Den 24. april i år gjorde soldater fra specialenheden Bataillon d’intervention rapide (BIR) holdt i Ndop, en landsby i det vestlige Cameroun. Og så var freden ellers forbi.
BIR’s soldater bankede og siden anholdte 30-40 indbyggere – 17 af dem er ikke blevet set siden.
“Soldaterne udvalgte os, der har dreadlocks”, siger en af de anholdte i en ny rapport fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch. “For BIR er det en indikation på, at man er separatist. De tvang os til at tage tøjet af og bankede os med en jernhammer og deres bælter”.
Danwatch har tidligere afdækket, at netop BIR over flere omgange har modtaget træning af det danske forsvar.
I både 2016, 2017 og 2018 var Frømandskorpset i det sydvestlige Cameroun for at undervise enheden i blandt andet kampe på små områder og ledelse af militæroperationer.
No posts
Systematiske overgreb
BIR opererer på direkte ordre fra Camerouns autoritære præsident Paul Biya og har de seneste år primært været indsat mod terrorgruppen Boko Haram i det nordlige Cameroun og engelsktalende separatister i det vestlige Cameroun, hvor Ndop ligger.
“I virkeligheden minder BIR’s taktikker om Boko Harams. Deres drab, tortur og vilkårlige anholdelser af civile er ikke enkelttilfælde. De sker systematisk”, fortalte Christopher Roberts, der forsker i vestafrikansk sikkerhedspolitik på University of Calgary, til Danwatch i maj måned.
Historier som den fra Ndop er således ganske velkendte. Forfatter til Human Rights Watchs rapport, Ilaria Allegrozzi, har i årevis dokumenteret alvorlige menneskerettighedskrænkelser begået af BIR.
“BIR er med afstand den mest voldelige enhed i Camerouns militær”, har hun tidligere sagt til Danwatch.
No posts
Helt uacceptabelt
Forsvarets træning af BIR – og andre kontroversielle hærenheder i Afrika – har fået Alternativet og Enhedslisten til at foreslå ny lovgivning.
“Det er helt uacceptabelt, at danske soldater bidrager til militær træning og kapacitetsopbygning af enheder, der systematisk overtræder menneskerettigheder. Danwatchs afsløringer giver anledning til at indføre lovgivning på området”, sagde Peder Hvelplund, forsvarsordfører for Enhedslisten, i juli.
I et interview med DR2 Deadline har generalmajor Peter Boysen forsvaret det danske samarbejde med Camerouns militær. Det samme har Forsvarsminister Morten Bødskov (S) gjort i et svar til Alternativets politiske ordfører Torsten Gejl:
“Det er Forsvarsministeriets vurdering, at træning og uddannelse i humanitær folkeret og menneskerettigheder alt andet lige mindsker risikoen for, at der begås overgreb”, lød det i juli.