er den sydsudanesiske menneskerettighedsaktivist George Tai. Han har fortalt, at han fik sin lejlighed i Sydsudans hovedstad Juba raseret af ukendte gerningsmænd, da han i 2023 rejste til Sverige for at vidne i sagen. Samtidig begyndte han at modtage truende opkald. I dag er han flygtet ud af Sydsudan.
Lundin Oil, der i dag hedder Örron Energy, afviser at have noget som helst at gøre med truslerne, og Nils Carstensen er heller ikke selv blevet udsat for lignende.
I vidneskranken i Stockholm mærkede han dog alligevel forsvarets offensive stil på egen krop.
“I retten brugte vi det meste af tiden på at diskutere de omstændigheder, som vores interviews blev lavet under, i stedet for rent faktisk at tale om, hvad de mennesker, vi havde mødt, fortalte os. Lundins forsvarer udfrittede os om, hvordan vi kom ind i området, om vi havde militær beskyttelse og i så fald af hvem, hvem der oversatte for os, og hvad vores forhold var til SPLA? Det har frustreret mig, at det var det, der blev fokus i stedet for selve vidnesbyrdene”, siger han.
Nils Carstensen indrømmer gerne, at gruppen var i kontakt med SPLA-kommandøren Peter Gadet for at få adgang til Western Upper Nile.
“Men det betyder naturligvis ikke, at vi sympatiserede med ham eller gjorde, hvad han bad os om”, siger han.
Uanset om Lundin-cheferne bliver dømt skyldige eller ej, har den årelange efterforskning og retssag været en sejr for ofrene for den sudanesiske borgerkrig, vurderer Sudan-kenderen.
“Sagen viser, at ofrene og forbrydelserne begået mod dem, ikke er glemt. Deres skæbne er omsider blevet taget alvorligt, og det alene har en værdi”, siger han.
Ian Lundin og Alex Schneiter har gentagne gange afvist, at der skulle være en forbindelse mellem deres operationer i Block 5A og den sudanesiske hærs forbrydelser, og da deres forsvarer for nylig skulle levere deres afsluttende bemærkninger i retssagen, lod de alle forstå, at de finder anklagerne absurde.
“En frifindelse burde være ligetil”, lød det fra Alex Schneiters advokat.
Den svenske statsanklager går efter ti års fængsel til Ian Lundin og seks års fængsel til Alex Scheniter. Omvendt kræver de to tiltalte en erstatning fra den svenske stat på over en halv milliard danske kroner.
Der ventes at falde dom i slutningen af året. Herefter venter højst sandsynligt en ankeproces.
